Speak

[Macaria Forsyth]

Aron Zipora - Nathaniel Oathhorn - Macaria Forsyth

---

Som altid var dronningen sent på den til mødet. Man kunne sætte ur efter det. De adelige og nøglepersoner, som var blevet valgt ind i inderkredsen af hoffet, måtte tålmodigt vente i rådsrummet. Et rum Macaria havde indordnet som stedet, hun tog imod flere gæster end bare et par stykker. Rummet var ikke så stort, men der var plads til et stort, firkantet mahognibord adlen kunne sidde rundt om. Store guldindrammet malerier hang på væggene, hvor der var plads for vinduerne med farvet glas.
Der var blevet stillet smagfuld vin og fyldig øl frem på bordet til fri servering, samt noget saftigt frugt hvis man skulle ønske det. Adlen blev altid forkælet, når de var på slottet.
Omkring bordet var både kvinder og mænd af status. Mænd med deres runde maver og røde næser. Kvinderne med farvestrålende kjoler, mange smykker og et overforbrug af duftevand.
Kun én dør førte ind i rummet. Èn vej ud, én vej ind. Den befandt sig bag den eneste stol, som stod for bordenden. Dronningens stol.

Endelig kunne man høre vagterne udenfor døren, rasle mens de afslappet hilste på den eneste person, der stædigt insisterede på, man skulle kalde hende ved navn i stedet for titel.
De fleste adelige omkring bordet rettede sig op, lige da døren gik op, og Macaria spankulerede ind med dokumenter og kort i favnen. Et par stykker smilede overbærende af deres unge dronning – hun havde den evne til at lysne et rum op ved sin blotte tilstedeværelse. Hun mødte dem alle med et ung pige smil, mens hun smed favnfulden af ting på bordet.
Som altid havde hun ingen krone eller sko på. En enkelt, simpellavet halskæde i lædersnor med en blå sten prydede hendes hals, og matchede kjolen hun bar. Lige så blå som en sommerhimmel.
I starten havde de haft deres tvivl med den nye dronning. Så ung og naive hun så ud – men i løbet af den første uge, blev deres tvivl gjort til skamme, og de blev alle husket på vampyrers natur.

”Godaften De herre og De damer,” hilste hun muntert, og strøg en hånd gennem det lange, krøllet hår, så det faldt som en flodbølge ned over hendes ryg, væk fra ansigtet. Entusiastisk satte hun hænderne i siden, mens at hun lod de fortryllende, dybblå øjne glide over de tilstedeværende. Et par hun fik øjenkontakt med nikkede hun til, som en personlig hilsen. ”Jeg kan se vi mangler nogen. Greven af Teriano og den kære Palzik. Oh well…”
Hun fremtryllede en blækpen, og bøjede sig ned, for at skrive de to navne ned på hjørnet af et dokument.
”Så! Jeg går ud fra I alle har hørt nyheden, så skal vi ikke bare springe direkte til det, og få afklaret jeres bekymret sind. Vi kan jo ikke have, I går rundt og bekymre jer, vel?”
Igen rettede hun sig op, for at betragte sin inderkreds, der alle ventede på hendes forsættelse. Hun lagde mærke til der gemte sig, nogle utilfredse miner blandt dem. Skeptikere. Smilet blev bredere.
”Jeg har hørt en lille fugl synge om, at mange af jer ikke har… hvad skal man sige? Tillid til mine evner om at styre et land længere.”
Stilheden der fulgte var så tyk, at der kunne skæres i den. Hun havde dog ramt lige på. En enkelt tabte sin blækpen efter ellers at have banket den rytmisk ned i bordet. Et par fik store øjne. Andre holdte helt op med at trække vejret. Hun kunne høre reaktionen. Hjerterne, som begyndte at stige i hastighed. Frygt. Det var lang tid siden, hun sidst havde lugtet det.
Udfordrende lænede hun sig frem over bordet med hænderne i bordet. Øjnene piercede folk ned, men alle havde pludseligt travlt med ikke at møde dem.
”Nogle der taler for jer? Nogle som vil kommentere noget ved det?” spurgte hun sødt. Blikket havde allerede fokuseret sig hen på to mænd. Smilet var falmet en smule. ”Nej?”

[Aron Zipora]

Allerede da budbringeren havde bedt Aron befinde sig i rådsrummet til mødet, havde alkymisten haft bange anelser. Ikke desto mindre havde han blot sendt budbringeren tilbage med svaret om at han nok skulle adlyde dronningens ordre, og være der til tiden. Han havde sågar taget sig tiden til at tage et ordentligt bad inden, så han ikke skulle stinke af krypt og kemikalier under mødet. En hvid skjorte, som altid med ærmerne rullet op til albuen, blev trukket over hans skuldre, samt nogle af hans reneste arbejdsbukser. Nogle fingerløse læderhandsker blev trukket over hans hænder, før han med et sidste kig i spejlet kunne bedømme at han så præsentabel ud – til trods for de mørke ringe omkring øjnene, og arrene på hans arme fra hans ’eksperimenter’ med én af varulvene i slottets krypt. Han forlod laboratoriet i tide til at han kunne være i rådssalen i tide til mødet.
Hvilket tydeligvis var mere end hvad man kunne sige om dronningen selv, men det var der intet nyt i. Hvor de adelige normalt ville have været fra sig af fornærmelse, virkede det tvært imod som om de tilstedeværende fandt det ganske normalt. Men det var måske også hvad man kunne forvente af Macaria.
Aron sad med albuerne placeret på bordpladen, med fingrene flettet sammen og tomlerne placeret under sin hage som støtte. Utålmodigt trommede han sin højre pegefinger mod sin venstre hånd, mens hans blik gled rundt på de adelige rundt om bordet. Han genkendte kun ganske få af dem, men selv dem han ikke genkendte, kunne han fornemme luften omkring. Han kunne fornemme hvem der var nervøse, og hvem der var rolige. Hvem der støttede Macaria i hvad hun gjorde, og hvem der ikke gjorde. Folk som Nathaniel og ikke mindst ham selv.

Da Macaria endelig dukkede op, sluttede Aron sig til dem, der rejste sig op, mens hans blik fulgte den barfodede vampyr, da hun bevægede sig over mod sin egen plads ved bordet. Han mærkede sin egen uro sitre i baghovedet, men han trak ikke blikket bort fra hende, selv ikke da alle igen havde sat sig, og Macaria allerede nu afslørede formålet med mødet.
Hans blik gled rundt omkring bordet, men umiddelbart så det ikke ud som om der var nogen som havde tænkt sig at træde frem. Det fik ham til at skære ansigt. Troede de at det gavnede Vavilon noget, hvis de var utilfredse i det stille? Ville det gavne Macaria?

Stolen rumsterede mod stengulvet da han rejste sig op. Hans blik havde nok en gang fundet Macaria.
”Det er ikke din evne til at styre et land der bliver draget i tvivl.” svarede han. ”Det er dine valg. Jeg taler ikke for andre end mig selv, men jeg tror vi er enige om én ting. At tage Zean tilbage, kan ikke bare accepteres.” Ud fra øjenkrogen kunne Aron se hvordan et par af de adelige tillod sig selv at nikke enigt, men tavst.

[Nathaniel Oathhorn]

Som mange andre rådsmøder med adelen, var Nathaniel en af de til at dukke op. Idag var som mange andre, udover Nathaniel havde gjort alt for at få den  stol, længst væk fra Macaria. Nathaniel vidste godt hvad dagens rådsmøde ville handle om, og han skulle ikke i nærheden af Macaria.
Imodsætning til alle de andre adelige som dukkede op, havde Nathaniel ikke fine skjorte eller farverige jakker med tilhørende kapper. Nej Nathaniel sad i sin sorte rustning, dekoreret med gyldne løvehoveder og som var holdt sammen med gyldne nitter. På bordet foran ham, var der hverken frugt eller et glas med vin, der stod hans hjelm som havde form som et løve hoved, hvor man kunne se ud igennem gabet på dyret. Der var to grunde til Nathaniels påklædning, 1. Macaria skulle ikke tro hun kunne komme og gøre Nathaniel bange, han ville have hun skulle vide han var en kriger og han ville kæmpe for hvad der var ret. Og 2. efter mødet, havde Nathaniel planlagt at rejse hjem, som tingene var nu, skulle Nathaniel ikke være i hovedstaden mere end nødvendigt.

På grund af Nathaniels tidlige ankomst, havde han siddet med fødderne oppe på bordet, med et selvsikkert smil i mundvigen. 2/3 dele af de adelige havde han nikket til hvor imod den sidste 1/3 del havde han rejst sig op og givet hånd til, måske endda givet dem et kram. Aldrig før til et rådsmøde havde Nathaniel følt sig så utilpas. Normalt plejede han at sidde halv fuld ved siden af Macaria og med selvsikkert grin. Men idag var anderledes, idag afhang af havde de adelige sagde og gjorde, en tredjedel af de adelige hadede ham som pesten, enten fordi Nathaniel havde ligget med deres datter, kone eller søster, eller fordi Nathaniel var så loyal overfor Macaria. En anden tredjedel frygtede Nathaniel, enten fordi de havde hørt om hans gerninger eller frygtede hvad han kunne gøre. Det var kun den sidste tredjedel Nathaniel anså som værende venner og allierede.  

Da Macaria trådte ind, skyndte Nathaniel sig at få sine fødder ned og rejse sig op, han bukkede hovedet ydmygt, før han satte sig ned igen. Macaria begynde at tale, mens hun talte fastholdt Nathaniel sit blik på hende, hun skulle ikke tro han var bange for at sige hvad han mente, eller ville bakke tilbage bare fordi hun havde samlet samtlige adelige fra hele Vavilon. Nathaniel så rundt i lokalet, det var tydeligt at mange var bange for Macaria, og med god grund. Da hun så rundt fangede Nathaniel hendes blik, han havde et smil på læben i modsætning til mange af de andre. Lige som han skulle til at åbne munden og rejse sig op, rejste Aron munden op.
Da Aron var færdig rejste Nathaniel sig op "Det er sandt hvad vores kære alkymist siger, det er ikke din evner vi tvivler..." Nathaniel holdt en pause og så rundt. "Men lad os være ærlige her, Zean prøvede at dræbe dig, men han siger det var Dronning Black der fik ham til det.. Jeg har ikke hørt eller læst en tilståelse fra Dronning Black, så indtil da, ved vi kun at Zean prøvede at dræbe dig. Og sidst jeg læste Vavilons love, så straffes kongemord eller forsøg på kongemord med døden." Sagde Nathaniel rettede sin opmærksomhed fra de adelige og til Macaria. 

[Macaria Forsyth]

Så forudsigeligt de alle dog var.
Macaria gengældte sødt Nathaniels alt for provokerende smil, mens hun tålmodigt lyttede til hvad både Aron og han sagde. Da de var færdige rettede hun sig rank op med hænderne bag ryggen.
"Hmmm... Så I er ikke i tvivl om mine evner til hvordan jeg styre mit land, men I er i tvivl om mine valg. Waw... lyder nu som meget det samme," kommenterede hun med påtaget eftertænksomhed, men vidste der ikke var nogen måde, at hun kunne komme uden om det på. Adlen ville have Zean væk fra tronen. Om hun så ville have det eller ej. Om det så ville gøre hende ulykkelig...
Endnu engang lod hun tavsheden herske, bare for at pine dem noget mere. Fingrene på den ene hånd trommede let på den anden, mens hun afventede det hele. Der var ingen anden mulighed. Hun havde strukket sig så langt hun kunne, twistet omkring sig selv, tigget og bedt om at der var andre muligheder, men Aron og Nathaniel var ubøjelige. De ville have deres dronning tilbage.
Langsomt pustede hun ud, og sænkede hagen ned til brystet med lukket øjne, for at gøre sig klar til det, hun nu måtte gøre. Ingen nåde. Ingen barmhjertighed. Ingen svaghed. En dronning.
"Nuvel. Jeg vil dog starte med at belønne,” begyndte hun, inden at hun åbnede sine øjne, og rettede dem direkte mod Nathaniel. På trods af de positive ord, var der noget truende over hendes ansigt. ”Lord Oathhorn, du har været en god støtte og rådgiver, samt presset mig til at yde mere af mig selv. En mand som dig, har jeg brug for, men det bliver ikke her. Med dine overtalelsesevner og dine hjælpende ord på sinde sender jeg dig til Pandemonium for at opsøge Eriz og Marcellus LaPiera Black. Du skal tage afsted som ambassadør for mig, og prøver at finde en diplomatisk løsning på vores lille ufred. Eftersom du tager afsted som en fredelig ambassadør, vil det selvfølgelig kræve, at du ikke tager så mange mænd med dig. Dem du efterlader, tager jeg med til Sethos, hvor jeg vil knuse modstandsbevægelsen personligt.”
Hun tav et øjeblik, for at lade folk reagere. Mange så forvirret på hinanden, mens en mumlen steg i rummet. Macaria lod dem snakke, mens hun blot betragtede sin hertuge. Ham hun så mange gange, havde fundet venskab, loyalitet og tryghed hos. Mon han og de andre overhovedet vidste, hvad hun lige have lagt på ham? Hvad hun lige havde dømt ham til?
”Du sagde det selv... endnu har vi ikke fået beviser for at Zean taler sandt. Nu har du chancen, for at møde dronningen af Pandemonium, og få hendes ord for det,” hvislede hun sørgmodigt, og hun var sikker på de mumlende adelsmænd omkring hende ikke hørte det. Nathaniel ville måske forstå det efter deres sidste samtale. Forhåbentligt ville han komme tilbage med hovedet stadigvæk siddende på skuldrene, samt mere viden omkring hvorfor hun havde beholdt Zean ved sin side...

[Aron Zipora]

Aron brød sig ikke om stilheden som fulgte, efter at Nathaniel selv havde talt sin sag, og Macaria havde givet sin reaktion på hvad de to havde sagt. Han havde igen fundet sin plads, og lod sit blik hvile afventende på hende. Det gik ham ikke hus forbi at dem, der sad på hver side af ham, diskret havde rykket sig en smule væk fra ham. Nærmest som var det bange for at Macarias uundgåelige vrede ville ramme dem, hvis de sad for tæt på manden det skulle være rettet mod.

Han var ingen idiot. Macaria lod måske som om hun var betænksom omkring det hele, men han var sikker på at hun allerede havde vidst hvem hun skulle have fat i, og hvordan hun skulle straffe dem, allerede før mødet. Macaria havde dog alligevel en mærkelig evne til at overraske ham, så han blinkede knapt, mens han betragtede hende. Og med ét var det som om han kunne se en anden kvinde i Macarias sted. Én som ikke viste nogen nåde.
Han lænede sig en smule frem mod bordet, og lod sit blik vandre til Nathaniel. I takt med at Macaria talte, mærkede Aron hvordan hans nakkehår rejste sig. Han vidste udmærket hvad det var, Nathaniel blev sendt afsted på. Nathaniel havde måske ikke mødt Eriz før, men Aron havde. Han vidste hvilken effekt hun kunne have på folk, hvis blot hun bestemte sig for det. Selv nu, blot ved at tænke på det, kunne han nærmest se hende for sig indre øje, som et billede der havde brændt sig fast i hans nethinde. Med en indædt banden tvang han billedet væk, så han kunne fokusere på mødet.
Reaktionen omkring bordet var umiddelbar. Som Macarias ’dom’ blev fuldført, hørte Aron flere blandt adlen som mumlede sig imellem. Han hørte et par spredte protester, men mindst lige så mange støtteerklæringer hørte han. Uanset hvad, var der ingen der åbent ud så ud til at ville gøre mine til at modsætte sig Macarias vilje. Hans blik vendte sig mod hertugen, men til trods for at han indså alvoren i situationen, var der ingen frygt i alkymistens blik. Hans ansigtsudtryk var umærkeligt ulæseligt.
”En fremragende beslutning!” erklærede én af de andre adelige en smule mere højrøstet, og hans udsagn blev mødt med enige lyde fra sine sidemænd. Arons blik vendte sig tilbage fra Nathaniel, for i stedet at fæste sig på Macaria igen. Han vidste godt at han ikke selv havde sit på det tørre. Macaria havde gjort det klart for ham, sidste gang de havde talt sammen. Det var efterhånden noget tid siden. Hun havde ikke opsøgt ham siden den nat på hendes kontor, hvor hun havde fundet ud af hans uheld med Dylan. Han bed tænderne sammen, så hans mund blev reduceret til en smal aftegning i ansigtet på ham, mens han blot så afventende på hende, og ventede på hvad hun havde i vente for ham.

[Nathaniel Oathhorn]

Da Macaria begynde at tale, begynde Nathaniel så småt at forstå hvad hun mente efter deres sidste møde. Hans provokerende smil var forsvundet som dug for solen, hans hjerte begynde at banke hurtigere og hurtigere. Nathaniels håndflader føltes varme og svedige.. Var det sådan frygt føltes? Nathaniel havde altid været for dum til frygt. Nathaniel havde haft sine bange anelser omkring dette møde, men det her overgik hans værste mareridt. Havde hun virkelig samlet hele adelen, til at vidne Nathaniels fald? Nathaniel så rundt i rummet mens hans dronning talte. Det var tydeligt at se på de andre adelige at de frydede sig over det. Nathaniel som nu stod bag sin stol, med hænderne hvilende på ryglænet, hans hænder klemte hårdere og hårdere i takt med hun blev færdig med at snakke, han gjorde alt hvad der var i hans magt for ikke at råbe og kaste med stolen som stod foran ham.

Ville Macaria virkelig sende sin bedste hærfører som diplomat til Pandemonium? Der måtte være andre måder dette kunne løses på. Ikke nok med det, ville hun sende ham til Marcellus og Eriz?! Hvis de rygter Nathaniel havde hørt om Zean værende skyld i deres manglende barn, så skulle Nathaniel slet ikke være Forsyth-repræsentant. Nathaniel lukkede øjnene kort, for at koncentrere sig om at få sin puls ned og berolige sig selv. Macaria skulle ikke tro at hun havde vundet den her kamp så let. "Jeg må indrømme Deres Majestæt, et fremragende forslag, i sandheden et fremragende forslag" Sagde Nathaniel og smilte provokerende til de adelige. "Men som Deres nærmeste rådgiver, må jeg stærkt fraråde Dem at træffe denne beslutning. Jeg er en hærfører ikke en diplomat, selvfølgelig hvis Majestæten ønsker krig med Pandemonium, kan jeg sagtens tage afsted, men som en fredelig ambassadør egner jeg mig ikke. Kan jeg foreslå en mand som fyrst Davenport eller Greven af Teriano , som desværre ikke er tilstede idag?" sagde Nathaniel og sukkede let, hans retoriske evner rækkede ikke særligt langt. Normalt når det kom til debatter, virkede det for Nathaniel at have en stor hær, så plejde folk som regel at give ham ret.

"Du kunne lige så godt have smidt mig for løverne" mumlede Nathaniel lavt, det var nok kun de nærmeste adelige som kunne høre det.
Nathaniel var ikke dum, Macaria havde givet Nathaniel en regular dødsdom hun havde givet ham, det havde været mindre smertefuldt at smide ham for løverne. Nathaniel havde aldrig mødt Marcellus eller Eriz, men han havde hørt rygter, og rygterne var mere end rigeligt. Mumlen blandt de adelige var forfærdeligt, Nathaniel var vant til at være i den anden ende. I alle de år havde han altid være en af dem, som havde ondt af de adelige som blev 'belønnet' af Macaria. Nathaniel rettede igen sin opmærksomhed mod sin dronning.

[Macaria Forsyth]

Ubarmhjertigt holdte Macaria Nathaniels blik. Hendes ansigt var ulæseligt, men bag ryggen skiftevis åbnede og lukkede hun sine hænder. Gang på gang i sit hoved huskede hun på sin private samtale med både Aron og Nathaniel. De ville have deres stærke, nådeløse dronning tilbage, der ikke bøjede sig for følelser - det skulle de få. Rådgiveren fra det gamle Pandemonium.
"Det er ikke til diskussion!" Macaria stemme smældede ud i rummet, hvilket fik alle adelsmændene til med det samme at klappe munden i. Nogle krympede sig endda. Det var ikke normalt, at Macaria var så kølig, skarp og ufremkommelig. Jo... måske engang for mange år siden, hvor hun lige havde indtaget Vavilon. Dér havde hun været lige så frygtindgydende at se på, da hun straffede enhver i landet, som ikke havde knælet for hende.
"Jeg skal bruge en jeg stoler på, samt én der er tæt nok på mig, til at kunne gøre et indtryk på både dronningen og kongen," uddybede hun, men gjorde det klart, at hun ikke ville sige mere om det emne. Indtryk for dronningen og kongen - åhhh ja, det ville det. Specielt på Eriz, men ikke på den gode måde. På den anden side... se hvad hun havde gjort ved Zean. Selv hvis Nathaniel kom tilbage enten af fri vilje eller ej, så måtte hun få én til at tjekke ham for forbandelser og andet.
Det førte hende videre til sit andet punkt.

"Nu hvor belønningen er overstået: straffe," begyndte hun tøvende. Hun rømmede sig, og kiggede igen op på dem alle. Være stærk. De ville have en stærk dronning, der ikke blev kontrolleret af følelser for andre personer. "Oathhorn havde ret, da han sagde alle foræddere skal straffes, lige meget hvem de er. Så... den tidligere Konge af Vavilon - Zean -min ægtemand, vil også skulle kunne mærke konsekvenserne. Han står tiltalt for at have forsøgt at myrde mig og hans ufødte barn. Det skal dog siges, at der er snak om, at han var underlagt en forbandelse, som gjorde, at han ikke var i kontrol overfor sine handlinger. Jeg har hørt dette personligt fra kongen af Pandemonium, ægtemand til hende, der skulle have kastet forbandelsen - hun skulle efter sigende selv have fortalt ham det."
Nyttede det noget? Hun var ligeglad. De skulle vide, hvorfor hun handlede som hun gjorde, og ikke tro at hun var svag længere.
"Eftersom jeg var offeret under den episode, og er landets dronning har jeg med store overvejelser fundet en passende straf. Zean skal miste sit lederskab som dødsenglenes leder, og give det videre til sin arving af eget valg. Derudover vil han miste titlen som konge af landet, selvom vores ægteskab stadigvæk vil forblive bundet efter vi begge gav et ubrydeligt løfte til Euphonia. Han vil i stedet træde ned som min Højre Hånd og rådgivet, da denne plads er tom, og jeg selv har lov til at vælge, hvem der skal indtræde," forsatte hun højtideligt, og kunne ikke lade være med at smile triumferende ved synet af folkene omkring bordet.
De fleste så ud som om de var ved at besvime. Andre åbnede og lukkede munden, hvilket fik dem til at ligne torsk. Nogle så direkte vrede ud, men hun havde som altid læst op på lektien, samt valgt sine kampe med omhu - de kunne intet stille op. Zean var blevet straffet. Om man så kunne kalde det "ordentligt", var hun fuldkommen ligeglad med. Dødsenglene havde han allerede tabt, efter at han blev vampyr, men nu kunne enten Arona eller Dylan forsætte i hans fodspor. Han mistede ingen priviligier som hendes Højre Hånd, og hun stod som den eneste over ham. Intet var som sådan ændret - men han var teoretisk set blevet straffet. Smilet blev bredere.
"Så med det sagt, må vi hellere hidkalde min rådgivet, for at han kan være med i mødet, syntes I ikke?" spurgte hun muntert, og vendte sig halvt rundt mod døren med en arm strakt inviterende frem. "ZEAN!"

[Zean Forsyth]

En tjenerinde trak i remmene, så læderet sad stramt om hans underarm. I går havde været en ret...Speciel dag. Han var kommet hjem fra sin diplomatiske tur til Portus, der på en gang havde været både en fiasko og en sejr. Hvis ikke det var fordi de havde Pandamonium og dets land af hekse, ville han have fokuseret på at rive de folk ned fra deres arrogante stole, smadre deres statuer mens de så på og brænde deres kvinder og børn. Kun for at råbe ind i ansigtet på, om de endnu kunne se deres kære gudinde overalt og om hvor retfærdig hun var.
Men det var ikke en kamp for nu. Han havde forhandlet med rådsmedlemmer og andre fremtrædende personer i landet, så forhåbentlig ville Portus vælge Pandamonium som deres fjende, skulle de endelig deltage i løjerne. Nu måtte de se...
Nej, det der var af betydning nu, var alt der skete inde i salen. Macaria og han havde snakket længe i går. Først havde han været vred, råbt af hende og spurgt om hun da endnu bar nag, om hun endnu ikke stolede på ham...Men hun havde ret. Problemet var ikke hende, men resten af landet. Han kunne se det fornuftige i det nu, netop grunden til at Macaria havde nået så langt som til at blive dronning. Og som han havde stået gemt i et forberedelsesrum, med en svag udsigt til Macarias svingende fagter og ord, havde et solidt og stolt smil bredt sig over ham. Det var den kvinde han havde giftet sig med. Og blot at se de adeliges reaktioner var virkelig det hele værd.
Det hele havde selvfølgelig været planlagt. Han havde fralagt sin kongelige kappe, sin krone...Og trådt i en flot rustning. Han havde ikke længere vinger og kunne ikke længere flyve, så nu kunne han klæde sig i en ordentlig rustning, med Vavilons skinnede symbol foran. Hans kappe var byttet ud med en mindre en, men stadig en der fortalt han var hævet over de almindelige adelige. Hans sværd hang ved hans side og det var med hjelmen under den ene arm, han endelig kunne træde frem, mere klar til krig end nogensinde før.

Han end ikke veg. Der var - selvfølgelig - endnu hadefulde blikke og mumlen blandt folk. Andre så på ham med et mere neutralt blik nu. Dog ingen med direkte fryd...Og sjældent havde han følt sig mere tilpas. De skulle nok lære det, de skulle nok bukke sig igen, bange for han i stedet ville sprætte dem op. Han gik op ved siden af Macaria og bukkede let for dem alle, mest for det gode førstehåndsindtryk, vel at mærke. Han løftede triumferende den ene hånd, som hilste han på dem alle.
"Velkommen!" hilste han, før han vendte sig om mod Nathaniel. Det var ærgerligt, det ene lille møde han tidligere havde haft med manden, før alt dette...Havde han virket lovende. Han så rundt i salen med et svagt smil.
"Som den ærede Dronnings nye højre hånd og derfor tætteste rådgiver, lover jeg at rådgive hende bedst muligt. Lad det blive kendt herfra og fremefter at jeg på ingen måde ønskede at skade hverken min familie eller landet og at jeg hver dag vil arbejde på at gøre tingene lige så gode igen, som før det hele skete" Han tav et øjeblik. Han havde øvet sig, selv de kunstfærdige små pauser, så folk kunne huske hans ord bedre og tage stilling til dem.
"Jeg har arbejdet nat og dag siden jeg vendte tilbage, det vil jeg selvfølgelig fortsætte med. Vid også at enhver borger i dette land kan opsøge mig! Ikke som deres konge, men som landets rådgiver. Det er mit ansvar at lytte og rådgive ikke bare dronningen, men jer alle sammen. Som dronningens rådgiver, er jeg også uenig med Lord Oathhorn. Vi er i en krise tilstand og har brug for folk der kan snakke på vores vegne. Vi blev begge enige om at Lord Oathhorn ville være den bedste, for han ville kunne præsentere det ypperste af vores militære magt, samtidig med at han kommer med fred. Vi håber og tror på hans rejse vil bære frugt!" Han sendte Nathaniel et lille smil. De adelige hviskede heftigt sammen, tydeligvis bar det hele blandede reaktioner hos dem. Efter et øjeblik hævede han sin arm igen, for at gøre opmærksom på at han ikke helt var færdig.
"Min første opgave vil bestå i at træde i Lord Oathhorn sted, hvor besværlig det end måtte være, og tage kommandoen over vores hær. Jeg vil snarest vandre til Sethos og befrie os for denne urovækkede modstand. Med jeres støtte og Euphonias gunst, vil landet endnu snart være helt igen. Når byen er genindtaget, vil den igen falde i hænderne på dødsenglene. Den fremtidige arving til blive vores søn, Dylan Forsyth, og til han er myndig, vil der sidde en regent i hans sted. Hvilken regent, er endnu til at blive besluttet, til krigen om byen er overstået og vi har styr på hvilke dødsengle der endnu er os loyale!" Han kunne mærke varmen i lokalet. Hans rustning var varm, men han nød at vise den frem. Dette ændrede ikke, men han havde lært meget om hvilken snak der var acceptabel og mange kneb, siden sin tid som en urtehealer.
Til sidst trådte han et skridt tilbage og bukkede let for Macaria, for at vise hele lokalet at han nu ikke var hendes ligemand, men et trin under hende, og han bar respekt for det. Det var et skuespil af bedste stil og havde dette ikke været så alvorligt, ville han måske have overvejet et job som skuespiller.
"Jeg vil ikke tage mere af Deres tid, min Dronning. Ordet er Deres igen!" bekendtgjorde han og stillede sig lige bag hendes højre side, som en tro støtte.

[Aron Zipora]

Jo mere Macaria sagde, jo mere faldt Arons arme langsomt over kors. Og for hvert sekund kunne han mærke hvordan hans fingre borede sig dybere ned i hans egen hud, i et stædigt forsøg på at holde sig selv under kontrol. Men da Zean trådte ind i rummet, i den blanke rustning og med hovedet så højt hævet, var han næsten sikker på at han gravede dybt nok til at det skabte et par blodige rifter på hans egen overarm.
Befandt han sig i teateret for øjeblikket? Havde han ikke vidst bedre, ville han have troet det. Årh, han burde have vidst at Macaria ville finde en udvej. Selvfølgelig ville hun formå at finde en løsning der gav hende hvad hun ville have, og som teknisk set også gav de adelige – og ham selv, for den sags skyld – dét, de havde bedt om. Men at se Macaria og Zean stå der, side om side, fik ham til at skære ansigt. Intet blev der gjort, for at lægge en dæmpet på hvor utilfreds han var. Helt fra hans undladelse af at rejse sig, eller på nogen måde besvare Zeans hilsen da han var trådt ind, og til han tilsyneladende var færdig med sin tale. Tale… det var præcis, hvad det var. En serie indøvede replikker, uden tvivl planlagt god tid i forvejen, netop så det hele skulle se ud som om Zean var blevet straffet. Dette var ingen straf. Det var blot en ubelejlighed.

Arons blik vandrede fra den ene til den anden. Macaria og Zean. De to vampyrer, som så stolt havde stået og holdt hele adelen for nar, og som virkede så umådelig tilfredse med sig selv.
Men hvad fanden skulle han stille op med det? Hans plads var som deres alkymist, et faktum Macaria havde gjort udtrykkelig klart for ham siden deres sidste møde sammen. Han kunne vel påstå at Macaria ikke havde straffet Zean godt nok for hvad han havde gjort, men hvor meget ville det nytte nu? Det ville være spild af kræfter, for ikke at snakke om tid. Nathaniels protester mod hans egen straf var allerede blevet skudt ned, så Aron behøvede ikke være i tvivl om Macaria havde tænkt sig at rokke sig. Nej, denne gang var hun tydeligvis fast besluttet på faktisk at straffe nogen – også selv om hun ikke havde tænkt sig at straffe sin kære mand ordentligt.

”Må jeg ønske den nye rådgiver tillykke med sin velfortjente titel.” Sarkasmen dryppede giftigt fra hvert eneste ord Aron udtalte, og gjorde det tydeligt at ikke ét ord var velment. ”Jeg er sikker på at Vavilon vil være i trygge hænder med en mand som Zean Forsyth med ansvaret for vores hær. Det er uden tvivl et stort offer at skulle overtage det ansvar fra lord Oathhorns kyndige hænder.” Sarkasmen måtte have været hørlig, for næsten omgående genopstod der en mumlen blandt de adelige. Chokket var tydeligt – hvordan vovede alkymisten at tale sådan om dronningen og hendes nye rådgiver? Men Aron var hinsides ligeglad. Deres skuespil, deres triumferende smil og sejrende ansigtsudtryk - det hele gav ham en bitter afsmag i munden. Hans blik fæstede sig hårdt på Macaria. Hun nægtede jo at høre på fornuft! Var det den mand hun virkelig havde tænkt sig at bruge som sin nærmeste rådgiver? Manden som ville have lykkedes i at slå hende ihjel, hvis ikke den dæmonkvinde havde været der for at redde hende?
Stolen skramlede nok en gang over stengulvet da han skubbede den bagover, samtidig som han rejste sig op. ”Jeg forventer ikke De er færdig med afstraffelserne, Deres Majestæt.” Han var ligeglad med Macarias afsky for den formelle tone. Det var blevet tydeligt at han måtte anse hende som sin dronning, og ikke sin ven. ”De ved at jeg har handlet imod Deres ønsker. De ved at jeg fortryder at have gjort det. Men jeg gjorde det, og står ved det, uden undskyldninger om forhekselser eller forbandelser.” Hans blik havde flygtigt vendt sig mod Zean, som for at understrege hans pointe, men det havde straks fundet tilbage til Macaria igen. ”Jeg er klar til at tage imod den straf, jeg fortjener.”

[Nathaniel Oathhorn]

"Og hvis jeg nægter?" Hviksede Nathaniel nærmest utydeligt. Han vidste godt hvad der ville ske hvis han nægtede at gøre hvad hans dronning ønskede. Han ville blive stemplet som forræder og han ville miste alt hvad der nogen sinde havde tilhørt Oathhorn-familien.
Macaria hævede stemme blev Nathaniel overrasket og fandt sig selv i at træde et skridt tilbage, det var længe siden han havde set hende sådan, flere år siden faktisk. "Jeg ved ikke om majestæten, er klar over det her. Men Pandemonium er på vej ud i en borgerkrig, og min dronningen vil have at jeg skal tale med både dronningen og kongen?" Nathaniel holdt en pause mens han lænede sig indover bordet og begynde at hælde et glas med vin op. "Undskyld mig, Deres Majestæt, men ville det ikke være smartere og hjælpe en af siderne også håbe på at de kan tilgive det onde blod der er mellem os og dem?" sagde Nathaniel og tømte glasset i en tår. Nu kunne han lige så godt drikke, alle hans planer om at komme hjem og drikke sig så banke lam, var ødelagt på split sekunder takket været Macaria. Lige meget hvad udfaldet ville være, så var Nathaniel nødt til at tage til Panemonium, og højest sandsynlig komme tilbage en hel anden mand. Macaria, havde ikke belønnet ham, hun havde sat hans liv i fare. Nathaniel satte sig ned og placerede sin hjelm i sit skød. Han måtte jo bare bide i det sure æble, Macaria var i et humør man ikke skulle diskuterer med.

Da hun begynde at tale om Zean, spidsede Nathaniel øre. Hvis Nathaniel 'belønning' var en mindre dødsdom, så måtte Zeans straf være virkelig slem. Det var jo uhørt!
Det var ingen straf! Det eneste han mistede var sin rang! Han ville have samme indflydelse, og det hele, de adelige skulle bare ikke kalde ham 'Deres Højhed' eller 'Deres Majestæt' længere. Nathaniel så rundt på sine de adelige, alle følte tydevis det samme som ham selv, men ingen sagde noget højt? Nathaniel fyldte sit glas med vin igen og tømte indholdet i en tår endnu engang. "Det her er jo uhørt! Det er ingen straf?!" Sagde Nathaniel, han skubbede stolen tilbage bag sig idet han rejste sig op. En lav mumlen begynde igen, det var tydeligt mange af de andre adelige ikke var helt tryg ved situationen.
Nathaniel var lige glad, han havde intet at tabe længere, han ville højest sandsynligt blive slået ihjel af Marcellus eller Eriz. Dette måtte være en fejl! Hun måtte have forvekslet Nathaniels 'belønning' og Zean 'straf', andet ville ikke give mening.
Inden Nathaniel nåede at sige mere trådte Zean ind. Det var tydeligt at se de to vampyrer nød hvert sekund af det her møde. De stod der side om side med deres store smil. "Rådgiver Forsyth må det så være nu, skal man gratulere eller kondolere?" Sagde Nathaniel med et påtaget smil og påtaget høflighed. Endnu engang satte Nathaniel sig ned i sin stol og fyldte sit glas op endnu engang. Han løftede sit glas "Held og lykke med at fylde min sko ud..." sagde Nathaniel og tømte sit glas igen. "... Du vil hade hvert sekund i dem" mumlede Nathaniel lavt og fyldte sit glas op igen. Det her skulle nok blive et interessant møde

Så begynde Aron at tale... Hvorfor skulle han også minde Macaria om hvad han havde gjort. "Stop Aron, der kommer intet godt ud af det her" hviskede Nathaniel lavmælt i håbet om at Aron ville opfange det.

[Macaria Forsyth]

Macaria havde altid været tydelig i sit kropssprog. Altid kunne man aflæse hende, og vide hvilket humør hun var i, og som Zean stod ved hendes side, kiggede hun op på ham med så meget ømhed i sine øjne, at det var til at føle på. Først da han trådte tilbage igen med et buk vendt mod hende, rettede hun sin opmærksomheden tilbage til adlen. Sjovt, hvordan de det ene øjeblik, kunne råbe op i utilfredshed, for så at tie, når Zean kom ind. Var det konsekvenserne for fri tale? Respektløshed?
Med et let suk rettede hun sit blik mod Aron, der havde rejst sig som en anden martyr. Selvfølgelig vidste han, hvad der nu ville ske. Det var blevet understreget, den dag Nathaniel havde presset hende til at alle forrædere skulle straffes. Problemet var bare, at hun vidste Zean, havde været underlagt en forbandelse – det havde Aron ikke.
I et kort øjebliks svaghed løftede hun en hånd op til panden, for at gnide den med sine fingre. Skuldrene hang, og øjnene var lukket i, så hun igen kunne finde styrken til at forsætte. Forbandet være dem alle! Hvorfor kunne de ikke bare, have tiet stille? Hvorfor kunne de ikke bare, have haft tiltro til hendes valg, og ladet hende klare tingene, uden at blande sig? Hvorfor kunne de ikke bare, have ladet hende være glad? Forbandet være dem…
Hånden faldt fra panden, og på ny rettede dronningen sig op i sin fulde størrelse. Ansigtet var hårdt som sten, og ingen nåde kunne findes i de dybblå øjne, der var rettet direkte mod Aron.
”Aron Zipora… du er anklaget for at have lavet eksperimenter på prinsen, efter at jeg direkte havde sagt til dig, at du ikke skulle røre ham. Du bragte hans liv i fare. Du gik direkte imod din dronnings ordre, og du forrådte din position som alkymist,” begyndte hun uden at skælve på stemmen. Aron… hendes kære ven og alkymist… hvad var han dog blevet til? Hvem var den mand, der nu stod foran hende, som en fremmede? Hun mødte hans mosgrønne øjne. Dem hun så mange gange, havde mødt smilende. Hun havde stolet blindt på ham. Set ham som en af hendes tætteste venner og mest loyale, men den nye mand foran hende… ham ville hun end ikke stole en kat til.
Flygtigt rettede hun sit blik tilbage over skulderen mod Zean, for at finde støtte, inden at hun gik videre.
”Du bedes fratræde din stilling som Royal Alkymist. Dit arbejde vil gå til din læring, Harris. Derudover forvises du fra Vavilon med øjeblikkeligt virkning.”
Nu var det sagt – nu var det gjort. Ingen mulighed for at fortryde.
Ligesom ved Zean havde hun gransket det hele, efter en måde at sno sig rundt om straffene på, for at undgå en henrettelse af Aron. Lovbøgerne var heldigvis ret løse. Nu håbede hun bare, at Nathaniel ikke ville være et fjols, og give hende grund til at skulle gøre det samme ved ham. Så langt rakte loyaliteten åbenbart til hende…
Hvor havde hun været blind overfor sine ”venner”. Alting havde bare handlet om magt og indflydelse. De var ligeglade med hendes følelser.
”Jeg håber ikke, jeg skal bede vagterne om at eskortere dig ud…” afsluttede hun med en hvislen, og lagde armene over kors. Var det normalt at føle sig så tom?

[Zean Forsyth]

Han havde blot hørt om at Aron skulle straffes og han havde ingen modsigelser haft. Ikke efter han sidst havde snakket med alkymisten, ja, ikke blot snakket med ham, men lige frem brudt sammen. Og alligevel havde Aron mindet ham om hvad umenneskelig var. Sandheden var måske, at hvis blot Aron havde kunne se ud over sin egen næse, havde det hele været anderledes i dag og Zean ville have været en helt anden mand.I stedet havde Aron skubbet han direkte ind i sit gamle, drillende og frygtelige jeg. Men det var ikke noget Zean tænkte yderligere over, som han stod her, blot tilfreds ved det hele. Han stod hævet over dem alle, sammen med sin kone. En hustru han endelig kunne sige elsker til, havde det ikke været fordi det ord næsten var bandlyst mellem dem.
Om ikke andet var det første gang han hørt om hvad Aron faktisk havde gjort...
Hvordan...Hvordan kunne den mand være så dobbeltmoralsk? Zean skulle dø, for at have været forbandet af en heks og derefter prøve at slå hans nærmeste ihjel. Men Aron måtte godt udsætte Macarias eneste fuldbyrdige barn for eksperimenter? Manden var korrupt. Han knyttede sin ene hånd og hans hadefulde blik faldt på Aron. Manden burde dø. Hvorfor slog Macaria ham ikke ihjel? Hvordan kunne hun lade ham gå med så let en straf? Han havde selv lyst til at splitte manden ad. Lille Dylan, han endelig havde haft i sine arme. Han ville en dag blive en stor mand. I et øjeblik var han tæt på at se rødt, blot at gå til angreb som den vampyr han var...
Men Macarias hurtige blik om mod ham, fik ham til at synke og ranke ryggen lidt, mens han sled blikket væk fra Aron, for at møde sin hustrus. Et svagt nik, for at give hende styrken. Trods alt vidste han bedre end nogen, hvor tæt de to havde været. I stedet gled hans blik over Nathaniel og han mærkede det lille smil vende tilbage. Farten, i hvilken manden slugte sin vin, fortalte sit tydelige sprog. Manden følte sig presset. Han glædede sig allerede til brevet, der ville fortælle dem manden var død...Medmindre Eriz forheksede ham og brugte ham imod dem. Igen ville det være langt bedre bare at slå ihjel...Men så ville adelen vel først være skræmt for livet.
Han sagde intet. Lige nu skulle de opretholde skuespillet. Et skuespil der betød han ikke afbrød sin dronning unødigt.

[Aron Zipora]

Aron ignorerede Nathaniels kommentar fuldstændig. Han vidste godt at ved at stå frem som han gjorde, løb han risikoen af at underskrive sin egen dødsdom. Men der var ligesom intet ved tanken som skræmte ham længere. Hvor meget havde han ikke givet, i sine forsøg på at få Macaria til at komme til fornuft? Han havde diskuteret emnet til døde med hende, men hun havde ikke rokket sig det mindste. Klart, hun var måske gået med på at ’straffe’ ham, selv om at han vidste, lige så vel som Macaria vidste det, at det ikke var nogen rigtig straf. Det skulle bare se ud som én.

Han rettede sig automatisk en smule op, da hun udtalte hans navn, men udover det, var der ikke én muskel som rørte sig i ham. Hverken i hans ansigtsudtryk eller hans kropssprog. Han var… så træt. Af alt sammen. Af hans forgæves forsøg på at beskytte Macaria, af måden Harris så på ham, af at han konstant skulle gå på listetå for ikke at irritere Macaria med hans stædige påstande om hvor farlig Zean faktisk var. Alene det faktum at han havde forandret sig så meget, siden et fragment af Dylans sjæl – ét eneste fragment – burde fortælle hende alt hun behøvede at vide! Men nej. Hun holdt fast ved sin ægtemand.
Alligevel faldt hans skuldre en anelse, da hun fuldførte sin dom. På et øjeblik, og med så få ord, var det hele gjort. Al hans tids trofaste tjeneste hos hende, de mange gange hun havde tilkaldt ham på grund af et eller andet problem, eller bare for at tale med ham. De mange nætter han havde tilbragt med at følge med på hendes unaturlige graviditet… Borte, på et øjeblik. Men hvis Aron følte sig forrådt, var der intet i hans ansigtsudtryk som afslørede det. De mosgrønne øjne brændte stadig stædigt og hårdt, og uden at tage blikket fra hende, førte han hånden til sit bælte, og løsnede en messingring, og smed den ind over bordet. Hægtet fast i ringen hang den store nøgle, som førte til hans laboratorium i slottets kældre. Lige siden Macaria havde indtaget Vavilon, bosat sig i slottet, og givet ham hans eget laboratorium havde han båret nøglen, stolt som en hane over den gave Macaria havde givet ham. Han følte sig mærkelig nøgen, af at smide den fra sig på den måde. Men han havde fået hvad han havde bedt om. Macaria havde straffet ham for hans ugerning, og han havde ikke i sinde at forsøge på at tale sig udenom.

”Jeg håber jeg har oplært min lærling godt nok til at overtage i mit sted.” svarede han blot. Fra øjenkrogen kunne han se Zeans reaktion på det hele – og det ville være løgn at påstå at Aron ikke nød synet af hvor utilfreds manden var. Havde Macaria ikke fortalt ham om hvad han havde gjort ved Dylan? Tydeligvis ikke. Men det var tydeligt at manden ikke var tilfreds med den straf, Aron havde fået. Imagine that.

Han bukkede dybt i Macarias retning. ”Det har været et privilegium at tjene Dem, Deres Majestæt. Jeg ønsker dem al held og lykke til fremover.” Han rettede sig op igen, og bevægede sig rundt om bordet, så han kunne komme til døren der førte ud af rådsalen. Før han forlod rummet, så han sig over skulderen. De adelige ved bordet fulgte ham med blikket. Så godt som hver og én af dem stirrede på ham, måbende, men Aron ænsede dem knapt. Hans blik hvilede på Macaria, og i et kort øjeblik var det som om han åbnede munden for at sige noget. Men den var lige så hurtigt lukket i igen, og han forsvandt i stedet ud af døren.

Hvor skulle han tage hen? Logisk set burde det være Pandemonium, landet ’hans’ gud var herre i, hvis man skulle tro på den slags. Men han var ikke meget for at nærme sig det sted. Men grænserne til Portus var strengt bevogtede, og den tidligere hofalkymist i Vavilon var næppe velkommen på den anden side af deres grænse. Med ét var det som om situationens alvor faktisk sank ind. Macaria havde sendt ham væk. Han var forvist fra Vavilon. Tanken fik ham til at bide tænderne så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Men ikke nær så ondt som tanken på hvad der lige var sket. Med sænkede skuldre og tunge skridt, forlod han slottet, for at finde den første vogn ud af landet. Hvor som helst.

//out

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel vidste at Macaria og Aron ikke havde det så godt med hinanden for tiden, men at det var så slemt? Det havde Nathaniel aldrig turde tænke på.  Chokket var malet tydeligt på Nathaniels ansigt, han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv. Han følte sig næsten som et spøgelse som bare var til stede, og som ikke kunne ændre noget. 
Hvorfor? Hvorledes? Og mest af alt hvorfor?! Macaria havde i sandhed holdt hvad hun lovede dengang de han opsøgte hende. Hun havde bevist sin pointe, måske på grænsen til overdrivelsen. Først dødsdommer hun en af sine næreste ven, dernæst 'staffer' hun sin mand fra den sikre død og til sidst landforviser hun nok en af hendes tætteste venner, var Macaria gået fra forstanden?

Nathaniel rejste sig op, glasset i hans hånd lod han glide ud af hånden og ned på den hårde sten gulv. Stilheden der var opstået efter Aron var gået ud af lokalet blev nu brudt. Nathaniel begynde at klappe langsom med et stort provokerende smil. "Godt klaret Deres Majestæt, De har virkelig taget de ting jeg sagde til eftertanke, alle forrædere er straffet. Jeg er blevet belønnet rundhåndet for min tjeneste mod Dem og kongeriget. Men inden jeg overdrager min position som Deres rådgiver vil jeg give Dem et sidste råd. Hvorfor ikke sende Rådgiver Forsyth til Sethos, han kender det trods alt bedre end nogen anden. Mens De, løser problemet med Portus' lukkede grænser? Som Deres mand fejlede noget så grusomt med." sagde Nathaniel og tog sin hjelm under sin højre arm.

Han bukkede kort for selskabet. "Mylords, Myladies, hvis I vil have mig undskyldt, jeg skal til Pandemonium og rede trådene ud for Rådgiver Forsyth..." Han holdt en lille pause og vendte sig mod sin dronning og hendes nye rådgiver "... Deres Majestæt, endnu engang tak for den mulighed, jeg håber jeg kommer tilbage i et stykke og at jeg ikke har skuffet Dem. Jeg forventer jeg får et dokument med, hvor der står alt hvad jeg behøver at vide!" Han bukkede ydmygt for Macaria. Han vidste for meget hun hadede den formelle side af de adelige.
Nathaniel gik hen til døren bag Macaria. "Et sidste råd inden jeg tager afsted til Pandemonium. Husk hvad jeg sagde sidst. 'Huske hvem der er Deres venner og hvem der er Deres fjender... Husk især hvilken ven der har den største hær'" Nathaniel smilede provokerende før han forlod rummet. Det var utroligt! Det var ganske uhørt, det Macaria havde gjort! Han ville ikke finde sig i det. Men det var han nødt til. Nu måtte han gøre det bedste ud af det, tage til Pandemonium og tale foran Kongen of Dronning hvor sjov det end måtte være. Han stormede ed af trapperne ud af slottet med retning ud af byen. Han måtte finde en måde at fortælle sine mænd, at de alligevel ikke skulle hjem.

//out//

[Macaria Forsyth]

Macaria sænkede hovedet, da Aron bukkede for hende, uden at hun kunne se på ham. Først da han var ved stryge forbi hende, mødte deres blikke. På trods af sorgen der gemte sig i de dybe, midnatsblå øjne, var ansigtet hårdt som sten. Tænderne knustes mod hinanden, men hun formåede at holde hans blik, indtil at han endelig var forbi hende, og døren lukkede sig efter ham. Lyden af smækket var som en kniv i hendes bryst, men smerte var hun vant til.
Tavst forblev hun stående. Hænderne samlet bag ryggen. Ansigtet drejet mod den ene opløftet skulder, og øjnene stirrende på et punkt ved gulvet. For en gangs skyld kunne man ikke aflæse hende, eller vide hvilken tanker, der på nuværende tidspunkt fik hende til at stå så stille.
Ved lyden af glasset der ramte stengulvet, lukkede hun bedende øjnene.
Nathaniels spottende stemme, fik endnu en kniv til at bore sig ind i hende, men hun stod fast, som en dronning ville gøre det. Lod ham bore kniven ind, uden at hun vaklede. Det overraskede hende ikke, at han var imod denne her beslutning også på trods af, at han lige havde fået af vide, at Aron havde gået imod hendes ordre, og gjort Dylan fortræd under et eksperiment. Dobbelt moralsk. Han hadede Zean, for hvad han havde været forbandet til at gøre, men støttede Aron, der uden hekse eller warlocks, havde bragt hendes barn i fare.

Først ved Nathaniels trussel åbnede hun øjnene, der ildevarslende gled over til ham. Rummet var holdt op med at trække vejret. Chokeret stirrede de på hertugen, der åbent havde truet deres dronning. Forhåbentligt ville det hjælpe til at få dem til at forstå, hvorfor hun havde belønnet Nathaniel, som hun havde. Fordi han var blevet farlig.
Øjenbrynene formede en rynke i hendes pande, og en snerren var dukket frem på hendes unge ansigt.
”Det husker jeg skam alt for godt, Lord Oathhorn,” hvislede hun anspændt, indtil også han forlod rummet. Hun kunne næsten ikke mere. For hvert sekund mærkede hun sin vilje falde i takt med at klumpen i halsen blev større og større. Hvordan var de dog kommet hertil? Trusler, forræderi, svigt, straf.
I et sidste forsøg rankede hun sig op, og vendte sin opmærksomhed tilbage på den tavse adel.
”Jeg forventer I alle sender jeres tropper til Sethos, for at kæmpe mod modstandsbevægelsen. Dem som ikke gør, vil blive betragtet som forrædere,” bekendtgjorde hun afsluttende, og samlede dokumenterne fra bordet op i sin favn. ”Mødet er hævet.”
Hænderne rystede, men det lykkes for hende at opretholde en stolt, hård facade hele vejen ud af døren, indtil hun endelig kunne med hastige skridt forsvinde bag et hjørne. Med det samme satte hun i løb ned gennem gangen. Ved den første dør hun mødte, strøg hun ind, og lod dokumenterne falde, så de dalede ned på jorden som snefnug.
Gispende efter vejret som var hun levende igen, brød tårerne endelig frem, og trillede ubarmhjertigt ned af de kolde kinder. Med ansigtet gemt i sine hænder, lod hun sig selv glide ned med ryggen mod væggen til gulvet, hvor hun krøllede sig sammen.
Her kunne ingen se hendes svaghed. Hun havde gjort, hvad der skulle gøres – for nu.