Post by Zachariah Fairbairn on Mar 9, 2016 15:40:46 GMT
Era Garou
Turen hjem havde været lige så besværlig som turen ud. Endnu en tur fuld af zigzag, af en himmel der langsomt blev lysere og lysere og hans egne bevægelser der blev langsommere og langsommere. Og alligevel blev han slet ikke ramt på vej hjem, selv om han havde på vej ud. Det var med en hvis lettelse han endelig var nået ind over bjergkammen, ind i sikkerhed af det fængsel som Sethos udgjorde og kunne flyve mod Forsyths gamle hjem med gode nyheder. Visse folk vinkede efter ham, da han fløj over deres hoveder, men han var alt for træt til at vinke igen eller til at bemærke det. Ingen ud over Era vidste hvad han havde lavet, for de ville ikke risikere at give folkene håb om noget, før han havde været af sted. Derfor var han om aftenen fløjet en tur til ulveskoven for at snakke med Loup.
Selv om vinden ikke var særlig varm, bemærkede han ikke længere kulden, da han endelig landede på den lille plads foran det store hus. Iklædt sort og varmt tøj, beregnet til at flyve i mørket, stod han nu der og trak sine vinger til sig. Han bed stædigt tænderne sammen, da han haltede de sidste trin op til døren og tog i den....Kun for at falde ind over trinene.
På hans tur ud af byen, havde han undgået de fleste pile efter hans skikkelse. Men netop fordi det var mørkt, var hans teori i det mindste, havde han ikke kunne se alle pilene. En af dem var gået tværs gennem hans lår, dog uden at sætte sig fast i hans lårknogle. Før han var trådt ind i skoven havde han knækket pilen af og bundet en primitiv forbinding i håb om ikke at besvime, før han havde snakket med Loup. Nu, med et stort blodtab, fandt han sig selv uden energi og varme i kroppen. Han var træt, hans ben gjorde på den ene side ondt, og på den anden måde mærkede han det slet ikke. Nogle bloddråber ramte gulvet, som han næsten besvimede på dørtrinet. Med en sløv bevægelse greb han ud efter dørkarmen for ikke at falde med næsen først, så han nu halvt lå og halvt sad op af dørkarmen. Hans mund var tør, han kunne ikke få sig selv til at kalde på nogen. I stedet kom der en halvtør kvækken over hans læber. Era! Han måtte snakke med Era. Han havde gode nyheder! Han måtte vel bare blive siddende her til hun kom....
Turen hjem havde været lige så besværlig som turen ud. Endnu en tur fuld af zigzag, af en himmel der langsomt blev lysere og lysere og hans egne bevægelser der blev langsommere og langsommere. Og alligevel blev han slet ikke ramt på vej hjem, selv om han havde på vej ud. Det var med en hvis lettelse han endelig var nået ind over bjergkammen, ind i sikkerhed af det fængsel som Sethos udgjorde og kunne flyve mod Forsyths gamle hjem med gode nyheder. Visse folk vinkede efter ham, da han fløj over deres hoveder, men han var alt for træt til at vinke igen eller til at bemærke det. Ingen ud over Era vidste hvad han havde lavet, for de ville ikke risikere at give folkene håb om noget, før han havde været af sted. Derfor var han om aftenen fløjet en tur til ulveskoven for at snakke med Loup.
Selv om vinden ikke var særlig varm, bemærkede han ikke længere kulden, da han endelig landede på den lille plads foran det store hus. Iklædt sort og varmt tøj, beregnet til at flyve i mørket, stod han nu der og trak sine vinger til sig. Han bed stædigt tænderne sammen, da han haltede de sidste trin op til døren og tog i den....Kun for at falde ind over trinene.
På hans tur ud af byen, havde han undgået de fleste pile efter hans skikkelse. Men netop fordi det var mørkt, var hans teori i det mindste, havde han ikke kunne se alle pilene. En af dem var gået tværs gennem hans lår, dog uden at sætte sig fast i hans lårknogle. Før han var trådt ind i skoven havde han knækket pilen af og bundet en primitiv forbinding i håb om ikke at besvime, før han havde snakket med Loup. Nu, med et stort blodtab, fandt han sig selv uden energi og varme i kroppen. Han var træt, hans ben gjorde på den ene side ondt, og på den anden måde mærkede han det slet ikke. Nogle bloddråber ramte gulvet, som han næsten besvimede på dørtrinet. Med en sløv bevægelse greb han ud efter dørkarmen for ikke at falde med næsen først, så han nu halvt lå og halvt sad op af dørkarmen. Hans mund var tør, han kunne ikke få sig selv til at kalde på nogen. I stedet kom der en halvtør kvækken over hans læber. Era! Han måtte snakke med Era. Han havde gode nyheder! Han måtte vel bare blive siddende her til hun kom....