Post by Loup Garou on Dec 31, 2015 1:22:23 GMT
Eriz LaPiera Black
Torvet i Medea plejede altid at bugne af aktivitet mellem de mange boder. Pandemoniums ledende industriby, hvor røgen virkede tykkere end ellers i landet, havde altid været det bedste sted at finde våben af alle mulige - og til tider umulige - slag.
For tiden var det dog en helt anden aktivitet som herskede i byen.
I stedet for den typiske lyd af forhandlinger, diskussioner og klinkende mønter, var det lyden af dører som blev revet op og sælgere som blev skubbet ud af deres forretninger, mens soldater rev hylder og reoler ned så det bragede og smældede bag hver en butiksrude. De få som vovede at protestere mod 'indtrængerne' blev hurtigt gjort tavse med en knytnæve, hvis de var heldige, og en kniv, hvis de ikke var. Normalt var det sådan et kaos Loup ikke kunne undgå at blive underholdt i, men der var en mærkelig panik over hele situationen. Det her var ikke bare den typiske pengeindkrævning som var gået lidt for langt. Fra sit ståsted ved udkanten af markedspladsen havde han betragtet hvordan én sælger blev grebet i skjortekragen, mens hans partner gennemsøgte hans butik. Al støjen forhindrede ham i at høre hvad der blev sagt, men han kunne tydeligt aflæse panikken i sælgerens ansigt. Hvad soldaterne end ledte efter, anede manden ikke hvor det var.
Det havde ikke været dét han havde forventet, da han havde taget rejsen til Pandemonium. Men rejsen var bestemt nødvendig. Med alle de problemer Era forårsagede i hans flok, var han nødt til at holde Eriz opdateret på flokkens status. Kun gennem ham havde hun varulvenes støtte, og hvis Era tog den fra ham, ville Eriz ikke længere have brug for ham. Han fortrængte en knurren, og pressede sig forbi én af de allerede ødelagte boder, og videre ind over torvet. Hele situationen var frustrerende, og med Pandemonium i et sådant oprør ville det ikke ligefrem hjælpe.
Den slidte læderkappe blafrede i hælene på ham, som han bevægede sig over brostensgaden. Jo før han kunne komme til Agares og tale med Eriz, jo bedre. Måske var han endda heldig nok til at fange hende på et tidspunkt hvor Marcellus ikke var hjemme? Det havde manden åbenbart en vane med.
Loup standsede næsten op, og trak vejret dybt gennem næsen. Der var en genkendelig duft i luften, som ikke engang røg eller damp kunne skjule. Den alene var nok til at han mærkede et smil krybe over sine læber, og han lod de mørke øjne vandre omkring sig, aktivt søgende efter hende, som om han forventede at hun ville træde frem fra én af de tykke tågemasser som havde lagt sig over byen.
For tiden var det dog en helt anden aktivitet som herskede i byen.
I stedet for den typiske lyd af forhandlinger, diskussioner og klinkende mønter, var det lyden af dører som blev revet op og sælgere som blev skubbet ud af deres forretninger, mens soldater rev hylder og reoler ned så det bragede og smældede bag hver en butiksrude. De få som vovede at protestere mod 'indtrængerne' blev hurtigt gjort tavse med en knytnæve, hvis de var heldige, og en kniv, hvis de ikke var. Normalt var det sådan et kaos Loup ikke kunne undgå at blive underholdt i, men der var en mærkelig panik over hele situationen. Det her var ikke bare den typiske pengeindkrævning som var gået lidt for langt. Fra sit ståsted ved udkanten af markedspladsen havde han betragtet hvordan én sælger blev grebet i skjortekragen, mens hans partner gennemsøgte hans butik. Al støjen forhindrede ham i at høre hvad der blev sagt, men han kunne tydeligt aflæse panikken i sælgerens ansigt. Hvad soldaterne end ledte efter, anede manden ikke hvor det var.
Det havde ikke været dét han havde forventet, da han havde taget rejsen til Pandemonium. Men rejsen var bestemt nødvendig. Med alle de problemer Era forårsagede i hans flok, var han nødt til at holde Eriz opdateret på flokkens status. Kun gennem ham havde hun varulvenes støtte, og hvis Era tog den fra ham, ville Eriz ikke længere have brug for ham. Han fortrængte en knurren, og pressede sig forbi én af de allerede ødelagte boder, og videre ind over torvet. Hele situationen var frustrerende, og med Pandemonium i et sådant oprør ville det ikke ligefrem hjælpe.
Den slidte læderkappe blafrede i hælene på ham, som han bevægede sig over brostensgaden. Jo før han kunne komme til Agares og tale med Eriz, jo bedre. Måske var han endda heldig nok til at fange hende på et tidspunkt hvor Marcellus ikke var hjemme? Det havde manden åbenbart en vane med.
Loup standsede næsten op, og trak vejret dybt gennem næsen. Der var en genkendelig duft i luften, som ikke engang røg eller damp kunne skjule. Den alene var nok til at han mærkede et smil krybe over sine læber, og han lod de mørke øjne vandre omkring sig, aktivt søgende efter hende, som om han forventede at hun ville træde frem fra én af de tykke tågemasser som havde lagt sig over byen.