En stor opgave til en stor...Well...

[Zean Forsyth]

Lace

---

Den evige fest var så sandelig i gang, da han trådte ind af døren. I et øjeblik blev han stående hvor han var, helt overvældet af alle de indtryk, der overvældede hans sanser. Lugtene af parfumer, sved, mad, røg, alkohol...Alle lydene af snak, latter, musik og suk. Af knirkende stole og gulvbrædder, som folk hamrede fødderne i gulvet i hvad der skulle forestille danse. Af klirrende krus og smykker. Synet af alle de farver og al den aktivitet. Til sidst formåede han at vænne sig nok til kaosset, måske ligefrem at lukke ned for nogle af indtrykkene, at han kunne gå mod udskænkningen. Kappen om hans skuldre var mørk og neutral, alligevel var der flere personer, der stoppede overrasket op, som de genkendte ham. Han hørte allerede snakken. 
"...Er det virkelig ham?..."
"...Det ligner...Og så alligevel ikke..." 
"Dronningen siger..." 
Han ignorerede det hele. Han var endnu konge af dette land og han skulle nok få lov at bevise det! Han gned sig kortvarigt i panden, som indtrykkene alligevel truede med at give ham hovedpine. Hvordan nogen vampyr kunne holde dette ud var ham en gåde, men måske blev det bedre med en masse alkohol? Ja...Han kunne vel blive fuld? Han havde endnu ikke prøvet det, mens han var vampyr og måske skulle i aften være første gang. Et lille, sadistisk smil gled over ham. Ja, hvor kønt! Til Macaria ville hive ham ud i nakkeskindet, fordi han var gået amok på en masse folk og suget dem tomme for livets blod. Det faldt ham som en skøn ide! Det måtte han gøre! Men intet var mere ensomt end at gøre det helt alene. 
Det var nu heller ikke derfor han var her. 
Med en armbevægelse skubbede han kappen til side, afslørede den mørke trøje, de mørke bukser og støvlerne, foruden sværdet der hang ved hans side. Hans blege og kolde hud, de næsten døde øjne der alligevel skinnede i det svage lys fra diverse kærter. 
Han lænede sig ind over bordet, mod udskænkeren. 
"Den blodige dronning, dobbelt" bad han. Vavilon var et land hvor man kunne få ikke bare alkohol, men også i mange farver og varianter. Den blodige dronning var et af navnene på en af de røde drinks. En spøjst navn, han gik ud fra kun ville more Macaria. 
En mønt blev lagt på bordet, som bytte for drinken, som han tog til læberne og var hurtig til at bælle, før han bad om en mere. 
Han slikkede resterne af læberne, mens han mærkede den varmene fornemmelse af alkohol, der gled ned igennem hans hals. Hans øjne gled rundt i omgivelserne. I følge en af hans folk, skulle der i dette lysthus befinde sig en person, der kunne hyres til at dræbe. Nu skulle han bare gætte hvilken. 
Automatisk gled hans blik på nogle af de lange, slanke kvinder, med alt for lidt tøj på, der svang sig rundt på bordene og op og ned af pæle. Han brugte bordet bag sig som ryglæn, da han afslappet lod blikket glide rundt i lokalet, stoppede tilfældigt på diverse kvinder, mens han overvejede det hele igen. Han havde bedt af sine folk om at kontakte denne person og påpege en god kunde ville snakke med denne i lysthuset i aften. Med lidt held ville personen selv give til kende. Han håbede det. Hans øjenbryn gled lidt sammen. Åh ja...Han havde en kort, men tydelig liste af folk der gerne måtte lægge sig ned at dø. Den ene var hvem modstandsbevægelsen nu end bestod af...Den anden var nogen i et helt andet land og som uden tvivl ville koste en del at få afsat...Om ikke andet, var han jo kongen og havde lov til at bruge nogle af pengene på det han ønskede. Macaria kunne sikkert godt forstå det, også selv om han ikke havde delt ideen med hende endnu. Trods alt havde hun også haft Saïx som sin egen lille hemmelighed, så nu var det vel kun rimeligt han fik sine egne?

[Lace]

Lace Argent dukkede aldrig op på Lyst Huset før efter mørkets frembrud. Først når kun gadelys badede de smalle gader, kunne hun bevæge sig igennem byen uden en kriblende i nakken der sagde til hende at hendes flugt ruter var mindre end sædvanligt. Den største ulempe ved hendes karriere valg var paranoia. Når man først vidste hvor nemt det var at slå nogen ihjel, sende en dolk flyvende gennem luften så den sad i deres halspulsåre kunne man ikke sådan lige glemme det igen, når man selv var den udsatte. Den sårbare. Hun var nødt til at kante sig langs husene, med et blik der fløj snart ned af gaderne, snart op på hus tagene. Hun vidste ikke engang hvem det var hun troede var ude efter hende, men hun var knusende sikker på at nogen var det. Selvom der ingen beviser var for det. Ikke engang da hun trådte over dørtærsklen til Lyst huset slappede Lace af, hun ville først være sikker når hun sad i sin hjørne bås, med bagudgangen lige ved siden af.
Støjen var gennemtrængende på Lyst huset, specielt for en med følsom hørelse. Gennem musikken kunne hun høre flere par der allerede var trukket oven på til en madras, sko der skurrede mod gulvbrædderne, glas der klinkede i højlydt skål og bider af samtaler. Der var åbenbart en royal i baren. Uden at skænke det videre tanke, fortsatte Lace op til hendes bord. Der sad tre væsner i båsen allerede, to mænd, en kvinde. Det var her hun normalt modtog kunder, bartenderen henviste alle der spurgte efter Red dertil. Til hendes bås. Easy way. "Flyt jer." Grødhoved nummer 1 så forvirret ud, og var stoppet midt i at tage en slurk af hans glas. Grødhoved nummer 2 var alt for optaget af damen på hans skød til at reagere. Hun rullede med øjnene. Hard way it is. Kniven var allerede i hendes hånd, før hun aktivt havde taget beslutningen om at trække den, og så smadrede hun den så hårdt ned i træbordet at spidsen nåede ud på den anden side. Da lorte-hjerne 1 og 2 fór sammen, men de fik først rigtigt fart på da de opdagede at den tøs der stod ved deres bord havde skiftet øjenfarve fra trætte, skulende brune, til gennemborende, isnende røde. De havde så travlt med at komme væk, at de efterlod deres drinks. Et drag af idiot 1's glas mjød, og så lod Lace sig dumpe ned på træbænken og smækkede tunge, beskidte læderstøvler op på den modsatte inden hun lukkede et sundt ræb ud mellem læberne.

[Zean Forsyth]

Han tog sig selv i at tromme utålmodigt i bordet. Hans folk havde nævnt at personen helt sikkert ville være her i aften og burde vide han kom. Alligevel skete det ingenting. Han stod bare her, mens tørsten steg og steg til en højde, hvor han var usikker på om han overhoved kunne holde sig selv tilbage længere. Hvorfor skulle han også hele tiden holde sig selv tilbage, have såkaldt selvkontrol? Det var unødigt. Ligegyldigt. Han havde altid slået ihjel, altid nyt det og nu var ingen ændring. Om han torturerede folk eller drak dem tomme for blod kom vel ud på et!
Alligevel virkede folk så pokkers optaget af det. Har du mon kontrol nok? Et spørgsmål alle åbenbart mente de skulle spørge ham om. HA!
Et hånligt grynt undslap ham, da han i stedet for at tromme i bordet, tog fat i det med et hårdt greb. De skulle bare vide!
Han var ikke så nem at vælte. Nok reagerede han sjældent ligeud, når folk dolkede ham i ryggen, men han glemte det ikke. Slet ikke. Mistede babyer eller ej, havde han ingen planer om at give dem ro. Om så selveste Marcellus skulle komme efter ham! Hans egen skaber. Han var ligeglad. Manden var en forræder, som alle andre, uanset hvor mange gange manden påkaldte sig Zeans venskab.
Han var ved at give op og ville nok snart have været på vej hjem, var det ikke fordi der opstod noget ballade til højre for ham. Han drejede hovedet og så tværs igennem lokalet, mod båsen, hvor nogle folk sad. De fleste ignorerede optrinnet, men for hans sanser, føltes det som om han stod lige ved siden af. Det var nok. Han nægtede at stå her og blomstre et øjeblik længere!
Han greb sin nye drink, slugte den lige så hurtigt som den før og efterlod det tomme glas, da han gled ind og ud mellem folk.
Som det var, var han altid blevet tiltrukket af de ekstreme typer. Folk der myrdede børn, folk der startede slåskampe, folk der truede ham på livet...Folk der borede en dolk hele vejen igennem et bord. Kaos var hans mellemnavn og han skulle nok selv opsøge det, så snart muligheden var der. Alt andet var virkelig for kedeligt, for forudsigeligt og for normalt. Det var disse typer, der havde et spændende syn på verdenen.
Uden invitation gled han ned på bænken og sukkede dramatisk, som om også han var blevet generet af de typer, der lige havde forladt kvindens bord. En lugt af støv og diverse ramte ham fra kvinden, en lugt af...Noget blandet. Visse racer havde en bestemt lugt, men han kendte ikke dem alle og han kunne slet ikke placerer hende.
"Så er jeg blevet efterladt her, helt alene! Med alle mine planer..." han sukkede igen svagt og slog ud med den ene hånd, mod lokalet.
"Nå ja! Man kan vel ikke få alt. Medmindre du kender nogen der er villig til at dræbe for nogle penge?" foreslog han ligeud. Sandt nok var hun den mest fremtrædende person han havde set i huset til aften, men han havde ingen forestillinger om hun var den han ledte efter. Der fandtes alligevel også andre. Men derfor kunne han jo sagtens bruge et som en mulighed for at se om kvinden foran ham var frisk på lige så meget kaos, som han selv var. Når man ikke kunne arbejde, kunne man vel have det sjovt?

[Lace]

Lace havde lagt mærke til Zean allerede før han satte sig i hendes bås. Det øjeblik det virkede som om han havde kurs mod hende, betragtede hun ham ud af øjenkrogen - og modsat ham, kunne hun sagtens fastsætte hans race. Det var i den måde han bevægede sig på, som en panter, sømmeløst glidende igennem de dansende, vridende væsner på dansegulvet. Det var i den måde hans øjne betragtede alt omkring ham. Noget i hans blik der spejlede hendes eget. Rovdyr. Men anerledes. Lace åd for at leve. Ham her, han åd for nydelsen udover at blive mæt. Og hans sult var en bundløs brønd der ikke kunne stilles på det fineste råvildt.
Da han gled ned på bænken overfor hende, så graciøst som kun en af hans slags kunne gøre det, uden invitation, rakte Lace ind på bordet og lirkede hendes dolk ud af bordpladen igen. Hun hilste ham ikke. Hvorfor skulle hun. Han havde ikke tænkt sig at præsentere sig alligevel, hvis han var én af dem der ønskede hendes services, og hvis ikke, ville at kende hans navn ikke gøre nogen forskel på hvor hurtigt hun ville jage ham bort fra hendes område. Hun havde ikke tid til småsnak. Han så ud til at være igang med at forsøge at regne ud hvad hun var for en størrelse, og hun løftede et øjenbryn af ham. "Om jeg kender nogen der villig til at slå ihjel for penge?" Hendes øjenbryn steg yderligere. Lavede han sjov med hende? Hun havde aldrig brudt sig om at være til grin, og havde gjort kort process med folk der synes det var morsomt at gøre nar af hende. Da han ikke så ud som om han lavede sjov med hende, lænede kvinden sig tilbage, legende målløst med hendes kniv. "Tjoh. Måske. Det kommer an på hvor meget du ville være villig til at betale for sådan en tjeneste." Hun så ingen grund til at afsløre sig med det samme, lad ham endelig forklare mere om hans mål først. Han så adelig, eller ihvertfald rig ud, og Lace havde haft forretning med den slags typer før - de ville have diskrete jobs, ville gerne betale klædelige summer for det, men hvis man ikke fik alt upfront, endte man nærmere i den adeliges fangekælder fremfor at få sin betaling. Hun gøs. To uger havde hun tilbragt i Portus, hos en eller anden småadelig knægt der selv havde bestilt mordet på hans far, for så at vende på en tallerken og arrestere hende. Lace flippede kniven i hånden, så hun holdt på selve bladet. Hun holdt ikke af kaos. Hun holdt af orden. Noget hun kunne kontrollere. Og når hun ikke kunne kontrollere, brugte hun næverne indtil hun kunne.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled over til en af de dansende kvinder. Men i stedet for at se hendes hoppende bryster og vuggende røv, så han hendes hals. Lang, slank og med en tydelig puls. Tydelig for ham, i det mindste og ganske hypnotiserende. Han kiggede på hende, kiggede på pulsen og tanken om det blod der flød igennem hendes krop, fik ham næsten til at rejse sig igen.
Til sidst sled han blikket væk fra hende og så på kvinden foran sig i stedet. Hun var absolut mere primitiv, men primitiv var godt. Primitiv var praktisk.
Hendes ord vækkede i den grad hans nysgerrighed og hans blik gled en smule mere bedømmende over hende, som hun sad der. Han havde erfaringen inden for feltet, han havde tidligere snakket med flere lejemordere og andre tvivlsomme typer. Han havde tidligere benyttet sig af deres servicer eller undgået en. Og med hans rolle som konge, havde han også fået en udvidet fornemmelse af, hvad der lå bag folks ord. Måske havde han bare et instinkt for det?
Enten var hun en, der ville snyde ham, ved udsigten til at tjene penge eller også var hun lejemorder selv. Et tilfælde...Og dog. Når han så sig omkring...Gav det et eller andet sted mening. Måske havde han allerede fornemmet dette, før han var bevidst om det. Som han i tidligere tider var blevet tiltrukket af adelige, der kunne hjælpe ham, da han selv var ingen. Og se bare hvor han var nu! De rigtige ord og man nåede langt.
Hans blik gled ned til kniven et øjeblik. Han var selv dygtig til at bruge en, selv om han mere foretrak at bruge en pisk, ganske enkelt fordi de gav flere smerter...
Men det havde mest relevans da han var dødsengel. En fortid, han hellere end gerne ville vende tilbage til.
Han rettede sig lidt op og placerede sine arme på bordet, da han lænede sig længere ind mod hende.
”Nok” lød det korte svar. Så smilte han til hende. Der var noget over ham, en form for vampyrisk charme, en ting han ikke engang vidste han havde, men som han til tider fik brugt, med den tro det var hans ord og handlinger, der fik folk til at give efter. Så trak han let på den ene skulder og hvilede hovedet på sin hånd, med albuen hvilende på bordet.
”Ud fra dine ord vil jeg gætte på du enten vil lade som om du er en...Eller faktisk er en?” spurgte han så endelig, omend med en smule kedsommelighed i stemmen. Han blev til tider træt af folk, der ikke bare ville sige tingene lige ud. Han havde ikke den tålmodighed. Han måtte videre!
Dog hvilede hans øjne på hende, observerende.

[Lace]

Lace fulgte hans blik til de dansende kvinder på gulvet. Bløde former, velduftende parfumer alt sammen blandet med en euforisk lugt af feromoner og sved. Hvis hun havde haft en anelse af sin menneskelighed tilbage, havde hun været lige så distraheret af kvinderne som manden overfor hende - men nu så hun dem mere som en praktisk mulighed for at komme af med stress, fremfor nogen decideret nydelse. Men manden overfor hende var ikke distraheret på grund af runde, inviterende former. Han ønskede at stille en helt anden form for hunger. Lace rullede med øjnene. Vampires. Og så rettede han blikket tilbage mod hende, og hun måtte undertrygge trangen til at knurre. Hans rovdyr øjne fik hendes indre ulv til at ville markere tydeligt for ham; hey mester, jeg er ikke bytte. Det lykkedes hende at lade være, men hun sad stadig med et tvært træk om munden og en rynket pande, uden at krympe sig under hans bedømmende blik.
Hun var iført en mørke blå, næsten sort, skjorte med ærmerne foldet op til hendes bennede albuer, spændt ud om senede underarme dækket af ar - nogle gamle og hvide, andre friskere og pinke. Sorte hoser, brune støvler der stadig hvilede ved siden af Zean på bænken, og et ansigt der ville være kønt, hvis det ikke var fortrukket i en semi konstant grimasse. Fyldige læber, runde, observerende øjne, en stædig hage og en lang, elegant hals med kun et enkelt ar der lignede et tandsæt. Et voldsomt stort tandsæt. Varulve tænder. Siddende sådan som hun gjorde, gav hun illusionen om at være afslappet, men hun var så spændt som en springfjeder trykket sammen, altid klar til at springe i halsen på nogen.
Da han lænede sig nærmere, fangede hun færten af hans cologne, eller duftevand, hvad end det var han brugte. Så behagelig og fortryllende som det smil der gled over hans læber. En skam at Lace næsten kunne lugte død og smerte på ham også. Hvor indbydende træet end var, vidste Lace at det kun bar giftige frugter. En erfaring der havde været hende dyrt købt. "Jeg har præcise priser for særlige ydelser." Hun var ikke upåvirket af ham, men lod det ikke komme til syne over hendes ansigt. Hun rynkede brynene da han virkede som om han kedede sig ved deres lille dans om emnet - det var ellers altid de adelige der ville tiptoe rundt om mord. Hun trak mentalt på skuldrene. "Jeg slår folk ihjel for penge, og nej, jeg lader ikke som om. Hvis du vil, kan jeg beskrive min sidste arbejdsaftale?" Bød hun ham. Et smil trak på hendes mundvig. Hvis han ikke ville danse, skulle hun heller ikke bekymre sig om at træde ham over tæerne. "Hvis du kender til Armous familien i Portus, har du vel hørt om faderens død. Han blev fundet i hans kontor, med bukserne om anklerne og bugen skåret åben, med indvoldende hængende ned til hans buksekant." Hun løb sin kniv langs hendes tommelfinger negl. "Fortæl mig om det job, du gerne vil have gjort."

[Zean Forsyth]

Endelig!
Kvinden var ikke hans bytte. Selv om hans blik måske var gledet over hendes hals, var det efterhånden mere en naturlig refleks, end fordi han havde tænkt sig at overfalde hvem som helst. Specielt ikke folk der var nyttige eller kunne blive nyttige. Dog udforskede han endnu den verden, der fortalte ham, at forskellige racer havde forskellig blod, som faktisk havde lidt ala hver deres smag. Ikke meget, men nok til at han bemærkede det. Mente han da...Eller var det også bare noget han forestillede sig? Det var ligegyldigt, ikke noget han skulle tænke over nu.
I stedet så han på kvinden med forhøjet interesse. Ja, lad dem gå direkte til sagen! Han var ikke født adelig eller med trang til alle de ord, der skulle deles. Faktisk var hverken han eller hans kone til det, som de i tidligere tider ofte underholdt hinanden til kedelige møder.
Det var rart ikke at skulle tænke på penge igen.
Dog kunne han ikke lade være med at smile og trække lidt på skuldrene.
"Faktisk ikke. Jeg er skide ligeglad med hvilke adelige, de andre lande har. Faktisk er jeg ikke engang sikker på jeg kan navnene på dem her i landet...Ud over dem der irriterer mig. Men de er slet ikke din opgave! Din opgave er stor og meget svær. Den kvinde jeg ønsker død, er meget farlig. Som en slange. Hun er warlock og særlig god til sindet. Hun kan...vride ens indre og overtage både ens tanker og handlinger. Hun er manipulerende og blot ved at sende dig efter hende, risikerer jeg du kommer efter mig om lidt, fordi hun har overtalt dig til det. Forstår du det?" Han vidste godt at dette ville sætte prisen op. Men han ville have hun havde succes med at slå kvinden ihjel, uanset hvor meget det så skulle koste.
"Det er vigtigt du forbliver stærk og modstandsdygtig. Hvis hun opdager dig, vil hun nok prøve at købe dig. Men lad mig sige en ting...Penge er ikke et problem. Vid at uanset hvad hun tilbyder, vil jeg tilbyde over. Jeg vil give -absolut - ALT for at få hende ned..." Han understregede både ordet absolut og alt, for at understrege sin pointe. Hans øjne hvilede på hende, dybe og seriøse, mørke og kolde. Men uden tvivl, fuld af en indre ild.
"Måske har du hørt om hende...Eriz Black" Endelig lod han navnet falde. Spørgsmålet var så bare...Om kvinden foran ham turde tage imod aftalen eller nu ville pisse i bukserne som en tøs?

[Lace]

Frygt er for de som har noget at leve for. Sergant Tillburn's ynglings ord til hans deling før han trak dem med ud på en opgave. Lace havde hørt om Eriz før, mest hvisken i barer som denne, og hvad hun havde hørt burde gøre hende bange eller ihvertfald varsom overfor at tage en opgave der satte hende direkte i warlockens krydshår. Hybriden trak på skuldrene, gled sin dolk tilbage i dets hæfte, og trak hendes støvler ned fra den bænk Zean sad på. "Forstået." svarede hun med et blankt ansigt. Hvad skulle Eriz kunne tilbyde hende? Alt hun ønskede var penge nok til at overleve de næste par mange hundrede år af hendes nu udødelige liv. Lace ønskede intet andet. Og hvis Zean kunne overbyde hende som han påstod, ligegyldigt hvilket tal hendes mål måtte spytte ud, så var det jo heller ikke noget hun var interesseret i at ødelægge. Hun nikkede blot da Zean spurgte om hun havde hørt om Eriz. Selvfølgelig havde hun det. "Har du nogen partikulære preferancer til mordet? Gifte? Knive? Eller har jeg frie hænder?" Normalt tog hun mere for mord hvor hun skulle i direkte kontakt med offeret, gifte var billigere, mindre problematiske og risikofaktoren var lav for hende selv, mens mord hvor hun skulle helt ind på livet på offeret for at tegne et smil over deres hals med en kniv var langt højere risiko. Derfor dyrere. Men det lød ikke som om Zean bekymrede sig om prisen - overhovedet, så hun begyndte ikke at liste sine priser som hun ellers ville. "Skal hun lide, eller skal det være hurtigt?"

[Zean Forsyth]

Om hun skulle lide? Om det skulle være årtiers mest rædselsfulde mord? Åh, hvor gad han godt sige ja...Men Eriz var ingen normal kvinde og hun var farlig. Meget farlig. Enhver der undervurderet hende, kunne lige så godt sige farvel til sit liv. Dog bekymrede han sig ikke for om Eriz ville opnå viden om at han havde sendt lejemordere efter hende. Hun ville nok bare grine, men der ud over var det jo ikke ligefrem en hemmelighed mellem dem. Og det var da så sandelig bedre end at skulle føre en hel hær til grænsen, nu hvor de havde en modstandsbevægelse mellem deres egne linjer.
Bare hun fik en mulighed, skulle hun gribe den...Lige meget hvordan. Pointen var bare kvinden ville ende op død!
"Bare hun dør, så er jeg ganske ligeglad. Gør som du selv vil, men undervurder hende ikke. Jeg mener det virkelig...Lige meget hvilken mulighed, så grib den. Sørg for hun dør. Selvfølgelig bliver der ingen penge, hvis hun ikke ender med døden" gjorde han klart. For det var jo hvad han købte hende for. Død, mord, drab.
"Såå...Gør som du vil" Han sendte hende et roligt smil. Det føltes godt at gøre noget. Uanset om chancen var stor eller lille for at kvinden her skulle lykkes. Han var træt af at være et blidt lam. Eriz skulle dø...Hans had til kvinden fyldte mere end noget andet, måske med undtagelse af hans følelser for hans kone.

[Lace]

Lace løftede et sirligt øjenbryn da Zean påstod han var ganske ligeglad. Hans ordvalg sagde andet. En mand der ønskede en kvinde død for enhver pris, var som regel på en eller anden vis interesseret i at se hende lide. Men hun trak på skuldrene og et sjældent smil krydsede hendes læber, og et øjeblik lignede hun ikke en tvær køter der var ti år ældre end hun var. Man kunne næsten forstille sig hende i en kjole dansende blandt de unge, leende piger på dansegulvet. Men ikke så hurtigt var det kommet, var det borte igen. Da Zean begyndte at tale penge og død, trak hun et stykke pergament frem fra inderlommen af hendes kappe. "Det her er en standardiseret kontrakt. Jeg arbejder ikke uden." Hun skubbede pergamentet over til Zean, så han kunne læse. Kravetæerne var næsten ulæselige, tydeligvis håndskriften af en der ikke havde modtaget megen skoling, men den var klar i sit sprog. Underskrev man den, gjorde Lace sig pligtig til at slå kontraktholderens mål ihjel og mens dette stod på ville hun på ingen måde såre, overlaste, dræbe eller søge yderligere kompensation fra kontraktholderen. Til gengæld skulle kontraktholderen betale et kontrakt-skrivnings beløb der lå på 50 guldstykker til rejse omkostninger, 100 guldstykker for missioner der krævede udenfor-Vavilon rejse. "Du forsegler kontrakten med blod, og jeg gør lige så på en kopi du får med dig." tilføjede hun, mens hun fandt en pose tobak frem fra samme inderlomme, og gav sig til at rulle det ind i lidt papir. "Så, hvad har Eriz gjort for at fortjene at dø?" spurgte hun, med et kedsomligt tonefald mens hun rullede sin lille cigaret færdig.

[Zean Forsyth]

Kontrakt?
Der var intet værre end beviser. Hvis Lace endte op død, var der ingen måde han kunne tale sig ud af problematikken, blev det nødvendigt. Eller hvis nogen stjal den...De havde problemer nok med deres modstandsbevægelse.
Og samtidig betød kontrakter ikke en skid for ham. Folk troede at når blot man satte nogle kragetæer, spyttede eller blødte, så blev det hele meget mere troværdigt og umuligt at løbe fra. Zean havde gjort det flere gange og fundet det lige så nemt, som at løbe fra en mundtlig aftale. Faktisk holdt han hellere en mundtlig aftale, end en kontrakt. En kontrakt havde noget tvingende over sig, han ikke brød sig om og som han helt automatisk blev ganske oprørsk over.
"Åh...Så kundernes anonymitet var bare en løgn?" spurgte han ligeud og hans øjenbryn gled i vejret en smule. Ja, hvis hun gemte kontrakten bagefter, kunne hun have alle kunder i en grum situation, hvor hun kunne afpresse dem, fra at sandheden skulle blive kendt. Klogt...Omend, han ikke havde tanker om at hoppe direkte i fælden. Nok ønskede han kvinden død, men han ville ikke gøre noget dumt for det. Det havde han gjort nok af.
Derfor trak han blot sin egen dolk - Lille og let - og skar ned langs den ene finger. Han lod dråberne af blod farve papiret, inden såret af sig selv begyndte at lukke sig. Til sidst slikkede han blodet af sin egen finger, mens dolken forsvandt igen.
Han skubbede kontrakten over hende.
"Det er alt du får, hvis det betyder noget. Din tur, så vi begge kan komme videre" At hun havde taget tobak frem, fortalte ham at hun havde tænkt sig at blive siddende lidt...Men han gad ikke mere. De havde nu en aftale, så nu ville han ud og have noget mad.
"Du behøver ikke vide historien" svarede han blot.

[Lace]

Hun forstod lysten til at være paranoid over at kunne blive afpresset, den matchede hendes egen paranoia omkring adelige der kunne vende på en tallerken, men alligevel måtte hun undertrykke et rul med øjnene. Hun var ikke hurtig nok med sin forklaring, før han selv prikkede hul på sin finger og dryppede nogle dråber på papiret, men hun gav den alligevel. "Det var også alt der var nødvendigt." Alt hun havde behov for var et par dråber af hans blod, så hun kunne spore ham med sin snude hvis han besluttede sig for at løbe fra sit ansvar. Med det, ville hun kunne spore ham over alt, og det plejede som regel at være nok til at få hans slags til at holde hvad de havde lovet hende. Hun havde ladet Armous junior slippe uden kontrakt, og det fortrød hun stadig den dag i dag. "Det var aldrig planen at du rent faktisk skulle skrive dit navn." tilføjede hun bare for god ordens skyld, inden hun drog sin egen dolk - en lang, skinnende jagt dolk der var vel vedligeholdt - trak den over hendes håndflade, knyttede hånden og lod nogle få, mørkerøde dråber glide ned langs hendes håndled inden de plettede papiret. Da hun åbnede hånden igen var flængen borte.
Hun trak på skuldrene da han sagde at det behøvede hun ikke at vide. Hun havde egentlig heller ikke meget interesse i at få det at vide. Jobbet skulle gøres ligegyldigt om hans grund var god eller ej. "Som du ønsker. De 100 guldstykker kan leveres til ulveskoven, eller nu, hvis du har det på dig. Jeg tager afsted til Pandemonium så snart det er betalt."

[Zean Forsyth]

Åh. Right. Men blod var nu stadig ret personligt. Alle med en god næse - Og de kunne jo findes alle steder - kunne vel opsøge ham nu. Han besluttede sig for at være ligeglad, da de fleste nok vidste hvor de skulle lede efter ham uanset. Han tog sin del af kontrakten, som hun havde dryppet blod på og viftede lidt med den, så blodet ville tørre hurtigere, selv om det fik dråberne til at glide ned over papiret. Lugten af blod var tung og kvalmende og han kunne snart ikke holde sig på bænken længere...
Det endte da også med han i en lidt for hurtig bevægelse rejste sig op og rullede sin del af kontrakten sammen, for at skjule den under sit tøj.
"Selvfølgelig render jeg ikke rundt med alle de penge. Tror du jeg er en minearbejder?" kommenterede han i noget der skulle minde om en joke, skønt han aldrig formåede at få det sjove ind i stemmen. Han rendte da ikke rundt med så mange penge. Han havde ikke brug for så mange på en gang, så der var ingen grund til at risikerer noget eller slæbe rundt på deres vægt.
"Jeg sender en med pengene hurtigst muligt. Ja, jeg kan allerede i nat få nogen til at løbe herned med dem...Medmindre du går med det samme?" han ville helst have det overstået med det samme, hvis han kunne, så kvinden kunne komme videre med sin nye opgave. Han ventede lidt utålmodigt på hendes svar. Det vat tydeligt han var på nippet til at gå sin vej.

[Lace]

Den adelige mand var tydeligvis ukomfortabel ved hele blod-tingen, men det kom egentlig ikke Lace ved, så hun ignorerede hans hurtige bevægelse op fra sædet. Da han spurgte hende om hun troede han var minearbejder, havde hun utroligt lyst til at svare; hvis du var, ville du være den mest upraktiske klædte af dem jeg nogensinde havde mødt. Men hun holdt sin tunge lige i munden og undlod at kommentere på det i det hele taget. "Jeg bliver siddende til midnats tid. Hvis hvem end du sender kan være her før, skal jeg drage afsted til Pandemonium med det samme." Det ville også tage hende længere tid end sædvanligt at komme frem, hun kunne ikke rejse i sin ulveform når Pandemonium var på højeste alarmberedskab på grund af den der princesses forsvinden. De var ikke just glade for fremmede varulve i landet lige nu. Heldigvis kunne hun rejse i sin menneskelige form og udgive sig som af dæmonisk blod. Det var hun jo også. På en måde. Normalt ville hun sige noget om hvordan hun ville signalere til ham at mordet var gjort, men eftersom Eriz var så stor en profil, ville han nok få det at vide uden at hun var nødt til at ligge en rose i hans vindueskarm, så hun betragtede ham bare under lange, mørke øjenvipper med et enkelt øjenbryn løftet der tydeligt sagde; Var der ellers andet? Ellers måtte han for hendes skyld gerne forlade Lysthuset, hun ville ikke holde på ham.

[Zean Forsyth]

Et smil gled over ham. Havde det været enhver anden nat, et andet tidspunkt, noget der ikke handlede om jobs eller hvor han var ved at gå til af sult - og næppe skulle overfalde den forkerte - ville han måske være blevet og have nydt hendes selskab lidt mere. Han foretrak jo de mere rå typer, der sagde tingene som de var. Det var også ofte dem der havde en fantastisk humor eller var med på lidt tortur og mord. Eller måske bare ballade generelt. Men som det var, havde han meget andet at nå. Et måltid. Et blodbad.
"Jeg vil sørge for nogen når herned med pengene inden midnat" meddelte han, før han gjorde alt for meget ud af at bukke foran hende, på en tydelig ironisk maner.
"Hyggeligt at gøre forretninger. God arbejdslyst" afsluttede han, før han rettede sig op. Og så gik han. Men han forlod ikke lysthuset...I stedet gik han blot over til en af dørene, der førte ned til kælderen, hvor en vagt stod. Han snakkede lavmælt med ham, før han blev lukket ind...Og forsvandt fra alles åsyn.

//Out