Post by Macaria Forsyth on Nov 19, 2015 11:38:14 GMT
Det var tid...
Macaria masserede hårdt siderne af sit hoved, mens hun sad foroverbøjet med albuerne hvilende på sit skrivebord. Øjnene var lukket. Musklerne i halsen spændte sig, hver eneste gang hun prøvede at holde klumpen nede. Kvalmen gjorde det svært, for hende at tænke klart.
Langsomt rejste hun sig fra kontorstolen. Benene skælvede, men det lykkes hende, at forblive stående.
Hun stod i børneværelset. Det børneværelse hun selv havde designet direkte til den lille dødsengelpige. Loftmaleriet, der forestillede et af dødsenglenes slag. Vavilons symbol på de høje vægge. Altanen ud til haven. Den store seng med lilla sengetøj. Alt legetøjet. Alle de farverige bøger på de lange reoler.
Alt sammen ville snart være ligegyldigt. Lige til at smide ud og brænde, som de minder, Arona ville have omkring hende. Arona og Zean... Måske ville han finde en anden? En ny kvinde, som Arona ville se som en mor. Ville hun mon se dem igen? Måske en dag om mange år, hvor Arona ville være en voksen kvinde, og Macaria stadigvæk ville ligne en ung pige.
”Arona...” kvækkede hun mod dødsenglen, der lå på maven i sin seng, og var ved at klæde én af sine dukker på. ”Har du fået pakket færdig?”
Hun vidste ikke, hvor meget pigen forstod af, hvad der skulle ske. Alt hun havde sagt til hende, var at hun skulle ud og rejse med far. Det havde gjort hende helt excentrisk af spænding, men mon hun forstod budskabet bagved?
”Jep! Kun én taske, som du sagde!” udbrød Arona stolt, og sprang ud af sengen, for nærmest at danse over til hende, så hun kunne blive rost over sin dygtighed. Macaria omfavnede hendes ansigt med sine hænder, og gik ned på knæ foran hende. Fyldt med kærlighed betragtede hun sin datter. Mødte de stålgrå øjne. Aede den bløde hud.
”Det var flot, min skat. Du er så dygtig. Find din jakke og sko. Vi skal møde far nede i hallen,” hviskede hun, men beholdte et tappert ansigtsudtryk – for barnets skyld.
Hun hjalp Arona med at knappe sin jakke, samt binde sine støvler, så hun ikke ville vride om. En ekstra gang børstede hun det lange hår, og bandt det sammen i en fletning, inden hun ikke længere kunne finde på ting at trække tiden ud med.
De forlod børneværelset, som Macaria lukkede i bag dem.
”Mor? Er du okay? Du virker så trist. Jeg skal nok passe på mig selv, og skrive en masse breve til dig og lillebror!” lovede Arona med sin barnlige naivitet, og klemte Macarias hånd med sine små, fine fingre, der fik klumpen i Macarias hals til at vokse.
”Jeg har det fint, min egen. Jeg kommer bare til at savne dig.”
”Også far?”
”... også far. Rigtig meget.”
De gik ned af den store trappe til hallen, hvor de skulle mødes med Zean. Den store hoveddør var åben, og førte ud til slotsgården, hvor en hest allerede stod og vrinskede. Læsset til at rejse. En stalddreng holdte afventende dens tøjler, og Macaria måtte modstå fristelsen til at slå hesten ihjel. Den hest som ville føre Zean og Arona væk fra hende... Væk for altid...
Tårerne prikkede i øjnene, da hun en sidste gang gik på knæ foran Arona, for at rette på hendes jakke.
”Har du husket det hele? Også bogen du lovede mig, at blive ved med at læse i? Kagerne fra køkkenet?” spurgte hun bekymret, mens hun fumlede med en knap i jakken.
”Ja mor...” svarede Arona med en tyk stemme, inden at hun pludselig kastede sig om halsen på hende. Macaria knugede pigen ind til sig. Så hårdt som hun turde uden at brække knoglerne. Tårerne trillede ubarmhjertigt ned af kinderne.
”Jeg elsker dig. Please aldrig glem det. Lige meget hvad, vil jeg altid elske dig...”