Lad os ligge planer!

[Era Garou]

Zachariah Fairbairn - Era Garou

---

Vinteren var endelig ved at være ovre! Kold, nådeløs og hård havde den været! Specielt heroppe i bjergene, havde det været en kamp om hele tiden at holde sig varm, sørge for vandet ikke frøs, og at der var nok mad. Efter næsten en måned tittede solen endelig frem fra de hvide, tætte skyer, og velsignede jorden med lidt varme. Krystalklart frost og beskidt sne smeltede, så omgivelsernes farver igen dukkede frem – det samme kunne siges med indbyggerne i Sethos. Bitterheden og frustrationen smeltede fra deres sind, og man begyndte faktisk at hjælpe hinanden! Både dødsengle og de andre blandet racer, som hørte til modstandsbevægelsen.

Era så det hele, som hun vandrede igennem byen tidligt om morgen, for at komme til huset, hvor Zach havde slået sig ned. Forsyths gamle sted hvor han havde holdt til, når han besøgte byen.
Hun havde tabt sig den sidste måned. Heldigvis ikke muskler for træning havde været et godt værktøj til at holde kulden væk. Kinderne var dog blevet mere hulet. På denne dag havde hun dog ladet sin tykke jakke forblive i barakkerne, hvor hun boede med de andre varulve. Brystet var fyldt med forhåbninger.
Omkring sig så hun folk sidde og være ved at slibe våben, træne på de glatte brosten, isolere vinduer, eller skrabe sne af bålsteder. Forhåbentligt ville de snart kunne finde en måde, at jage efter mere mad på. Heldigvis havde de nok vand.

Huset hun var på vej til, lå højere oppe end resten af byen, hugget direkte ind i bjerget. Enten skulle man flyve derop, eller også igennem en masse labyrintiske gange. Era havde dog taget turen så mange gange efterhånden, at hun kendte vejen udenad. Kun et par gange, måtte hun gå tilbage, for at tage en anden vej.
Hun var lige ved at glide på trinene, på grund af det våde, glatte sne, som dækkede trinene. Støvlerne bankede hun af mod dørkarmen for skidt, inden at hun trådte ind i huset.
”Zach!” kaldte hun hjemmevandt efter dødsengel soldaten, som hun nu kunne kalde én af sine venner. ”Har du set udenfor? Jeg tager ikke pis på dig, men solen skinner rent faktisk! Jeg var lige ude ved muren. Forsyths fucking soldater står der stadigvæk, men det var vel også for meget at forlange to mirakler på en dag af gudinden, right?”
Automatisk gik hun ind i stuen, hvor hun med det samme, rodede lidt op i gløderne i ildstedet, for at få gang i varmen herinde. Skaderne hun havde fået i kampen mod Forsyth, var næsten helt healet. Kun et ar fra sværdet, som havde ramt hende, forblev som et evigt minde.
Flammerne lyste orange hendes ansigt op, da de blussede op. Hun velkomte varmen. Kort betragtede hun dem danse foran sig, før hun kiggede sig omkring.
”Såååå… jeg tænker nu hvor vi ikke skal kæmpe for at holde os i fucking live mere, så kunne vi begynde at finde en måde at skaffe mere mad, samt finde ud af, hvad vi nu skal gøre. Du ved… planer og den slags.” Hun havde talt højt og klart, så Zach kunne høre hende hvor han end var i huset.

[Zachariah Fairbairn]

Han havde været i kælderen. Kælderen var det særeste sted og afslørede mere om Zean, end han havde troet muligt. Lænker, torturredskaber, et koldt stenbord mellem cellerne, så alle fangerne kunne se på. Hans fingre var gledet over det kolde sten, der var farvet mørkt efter flere års blodudgydelser. Andre rum af kælderen indeholdte lidt mad, hengemte våben eller ligefrem møbler, der åbenbart ikke skulle bruges længere. Der havde hængt nogle tørrede urter ned fra loftet, som han for nu blot lod hænge. De spredte en krydret duft i rummene.
Endelig havde han også fundet en tunnel, som han endnu ikke vidste hvor gik hen og en brønd. Hvem gemte lige en brønd i sin kælder? Han havde løftet trælåget og kiggede ned i den, kunne høre vandet strømme af sted. Måske et sted de skaffede sig af med lig? Hvem vidste hvor brønden førte hen?
Men ud over disse ting, var der intet i hele huset, af værdi. Ingen penge i store poser, ingen hemmelige planer. Det havde vel også været for meget at håbe på?
Da han hørte nogen råbe oven på, smed han låget på plads med et svagt suk og begyndte turen op til huset igen, gennem de lidt snævre og kolde passager og trapper.

Ovenpå var der varmere og han smed sin vest, han havde haft på. Ingen under havde han en lidt slidt trøje, nogle løse bukser og om fødderne nogle støvler. Han foldede sine ærmer op, da han gik ind i stuen, hvor han kunne høre Era snakke på livet løs. Ja, her virkede lysere. Måske gjorde solen hende så livlig?
Var det allerede snart forår...Shit. Tiden fløj altså. Han trådte ind i stuen med et lille smil, blot for at smide sig i den lækre sofa. Visse steder bar rummene præg af at Zean havde været ved at rømme huset for ting, men atter andre stod der de lækreste møbler i hele Sethos!
"Åh, ja..." Svarede han roligt. Hvad fanden skulle han gøre ved det? Han ville bare ud og træne igen, med sine soldaterkammerater! Han var ikke nogen troldmand.
"Så folk kan næsten enes nu. I hvert fald er der ikke 20 slagsmål om dagen længere. Noget godt har vinteren vel givet os?" begyndte han og så ind i ilden, som Era netop havde udført førstehjælp på.
Han lod hånden glide igennem det sorte hår, der strittede kaotisk. Han lagde sig ned i sofaen, med en pude i nakken.
"Forsyth vil ikke opgive sin lille perle. Har du hørt hvordan det går med at lave porten igen?" spurgte han og så op i loftet. Hvem der dog havde vindruer lige nu...Men de fik ingen forsyninger, kun havde de havde i kamrene i bjerget, der var koldt nok til at gemme næsten alt. Der havde også været mad til lang tid, viste det sig. Alligevel var han træt af at æde grød og tørret kød, der smagte af salt.
Han smed det ene ben over det andet.
"Jeg har hørt bragene. Jeg tror de prøver at lukke os inde. Hvis jeg ikke tager meget fejl, har jeg hørt flere brag end hvor mange tunneller der er, hvilket blot bekræfter min teori. Manden ved meget mere om denne by end vi gør. Jeg har sendt nogle folk ud for at finde flere tunneller og fortælle mig hvor de fører hen. Så snart der er fundet en sikker en, kan vi liste nogle folk udenfor, der kan sikre vores arbejde. Du ved, rekruttere flere folk og reklamere for vores sag. Jeg ville næsten foreslå mindst en af os er uden for byen, så vi ikke begge falder, hvis noget slemt skulle ske" sagde han og drejede hovedet for at se på hende.
"Vi forlod nogle folk ude i vores lejre, men som det er nu, ved ingen noget om hinanden. Eller...Har du været heldig at redde en nedskudt due?" spurgte han med et lille smil. Indelukkelsen havde gjort ham lidt grov. Rastløs, vel mest.

[Era Garou]

”Næsten er kodeordet. Folk er stadigvæk ret anspændte. You know… forskellige racer lukket inde,” kommenterede den unge varulv med et skuldertræk, mens hun slentrede over til én af lænestolene, for at smide sig i den. Det var det blødeste møbel, hun nogensinde havde sættet i. Mange nætter havde hun da også, faldet i søvn på sofaen i stedet for at tage tilbage ud i kulden til barakkerne.
”Vi har været nødt til at rive et helt hus ned, for at få tømmer nok, men tror faktisk ikke det er så godt, hvis vi åbner den forbandet port – stik mig en pude,” svarede hun med sin lille sidekommentar, og rakte en hånd frem, for at gribe en muligvis flyvende pude, som hun kunne sætte bag lænden. Hun var gledet helt ned i lænstolen, så bagdelen næsten skred ud over hynden. ”Oooooog så mistede vi en spejder til en eksplossion i en tunnel. Fucking Forsyth. Tror du har ret. De spærre os inde. Enten håber de på at vi sulter ihjel, eller også har de andre planer for. Hvem ved med de satans blodsugere?”

Med en finger pillede hun et stykke kød ud mellem sine tænder. Hun var rastløs. Dvask på den ubehagelige måde. På trods af træning havde hun brug for at kunne bevæge sig igen. Varulve var ikke skabt til fangeskab, hvilket kunne mærkes dag for dag på hendes racefæller. De havde brug for at komme ud og jage!
En løftet langefinger blev rettet mod Zach ved hans kommentar om nedskudte duer.
”Shut it, engel. Jeg gør hvad jeg kan,” mumlede hun, inden at hun med et stort gab, der afslørede alle de skarpe tænder, strakte sig i lænestolen. ”Okay, som sagt er jeg i tvivl om, vi skal åbne porten, selv når den bliver repareret. Blodsugerne har allerede sendt flere soldater ud foran murerne. De er kommet i flertal. Vi skal være fucking heldige, hvis vi skal kunne vinde. Specielt når vi ikke har fået så meget næring på det sidste.” Hun skar en grimasse. ”Jeg har overvejet, om vi skulle sprænge hele muren ned? Håbe nogle af idioterne ude foran bliver begravet i brokkerne, og så bare slås vores vej ud. Hvis altså vi har noget krudt. Ellers måske finde én, der kan kravle over muren, for at give besked til vores lejre? Måske kan resten af min race også hjælpe? Selvfølgelig vil det være svært for kravleren, at overleve på den anden side af muren, med de blasfemiske idioter udenfor.”
Opgivende gned hun sin nakke. Alle de bekymringer gjorde hende anspændt. Og hvad fanden kunne de gøre fanget herinde, uden mulighed for at sende hjælp eller kæmpe sig ud?
Hun åbnede det ene øje, mens hun forsat masserede sin nakke, for at kigge på Zach i sofaen.
”Det bliver snart fuldmåne…. Og så får vi alvorlige problemer, hvis vi ikke er ude herfra inden da…”

[Zachariah Fairbairn]

Alle de skide problemer! Han gned sin pande, før han rakte ud efter en pude og kastede den efter Era. Han sukkede. Var denne ide virkelig en der steg dem over hovedet, skulle de have ventet med at lave så dristigt et skridt, som at tage en hel by? Det havde ikke givet en skid andet end problemer siden! Hvor var vejen ud?
Hvis de fjernede porten, ville de miste alle muligheder for at trække sig tilbage til sikkerhed. Hvis alle tunnellerne var spærret, ville de være fanget som sild i en tønde. Slagtet i massevis! Det ville være selvmord. Byen var stærk, men kunne også være en fælde. Han var sikker på at havde Zean siddet her nu, havde han kunne finde en vej ud af det...
"De har ikke tålmodighed til at sulte os. Vi havde en del mad her og har endnu nok til foråret, hvor vi kan beplante de få markarealer der findes inden for porten. Selv om ingen vil gå mæt i seng, vil det måske være nok til at holde os i live, hvis vi rationerer det hele ned til det mindste gram..." Han lukkede øjnene lidt. Det var ingen løsning bare at vente, de ville gøre noget på et tidspunkt. Det vidste han. Var dette virkelig grunden til at de havde vundet så meget, tabt så lidt?
De havde jo brug for hjælp...
"En eksplosion vil ikke dræbe mere end måske et par hundrede. vi ville stadig være i undertal" svarede han en smule mumlende. Her sad de sgu fint i det! To tosser i bløde møbler, der prøvede at snakke strategisk om alt det her. Han tvivlede på nogen af dem var født til denne slags lederskab.
De var afhængige af at finde en anden tunnel!
Hvad ville Forsyth have gjort? Selv om han hadede dem, var de dygtige. Så hvad ville de have gjort?
"Det kan måske virke...Men det bliver hårdt. Vi kan prøve at sende nogle over muren og håbe de når at aflevere en besked til vores lejre. Vi kan springe porten væk. Det ville de ikke forvente og derfor ikke beskytte sig mod det. Det vil give en overraskelse. Hvis vi så gør det i løbet af aftenen eller natten, når de fleste går til ro, vil vi måske kunne vende det hele til vores fordel. Om ikke andet, så skære os en vej igennem dem og ud til friheden. Vi kan ikke gøre noget fanget herinde" svarede han og åbnede øjnene igen, da han så over mod Era med et svagt smil.
"Stadig selvmord, men måske det bedste vi kan gøre? Hvis vi endelig dør, er det som martyrer. Forhåbentlig vil nogen så kæmpe videre for sagen" tilføjede han, ikke uden en smule latter i stemmen.
"Måske skal vi gøre det ved midnat, når ulvene alligevel går amok?"

[Era Garou]

Et tungt suk lød fra Era. Mindre mad betød flere slagsmål.
”Yeaaah… lad os bare håbe vi finder en lorte tunnel, som er sikker, inden der kommer problemer. Hvad fuck er det med, at folk skal være så uciviliseret?” kommenterede hun irriteret – mest på både sin egen race men også Zachs dødsengle. Det var de to racer, som mest var problemet. Når alt gik fint, var de perfekte til at samarbejde, fordi de var så ens, men når ting gik dårligt, var de som krudt og ild tæt på hinanden. Tænk de engang havde kæmpet sammen under et fælles flag…
Hvordan fanden fik Forsyth det her til at fungere?

Frustreret gned hun sine øjenlåg, inden at Zachs forsættelse på hendes plan, fik hende til langsomt at møde hans blik.
”Okay? Waw, jeg mente det nu mest som en joke,” nølede hun, men satte sig dog ordentligt op i stolen med benene i skrædderstilling, så de kunne snakke ordentligt om det. Fingrene masserede skinnebenene, mens hun lyttede til hans forslag skiftevis skeptisk og enig. Da han var færdig, gled hun sin tunge eftertænksom rundt i munden.
”Okay hør her! Jeg har en alfahan i ulveskoven. En leder af hele racen! Hvis vi får én til at tage over til ham, for at bede om hjælp, kan han måske overtales til at hjælpe os,” forslog hun, selvom hun ikke brød sig det mindste om at bede Loup om hjælp. Slet, slet ikke! Men de kunne bruge så meget hjælp, som de kunne finde! På trods af det hele, var Loup stadigvæk én af Euphonias børn.
Langsomt rejste hun sig fra stolen, for at gå hen og sætte sig på hug ved Zach.
”Du kan gøre det, at du ved det,” begyndte hun, og lagde en hånd på hans ene arm, som hun gned med tommelfingeren. ”Jeg har set dig flyve! Du er hurtig, har gode reflekser, og kan navigere dig gennem luften som en fucking slange! Zach, du kan komme over muren, for at hente hjælp! Vi kan dække dig så godt vi kan fra porten mod bueskytter og magikere.”

[Zachariah Fairbairn]

"Hmmmmm" Brummede han, med lukkede øjne. Han slappede bare af lige nu, mens han kunne mærke varmen fra ildstedet. Tænk at have tjenere, der ville komme med vin eller mjød til en, når man kaldte! Så kunne han ligge her hele dagen og ikke rigtig bekymre sig om noget. Hvorfor kunne andre gøre det, når han havde så svært ved det?
"Jeg havde aldrig drømt om jer ulve var sådan" Kommenterede han og åbnede det ene øje på klem, for at se mod hende. Hans engle var ikke uciviliserede, de havde en kompliceret samfunds-struktur, som udeforstående ikke kunne forstå! Han havde prøvet at forklare Era det, men det hele så ikke ud til at have interesseret hende yderligere. Eller også havde hun bare været træt den dag. Det var jo egentlig også ligegyldigt.
Han åbnede begge øjne og så på hende, da hun kom hen til ham. Hendes ide fik hans øjenbryn til at vandre op i panden af mistro og undren. Virkelig? Han kom med et pludseligt grin, da han satte sig op i igen, rystende på hovedet.
"Virkelig? Det er lige så meget en selvmordsmission som at bryde ind på selve slottet!" pointerede han og slog ud med den ene arm. Men hvis han kunne, hvorfor skulle nogen som helst så kunne? For tilfældigheden skyld. Hvis nogen endelig nåede igennem, ville det hjælpe og hvis ikke, skulle det være nogen de alligevel kunne mangle. Og nu skulle han pludselig gøre det?
"Hvis jeg på nogen måde skal gå med til den vanvittige plan, skal den være skudsikker. Så flyver jeg samtidig med i springer muren, for så er folk opmærksomme på noget andet" Hans stemmebånd forrådte ham! Her sad han og legede at han var med på ideen, når han i virkeligheden følte stor modvilje mod den! Okay...Var den så anderledes end de opgaver, han før i tiden var blevet betalt for?
Han sendte Era et alvorligt blik. De måtte vel ofre sig, ellers kunne de lige så godt gå ud og blive halshugget af Forsyth med det samme.
Men hvorfor skulle det lige være ham?!

[Era Garou]

Era havde fuldkommen ignoreret Zachs kommentar omkring hendes race på trods af hendes store stolthed. Hvad han mente med den kommentar, kunne være lige meget. Hvis han mente noget negativt, kunne han værsgo at sige det straight to her face, og så skulle hun da nok gengælde tjenesten med at fortælle en ting eller to om dødsengle! Ikke fordi der var så meget – på trods af de udtryksløse, stenansigter, der ikke engang bevægede sig, når man forsøgte at gøre dem forskrækket, så var de okay. Stærke, blodtørstige og vant til at være udskud ligesom varulvene. Deres forfædres historier var meget ens.

Da han satte sig op med noget, hun ikke var sikker på var et grin eller et fnys, trak hun sig lidt tilbage fra ham, så hun i stedet endte på bagdelen med benene strakt ud fra sig, lænet tilbage på sine hænder.
”Åhhh hold op med at pive! Jeg skulle nok selv gøre det, men jeg mangler lidt dine vinger til at komme over muren uden at blive skudt ned,” fnøs hun, og var faktisk dybfølt ærget over det. Alt for at komme ud af det her fucking fangeskab! Det gik hende på nerverne! Derudover var der alt det med at skulle overtale Loup, til at hjælpe med at samle varulvene mod Forsyth. Det ville ikke blive nemt, men hun ville måske kunne gøre det ved at trykke på de rigtige knapper, som kun hun vidste hvor var.
Ved hans argument hævede hun dovent øjenbrynene mod ham. Fødderne vippede rytmisk mod hinanden.
”Springe muren? Right, for når vi så bliver overfaldet af en svine-fucker hær, kan du nå at flyve over og hente varulvene, samt resten af vores gruppe, samt komme tilbage hertil med dem inden vi var blevet fucking slagtet,” svarede hun sarkastisk, inden at hun rystede afvisende på hovedet. ”Nope! Det skal ske før vi sprænger den lorte mur. Det eneste vi kan bidrage med er bueskytter på barrikaderne, og måske nogle dødsengle i luften for at skabe forvirring. Hvis der var andet, som kunne gøres, ville jeg gøre det Zach, men vores muligheder er begrænset og lige så rådne som lig i solen. For resten sagde du det selv. Èn inde for murerne. Èn udenfor murerne. Jeg har desværre ikke dine fantastiske vinger, og selvom du ikke har min henrivende charme, må vi arbejde med hvad vi har.”
Hun gav ham et lille smil.

[Zachariah Fairbairn]

Han følte sig irriteret. Hvis det havde været en erfaren general eller en god pose mønter bag den forespørgsel, havde han sikkert gjort det uden betænksomheder, men den måde Era påpegede at der ingen vej var udenom og han bare havde at ofre sig...Det brød han sig ikke om. Hans øjne gled rundt, mens han sukkede svagt. Han rejste sig fra sofaen og gik lidt rastløs rundt i rummet.
"Det er jo ikke fordi der gemmer sig en hel hær uden for muren alligevel..." kommenterede han med lige store sarkasme, som Era selv havde brugt. Hans gned sig over hagen et øjeblik, før han stoppede op og så ud af vinduet. Hvis Forsyth fangede dem, fangede ham, var han død alligevel. og de ville fange dem, hvis de ikke gjorde noget mere for at komme ud herfra igen. Uanset hvad så det ud som om de ville miste byen igen og skulle vende tilbage til skoven, til de havde flere folk bag sig. Men hvem ville støtte nogen der blot tabte? Det irriterede ham. De skulle have ventet! Ventet til de var mere klar...
"Fint! Bedre at blive skudt ned end brændt på bålet. Uanset hvad står vi jo og ser døden lige ind i ansigtet" svarede han så og slog ud med armene. Det havde fandme bare at være det værd. Forsyth skulle ned med nakken, men de var allerede presset mod en mur. Han ville ære sin mor, være noget mere, for hendes skyld. Alligevel stod han her og lavede ingenting.
"Så nu vi er blevet enige om jeg springer ud i døden, er der så andet vi skal have styr på?" spurgte han og satte sig tungt i sofaen igen. Hans ene albue hvilede på armlænet, mens han støttede sit hovedet. Hans dovne blik gled over til Era.

[Era Garou]

Eras dyriske blik hvilede på Zach, som han bevægede sig tavst rundt i lokalet. Man behøvede ikke være tankelæser, for at vide, at han ikke var fan af hendes plan, men hun stolede ikke på andre, kunne klare opgaven end ham. Selvom han blev ved med at påstå, han bedre kunne tage imod ordre end give dem, fulgte folk ham i hælene, hver eneste gang han viste sit fjæs udenfor i byen. Både dødsengle og modstandsbevægelsen. Alle ville følge ham blindt – selv hun. Ja… faktisk havde hun langt større respekt for dødsenglen foran hende end sin egen alfa. Hvis bare Loup var en lille smule som Zach, havde hun ikke haft tøvet med at følge ham både i krig og i seng.
Endelig tog Zach den afgørende beslutning, og Eras ansigt brød op i et rovdyrsmil.
”Du er fandme badass, Zach! Og husk –” Hun rejste sig op, for at omfavne hans ansigt med sine hænder. ”- du går i Euphonias fodspor. Hun vil ikke ønske, du bliver dræbt af disse hedninge, og vi er på hendes territorie. Intet ondt vil ske dig. Trust me!”
De hårdhudet tommelfinger, der var blevet slidte efter flere års fabriksarbejde, strøg ham over kinderne, inden at hun bøjede sig ned, for at placere et højtideligt kys på hans pande.
Legende gav hun ham et klap på kinden, før hun trak sig bort fra ham.
”Well… jeg har ikke mere at komme med. Nogle spurgte efter noget træning. Du ved… militærakademiet træning. Jeg aner ikke en skid om den slags, så jeg sagde bare, jeg ville lade det gå videre til dig. Tror faktisk, det ville være en god ide, you know. Så kommer de af med nogle frustrationer, og vi kan få noget samarbejde mellem dødsenglene og de andre. Månen må vide de kunne trænge til det!” fortalte hun som den dygtige sekretær hun nogle gange følte hun var.
”Imens skal jeg nok tilrettelægge vores plan. Snakke med folk ved porten, finde de bedste bueskytter, you name it.” Hun strakte sig med hænderne omme bag nakken, mens hun dovent spankulerede mod døren i forventning om at Zach ville følge med. "Har du noget at sige? For eksempel hvor godt ud jeg ser ud i dag, eller er det bare en selvfølgelig?"

[Zachariah Fairbairn]

Era lyste helt op, som han også håbede Euphonia ville gøre. Han ofrede en del, ja, satte sit liv på spil! men det var forsent at fortryde det. Allerede da han kontaktede dem første gang i minen, var det for sent. Siden ordene blev udtalt, havde der hængt en mulig og snarlig død over hans hoved. Selv hvis han døde, kunne han endelig blive genforenet med hans mor...
De forbandede kongelige. Der altid sad på deres troner, regerende, med tykke maver, mens folk måtte dø af sygdomme og sult! Hvordan kunne nogen som helst, hvordan kunne Euphonia, se nogen retfærdighed i dette? Han trak vejret dybt, som Era forkom ham helt kærlig. Han havde mere eller mindre forventet hun tog ledelsen, for det havde i starten været hendes ulve der havde udgjort hele modstandsbevægelsen. Men siden de tog byen, var det som om de fleste af tingene hang på hans skuldre. Han havde brug for Euphonia...Han havde aldrig været så troende, som han følte trang til at være lige nu. Måske var det fordi deres situation virkede så presset, nærmest umulig?
Hans blik gled ud af vinduet igen, hvor enkelte af solens stråler skar ind gennem glasset. Kys og kærtegn. Det var han ikke van til og han var faktisk også usikker på om han overhoved ønskede sig det.
Hans ene hånd gled over hendes underarm et øjeblik, før de slap hinanden igen. Han sendte hende et lille smil og nikkede til hende.
"Ja, noget træning vil gøre godt. Vi får brug for disciplinen..." Det slog ham at netop Zean også havde set stor pris på disciplinen. Betød det at han var på rette vej eller blot at han kopierede? Disciplin var godt. Det havde han set efter alle sine kampe, sine krige. Hvis blot soldaterne var enige om hvad der skulle gøres og hvornår, ikke tvivlede, men bare gjorde det...Så gik det godt. Hans blik gled over hende et øjeblik med forundring. Var det kvindelig forfængelighed? Han gned sig lidt på den ene albue med et tvivlende udtryk. Den eneste kvinde han rigtig gjorde den slags ved, har været hans mor, den gang hun var i live. Ellers havde han blot delt seng med de kvinder, der nu en gang dukkede op ved lejrene under en krig. Og de krævede aldrig søde ord, de spredte bare benene.
"Du skal ikke se godt ud. Det sætter bare tanker i hovederne på mændene. Vi har brug for dem kampklare" fik han endelig svaret, selv om han havde på fornemmelsen det måske var det forkerte svar. Så slog han let ud med armene.
"Jeg har ikke mere. Lad os hæve mødet" forslog han i stedet.