Post by Zean Forsyth on Mar 1, 2016 10:44:28 GMT
Macaria Forsyth
Han havde haft nogle travle dage...Eller nok nærmere nætter. Eller måske begge dele, da de store og tunge gardiner forhindrede alt lys i at nå ind i hans kontor, om det var sollys eller månens lys. Han havde bogstavlig talt låst sig inde på sit kontor og kun taget imod de adelige, der i forvejen havde sendt en brev om deres møde og hvad det handlede om. Det var som om, nu hvor han var rådgiver, at arbejdet var steget en del. Måske fordi de fleste ting gik til ham først, så han kunne bedømme om dronningen skulle bekymres med det eller ej.
Hans kontor var dækket i alverdens papirer. De fleste var breve, opgørelser på deres økonomiske situation og hvor meget mad de havde i forhold til indbygger. Især de store byer var begyndt at klage over sultne maven, men heldigvis var vinteren snart overstået og de kunne begynde at beplante deres marker igen. Frustreret smed han nogle ruller på gulvet der indeholdte flere beklagelser. Han var ingen troldmand, han kunne ikke få mad til at dukke op ud af ingenting! Specielt ikke når skattekisterne var tæt på at være tomme...Han smed sig tilbage i stolen, med en arm til hver side, mens han sad og så surt frem for sig. Til sidst rejste han sig op med et grynt og greb et helt andet papir, der indeholdte nogle forslag på nye love. Han kiggede lidt på den, men lagde den så fra sig igen...Han kunne vise Macaria papiret senere, hvis hun gik med til ideen. Ellers ville hun sikkert tro han ville være desperat nok til at indføre dem uden hende...Som om det længere var noget han kunne.
Iklædt noget afslappet tøj i form af løse bukser, en lys, løs trøje og bare fødder, gik han tværs gennem rummet og lukkede sig ud af det indelukkede kontor. Han missede svagt med øjnene, da han kom ud af sin hule og gned sin ene kind, der bar mere skæg end den plejede. Så gik han på bedste ikke-kongelig vis ned til Macarias kontor og bankede hårdt på. På denne tid af natten...Det var nat ikke?...Plejede hun at være oppe og at finde heromkring. Hvis ikke i kontoret, så forhåbentlig et andet sted i nærheden. Et kort blik ud af et vindue i gangen bekræftede ham i det var nat. Spøjst! Og han følte sig slet ikke træt. Faktisk, alt efter hvordan hans forslag gik, ville han nok ride en tur ud i byen. Folk var blevet overrasket over hvor synlig han var blevet, i forhold til sin stilling som konge og hvor meget han arbejdede. Heldigvis så han endelig en belønning for det...Flere adelige var begyndt at henvende sig til ham, hvilket betød de et eller andet måtte være ved at acceptere ham igen.
Han havde haft nogle travle dage...Eller nok nærmere nætter. Eller måske begge dele, da de store og tunge gardiner forhindrede alt lys i at nå ind i hans kontor, om det var sollys eller månens lys. Han havde bogstavlig talt låst sig inde på sit kontor og kun taget imod de adelige, der i forvejen havde sendt en brev om deres møde og hvad det handlede om. Det var som om, nu hvor han var rådgiver, at arbejdet var steget en del. Måske fordi de fleste ting gik til ham først, så han kunne bedømme om dronningen skulle bekymres med det eller ej.
Hans kontor var dækket i alverdens papirer. De fleste var breve, opgørelser på deres økonomiske situation og hvor meget mad de havde i forhold til indbygger. Især de store byer var begyndt at klage over sultne maven, men heldigvis var vinteren snart overstået og de kunne begynde at beplante deres marker igen. Frustreret smed han nogle ruller på gulvet der indeholdte flere beklagelser. Han var ingen troldmand, han kunne ikke få mad til at dukke op ud af ingenting! Specielt ikke når skattekisterne var tæt på at være tomme...Han smed sig tilbage i stolen, med en arm til hver side, mens han sad og så surt frem for sig. Til sidst rejste han sig op med et grynt og greb et helt andet papir, der indeholdte nogle forslag på nye love. Han kiggede lidt på den, men lagde den så fra sig igen...Han kunne vise Macaria papiret senere, hvis hun gik med til ideen. Ellers ville hun sikkert tro han ville være desperat nok til at indføre dem uden hende...Som om det længere var noget han kunne.
Iklædt noget afslappet tøj i form af løse bukser, en lys, løs trøje og bare fødder, gik han tværs gennem rummet og lukkede sig ud af det indelukkede kontor. Han missede svagt med øjnene, da han kom ud af sin hule og gned sin ene kind, der bar mere skæg end den plejede. Så gik han på bedste ikke-kongelig vis ned til Macarias kontor og bankede hårdt på. På denne tid af natten...Det var nat ikke?...Plejede hun at være oppe og at finde heromkring. Hvis ikke i kontoret, så forhåbentlig et andet sted i nærheden. Et kort blik ud af et vindue i gangen bekræftede ham i det var nat. Spøjst! Og han følte sig slet ikke træt. Faktisk, alt efter hvordan hans forslag gik, ville han nok ride en tur ud i byen. Folk var blevet overrasket over hvor synlig han var blevet, i forhold til sin stilling som konge og hvor meget han arbejdede. Heldigvis så han endelig en belønning for det...Flere adelige var begyndt at henvende sig til ham, hvilket betød de et eller andet måtte være ved at acceptere ham igen.