Post by Harris on Feb 27, 2016 1:58:38 GMT
Den store dør til laboratoriet i slottets kælder blev langsomt skubbet op, men Harris tøvede alligevel med at træde helt indenfor. I stedet blev han stående i døråbningen med den massive nøgle af messing i hånden, som om han forventede at nogen skulle dukke op og tage den fra ham igen. Det føltes... forkert, på en eller anden måde. Det havde altid været Aron som havde båret nøglen. Altid ham, som havde været den første til at dukke op i laboratoriet, og den sidste til at forlade det. Det var et unaturligt syn at se rummet uden den gamle alkymist derinde... Uden Aron føltes det mærkelig tomt.
Endelig tog Harris sig sammen og trådte indenfor. Han havde en mærkelig klump i maven. Hvad var det første Aron gjorde? Han fæstede ringen med nøglen i sit bælte, mens han forsøgte at tænke. Hvordan havde laboratoriet set ud, hver gang han selv var kommet derned?
Der havde været tændt op i ildstedet! Selvfølgelig, både for varmens skyld og for at spare tid når et eller andet skulle koges op! Målrettet gik Harris over til det gamle ildsted og lagde nyt brænde på, før han ved hjælp af noget rørt strå og et fyrtøj fik gang i en lille flamme. Ved forsigtigt at puste liv i flammen fik han snart tændt ordentligt op i ildstedet, før han rettede sig op igen, og så sig omkring i det store rum.
Hvad nu?
Rådvild så Harris omkring sig. De utallige bøger på hylderne, de lige så mangfoldige glasbeholdere lukket forsvarligt inde i et glasskab, alskens notater og genstande som var spredt rundt omkring på det enorme arbejdsbord... Det slog ham med gru at der var alt for meget af det, han ikke havde den fjerneste anelse om hvad var. Eller gjorde han, og han havde bare glemt det? Uroligt kunne han mærke hvordan klumpen voksede i maven på ham. Det var Aron som vidste alt om alt i laboratoriet, og han havde bare været hans medhjælper. Aron havde lært ham meget gennem årene, men Aron havde også så mange gange understreget hvor usandsynligt det var at et menneske nogensinde ville kunne lære faget på samme måde som en alkymist. Måske havde det været ment som en trøst, en beroligende påmindelse om at Harris ikke måtte tage sig vand over hovedet - men for Harris var det blot en indikation på hvor forkert det var, at det nu var ham som var den kongelige hofalkymist.
"Skyggerne tage dig, Aron..." Hans ord var ikke mere end en lavmælt hvisken, før han klaskede sig selv på begge kinder. "Tag dig sammen." bed han af sig selv, før han gik over til et vandfad ved siden af ildsstedet. Normalt brugte Aron det til at vaske hænderne når han havde håndteret noget af de ækle genstande i laboratoriet, men nu passede det rene vand perfekt til at vaske ansigtet. Forhåbentligvis ville det hjælpe ham med at tage sig sammen.
Endelig tog Harris sig sammen og trådte indenfor. Han havde en mærkelig klump i maven. Hvad var det første Aron gjorde? Han fæstede ringen med nøglen i sit bælte, mens han forsøgte at tænke. Hvordan havde laboratoriet set ud, hver gang han selv var kommet derned?
Der havde været tændt op i ildstedet! Selvfølgelig, både for varmens skyld og for at spare tid når et eller andet skulle koges op! Målrettet gik Harris over til det gamle ildsted og lagde nyt brænde på, før han ved hjælp af noget rørt strå og et fyrtøj fik gang i en lille flamme. Ved forsigtigt at puste liv i flammen fik han snart tændt ordentligt op i ildstedet, før han rettede sig op igen, og så sig omkring i det store rum.
Hvad nu?
Rådvild så Harris omkring sig. De utallige bøger på hylderne, de lige så mangfoldige glasbeholdere lukket forsvarligt inde i et glasskab, alskens notater og genstande som var spredt rundt omkring på det enorme arbejdsbord... Det slog ham med gru at der var alt for meget af det, han ikke havde den fjerneste anelse om hvad var. Eller gjorde han, og han havde bare glemt det? Uroligt kunne han mærke hvordan klumpen voksede i maven på ham. Det var Aron som vidste alt om alt i laboratoriet, og han havde bare været hans medhjælper. Aron havde lært ham meget gennem årene, men Aron havde også så mange gange understreget hvor usandsynligt det var at et menneske nogensinde ville kunne lære faget på samme måde som en alkymist. Måske havde det været ment som en trøst, en beroligende påmindelse om at Harris ikke måtte tage sig vand over hovedet - men for Harris var det blot en indikation på hvor forkert det var, at det nu var ham som var den kongelige hofalkymist.
"Skyggerne tage dig, Aron..." Hans ord var ikke mere end en lavmælt hvisken, før han klaskede sig selv på begge kinder. "Tag dig sammen." bed han af sig selv, før han gik over til et vandfad ved siden af ildsstedet. Normalt brugte Aron det til at vaske hænderne når han havde håndteret noget af de ækle genstande i laboratoriet, men nu passede det rene vand perfekt til at vaske ansigtet. Forhåbentligvis ville det hjælpe ham med at tage sig sammen.