Where is he! (Åbent)

[Nathaniel Oathhorn]

Åbent

Nathaniel lå i sin seng efter endnu en lang dag, med at hjælpe med at passe på kongeriget. Havde han vist at det var så stressende at styre et kongeriget, var han nok blevet hjemme i sin borg. Ak nej! Han var nu den gode hertug, han engang var, så derfor var det jo naturligt at han kom til dronning til undsætning. Nathaniel lå i sine lånte gemakker, som efterhånden var begyndt at ligne en slagmark. Hans tøj lå overalt, ligeledes gjorde tomme sække med vin og enkelte tallerkener. Han havde været så heldig at hans gemakker ikke lå særligt langt fra dronningens, hans krav, hvis Zean turde at angribe slottet, skulle Nathaniel være den første hos Macaria lige meget hvad.
Pludselig bankede det på den store dør til hans gemakker. Det var sikkert vagterne udenfor. "Skrub af helvedes til! Jeg har allerede sagt en gang, at jeg ikke vil forstyrres!" Råbte Nathaniel til vagten og begravede sit hovedet i den bløde dun pude. "Undskyld mylord, men der står en tjenepige fuldstændigt grådkvalt og siger hun skal tale med dem" Sagde Stemmen udenfor døren... Hvorfor testede guderne altid hans tålmodighed? Det var som om der kun skete dårlige ting for gode mennesker.... Det var sikkert en tjenepige, som ventede hans barn og hvis forældre ville slå hende ihjel... Det pjelede det at være.. "Send hende ind, hvis det stopper larmen!" råbte Nathaniel opgivende.

Vagterne åbnede døren og ind kom en grædende lille kvinde, det så ud som om hun rystede fuldstændig ukontrolleret. Nathaniel satte sig op og så på hende, "Hvad kan jeg gøre for dig?" Sagde han og så afventende på hende. Kvinden fjernede hænderne fra sit ansigt, øjnene var fuldstændig røde, og hendes kinder var fyldt med tåre. "Det er dronningen mylord! Hun.... Hun... Hun sagde jeg skulle hente Dem... Det---Det" hendes stemme knækkede over og hun begynde at græde igen. "Rolig nu, hvad er det?" sagde Nathaniel og prøvede at berolige hende. Han var simplethen så dårlig til grædende kvinder. "Det er kongen der er vendt tilbage!" hun faldt næsten sammen da hun sagde det. "Hvad er han!?" udbrød Nathaniel og sprang op af sengen.
"Vagter!" Brølede Nathaniel mens han fumlede med at få tøj på, så han kunne få sin rustning på. "Fordoble alle poster, luk slottet ned, luk hele fucking byen ned! Zean Forsyth er tilbage og jeg skal finde ham før han finder dronningen!" Råbte han og væk forsvandt vagterne.. Nu var der intet tid at spilde. En anden ting var, hvordan i helvede var han kommet ind? Nathaniel fik endelig rustning på og greb sit sværdbælte idet han stormede ud af sine gemakker. Nu skulle Zean bare findes.

Et kvarter senere

Lyden af stormende skridt fyldte samtidlige gange i Castle of Euphonia. Alle stammede fra Oathhorns soldater. Nogle bar fakler, andre sværd, nogle spyd, dog var en ting ens ved alle. Alle bar Oathhorns sorte løve på den gule baggrund. De stormede ned af gange ind i tomme gemakker, nogle med folk i dem. Snart ville hele slottet være eftersøgt, og Nathaniel ville personligt have set hvert eneste hjørne af slottet i sin jagt på hans tidligere Konge Zean Forsyth.

Nathaniel stoppede op i den store sal, som var det første sal man ville komme ind i hvis man fra slottets hovedport. "Søg hver afkrog, jeg vil have en mand i samtlige rum her i slottet! Hvis nogle skjuler ham skal de fanges og dømme for højforræderi!" Sagde Nathaniel idet han sendte endnu en gruppe af soldater afsted rundt i slottet. Nathaniel selv, var klædt i sine fulde rustning, den tunge plade rustning med en plade som gik op og beskyttede hans hals og nakke. Inden under den, havde han en ringbrynje, Pladerustningens bryst var prydet af Oathhorns sorte løve. I højre hånd holdt han sit sværd.

//Det skal lige siges at det er åbent, for alle som har en grund til at kunne være på slottet ^^//

[Zean Forsyth]

Nogle af soldaterne vidste godt han havde været hos Macaria, for de havde selv stormet hendes gemakker og fundet dem sammen. Alligevel havde selve dronningen stoppet dem. Først havde de angrebet ham, prøvet at nedkæmpe ham, men siden havde hun forlangt de stoppede og tilladt ham at vandre rundt på slottet, at sove, at gøre sig færdig, til når han skulle rejse med Arona om et døgn. Zean selv følte sig ganske træt. Han var mere tynd, end han havde været før det hele. Han havde sorte render under øjnene, hans hår var langt, hans tøj slidt. Det hele støvet og dækket af gamle blodpletter, sorte plamager. Ved hans side havde der hængt et sværd, men det var taget fra ham af nogle vagter, da han først ankom til slottet. Folk havde virket så rundt på gulvet, over at han var kommet, at han godt forstod folk først rigtig havde forstået det nu. Alligevel var det med dunkende hovedpine han konstaterede lyden af en milliard tunge fødder, hvilket fortalte ham det var soldater, der løb rundt på slottet. Først overvejede han om Macaria havde skiftet mening og havde valgt at smide ham i fangekælderen alligevel. Han stoppede op og lagde sin beskidte hånd mod væggen et øjeblik. Hvis hun havde det...Orkede han ikke at kæmpe imod...Han følte sig så slidt, så træt og ødelagt. Hans fingre gled over hans læber et øjeblik, som han huskede kysset. Hvis det virkelig var hendes vilje...
Han var langt fra beredt på kamp. Han havde ikke kræfterne.
Til sidst rettede han ryggen og vendte sig om mod larmen. Han havde været på vej mod baderummet, for at få det bad, som han havde bestilt. Det måtte tydeligvis vente lidt.
Han begyndte at gå mod larmen. Han havde trods alt intet at skjule og han nægtede at tro på Macaria var så meget kujon, at hun havde dømt ham til døden, bag hans ryg.

Han kom overraskende langt, før de første soldater opdagede ham. Med hævede sværd. Hans blik fangede deres, før det gled over deres rustninger. Sikke et halløj de gjorde af det her...Selvfølgelig havde Macaria tænkt på sikkerhed og måske havde ordet ikke nået alle endnu? At han var tilladt at lade i live? Eller...Det håbede han da...At han endnu måtte leve...De havde jo nået en enighed!
Løven og det gule...Det virkede bekendt. Hvor var det nu...Hvem...Identiteten undslap ham. Det var Macaria der havde styr på den slags, han havde bare hygget sig og ordnet dødsenglene. Han slog let ud med armene, for at vise han var harmløs.
"Rolig nu. I larmer værre end mænd, der bliver tortureret og får deres testikler dyppet i varmt metal!" kommenterede han træt.
"Jeg er endnu konge. Røre i mig, vil jeg slå ihjel. Før mig nu til...Ja...Hvem end der hundser rundt med jer..." han viftede med hånden. Sandt nok følte han sig slet ikke som en konge længere, men så længe han var på slottet, var han det. Så længe de ikke var skilt. Macaria havde ikke direkte sagt ham imod, da han havde hundset med nogle tjenere for at få et bad. Derfor kunne han også gøre det nu.
"Åh...Og hent Macaria. Jeg er sikker på der er tale om en misforståelse!" Uanset om hun stod bag det eller ej, var der tydeligvis et eller andet de skulle have styr på...Og siden folk hadede ham lige for tiden, var det nok meget godt at få Macarias ord med på vejen. Sandelig kunne hun da ikke allerede havde glemt deres aftale? Eller var hun virkelig så bange for ham?
Om soldaterne troede ham eller ej, fik han i hvert fald lov til at følge dem, som de viste ham tilbage mod...Hvem end der nu styrede dette cirkus. Han gned sin pande et øjeblik. Alt den skramlen! Det var jo et sandt helvede, med hans nye hørelse...Alt det blod, der gik rundt om ham, larmende og pumpende og...Fristende...

[Nathaniel Oathhorn]

"Hvem helvede har lukket ham ind?!" Råbte Nathaniel i salen.... "Nej nej, dårligt formuleret! Hvem har lukket ham ind, istedet for at slå ham ihjel?" råbte Nathaniel ind i hovedet på en af soldaterne. Nathaniel var decideret chokeret over hvordan det kunne ske. Han mente selv han havde taget alle forholdregler overfor Zeans mulige tilbagekomst.

Der var konstant soldater der kom og rapporterede til Nathaniel omkring situationen, rundt på hele slottet, ingen havde fundet ham endnu.. Men inden længe ville hele slottet være eftersøgt, og hvis Nathaniels tidligere konge var her, så ville han snart være fundet.
"Mylord!" Råbte en af hans soldater, "De har fundet ham! De er på vej med ham nu!" Det var nok den bedste nyhed Nathaniel kunne få på det tidspunkt. De minutter det tog for at føre Zean hen til Nathaniel føltes som flere timer.

Ned af en af gangene kom 3 soldater slæbende med Zean, de smed ham nærmest foran Nathaniels fødder. "Dig!" Udbrød Nathaniel og så ned på Zean... I Nathaniel øjne var Zean enten helt utrolig dum ellere også meget modig, når han sådan turde vise sit ansigt i Vavilon, efter det han havde gjort mod deres dronning.  Nathaniel trak sit sværd og så ned på sin tidligere konge, det var vildt så ynkelig han så ud, den mand der sad på knæ foran ham, var ikke den konge som Nathaniel havde tjent, det her var en ussel skygge af den mand.
"Fortæl mig, hvorfor jeg ikke burde skille dit hoved fra dine skuldre lige nu?" Sagde Nathaniel og pegede på ham med sværdet. Macaria havde jo givet ham og hans soldater lov til at slå ham ihjel når de så ham, men på den anden side, det kunne jo være hun ville have hævn og slev udføre straffen på sin tidligere mand.. Hvad skulle Nathaniel dog gøre? 

[Zean Forsyth]

Zean havde udtrykkeligt påpeget at han selv kunne gå og nægtet soldaterne at tage fat i ham. Måske pegede deres sværd mod ham, men han havde understreget at han ville slå enhver ihjel, der rørte ham. Hans kolde blik måtte have overbevist soldaterne - Og trods alt var han endnu konge. Og så længe han fulgte med...Var der jo ikke grund til andet?
Derfor kom Nathaniels soldater heller ikke slæbende med ham eller smed ham foran nogen som helst, ej hellere endte han på knæ, som han i stedet stod foran Nathaniel med rank ryg og kiggede på manden, han kun svagt kunne...kunne huske. De måtte have mødt hinanden, mens han havde under indflydelse af Eriz, konstaterede han, for ellers ville han sikkert kunne huske manden. Et kort blik på manden bekræftede ham i at denne mand var ejeren af løven.
Selv om alt var så forvirrende, så fortvivlende og så trist...Vækkede Nathaniel stadig en dyb vrede i ham, som end ikke alverdens mord og forvandlinger, ville kunne fjerne. Trods alt. Hadet eller ej, så længe han var en konge - Og så længe han følte sig sikker på Macaria ikke ønskede ham død - Forlangte han stadig at blive behandlet med en hvis respekt. Nu kunne han også endelig konstaterer at Macaria tydeligvis havde "glemt" sin lille foranstaltning, til irriterende problem nu. Han var alt for træt til at tage sig af en overdimensioneret vagthund.
Hans ene hånd gned ham i panden, som han følte sig overvældet af træthed.
Uanset hvad, havde Zean sikkert stået lige så ofte med et sværd i hånde, og set døden i øjnene, som Nath. Måske endda oftere.
Derfor var det med overraskende ro at han samlede sine hænder på ryggen og så direkte på Nathaniel igen.
"Fordi du ikke allerede har gjort det" svarede han. Sandt. Hvis manden virkelig ønskede ham død, ventede man ikke på at høre personens sidste ord eller give personen mulighed for at slå til først. Dog viste Zean ingen tegn på at ville så nogen som helst. Det kom helt og aldeles an på manden foran ham. Rustning eller ej.
"Fordi du er bange for hvad Macaria vil sige til det, hvis du hugger hovedet af mig, uden videre...Og med god grund. Hvor lang tid tror du jeg har været hjemme, på slottet, nu? Et par timer, hele natten? Utroligt så forvirrede folk bliver, når de forventer man er død og man samtidig, endnu, er en konge." Det sidste blev sagt en smule faretruende, blot for at understrege over for Nathaniel, at han dansede en farlig dans. Ikke fordi han regnede med manden ville reagerer yderligere på det. Men det skulle understreges!
"Jeg foreslår du snakker med Macaria hurtigst muligt. Helst inden hun går i seng...Hun så ret træt ud og kender jeg min kone, vil hun nok blive ret irriteret over at blive vækket" Kommenterede han yderligere. Uanset hvor farlig Nathaniel prøvede at spille, kendte Zean legen. Det, kombineret med at Nathaniel var en hund og dette var Zeans hjem...Flere ting der ikke gav manden nogen som helst rettigheder til at snakke sådan til ham. Uanset hvad Nathaniel tænkte, ville han aldrig blive en konge, aldrig kunne kalde slottet et hjem. Flere ting, som Zean kunne. Macaria og alle de små, nuttede mænd, hun samlede omkring sig. Prøvede hun bevidst at gøre ham jaloux? Eller havde Nath blot været hendes trøst, mens han havde været væk? Uanset hvad...
Et svagt smil gled over ham. Utroligt sådan en ting, som denne her, var det der skulle til, for at vække lysten til at kæmpe igen. Kæmpe for Macaria. Kæmpe for at blive. Hans blik flakkede et øjeblik, ved tanken, ved ustabiliteten, der ramte ham et øjeblik.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel skulle lige til at svinge sværdet da Zean svarede på hans spørgsmål... Men han lod vær han satte sværdet tilbage i skeden. Nathaniel havde på ingen måde savnet sin arrogante konge. Hvis Nathaniel skulle være ærlig, så havde han aldrig kunne lide Zean. Nathaniel havde blot respekteret hans rang og intet andet.
 Dog begynde Nathaniel at grine højlydt. "Stop dig selv! Hahahahahhah" grinte Nathaniel. "Har du hørt dig selv?! Du slår mig jo ihjel!" grinte Nathaniel. Havde han ikke hørt at Nathaniel og hans mænd havde fået ilden fri, når det kom til Zean. 'Aldrig vil jeg se ham igen! Dræb ham, brænd liget, og sørg for ingen vil finde ud af det. Jeg vil bare have ham væk.' Nathaniel kunne tydeligt høre Macarias stemme sige det som var det igår. Der var åbenbart nogle af hans soldater som ikke havde forstået budskabet med at slå Zean ihjel.
Nathaniel tørrede en tåre væk fra øjnkrogen og stoppede så småt med at grine. "Det er slet ikke fair overfor dig... Du ved jo slet ikke hvad jeg griner af!" sagde Nathaniel. Han kunne ikke vente til at se Zeans fjæs når han fortalte ham nyheden. 
"Ser du.... Hendes Majestæt, sagde at hun aldrig ville se dig igen, og jeg mener du sagde brænd ham, dræb ham, sørg for at ingen finder ham, kan ikke helt huske rækkefølgen, men pointen er bare, hun har givet mig lov!" grinte Nathaniel. Så han bekymrede sig slet ikke for hvad Macaria ville sige. Jo måske lidt, det kunne jo være hun selv ville henrette sin tidligere husbond. Meeeeen det ville også være ret fedt for Nathaniel at brænde Zean krop og kaste hans hoved ud fra det højeste tårn i hele Oberion.
Så i princippet var Zean ikke længere konge, det var han jo, han havde bare ingen real magt, da alle soldaterne i hovedstaden enten lyttede til Macaria eller Nathaniel selv.

Vække Macaria? Han kunne tro nej, det eneste Nathaniel ville vække Macaria for, det var for at fortælle hende at hun aldrig mere skulle bekymre sig omkring Zean ingen. "Hvis du virkelig tror jeg vil vække Dronningen nu, må du være dummere end du ser ud, Dronningen har brug for hvile, og du har brug for en fugtig celle hvor ingen kan høre dig" Sagde Nathaniel og vendte sig rundt. Han gik hen til en af sine mænd, hvem skulle man snakke med for at få nogle lænker? 
"Find nogle lænker til vores konge han ser noget fortabt ud, uden nogle smykker" Grinte Nathaniel, hvis Zean ikke havde fanget det, så var Nathaniel som bestemte her ikke Zean, men Nathaniel.