Post by Zean Forsyth on Jan 7, 2016 15:44:12 GMT
Macaria Forsyth
Han løsnede bandagen om hans arm og studerede såret. Det var faktisk healet nu, han var blot lidt øm. Kun lidt over et par døgn efter kampen...Det var i sandheden fantastisk. I det mindste var det nu healet nok til at han kunne lade som om han aldrig var kommet til skade. Selv om han nok ikke skulle kaste sig selv ud i en frådende kamp lige med det samme. Ja, det var hans egen bedømmelse af hans egen tilstand...
Han smed bandagen fra sig på gulvet. Det var endnu plettet af blod, hans eget. Det samme var en klud, men blodet fra den klud var ikke hans eget, men fra en eller anden glemt fange i kælderen, der nu ikke skulle tage madressourcer og penge fra dem, var blot at sidde der. Smagen af blod lå endnu tykt på hans tunge. Han tog sit bælte fra sengen og med sværdet dinglende i den ene side, satte han det fast om hofterne. En trøje, der hurtigt blev vrænget på. Han havde sovet med bukserne på, ikke rigtig orket andet. Et privat værelse, ikke hans fælles seng med Macaria. Han havde sovet der et par gange, men lige så ofte lod han være. Hørte han overhoved til der længere? Han var i tvivl. Selv om han var glad for Macaria havde tilgivet ham, følte han sig malplaceret i sengen. På slottet. Især efter hans samtale med Aron, han havde, kort inden han rejste til Sethos...
Nu var det tid til at snakke sammen. Han havde tænkt over tingene og havde besluttet sig. Han skævede over benene på den døde mand og forlod værelset uden at se sig tilbage. Han havde hørt en af tjenerne snakke om at dronningen var i dagligstuen, så han rettede sin kurs derefter.
Så meget havde ændret sig. Folket ville aldrig, ALDRIG accepterer ham igen. Han var ikke elsket før, men dog alligevel accepteret. Aron havde gjort det pinefuld klart at ingen, absolut ingen, havde tøvet da Macaria havde buret Sethos og dødsenglene inde, bedt Zean om at blive leveret, helst død. Den eneste grund til folk havde accepteret ham, var fordi Macaria havde sagt det...Og hvis han selv tænkte tilbage, var det jo sandt. Han havde bare udnyttet de luksuriøse ting der fulgte med og slået lidt med sit sværd, men det var Macaria der havde fungeret som en optimal regent.
Efter han var vendt tilbage, havde han arbejdet som en gal. Han havde taget sin rolle som konge mere seriøst end nogen sinde før. Krævet at tingene gik igennem ham først, så Macaria kun behøvede at tage stilling til de aller vigtigste ting. Han ville have hun kunne slappe af og være sammen med børnene, mens han prøvede at gøre tingene gode igen...
Men Aron havde også gjort det klart at ingen havde bemærket hans hårde arbejde og han på ingen måde kunne betale tilbage for hvad han havde gjort. Well...Eriz havde gjort...Men alle så ud til at ignorere end hvis kælling og magi og bare give ham al skylden. Ærlig talt gjorde det ham lidt bitter...
Men endelig. Endelig, efter SÅ lang tid, havde han fundet et følelsesmæssig ståsted. Det havde givet ham problemet, gjort ham desperat nok til at opsøge Aron selv. Han kunne ikke gøre det til Macarias problem. Hun havde været igennem så meget og han kunne ikke bare møde op, bede om tilgivelse og forvente hun så både havde tid og lyst til at hjælpe ham. Derfor havde han taget det hele på egne skuldre.
Nu havde han både personlige ting at diskuterer og Sethos at diskuterer. Det var nok bedst at starte med arbejdet først.
Han tog sig selv i at skulle til at banke på døren, som om han ikke rigtig boede der, og tog i stedet i døren og bare gik ind...
"Godaften"
Han smed bandagen fra sig på gulvet. Det var endnu plettet af blod, hans eget. Det samme var en klud, men blodet fra den klud var ikke hans eget, men fra en eller anden glemt fange i kælderen, der nu ikke skulle tage madressourcer og penge fra dem, var blot at sidde der. Smagen af blod lå endnu tykt på hans tunge. Han tog sit bælte fra sengen og med sværdet dinglende i den ene side, satte han det fast om hofterne. En trøje, der hurtigt blev vrænget på. Han havde sovet med bukserne på, ikke rigtig orket andet. Et privat værelse, ikke hans fælles seng med Macaria. Han havde sovet der et par gange, men lige så ofte lod han være. Hørte han overhoved til der længere? Han var i tvivl. Selv om han var glad for Macaria havde tilgivet ham, følte han sig malplaceret i sengen. På slottet. Især efter hans samtale med Aron, han havde, kort inden han rejste til Sethos...
Nu var det tid til at snakke sammen. Han havde tænkt over tingene og havde besluttet sig. Han skævede over benene på den døde mand og forlod værelset uden at se sig tilbage. Han havde hørt en af tjenerne snakke om at dronningen var i dagligstuen, så han rettede sin kurs derefter.
Så meget havde ændret sig. Folket ville aldrig, ALDRIG accepterer ham igen. Han var ikke elsket før, men dog alligevel accepteret. Aron havde gjort det pinefuld klart at ingen, absolut ingen, havde tøvet da Macaria havde buret Sethos og dødsenglene inde, bedt Zean om at blive leveret, helst død. Den eneste grund til folk havde accepteret ham, var fordi Macaria havde sagt det...Og hvis han selv tænkte tilbage, var det jo sandt. Han havde bare udnyttet de luksuriøse ting der fulgte med og slået lidt med sit sværd, men det var Macaria der havde fungeret som en optimal regent.
Efter han var vendt tilbage, havde han arbejdet som en gal. Han havde taget sin rolle som konge mere seriøst end nogen sinde før. Krævet at tingene gik igennem ham først, så Macaria kun behøvede at tage stilling til de aller vigtigste ting. Han ville have hun kunne slappe af og være sammen med børnene, mens han prøvede at gøre tingene gode igen...
Men Aron havde også gjort det klart at ingen havde bemærket hans hårde arbejde og han på ingen måde kunne betale tilbage for hvad han havde gjort. Well...Eriz havde gjort...Men alle så ud til at ignorere end hvis kælling og magi og bare give ham al skylden. Ærlig talt gjorde det ham lidt bitter...
Men endelig. Endelig, efter SÅ lang tid, havde han fundet et følelsesmæssig ståsted. Det havde givet ham problemet, gjort ham desperat nok til at opsøge Aron selv. Han kunne ikke gøre det til Macarias problem. Hun havde været igennem så meget og han kunne ikke bare møde op, bede om tilgivelse og forvente hun så både havde tid og lyst til at hjælpe ham. Derfor havde han taget det hele på egne skuldre.
Nu havde han både personlige ting at diskuterer og Sethos at diskuterer. Det var nok bedst at starte med arbejdet først.
Han tog sig selv i at skulle til at banke på døren, som om han ikke rigtig boede der, og tog i stedet i døren og bare gik ind...
"Godaften"