Post by Zean Forsyth on Mar 6, 2016 13:41:25 GMT
Macaria Forsyth
Han havde været væk i et døgn. Han havde fundet en nedslidt hytte i udkanten af Oberion, som han havde opholdt sig i mens solen havde skinnet vinterblegt udenfor. Det havde været koldt, men han havde blot siddet i det sikre hjørne og bøjet sine fingre prøvende i den ellers bidende kulde, der udgjorde en vinter der endnu ikke helt havde sluppet dem. Da det blev mørkt igen, havde han fundet en brønd og hevet en spand vand op for at vaske sig. Også vandet var iskoldt, men han kunne ikke vade ind på slottet med blod i hele hovedet. Hans hænder rystede svagt, da han stædigt gned s
sit skæg...Kun for at fumle efter en dolk, han havde på sig, så han kunne skrabe skægget af selv. Han var alene og det passede ham perfekt. Hans blik gled op i den mærke himmel, hvor stjernerne blinkede svagt og gav de tunge skyer et foruroligende, men smukt udseende. Han havde slet ikke sovet, ikke mere end nogle timer i hvert fald, siddet i noget gammelt halm, der havde været det eneste mellem ham og den kolde, hårde jord. Og alligevel havde han ikke været ked af det, men ønskede blot at tilbringe hver eneste nat på den måde. Han havde tænkt længe...
Han vaskede dolk og hænder i det kolde vand, før han kastede det ud over de mere eller mindre ujævne brosten under sig. Så gik han tilbage mod slottet. Om han ville komme ind? Han var i tvivl. Macaria ville måske aldrig se ham igen...Det var vel begrænset hvor meget hun ville finde sig i, fra hans side?
Han kom ind på slottet. Så han var altså endnu velkommen? Eller måske vidste ingen hvad der skulle ske. Hans ene hånd gled over hans beskidte trøje, over det sted hvor hans gamle hjerte ville have pumpet lystigt, men hvor der nu kun var koldt og tomt. Sjovt...Folk forbandt hjerter med kærlighed, med følelser...Og alligevel var det som vampyr, uden hjerte, at han skulle opleve netop de ting. Eller andre gjorde...Han var ikke sikker på præcis hvad han selv gjorde.
Han vandrede hele vejen indenfor, uden at støde på nogen som helst, andet end et par vagter, der tydeligvis virkede forvirrede. Han ignorerede dem. Hans blik gled op af de høje, kolde mure, inden han trådte indenfor.
Han var ikke sikker på om han faktisk ønskede at snakke med Macaria igen. Et eller andet sted burde han. Han måtte snakke med hende om så meget...Der var så meget at sige. Så mange foreslag at gennemgå, et par detaljer. Han havde smidt sit tøj og var nu ved at iføre sig noget langt mere praktisk tøj. Tykke sokker, et par bukser der hverken sad for stramt eller for løst. En varm trøje, der sad godt om hans overkrop, der efterhånden var ved at ligne sig selv igen - Men ikke helt. Det var svært at opbygge alle musklerne igen, når han sad indenfor hele døgnet.
Han strammede støvlerne til om sine fødder og nød fornemmelsen af læderet om sine fødder igen. Så greb han tilfældigt ind i sit klædeskab efter noget mere tøj, før han knugede det sammen i en uordentlig bunke og maste det ned i hans taske. Hans gamle urtegrej lå på sengen og hans fingre gled kærtegnene over det, før han pakkede det sammen og ned i tasken igen. Han vidste ikke om Macaria havde hørt han var der...Og endnu mens han pakkede sin taske, overvejede han om han burde opsøge hende...Han burde...Men ville hun overhoved se ham igen?
Han havde været væk i et døgn. Han havde fundet en nedslidt hytte i udkanten af Oberion, som han havde opholdt sig i mens solen havde skinnet vinterblegt udenfor. Det havde været koldt, men han havde blot siddet i det sikre hjørne og bøjet sine fingre prøvende i den ellers bidende kulde, der udgjorde en vinter der endnu ikke helt havde sluppet dem. Da det blev mørkt igen, havde han fundet en brønd og hevet en spand vand op for at vaske sig. Også vandet var iskoldt, men han kunne ikke vade ind på slottet med blod i hele hovedet. Hans hænder rystede svagt, da han stædigt gned s
sit skæg...Kun for at fumle efter en dolk, han havde på sig, så han kunne skrabe skægget af selv. Han var alene og det passede ham perfekt. Hans blik gled op i den mærke himmel, hvor stjernerne blinkede svagt og gav de tunge skyer et foruroligende, men smukt udseende. Han havde slet ikke sovet, ikke mere end nogle timer i hvert fald, siddet i noget gammelt halm, der havde været det eneste mellem ham og den kolde, hårde jord. Og alligevel havde han ikke været ked af det, men ønskede blot at tilbringe hver eneste nat på den måde. Han havde tænkt længe...
Han vaskede dolk og hænder i det kolde vand, før han kastede det ud over de mere eller mindre ujævne brosten under sig. Så gik han tilbage mod slottet. Om han ville komme ind? Han var i tvivl. Macaria ville måske aldrig se ham igen...Det var vel begrænset hvor meget hun ville finde sig i, fra hans side?
Han kom ind på slottet. Så han var altså endnu velkommen? Eller måske vidste ingen hvad der skulle ske. Hans ene hånd gled over hans beskidte trøje, over det sted hvor hans gamle hjerte ville have pumpet lystigt, men hvor der nu kun var koldt og tomt. Sjovt...Folk forbandt hjerter med kærlighed, med følelser...Og alligevel var det som vampyr, uden hjerte, at han skulle opleve netop de ting. Eller andre gjorde...Han var ikke sikker på præcis hvad han selv gjorde.
Han vandrede hele vejen indenfor, uden at støde på nogen som helst, andet end et par vagter, der tydeligvis virkede forvirrede. Han ignorerede dem. Hans blik gled op af de høje, kolde mure, inden han trådte indenfor.
Han var ikke sikker på om han faktisk ønskede at snakke med Macaria igen. Et eller andet sted burde han. Han måtte snakke med hende om så meget...Der var så meget at sige. Så mange foreslag at gennemgå, et par detaljer. Han havde smidt sit tøj og var nu ved at iføre sig noget langt mere praktisk tøj. Tykke sokker, et par bukser der hverken sad for stramt eller for løst. En varm trøje, der sad godt om hans overkrop, der efterhånden var ved at ligne sig selv igen - Men ikke helt. Det var svært at opbygge alle musklerne igen, når han sad indenfor hele døgnet.
Han strammede støvlerne til om sine fødder og nød fornemmelsen af læderet om sine fødder igen. Så greb han tilfældigt ind i sit klædeskab efter noget mere tøj, før han knugede det sammen i en uordentlig bunke og maste det ned i hans taske. Hans gamle urtegrej lå på sengen og hans fingre gled kærtegnene over det, før han pakkede det sammen og ned i tasken igen. Han vidste ikke om Macaria havde hørt han var der...Og endnu mens han pakkede sin taske, overvejede han om han burde opsøge hende...Han burde...Men ville hun overhoved se ham igen?