I require your expertise!

[Zean Forsyth]

Aron Zipora

---

Hans hånd gled hen over træet, der udgjorde et stort bord. Et bord med alverdens farver, alverdens dufte, lugte og former. Alverdens teksture, selv om han slet ikke kunne drømme om at røre bare halvdelen af det. Hans blik gled over en flaske med noget rødt væske, der mest af alt mindede ham om blod, skønt han tvivlede på det netop var, hvad det var. Alle de indtryk, der angreb hans sanser, var overvældende og fik ham i et øjeblik til at glemme den store verden, der var ude for slottet, ja, bare ude for laboratoriet. Harris havde virket alt andet end sikker, da han var troppet op og havde spurgt efter Aron, bedt ham vente her, mens han fandt ham. Siden hvornår var manden ikke i laboratoriet? Men pyt med det. Han mærkede usikkerheden gnave i hans indre, som en parasit, der ville spise hans organer, hvis han lod den. Hvis han bare...Hvis han bare kunne række ind og flå den ud, knuse den og være den kvit! Hans ene hånd gled over hans brystkasse, over det bløde stof fra hans mørke trøje. Han kunne mærke sine egne ribben, men intet hjerte der slog. Han var død, vel mere end genstand, end noget andet. Hvem skulle tro en dødsengel...En...tidligere...Dødsengel...Kunne få tvivl om sin egen eksistens? 
Han knugede hånden, kunne mærke sine egne negle over huden. Hvor mange nætter havde han ikke kradset sig selv, skjult sig fra Macarias granskende blik? Hun havde snakket om at få ham tjekket hos Aron, for at sikre han ikke længere var under indflydelse hos nogen, for at sikre han var en helt og aldeles normal vampyr, da Marcellus var en blanding. Han var vel bare kommet hende i forkøbet?

Hans stålgrå blik gled over rummet. Iklædt nogle lette støvler, nogle sorte bukser og en mørk trøje, virkede han ret neutral. Han havde taget på i vægt og endelig fået sovet ordentlig, alligevel var det tydelig han endnu ikke var en mand i balance. Han havde endnu ikke den muskuløse krop, han havde, før alt dette var sket. En svag skygge over hans øjne vidnede om nogle indre kampe, ingen kunne kurere...Og dog, hvis nogen kunne...
Han vidste ikke hvad der var galt. Men noget var. Han følte sig desperat, kunne ikke klare det længere. Han havde brug for hjælp og det kunne ikke være Macarias. Hun havde nok at tænke over. Hvor ofte havde han ikke begravet sig i arbejde, siden han var kommet hjem? Begravet sig i arbejde, sørget for at kun det mest vigtigste nåede Macaria, så hun kunne slappe af og være sammen med børnene. Hans søn...Han havde kun set på drengen, men endnu ikke selv holdt ham. Noget holdt ham fra det...Som om han ikke var værdig, ikke måtte, ikke kunne...
Han prøvede bare at gøre det hele godt igen, men aldrig var det godt nok. Folk snakkede i krogene. Han kunne vågne om natten, efter de evige mareridt, og høre dem. Snak om at han var tilbage, snak om hvorvidt nogen ville prøve at slå ham ihjel. Han vidste alle, med undtagelse af Macaria, tænkte det. Selv Aron...
Han sukkede svagt og slap sin trøje. Lænede sig op af bordet, som var den det sidste der kunne holde ham op. Hvis han skulle være ærlig...Selv hvis Aron kun ville fodre ham gift, var det lige før han selv ville accepterer det...
Og nu modstandsbevægelsen...Nej, han kunne ikke dø endnu. Men hvad skulle han gøre ved Aron?
Det måtte han finde ud af når manden dukkede op...

[Aron Zipora]

Harris havde virket direkte forskræmt, da han havde fundet frem til Arons kammer. Alkymisten selv var ikke sovende – det var han så sjældent for tiden, hvor hans hovedpiner stadig kunne finde måder at holde ham vågen om natten. Han havde nok en gang været lænet over sit skrivebord, med ansigtet og et pergament oplyst af de flakkende flammer i et halvvejs nedbrændt stearinlys. Knægtens stemme knækkede flere gange, mens han usikkert fortalte Aron om at nogen ventede på ham i laboratoriet. Men lige meget hvor meget Aron forlangte at vide hvem, ville lærlingen intet sige, og sagde blot at Aron burde tage derned og se selv.
Uforskammede unge… Alle de års oplæring og opfostring, og så var det sådan hans lærling takkede ham? Det var med en frustreret vrissen at Aron havde rejst sig fra sin stol, rullet ærmerne op, og skubbet Harris til side så han kunne komme forbi ham, og ned af de mørke trapper til slottets kældre. Hvem i alverden ville opsøge ham nu? Macaria havde han intet set til, siden deres diskussion på hendes kontor. Nathaniel havde han heller ikke set i noget tid. Hvem andre kunne finde på at opsøge ham? Det hjalp bestemt heller ikke at hans egen lærling så ud til at nægte at fortælle ham hvem det var – det fortalte ham kun at hvis han vidst vidst hvem, ville han ikke have taget turen ned for at møde sin gæst.
Og idet tanken slog ham, vidste Aron omgående hvem som befandt sig i hans laboratorium.

Laboratoriet var præcist som han havde forladt det. Luften herinde var tung og fugtig, og gjorde kun lugten af de mange kemikalier, bryg og midler i det store rum meget nemmere at bemærke. For enhver som ikke var vant til den slags ville det næsten være overvældende – men Macaria mente jo at Zean havde en fortid med urter, så lidt af en erfaring måtte manden vel have.
Det krævede al Arons selvbeherskelse ikke at sende Zean ud derfra med det samme. Hvem fanden troede han at han var, at troppe op i hans laboratorium, og forlange hans hjælp? Åh, han kendte skam Zean godt nok til at vide at manden aldrig ville spørge om hjælp – han var jo konge, og konger befalede. Specielt en konge som Zean. Konger som blev belønnet for mordforsøg mod deres egen hustru.
Nej. Som situationen var nu, arbejdede Aron for Macaria. Zean var blot et element han måtte tolerere.
”Deres Højhed. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Kun den mest nødvendige høflighed udviste han overfor den tidligere dødsengel. Det var første gang Aron var alene i et rum med manden, men selv nu kunne han forestille sig det. Macaria havde beskrevet det tydeligt nok for ham. Hvordan han havde jaget hende, grinende, gennem Sethos. Tanken alene fik ham til at skære en grimasse, ikke engang han selv kunne skjule. Han trådte videre ind i laboratoriet, og bevægede sig hjemmevant mellem arbejdsbordene og lukkede et par af de opslåede bøger i. I hans arbejde var det som regel nemmere bare at gå fra bøgerne som han forlod dem, i stedet for at sætte dem i hylderne, bare for at finde dem frem igen nogle timer senere. Nu havde han derimod bare brug for et eller andet at bruge hænderne til. ”Min lærling var meget… overrasket over Deres besøg. Jeg går ud fra det er noget vigtigt.” Han sendte Zean et kort sideblik, mens han lagde de tykke bøger ind mellem deres brødre og søstre i de fuldstablede bogreoler. Hvorfor var Zean der? Havde han tænkt sig at bruge Arons hjælp til at fuldføre sine planer for Macaria? Han havde en krone på hovedet igen, og sad nok en gang med kongemagten. Hvis der skete Macaria noget, ville han være Vavilons enevældige hersker. Det var næsten som om han bekræftede planen i sit eget hoved – det var præcis derfor Zean var kommet! Med den sidste bog skubbet på plads, vendte han sin fulde opmærksomhed mod vampyren, og foldede armene afventende over kors. Uden tvivl var det en respektløs holdning at have overfor sin konge, men Aron var ligeglad. Manden havde forsøgt at slå Macaria ihjel, og fortjente ikke et gram af hans respekt.

[Zean Forsyth]

Han kunne høre hans skridt, længe for manden selv kom. Var det virkelig sådan hans skridt lød? En anelse slæbende, hvis man spurgte ham. Så løft dog fødderne!
Han kunne huske, omend svagt, hvordan han en gang for så længe siden havde haft brug for Arons hjælp til noget med en vampyr. Det var inden slotte, inden kongelig magt og inden kaos. Han havde ikke brudt sig om Aron, af den simple grund at han ikke vidste hvad manden var i stand til, men han havde accepteret mandens tilstedeværelse og også selv nydt godt af hans hjælp, hvis han kom hjem fra en kamp, næsten hugget i stykker. Ja, man kunne vel driste sig til at sige at han måske ville være død mere end en gang, uden den mand...Det var en tanke han aldrig havde haft før. Hans øjenbryn gled en smule sammen, da manden trådte ind i rummet.
Han kendte urter. Han vidste hvordan han skulle bruge dem og selv-medicinerede gerne sig selv. Men det var længe siden han havde tid eller mulighed for at arbejde videre med dem...En ting han savnede. Men urter kunne ikke klare dette. Havde han måske ikke selv afprøvet det?
Han rankede ryggen, da Aron kom ind for hans synsfelt. Uanset hvor dårligt han følte sig, ville han aldrig vise sig fra en svag side. Ikke bare fordi han var konge, men også fordi det stod ham dybt imod. Hans blik gled over Aron, som om han slet ikke hørte mandens fornærmelser, manglende respekt. Bemærkede hvordan han gik og lukkede alle sine bøger. Prøvede han at rydde op eller var han bange for Zean skulle læse nogle af hans hemmeligheder? Tanken var jo direkte morsom. Til sidst stod de bare og så på hinanden. Ja, hvor skulle han begynde?
Det endte med at han viftede let med den ene hånd. Der var en kamp han måtte kæmpe først og kun hvis den lykkedes, kunne han give efter.
"Du ser mig ikke mere som en konge, så lad vær med at spotte mig ved at kalde mig det" kommenterede han. Det overraskede ham hvor rolig hans stemme lød. Han måtte vel se om han ikke kunne hente en form for accept frem hos alkymisten. Han vidste Macaria var glad for ham og han havde jo aldrig rigtig givet manden en fair chance?
Hvem der dog bekymrede sig om den slags! Han knyttede sin ene hånd og så ned mod gulvet et øjeblik. Så svag. Han var blevet så svag! Var det Eriz der endnu påvirkede ham? Var det en sygdom?!
Nej, til helvede med hvad Aron tænkte om ham. For Macaria!
Han lænede sig op af bordet bag sig, og lagde selv armene over kors.
"For Macaria..." Hans blik gled op, gled over nogle tilfældige flasker, hvordan det svage lys gav genskær i dem.
"...Efter jeg er kommet tilbage, har jeg...Nej...Der er noget galt. Jeg er ligeglad med hvor meget du hader mig, men for Macaria...Jeg frygter nogen endnu har en magt over mig. Jeg...Føler ting nu...Jeg har...Tanker...Jeg er svag...Jeg er..." Han så ned på sine hænder, de rystede svagt. Han indrømmede det...Og han indrømmede det over for en anden person. Hvor desperat var han ikke blevet? Og alligevel var det eneste han kunne tænke, at Aron ville håne ham og spotte ham. Hele kongeriget ville styrte i grus...
Han følte sig vred. En velkendt og velkommen følelse. 
Ud af det blå greb han en tom flaske og kastede den til jorden, før han vendte sig om mod manden. Så han ville håne ham?!
"Der er noget galt med mig! Det er ikke normalt! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! For helvede...Kan du ikke se...Jeg kan ikke gå til Macaria med det. Jeg kan ikke selv flå det ud..." 
Et noget nært ynkeligt udtryk gled over ham. Den dybe afgrund virkede så tæt på, han var villig til at gøre hvad som helst for at slippe for det. 
"Jeg...Græder...Jeg fyldes med...Fornemmelser...jeg end ikke kan benævne af navn..." han trak sig lidt tilbage igen, ramt af tvivl. Dette var en dum ide. En dum ide - Måske skulle han bare gå igen?

[Aron Zipora]

Med et ansigt af sten havde Aron betragtet Zean, mens han havde sit lille udbrud. Forsøgte manden virkelig at høste medlidenhed fra ham? Skulle Aron få ondt af ham, efter alt han havde gjort? Det gjorde ham næsten kun endnu mere rasende, og et kort sekund ville han ønske at det var ham der havde den største styrke af de to. Men han vidste at så snart han ville lægge hænderne på ham, ville Zean slå ham ihjel. Måske ville han sætte tænderne i ham? Gad vide om Macaria havde fortalt sin ægtemand om hvad hendes alkymists blod kunne gøre ved en vampyr… Se, dét var en tanke.
”Det er intet nyt at der er noget galt med dig.” svarede han kort for hovedet, men lod alligevel armene falde. Macaria havde tidligere fortalt ham at dødsengle ikke følte noget. Vampyrer havde ikke den samme tilstand, hvilket Macaria var mere end et tydeligt bevis på. Hvor han havde set Macaria grine og græde, havde han aldrig set Zean gøre nogen af delene. Altid havde han blot haft det samme selvsikre grin. Som om intet i verden kunne røre ham.
Hans blik faldt på den blålige væske som nu farvede stengulvet, efter at Zean havde kastet flasken fra sig. Han var ikke sikker på om Zean havde gjort det i frustration, eller som en måde at vise dominans. Hvad det end var, fik det ikke en reaktion frem i ham.
”Du har været svag længe, Zean. Du har bare ikke været klar over det.” bed han videre fra sig, og trådte et enkelt skridt tættere på vampyren. Før i tiden ville han ikke have været i nærheden af ham, specielt når han var i sådan et humør som han var nu, men efter hvad der var sket med Aron efter hans uheld med Dylan, var der så meget som havde forandret sig. ”Du har altid været overmodig. Troet at ingenting kunne røre dig – var det måske ikke derfor du konstant udfordrede skæbnen? Du siger at alt det der skete i Sethos var fordi Eriz kontrollerede dig, men du gik selv ind i løvens hule!” En anklagende pegefinger blev rettet mod Zeans brystkasse, men Arons blik hvilede brændende på hans ansigt. ”Der var ingen som tvang dig til at begive dig i nærheden af den kvinde, men du gjorde det alligevel. Du vidste at Eriz intet hellere ville se, end Macarias hoved på en pæl, og alligevel opsøgte du hende. Skyggerne tage mig, hvad ville du overhovedet i Pandemonium til at begynde med!?” Hans stemme rungede i det mørke kammer, så meget lod han sig rive med. Men nogen var nødt til at få det ud overfor Zean, når Macaria tydeligvis ikke havde nogen planer om at konfrontere ham med det. Igen trådte han væk fra Zean, og brugte en hånd til at folde pandehåret tilbage mens han gav en frustreret stønnen fra sig. ”Vil du vide hvad der er i vejen med dig, Zean?” spurgte han, men ventede ikke på at kongen svarede ham. ”Du føler. For første gang i dit liv føler du faktisk noget, som ikke kun er den ekstase du følte af andres smerte. Og hvis der er noget anstændigt i dig føler du dig skyldig for hvad du gjorde. Du slog hende næsten ihjel, Zean. Hvis ikke den kvinde havde reddet Macaria fra dig, ville hun og Dylan være døde. Arona ville have været uden begge sine forældre, og det ville have været din skyld, ikke Eriz’.” Han pustede tungt ud gennem næsen, som om en stor del af den frustration han havde båret på i al for lang tid, langt om længe kom ud i det åbne. ”Du beder mig om at hjælpe dig nu, for Macaria. Hvad vil du have, jeg skal gøre? Du er en vampyr nu, Zean. Du har været gift med Macaria i så lang tid, du af alle burde vide hvor meget en vampyr føler – du oplever det samme nu. Og selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke have hjulpet dig med at fjerne dem.”

[Zean Forsyth]

Arons ord slog ham som en mur. Han var van til at ignorere vrede, frustrationer, skyld og skam fra andre folk. Han var van til at se bort fra det og fortsætte som han altid havde gjort, uden at føle det mindste for det eller tænke over det to gange. Det var jo altid nærliggende det skulle gå ud over ham, når det kom til stykket, for han havde været et væsen, folk havde frygtet. Og nu?
Men han var alt for psykisk skrøbelig til at ignorere det i dag. Det rungede mellem hans øre, de samme tanker han selv havde haft. Hver dag. Konstant. Det var hans skyld. Nej, det var Eriz. Men ja, han var selv gået med til det. Han havde indset sine fejl og erkendt dem for Macaria og hun havde tilgivet ham. Hvorfor skulle han gøre det samme igen og igen?
Han trak sig baglæns. Uanset om Aron gik frem mod ham eller tilbage, trak han sig tilbage. Hvor nemt det ville være bare at give efter for hans indre udyr, den der konstant sultede efter blod. Men han havde hørt om Arons giftige blod, en historie Macaria en gang havde fortalt ham.
Han kunne mærke den kolde, hårde mur mod sin ryg. Hans øjne hvilede på Aron, men det var ikke til at sige hvad de viste. Måske for meget, måske slet intet?
Han gled ned. Den ru mur kradsede mod hans ryg, trak i hans trøje, til han endelig sad på gulvet, med benene op mod sin brystkasse. Hans arme hvilede på knæene...Og hans blik faldt ned mod gulvet.
"Tror du ikke jeg ved det?" hans stemme var svag, sagte og måske kunne Aron slet ikke høre ham.
"Hvis folk med følelser føler denne...Fortvivlese...Vil jeg helst undvære dem" indrømmede han så bare. Opgivende, faktisk. Hvad skulle han gøre? Han var her kun af desperation, men Aron viste kun hvad alle følte og alle tænkte. Han prøvede at forblive sit gamle selv og være der for Macaria, men hvor ofte havde han ikke bare overvejet at stikke af? Han stak altid af, når han ikke kunne vinde eller kampen var for hård i forhold til belønningen. Lige nu var der kun kamp og kamp, men ingen ende og intet mål. Det var ulideligt!
Og for en tid sad han bare der, et sølle væsen, en sølle skygge og sandelig ikke en frådende kriger eller konge.
Der havde intet godt været siden. Han lukkede øjnene og hvilede panden mod sine arme. En stilling han ofte tog, når han var alene og fortvivlet, som nu. Eller, næsten alene, i det mindste. Det værste var han ikke vidste hvad han skulle gøre. Hvad skulle han? Hvordan kom han videre? Hvad skulle han stille op med disse...følelser...Hvoraf han end ikke kendte halvdelen af dem, ikke anede hvad de betød, men bare kunne mærke de overtog ham og bragte ham ud af kontrol. Han vidste jo ikke engang hvad nogle af dem hed! Han vidste bare de var skræmmende og flere af dem gjorde ondt. Han ville ikke bekymre Macaria med det, fortjente ikke hjælpen. Aron havde gjort det klart at uanset hvor meget hjælp han måske havde brug for, ville ingen give ham den.
Folk ville først være tilfredse når han var død...
Og dog. Havde han ikke set dem? Krigere, der kun så død og var ligeglad med deres verden? De gjorde kun ting for materialistiske goder. Horede, snød, slog ihjel. Ja! Selv med følelser, fandt der folk der kunne ignorere dem og leve videre i største fornøjelse.
Men hvordan kunne han komme derhen?
Han kunne høre Arons hjerte, der hamrede hårdt, sikkert som reaktion på hans voldsomme udbrud. Hans vejrtrækning. Alligevel havde han ikke styrken til at rejse sig og gå med det samme...Han skulle bare lige sidde her, bare et øjeblik, til han havde en ny plan...

[Aron Zipora]

Det kom faktisk bag på Aron. At se Zean bakke tilbage mod væggen, før han lod sig glide ned og sidde på gulvet… så passiv. Var det her virkelig den samme mand som engang havde grebet ham ved halsen og løftet ham op fra gulvet, bare for at have fundet ham i samme rum som sin hustru?
Dette var manden Macaria havde ofret så meget for?
Igen måtte han skære en grimasse, mens han gik frem mod sin konge og greb ham ved armen, så han kunne hive ham op på stående fod igen.
”Rejs dig dog op.” vrissede han halvhjertet. Skyggerne tage ham om han ville få medlidenhed med Zean, men han nægtede at se manden så ynkelig. Lad ham i det mindste stå på egne ben. ”Tror du at du er den første mand som ønsker sine følelser bort? Tro mig, Zean, der er mennesker som ville ofre alt de ejede og havde for at kunne slippe for det. Det er en forhekselse i lige så stor grad som det er en velsignelse. Du har fået dem nu, og du må bare lære at acceptere dem.” Han slap ham igen, og bevægede sig igen væk fra ham. Han følte skam Zeans smerte på det punkt. Hvor meget nemmere ville så mange ting ikke være, hvis man bare kunne slukke for sine følelser, lige så let som man kunne slukke flammen i et stearinlys? Klart, man kunne ignorere dem, lade som om de ikke eksisterede, gemme dem væk for aldrig at finde dem frem… Men ligesom så mange andre ting, forsvandt det aldrig så nemt. Han bed tænderne hårdt sammen og førte en hånd til sin pande for at gnide den i frustration.
Det var ikke helt sandt, alligevel. Marcellus havde bevist at der var en måde at fjerne ens følelser ved hjælp af mørk magi. Det gik hinsides Arons egen forstand, hvordan man kunne gøre den slags. Det gav ingen mening – men Marcellus havde været i stand til det. Macaria havde selv bevidnet det. Det fristede at foreslå det for Zean, bare for at lade ham tage endnu en rejse til Pandemonium, bare for den lille mulighed for at det ville blive hans død denne gang. Men han bed det i sig. Hvis han nævnte Marcellus’ magi, ville han være nødt til at fortælle om Marcellus og Macaria. Med Macaria så lykkelig for at have Zean tilbage, havde han ikke meget lyst til at være den der såede splid mellem dem igen – ligemeget hvor meget han hadede manden.
Han tog en dyb indånding for at finde roen igen, før han igen vendte sig mod Zean. De grønne øjne betragtede ham intenst. Mørkt. At påstå at han ikke nød at se Zean i den her tilstand ville være en direkte løgn, men han havde allerede gjort det så tydeligt overfor ham, at han ikke havde noget imod at se ham så fortvivlet.
”Vil du slippe for nogen af de følelser?” Han gav ikke Zean tid nok til at svare. ”Gør noget for at bevise at du er ked af hvad du gjorde. Drop undskyldningerne om at det var Eriz som fik dig til at gøre det, det er vi alle sammen revnende ligeglade med. Tag ansvar for hvad du gjorde, og prøv at gøre det godt igen. Macaria har måske tilgivet dig, for Euphonia må vide hvilken grund, men det er der ingen andre der har.” Han var ikke bange for at komme med sådan en påstand. Han vidste hvor højt folket elskede Macaria, og han havde set hvordan de havde reageret da de hørte om Sethos. Der var så godt som ingen der havde nægtet at tro det, eller havde taget Zean i forsvar. Næsten alle som én havde givet udtryk for sin støtte til Macaria. ”Det ville give dig noget mindre skyldfølelse, og du vil faktisk kunne sætte dig selv i et bedre lys end manden som fejlede i at slå sin kone ihjel og kom frem for at få en krone på hovedet.” tilføjede han kort.

[Zean Forsyth]

Han var oprigtig overrasket over at Aron kom over til ham, ville røre ved ham, hive ham på benene igen. Og dog undrede det ham ikke meget, da manden sikkert gerne ville have ham ud snart og det kom han jo ikke, så længe han sad der på gulvet. Alligevel slog det ham, jo mere Aron fortalte...At det kunne godt være manden var Macarias rådgiver, men der var en grund til han ikke var Zeans. Hans ord var blot gentagelser af nøjagtig det han havde sagt før og indeholdt ingen løsning. Tværtimod fortalte de ham kun at han forsøg på at gøre netop de ting, Aron sagde han skulle, var gået ubemærket hen.
Han gad godt vide hvem der gad at blive ved med at kæmpe for noget, når ingen alligevel bemærkede det? Han gad ikke. Et lille grin gled over ham, hans hånd gled hen over hans ansigt, før det gled igennem hans hår.
"Det er utroligt at en, der selv er opvokset med disse...Følelser...Ved så absolut lidt om dem" kommenterede han og så over på Aron. Det var en fejl at komme her, det indså han nu. Ligesom det var en fejl at han var konge og prøvede at kæmpe for at beholde Macaria. Han ville prøve at modarbejde modstandsbevægelsen, men ellers måtte han tage en lang snak med Macaria om hvorfor dette ikke ville fungerer. Han kunne jo trods alt ikke bare efterlade hende midt i en lille krig, uanset hvor mange der hadede ham.
"jeg ved du hader mig og nægter at se mig i noget andet lys. Og hvorfor skulle resten af verdenen være anderledes? Jeg har prøvet...Tydeligvis uden held. ja...Det var faktisk den samme grund til at jeg kom herned i dag. For at prøve. Alle de ting du beskylder mig for eller siger jeg skal gøre, har jeg gjort over for Macaria. Jeg har forlængst indset min egen fejl i det hele, alligevel bliver du ved med at beskylde mig. Jeg har prøvet at gøre tingene godt, dog fortæller du mig det ikke virker. Jeg har lyst til at spørge hvad du mere forlanger...Men jeg gætter på intet kan ændre det igen. Jeg har ikke tænkt mig at forklare mig selv over for dig...Hvorfor jeg har gjort som jeg gjorde. Hvorfor jeg fortsat opsøgte Eriz. Det kan jo også være ligemeget hvorfor. Tingene er sket og man må forholde sig til dem..." En lille latter gled over ham igen. Han følte sig så langt ude...Hans sidste desperate hånd, der var rakt ud efter hjælp, var blevet skubbet til side af folk der følte sig så meget bedre end ham. Sådan havde hans liv altid været, siden han var en lille dreng. En lille bitte dreng, der var opvokset på grænsen til elvernes rige. Flere folk der havde skubbet ham væk, ganske enkelt for hans eksistens. Han rettede sig op, slap væggen bag sig og rettede sin trøje.
"Jeg burde vel takke dig. Mod dine intentioner, har du faktisk hjulpet mig. Hjulpet mig med at indse..." Han så over på Aron. Der lå noget mørkt over ham, noget der var faldet ud over en kant og ikke bare kunne hives tilbage igen. Ja, han var træt af alt dette. Det var på tide han kun tænkte på sig selv igen, ganske enkelt for at overleve. Han måtte snart rejse væk. Han måtte glemme.
Der lå noget faretruende over ham, men ingen direkte trussel mod nogen som helst.
"...Der er ikke mere for mig her. Beklager at have forstyrret dig i hvad der uden tvivl er livsvigtige ting." Medmindre Aron ville tale til ham eller forhindrede ham i at gå, ville han vende ryggen til manden og træde over mod døren.

[Aron Zipora]

Dér var den gamle Zean – grinende. Ikke at det gjorde sagen det spor bedre. Faktisk fik det kun Arons grimasse til at fortrække sig yderligere. Det gjorde det kun nemmere at forestille sig manden jage Macaria gennem Sethos. Hans fornærmelse bed dog ikke det mindste på ham. Han forventede ikke at en mand som Zean skulle forstå et emne som følelser. Manden forventede måske at man bare kunne trække et hjerte ud af en persons brystkasse og skære det åbent, og alle hemmeligheder ville blive afsløret. Det var naivt. Barnligt. Godtroende.
”Du har ret.” svarede han blot. Ordene var kolde som is. Der var intet Zean kunne gøre, som nogensinde ville kunne få Aron til at se ham i et andet lys. Uanset om Zean så blev den bedste konge Vavilon nogensinde havde set, den bedste ægtemand som ville sørge for at Macarias smil aldrig falmede, eller den bedste far som altid ville få Arona og Dylan til at grine… Aron ville stadig kun kunne se den grinende mand, som jagede sin hustru gennem byen. Hvorfor kunne Macaria ignorere sådan et syn, når Aron ikke kunne? Han havde ikke engang selv været der, men han kunne ikke slå det ud!
Armene blev foldet over kors, mens Zean gjorde mine til at forlade hans laboratorium. Der var intet for ham her? Det lød næsten som musik i Arons ører. Havde manden tænkt sig at forlade Vavilon af egen vilje? Det ville jo være fantastisk! Han fangede sig selv i at lade et tilfreds smil krybe over sine læber, mens Zean havde ryggen til ham. Måske var det ikke nødvendigt at få Zean til selv at gå ind i løvens hule igen, til hvad der forhåbentligvis måtte blive hans død sådan. Han havde bare behøvet sige tingene som de var, og det var nok! Zean ville skride, folket ville blive glade, og Macaria…
Macaria.
Arons smil falmede, idet en iskold knude samlede sig i brystet på ham. Macarias smil var først vendt tilbage da Zean var vendt tilbage. Først da manden som havde været ved at slå hende ihjel igen var ved hendes side, havde man set hende smile, høre hende le eller nynne, og set hende spise ordentlig. Før dét, havde hun været den sørgelige skygge af sig selv.
Han kunne ikke lade det ske igen.
I en ukarakteristisk fart havde Aron indhentet Zean og stillet sig i vejen for ham, og blokkeret hans udvej fra det mørke kammer. De mosegrønne øjne hvilede på Zeans ansigt. Granskende. Hans tænder kværnede, som om han tyggede på ordene som han måtte lede længe efter, for at finde de rigtige som måtte ud.
”… Jeg kan ikke hjælpe dig med dine følelser, Zean.” klargjorde han nok en gang. ”Men tro mig, hvis jeg havde en metode, for at fjerne den slags, ville jeg have været den lykkeligste mand i Vavilon. Måske ville det have fået mig til at dele det med dig. Som det er, er der intet jeg kan gøre. Du må gøre som os andre, og bide tænderne sammen, og arbejde dig igennem det. Men du kan ikke gøre det alene. Macaria er din hustru, så tal for pokker med hende. Jeg tror hun vil sætte pris på det.” Han åndede tungt ud, men hans ansigtsudtryk forandrede sig ikke det mindste. Han granskede Zeans ansigt i en søgen på ethvert tegn til at vampyren forstod, hvad han sagde. ”Du har din hustru og dine børn her. Der er stadig noget for dig. Det er svært for os at glemme hvad du gjorde. Nogen af os vil måske aldrig kunne gøre det, men med tiden vil vi måske kunne følge Macarias eksempel, og tilgive dig for det.” Ikke at Aron forventede at det ville ske foreløbig. Men han måtte sige et eller andet for at få Zean til at blive. Manden var måske farlig, men hvis han gjorde Macaria lykkelig… Han måtte bare holde øje med ham.

[Zean Forsyth]

Så manden kunne være helvedes hurtig, hvis fanden bed ham i hasen. Hans blik gled over Aron, men det eneste han hørte var tomme ord. Hvorfor så travlt med at fortælle ham, at han skulle skride og aldrig komme tilbage, bare for et øjeblik efter at gøre et stort nummer ud af, at få ham til at blive? Nej. Det havde intet med ham at gøre, men Macaria. Arons eneste ven og loyalitet forblændede ham og holdt ham fra at se noget som helst andet end Macaria.
Han ville snakke med hende om at manden aldrig kom i nærheden af deres børn igen. Aldrig. Stod det til ham, ville han få manden halshugget...Eller måske hængt, med håb om det ville give flere lidelser.
Spildte ord!
"Du finder dig selv triumferende. Jeg forstår ikke hvorfor, for I er slet ikke tæt på at blive fri for mig" Mest af alt sagde han det bare for at pine manden lidt. Når det kom til stykket følte han sig...Endelig skide ligeglad! Endelig!
"Du gentager dig selv. Du har gentaget dig selv over tre gange nu og det er blevet kedeligt at høre på! Du gjorde det klart der intet var, jeg kunne komme efter her og nu står du foran mig og forhindre mig i at gå. Er du blevet sentimental på dine gamle dage? Vil du virkelig savne mig så meget?" Han følte sig i et ondt humør. Og det var ganske velkomment, oven på alt den fortvivlelse han havde følt de sidste par uger. Og alt takket være Aron!
Hans hånd gled frem, med en vampyrs hurtighed for at fange Arons strube. Hvis han med alt håb fik fat i den, ville han ikke tøve med at klemme til, samtidig som han ville hive manden væk fra døråbningen.
"Du har måske fundet din eneste ven i Macaria. Men hvis jeg ikke tager meget fejl, havde hun et stramt ansigt da dit navn sidst blev nævnt. Jeg ville passe på hvis jeg var dig...Ikke blive for snedig eller for flabet. Hun er den eneste der står mellem dig og en meget pinefuld død. Så jeg ville skynde mig op af trappen og kysse alle hendes fingre, bede om tilgivelse og love at være en artig lille hund igen. Og der ud over...Vil jeg faktisk bare pointerer at du ikke ved en skid. Folk kan komme herned på grædende fødder og du ville end ikke løfte en finger for at hjælpe dem, uanset hvor svært de må have det...Du er til grin. Og du skal aldrig nærme dig børnene igen. Du kan forgifte og hjælpe Macaria om og om igen, det kan jeg ikke stoppe hende i...Men børnene bliver du langt væk fra. Om jeg så personligt skal stå vagt ved dem fra nu og til du endelig er død" Han ville slippe ham nu. Kaste ham hen over gulvet, hvis alt gik vel. Som det var, var det kun Macaria, landet så som deres rigtige regent. Som det var, var det kun hendes venner der boede ved slottet. Men han var ikke uden midler. Tværtimod. Han havde nogle planer og lige så snart han kom hjem fra Sethos, ville han sætte dem i værk.
"Glæd dig! Vi ser en ny tid i møde!" Pludselig følte han sig så glad. Så glad! Det kunne godt være han var en fucking blodsuger, men i det mindste havde han muligheden for at være en farlig en!
Denne gang ville han nægte at lade sig stoppe, som han vendte sig om og forsvandt ud af døren, hurtigere end Aron formodentlig ville kunne følge med i.

//out