Post by Nathaniel Oathhorn on Dec 3, 2015 13:43:26 GMT
Uret slog 12 gange. Slagene fra klokken gav genlyd i slottets mange gange. For første gang i sin tid som hertuge, havde Nathaniel ikke være beruset eller det der lignede det. Det var der ikke plads til, ikke nu med alt det som der foregik med Zeans tilbagekomst. Et eller andet måtte der gøres, nu hvor Macaria, bare havde taget imod manden, der prøvede at slå hende ihjel, med åbne arme. Det ville ikke nytte for Nathaniel at tale med Macaria, han ville bare ende med at formulere sig forkert. Han måtte tale med en, som var bedre til at formulere sig, og som havde været tæt på Macaria i alt den tid. Slottets alkymist, Aron Zipora.
Nathaniel var iført en sort doublet, med gule syninger, han havde et par sorte uldbukser på. På fødderne havde han et par sortestøvler. På brystet havde han en lille guld nål med en løve på som hold hans kappe på plads. Rundt om livet sad hans sværdbælte, på venstre side hang hans højt elskede sværd og på højre en macthende daggert. Lige siden Zean var kommet tilbage turde Nathaniel simpelthen ikke at gå uden våben.
Det var ikke fordi Nathaniel var bange, han stolede bare ikke nok på Zean, til at han ville løbe den risiko at gå uden våben. Lige ledes han han fordoblet største delen af alt mandskab på hele slottet.
Nathaniel havde retning mod Arons laboratie, der var ingen grund til at hidkalde ham. Nok var Nathaniel hertuge, men han havde trods alt selv ben han kunne gå på. Nathaniels skridt gav genlyd i den ellers tomme gang. Efter lidt tid stod han foran døren til Arons laboratie.
Han bankede på tre gange, før han tog i håndtaget og skubbede døren op.
"Hallo? Alkymist er du her inde?" Sagde Nathaniel idet han trådte ind i laboratoiet. Han havde aldrig set mange af de ting som stod rundt omkring. Han gik hen mod det store bord mens han så rundt. Aron måtte være her et sted!