Post by Zean Forsyth on Feb 12, 2016 17:55:23 GMT
Han blev stående, stille som en statue og studerede hele optrinnet. Det var en anderledes fornemmelse at studere scenariet uden rigtig at være en direkte del af det. Som rådgiver kunne han ikke bare vade frem og sige dit som dat længere. Han måtte lade Macaria om det hårdeste af arbejdet, selv om han personligt ville have ladet både Aron og Nathaniel dræbe på stedet og true alle, der ikke var tilfredse dermed. Det slog ham at det var sært fascinerende at kigge på, som om han i virkeligheden ikke var en del af det hele. Hans tunge gled rundt i hans mund og over de spidse tænder, mens han studerede de adelige, som både Aron og Nath forlod rummet. Han hørte skam truslen, men personligt fandt han intet fornærmende over den. Han havde en personlig plan ved at sætte Naths soldater forrest i krigen mod Sethos. For ja, han havde skam tænkt sig at tage sig af Sethos og tilmed vinde den tilbage. Han kunne slet ikke se hvorfor manden mente det skulle nytte noget som helst. Derfor fandt han ordene direkte uinteressante.
Til sidst var de færdige. Macaria gik, lige så pludselig som hun havde stået stille. Han vidste hun nok var forstyrret efter det hele og var faktisk i tvivl om hvorvidt hun bare ville græde alene eller om han skulle joine hende og tørre tårerne af hende. Men inden han nåede særlig langt, sprang flere adelige op med spørgsmål og krav eller ønsker. Han sukkede svagt - Ja, det var vel hans lod nu! At lytte til disse idioter! Han ønskede ikke længere at gøre noget som helst for dette synkende land af en skude. Ene og alene gjorde han tingene for sin hustru. Til sidst vinkede han dem alle af, med en kommentar om de måtte komme i morgen eller sende et brev, for han og dronningen havde mange ting at holde styr på lige nu. Og så forlod også han lokalet, lod tjenerne om at passe og pleje de adelige, til de endelig ville gå!
Üde af lokalet skubbede han lidt for hårdt sin hjelm i armene på en tjener og begyndte at løsne nogle af spænderne på sin rustning.
Først da den var af og han nu stod næsten nøgen, kun i nogle lette bukser og en trøje, tilbagelagde han hurtigt distancen, til hans fingre gled i en let banken over Macarias dør. Han var stolt af hende, han ønskede ikke hun skulle sidde derinde og føle vægten helt alene.
Til sidst var de færdige. Macaria gik, lige så pludselig som hun havde stået stille. Han vidste hun nok var forstyrret efter det hele og var faktisk i tvivl om hvorvidt hun bare ville græde alene eller om han skulle joine hende og tørre tårerne af hende. Men inden han nåede særlig langt, sprang flere adelige op med spørgsmål og krav eller ønsker. Han sukkede svagt - Ja, det var vel hans lod nu! At lytte til disse idioter! Han ønskede ikke længere at gøre noget som helst for dette synkende land af en skude. Ene og alene gjorde han tingene for sin hustru. Til sidst vinkede han dem alle af, med en kommentar om de måtte komme i morgen eller sende et brev, for han og dronningen havde mange ting at holde styr på lige nu. Og så forlod også han lokalet, lod tjenerne om at passe og pleje de adelige, til de endelig ville gå!
Üde af lokalet skubbede han lidt for hårdt sin hjelm i armene på en tjener og begyndte at løsne nogle af spænderne på sin rustning.
Først da den var af og han nu stod næsten nøgen, kun i nogle lette bukser og en trøje, tilbagelagde han hurtigt distancen, til hans fingre gled i en let banken over Macarias dør. Han var stolt af hende, han ønskede ikke hun skulle sidde derinde og føle vægten helt alene.