Post by Macaria Forsyth on Oct 30, 2015 14:34:14 GMT
Macaria fulgte Zeans eksempel, ved at glide ned i sofaen, så baghovedet kunne hvile mod ryglænet. Hvor mange gange havde de ikke sættet sådan her efter et frustrerende møde, eller hvor Zeans hoved hamrede af tømmermænd efter en festival.
Endnu et smil krøb frem hos hende ved hans remsen op med, hvad han skulle undgå som vampyr, på trods af at han troede, at hun var ligeglad. Selvfølgelig var hun ikke det. Det var jo hele pointen med det hele.
Stilheden sænkede sig over dem, som de sad dér side om side. To døde uden puls eller ånde. Teoretisk var de lige nu bare to lig i sofaen, der begge betragtede flammerne foran dem, mens de tænkte hver sit.
Aldrig havde Macaria troet, hun skulle sætte sådan her med ham igen. Faktisk havde hun i en måned troet, at hun dengang havde slået ham ihjel – og værest af alt… følt sig skamfuld omkring det. Selvom han havde været ved at dræbe hende og Dylan, havde hun sørget over manden, hun havde tilbragt de sidste par år med. Hendes bedste ven. Hendes dødsengel. Hendes ægtemand.
Tårerne fik farvene til at flyde sig sammen. Salte og kølige truede de med at glide ned over hendes blege kinder – og hende som havde troet, at hun ikke havde flere tilbage for ham.
Hans ord fik hende tilbage til nuet, og hun skyndte sig at tørre sine tårer væk. Ligesom før måtte hun være stærk. Stærk for børnenes skyld. Stærk for kongeriget. Stærk for sig selv.
Hun svarede ikke, men rejste sig op, for at følge ham ud af rummet. Det følte som om noget var ved at dræbe hende langsomt indefra. Når solen igen gik ned, ville hendes hjerte blive flået midt over. Aldrig havde hun troet, at noget dødt ville kunne gøre så ondt.
Hun lænede sig baglæns op af dørkarmen med hænderne bag lænden, så hun ikke stod i vejen for ham.
”Du må sove godt, hvis du kan,” mumlede hun, og lagde hovedet tilbage mod karmen. ”Du ved selv hvor alting er.”