Post by Zachariah Fairbairn on Jun 23, 2016 8:50:07 GMT
Era Garou
Militærakademiet fungerede som et godt opholdssted til den pludselige modstandsbevægelse som byen også skulle indeholde. Nu var der selvfølgelig mere end plads nok over det hele, hvis man så bort fra de ødelagte bygninger nær porten, men alligevel var der liv i akademiet. Nogen ting ændrede sig nok aldrig og måske især dødsenglene havde haft brug for at vende tilbage til det de kendte bedst - kamp og krig.
Tingene var gået sin gang. Byen var ikke længere lukket, men rygterne var kommet og gået og ingen turde rigtig komme til dem. Et par handlende og nogle nysgerrige havde, men ellers ingen. Han havde heller ikke modtaget flere breve fra Oberion, hvor tronerne nu stod og samlede støv. Landet var på vej ned af bakke og han VIDSTE nogen måtte gøre noget, men han havde virkelig ikke lyst. Han var ingen konge og nægtede at blive en rig snob som dem han hadede mest! Hvorfor skulle han udvælge en? Han havde svaret på få af brevene fra nogle af de nobles spørgsmål.
Hvem skal overtage landet? Vælg selv!
Vil du ikke? Fuck dig. Vil der blive en ny krig, hvis vi udvælger en konge? Måske. Den adelig med det og det navn havde prøvet at tage tronen, kun for at blive hevet ned af de andre adelige der enten stadig håbede på Forsyth kom tilbage eller som selv ønskede tronen. Det var jo kaos! Og han gad det ikke. Til sidst havde han smidt papirerne i hovedet på en af de få papirsnussere de havde og sagt at hun skulle skrive 'rend mig' til dem alle. Han havde ikke hørt fra hende siden, men han tvivlede på hun havde skrevet lige præcis det. De adelige og noble var så følsomme, man skulle helst ikke bruge grove ord mod dem, for så begyndte de at græde...
Sværdet blev svunget med alle frustrationerne bag det og han havde svært ved at vriste det fri af den allerede maltrakterede trædukke foran ham. Med et vredt grynt rev han det helt fri, hvilket resulterede i at noget af træet knækkede af og landede på jorden med alle de andre spåner der var kommet.
Noget mente nok de havde været humoristiske - alle dukkerne var udstyret med hjelme fra de Vavilonske soldater. I en lige så vred bevægelse flåede han hjelmen af og kastede den tværs over jorden.
Sådan gjorde de det ikke her! Her kunne alle eller ingen blive ens fjende og han gik ikke ind for at gøre andre til mere fjender end andre - bestemt ikke dem der var besejret. Nu var Vavilon deres og de skulle jo ikke sig selv ihjel!
Han tørrede sveden af panden og sværdets spids gled ned mod den hårdtrampede jord. Arenaen var tom ud over ham, han havde forlangt at få den for sig selv og desuden sendt besked til Era om at dukke op. Hun var blevet bedre nu og selv om hun måske ikke var helt healet, kunne de gennemgå det basiske. Han var ligeglad med om hun blev sur, hun skulle lære alt fra ny, for hun skulle lære at gøre tingene uden øjne og få det hele indlært i kroppen på en ny måde.
Hans blik gled op til den lyse himmel, hvor solen bagte ned på dem, da sommeren virkelig havde indhentet dem. De burde sørge for mad til vinteren...Men han havde ikke engang besluttet sig for om de burde blive i Sethos. Eh! Hvorfor ham...?
Iklædt det klassiske træningtøj i form af nogle lange bukser og en trøje, begge i sort og med akademiets eget symbol over det venstre bryst, føltes solen bagende. Han rullede lidt med skuldrene og gik over til det ene hjørne, hvor han havde smidt sine ting. Han fandt en vanddunk frem og tog nogle store slurke af den, så lidt af gled ned over hans hage.
Militærakademiet fungerede som et godt opholdssted til den pludselige modstandsbevægelse som byen også skulle indeholde. Nu var der selvfølgelig mere end plads nok over det hele, hvis man så bort fra de ødelagte bygninger nær porten, men alligevel var der liv i akademiet. Nogen ting ændrede sig nok aldrig og måske især dødsenglene havde haft brug for at vende tilbage til det de kendte bedst - kamp og krig.
Tingene var gået sin gang. Byen var ikke længere lukket, men rygterne var kommet og gået og ingen turde rigtig komme til dem. Et par handlende og nogle nysgerrige havde, men ellers ingen. Han havde heller ikke modtaget flere breve fra Oberion, hvor tronerne nu stod og samlede støv. Landet var på vej ned af bakke og han VIDSTE nogen måtte gøre noget, men han havde virkelig ikke lyst. Han var ingen konge og nægtede at blive en rig snob som dem han hadede mest! Hvorfor skulle han udvælge en? Han havde svaret på få af brevene fra nogle af de nobles spørgsmål.
Hvem skal overtage landet? Vælg selv!
Vil du ikke? Fuck dig. Vil der blive en ny krig, hvis vi udvælger en konge? Måske. Den adelig med det og det navn havde prøvet at tage tronen, kun for at blive hevet ned af de andre adelige der enten stadig håbede på Forsyth kom tilbage eller som selv ønskede tronen. Det var jo kaos! Og han gad det ikke. Til sidst havde han smidt papirerne i hovedet på en af de få papirsnussere de havde og sagt at hun skulle skrive 'rend mig' til dem alle. Han havde ikke hørt fra hende siden, men han tvivlede på hun havde skrevet lige præcis det. De adelige og noble var så følsomme, man skulle helst ikke bruge grove ord mod dem, for så begyndte de at græde...
Sværdet blev svunget med alle frustrationerne bag det og han havde svært ved at vriste det fri af den allerede maltrakterede trædukke foran ham. Med et vredt grynt rev han det helt fri, hvilket resulterede i at noget af træet knækkede af og landede på jorden med alle de andre spåner der var kommet.
Noget mente nok de havde været humoristiske - alle dukkerne var udstyret med hjelme fra de Vavilonske soldater. I en lige så vred bevægelse flåede han hjelmen af og kastede den tværs over jorden.
Sådan gjorde de det ikke her! Her kunne alle eller ingen blive ens fjende og han gik ikke ind for at gøre andre til mere fjender end andre - bestemt ikke dem der var besejret. Nu var Vavilon deres og de skulle jo ikke sig selv ihjel!
Han tørrede sveden af panden og sværdets spids gled ned mod den hårdtrampede jord. Arenaen var tom ud over ham, han havde forlangt at få den for sig selv og desuden sendt besked til Era om at dukke op. Hun var blevet bedre nu og selv om hun måske ikke var helt healet, kunne de gennemgå det basiske. Han var ligeglad med om hun blev sur, hun skulle lære alt fra ny, for hun skulle lære at gøre tingene uden øjne og få det hele indlært i kroppen på en ny måde.
Hans blik gled op til den lyse himmel, hvor solen bagte ned på dem, da sommeren virkelig havde indhentet dem. De burde sørge for mad til vinteren...Men han havde ikke engang besluttet sig for om de burde blive i Sethos. Eh! Hvorfor ham...?
Iklædt det klassiske træningtøj i form af nogle lange bukser og en trøje, begge i sort og med akademiets eget symbol over det venstre bryst, føltes solen bagende. Han rullede lidt med skuldrene og gik over til det ene hjørne, hvor han havde smidt sine ting. Han fandt en vanddunk frem og tog nogle store slurke af den, så lidt af gled ned over hans hage.