Post by Lace on Feb 12, 2016 22:08:06 GMT
Nathaniel Oathhorn
//Før lukningen af Sethos
//Før lukningen af Sethos
Barakkerne på militær akademiet stod i formationen frem som en lille mini-by. Der var en masse små bygninger hvor soldaterne var inkvarterede, modtog undervisning og en hel bygning der bare var bade til soldaterne. Hovedbygningen, den største af dem, var den der blev brugt til morgen og aften samling, det var også her soldaterne fik deres tre måltider om dagen. Kamppladser strakte sig ud bagved akademiet, men de benyttede lige så ofte bjergene i området til at træne, som de benyttede sig af kamppladserne. Lace Argent følte om militær akademiet som enhver kvinde der havde overlevet et disfunktionelt forhold. Som hun sad der på bjergsiden, med hovedet let på skrå og et smil trukket over hendes buttede læber, mindedes hun alle de gange hun havde haft hovedet skubbet ned i mudret af en soldaterkammerat, hver en skramme, hvert et led skubbet ud af dets plads, hver en knogle knækket og hvert et måltid skubbet ud af hendes hænder. Gode tider. Den gang hun havde været en lille, skravlet menneske pige. Et suk drog sig fra hendes læber, mens hun rejste sig og trak hendes taske med det dyrebare vægt over hendes skulder. Hvorfor havde hun ikke gjort det her for længe siden? Det føltes næsten som terapi. Hun havde lyst til at fløjte, som hun spankulerede så let som et gedekid ned af bjergsiden. Hendes uniform, som hun havde klædt sig i, i dagens anledning, havde set bedre dage. Nogen blodpletter kunne man bare ikke få ud ligegyldigt hvor meget man skrubbede. Særligt den mørke frakke med det Vaviloniske symbol var med taget, den havde trodsalt udsat for et varulve angreb, en transformation og et drab, så kraven var flået op i den ene side, flere af knapperne manglede og blod var søbet så dybt ind i den højre skuldre at det var blevet en del af farven. Men det betød ingenting. Det var aften, så mørket hjalp på at skjule de små fejl i hendes udklædning. Langt de fleste af soldaterne var i det store forsamlings hus nu, og ville være der den næste times tid, hvis Lace huskede korrekt. Hun hilste vagt soldaterne med to fingre ved højre øre, og styrrede mod den barrak der lå længst tilbage mod arena pladserne. Kommando bygningerne.
Flaskerne i hendes taske klirrede for hver skridt hun tog. Forsigtige, bløde skridt.
Planen var at gå direkte til kommando centralen, men hendes fødder bar hende forbi mindevæggen; en kæmpe opstillet mur med hundredevis af indgraverede navne. Væsner der var døde i Vavilons tjeneste. Her standsede hun. Hendes blik løb søgende over navnene for at finde hendes eget. Der stod en anden ved væggen. En høj, mørk håret mand. "Spild, hm?" kommenterede hun, med armene lagt over kors, mens hendes øjne løb over de mange navne. "Er der nogen du kender?"
Flaskerne i hendes taske klirrede for hver skridt hun tog. Forsigtige, bløde skridt.
Planen var at gå direkte til kommando centralen, men hendes fødder bar hende forbi mindevæggen; en kæmpe opstillet mur med hundredevis af indgraverede navne. Væsner der var døde i Vavilons tjeneste. Her standsede hun. Hendes blik løb søgende over navnene for at finde hendes eget. Der stod en anden ved væggen. En høj, mørk håret mand. "Spild, hm?" kommenterede hun, med armene lagt over kors, mens hendes øjne løb over de mange navne. "Er der nogen du kender?"