Sådan ligger landet!

[Macaria Forsyth]

Først var Zeans ord tyngende. Ja, de stod omringet af fjender. De kunne ikke stole på nogen som helst. Enhver person kunne være en assasin med en kniv.
Men som hun tænkte tanken, kunne hun heller ikke lade være med at smile lidt for sig selv. I det mindste havde de hinanden. Og hvem end, der ville ende med at komme efter dem, ville fortryde det bitterligt. Hun havde hvert fald ikke i sinde, om at gøre det let for NOGLE af dem!
"Vi må bare tage vores forholdsregler," kommenterede hun med et skuldertræk. Måske var det mere det, hun skulle til at arbejde på, end at kæmpe for adlens loyalitet. Det var som Nathaniel havde sagt... De ville have deres gamle dronning tilbage. Åhhh de skulle få hende!

Hun blev distraheret af Zeans tilståelse, men hun forstod ikke helt præcist, hvad han snakkede om. Som et stort spørgsmålstegn lagde hun hovedet på skrå.
"Hvem hjalp du?" spurgte hun forvirret med det ene øjenbryn hævet. Langsomt var der dog noget, som gav mere mening. "Hun? Mener du Eriz? Hva mener du med, at hun så det hele? Zean? Sig ikke...." Nu gik det op for hende. Ansigtet udviste først dyb chok, mens en hånd løftede sig op til munden i vantro, inden at udtrykket skiftede sig til desperation.
"Nej... Sig ikke du var med til at kidnappe Marcellus' datter! Zean! Please sig det!" udbrød hun, og rejste sig fra ham. "Hvor er hun?! Vi er nødt til at aflevere hende tilbage, inden vi har hele Pandemoniums hær stående udenfor slottet! Ved du hvilken fare det har bragt børnene i? Du kender Eriz! Du kender Marcellus! Oh ved gudinden...hvorfor kan du ikke tænke engang imellem!"
Fortvivlet begyndte hun at vade frem og tilbage på stuegulvet, mens hun begravede hænderne i sit hår.
"Okay! Okay vi kan fixe det her! Vi skynder os at aflevere pigen tilbage. Vi undskylder mange gange, og... well... siger det var en hævnakt eller noget på baggrund af Eriz næsten fik mig og Dylan dræbt. Marcellus må kunne forstå. Så længe han får sin lille prinsesse tilbage. Ja... ja, det er sådan vi må gøre! Og hurtigt!" Brat drejede hun om på hælen, for at vende sig mod Zean med en pegefinger rettet mod ham. "Hvor er hun? Hvor er Lilith?"

[Zean Forsyth]

Hans blik hvilede på hende, men som sandheden gik op for hende og hun rejste sig...Jo flere ord hun kom med...Jo mere vred blev han. Og allerede inden hun havde snakket færdig, havde også han rejst sig op. Han var rettet mod hende, hans hænder skiftevis knyttes og slappedes.
"Hørte du mig ikke? Jeg tænkte! Jeg skide tænkte! Marcellus ville aldrig lukke mig ud af det fængsel, han havde givet mig. Jeg måtte aldrig forlade det og jeg skulle holdes skjult som en skam! Kun Saïx kunne give mig en vej ud. Vi hjalp hinanden og jeg havde en mulighed for at vende hjem!" udbrød han hårdt. Forstod hun da slet ingen ting? Hørte hun ham slet ikke?
"Vi burde flå det barn levende, hvis vi fik fingrene i det!" Hævntørsten steg op i ham på fuld knald. Han var ikke i humør til at give sig, som en lille kaninunge!
"Lad os bekrige dem! Lad os tæske dem! Jeg hader Eriz og jeg hader Marcellus! Hvorfor er du så bange for dem?!" Han slog ud med armene og trak vejret dybt, selv om han mest havde lyst til at gå amok. Denne dybe vrede...Så befriende, så vild, til et punkt at han aldrig troede han havde følt noget lignende!
"Godt det samme...Jeg ved ikke hvor barnet er. Vi blev enige om han tog sig af barnet, jeg holdt Eriz beskæftiget, før jeg stak af. Win-win. Så jeg har ikke den fjerneste ide om hvor nogen af dem er!" tilstod han så til sidst. Hun var sikkert ikke særlig glad...Burde han have holdt det for sig selv? Nej. På et tidspunkt ville Marcellus alligevel være troppet op og velvidende han og Macaria altid havde været SÅÅÅ gode venner, ville sandheden være kommet frem og Macaria ville ikke have været forberedt på det. Gad vide...Gad vide om hun ville udlevere ham, selv hvis de krævede det, for at undgå krig? Efterhånden...Var han i tvivl om hvad nogen som helst ville gøre. Selv hans kone. Hans egen følelsesmæssige tilstand gjorde ham i tvivl om...Alt.

[Macaria Forsyth]

"Zean!!" Macarias udbrud var både chokeret og forfærdet ved alt det han sagde, men han blev ved. Hans vrede var større, end hun var vant til. Den var tydeligere, mere heftig, og mærkeligst af alt... hun kunne se den overalt på hans krop. Før i tiden, når han havde været vred, havde det været svært, at se det på hans kropssprog, som mest havde været truende eller frustreret. Nu... nu kunne hun se den stormende følelse i ham, i sådan en renest form, at det var ved at få hende til at bakke et par skridt tilbage.
Var det sådan, det så ud, når en vampyr blev gal? Mere rovdyr end menneske? Så kunne hun bedre forstå, folk trak sig væk fra hende, når hun eksploderede.

"Vent! Vent, Saïx?! Sagde du Saïx hjalp dig?!" afbrød hun ham, og følte sig endnu mere forvirret, end hun havde været til at starte med. Skammeligt tænkte hun først på sin lille spion nu. Mennesket hun havde gjort til vampyr - hendes første - og sendt til Pandemonium, for at få fat på Marcellus' udtrukket kærlighed til hende, så den ikke skulle falde i Eriz's hænder. Hun havde fuldkommen glemt ham!
"Åh nej, det her er slemt. Det her er rigtigt slemt," sagde hun fortvivlet, mens hun igen begyndte sin vandring frem og tilbage. "Jeg sendte Saïx til Pandemonium! Hvis Marcellus finder ud af, hvem Saïx er, og hans forbindelse til mig, samt at du også var der... ooooooh shit, de angriber os med alt hvad de har!"
Hun var ikke i tvivl. Selv med hende og Marcellus' venskab, ville han ikke tøve, når det gjalt hans datter, og ellers ville Eriz tage føringen bag hans ryg. Hvad fanden havde Saïx tænkt på?!! Når hun fik fingrene i ham....!
Men det var ikke Marcellus, hun var mest bange for, selvom han også var frygtindgydende. Nej... det var én, som hun havde prøvet at undgå hele sit liv.
"Eriz vil finde mig..." hviskede hun åndeløst, og lod sig dumpe ned på kanten af en lænestol, fordi benene ikke kunne holde hende. "Hun vil være ligeglad med, at jeg ikke stod bag det, eller at jeg ikke aner, hvor barnet er. Hun vil tage Arona... Hun vil tage Dylan. Slå dem ihjel foran mig... Ligesom hun gjorde ved de andre... Hun vil... hun vil stå dér, og... og grine mens hun gør det. Få mig til at se på. Hun vil... tage... alt."
Rædslen vældede op, som den havde gjort den skæbnevangernat, hvor hun havde mødt Eriz første gang. Mindet stod så klart. Skærende tydeligt.
"... vi er nødt til at flygte. Vi er nødt til at gemme børnene bort! Eriz vil komme efter os begge to nu. Marcellus også. Børnene skal væk! Zean, vi er nødt til at få vores børn gemt!" Hun rejste sig brat op, og halv løb hen til en kommode, hvor hun trak papir, blæk og en fjerdpen frem. "Jeg skriver til Isabel! Hun er stadigvæk i Pandemonium! Hun må komme hertil. Jeg stoler på hende. Hun kan tage børnene, rejse væk med dem - måske til Portus - og holde dem gemt væk. Ingen andre kan holde Marcellus stangen end hende."
Frygten havde skubbet fornuft, tålmodighed og klar tankegang væk. Hun overvejede endda ikke at Saïx havde været samme sted som Isabel, og de to måske havde fundet hinanden igen. Alt hun tænkte var børnene!

[Zean Forsyth]

Som frygten tog ved hende, følte han sig endnu mere vred og irriteret. Hvis ikke hans frådende farlige kone kunne stå imod, hvordan skulle nogle andre så? Han følte sig irriteret. Irriteret over hun gav efter for den slags. Havde hun altid været så følsom, så følelsesmæssig svag? Der skulle jo intet til for at vælte hende. Man skulle bare sige Eriz og hun krøb sammen for fødderne af en!
Han havde aldrig set det før. Nogen måtte bringe hende til fornuft. Derfor gik han direkte over til hende, tvang tingene ud af hendes hænder, stillede dem op den nærmeste overflade og greb en smule ublidt fast i hendes arme, som han dog blidt rystede hende.
"Macaria! Så vågn dog op!" Snerrede han irriteret. Hvad var der dog galt med hende? Blod...Åh han havde lyst til blod...Blod og ødelæggelse...Ikke dette her. Ikke at se en kvinde, han normalt respekterede, krybe sammen som et forskræmt dyr!
"Så tænk dig dog om! Tror du ikke det er på tide du gør andet end blot at snakke? Du siger altid du hader hende, at du vil se hende dø, men så snart nogen nævner hende, kryber du sammen som en forskræmt hund! Så kom dog til fornuft! Jeg vil ikke finde mig i at se dig bringe skam over dig selv på den måde!" kommanderede han, før han endelig var villig til at slippe hende igen, men kun hvis det virkede som om hans ord trængte ind.
"Jeg er træt af at lade den troldkvinde styre vores liv! Jeg er træt af hendes magier. Jeg er endelig kommet tilbage, hele mit liv i ruiner, men jeg er tilbage! Jeg er klar på at kæmpe, klar på at flå hende fra hinanden...Og du står bare der og snakker, som om kvinden allerede har vundet! Jeg NÆGTER at lade mig kue, fordi du intet tør og ikke vil slås! Jeg nægter at gemme vores børn væk, som om jeg skammer mig over dem!" gjorde han klart, hans arme fløj igennem luften, som hans understregede sine ord med dem. Han nægtede den kvinde skulle vinde igen! Hadet voksede i hans indre, som en buldrende ild, der fjernede alle andre følelser og tanker. Hævn. Han ville splitte hende ad, om det så blev det sidste han gjorde. Han var ligeglad med Marcellus. Den mand var intet værd, når det kom til stykket.
Ha! Var det virkelig på tide at han, som alle hadede, skulle falde tilbage til sit gamle mønster og klare det hele?
Pludselig faldt han ned i dybe tanker. I gamle dage...Ville han have opsøgt problemerne, få dem ud af verdenen og ikke bare sidde og vente på de kom, for at ødelægge det hele. Han måtte ikke tabe det hele på gulvet, fordi...Fordi så meget!
Men han kunne ikke både...Jo.
Endelig sukkede han, en smule mere rolig, men med en ide i sit hoved.
"Fint. Når du ikke kan, må jeg. Jeg rejser til Portus med det samme, med et hvidt flag og diplomati, ikke en hær. Præcis som i gamle dage" Han så over på hende et øjeblik, men medmindre hun sagde noget mere, ville han allerede gå mod døren.

[Macaria Forsyth]

Skælvende og forvirret lod hun Zean tage tingene fra sig, inden at han hårdt greb fat i hendes arme. En smule forskræmt pressede hun hænderne op til brystet, mens hun stirrede op på Zean. Hans ord gav mening, men… men han forstod ikke! Han kendte ikke Eriz, som hun gjorde! Han havde ikke set hende!
Alligevel faldt hun lidt til ro. Da han slap hende, stod hun blot med hængende hoved og skuldre. Hvor ville hun ønske, at hun kunne være ligesom ham. At hun kunne være akkurat det, som han ville have hende til at være, men… det var Eriz. Den velkendte frygt knugede hende sammen til en lille klump. Aldrig ville hun mærke den kvinde i sit hoved igen! Aldrig – igen! Hun… hun kunne ikke!

Zean var faldet hen i stilhed. Sikkert hensunket i dybe planer. Zean. Hendes klipper. Hvorfor kunne adlen ikke forstå, netop det her? At når der var en sti, hun ikke turde betræde, så kunne Zean. Derfor havde hun brug for ham ved sin side! Derfor havde hun brug for ham lige her!
Tøvende flakkede hendes blik op mod hans eftertænksomme ansigt. Hun rykkede lidt på sig.
”Portus?” Spørgsmålet røg ud af hende i forundring. ”De har lukket grænserne for os? Jeg har prøvet, at komme i kontakt med kongen i flere måneder nu, men han svare ikke på mine breve. Faktisk har hele landet være uhyggeligt stille efter kongens kroning. Jeg ved ikke om du kender ham. Han var i rådet, før han blev kronet. En arrogant højelver, der kun lytter til én, og det er Inei…. Du kender typen.”
Udsigten til at skulle arbejde med Portus, var langt mere fristende end alt det med Pandemonium. Meget hellere ville hun derover, end forblive her i frygt for enten adlen, modstandsbevægelsen eller Pandemonium angreb hende.
Hun gned sig i nakken, mens Zean gik imod døren. Skuffelsen over hende strømmede ud af ham, men hun kunne godt forstå det. Hun ville ønske, at Eriz ikke havde den påvirkning på hende…
” Jeg vil begynde at planlægge alt det med Sethos! Så… det skal du ikke tænke på. Hvis du får brug for mig, er jeg her,” kaldte hun efter ham, men han var allerede på vej ud af døren. Forpint bed hun sig i underlæben. ”…jeg er lige her.”

[Zean Forsyth]

Han viftede let i luften med den ene hånd. Jo, Portus havde lukket deres grænser og handlen var næsten gået helt i stå, breve blev ikke besvaret. Det var også derfor han måtte rejse derover i egen skikkelse og hvad han kunne snuse sig frem til. Han var trods alt vampyr nu, af Ineis skikkelse - hvis man endelig skulle tro på guder eller gudinder. Han gned sin pande lidt. Portus måtte være som ethvert andet sted, fuld af adelige, af rang og af traditioner. Hvis bare han kunne komme til at snakke med denne konge, denne elver, så måtte han da kunne et eller andet! Det hele ville hjælpe, hvis de kunne se det som en trussel mindre.
"Jeg vil sende nogle soldater af sted med det samme, men vi får aldrig nok til både Sethos og grænserne. Jeg lader det i dine hænder at finde flere, mens jeg er væk. Send mig nogle breve, hvis du endelig får brug for min vejledning. Jeg vil efterlade en plan over byen samt dens tunneller, så du kan holde modstanden præcis hvor vi vil have den, for nu" fortalte han over den ene skulder, allerede med hånden på dørhåndtaget. Han var glad for de havde fået denne snak. Så mange ting virkede så meget klarere nu. Han overvejede lidt om der var mere...Men da der ikke var flere ord der poppede op i hans tanker, forlod han rummet uden at sige mere. I et lidt for krigerisk humør til at udveksle sætninger som at elske og savne. Han havde travlt nu, han skulle have ordnet nogle ting og så af sted! Han måtte rejse i en hestevogn der var mørklagt. Det gik ikke han spildte tiden med at stå stille, bare fordi solen skinnede lidt!


//Out