Post by Zean Forsyth on Oct 26, 2015 19:24:33 GMT
Macaria Forsyth
Selvfølgelig havde han ikke reddet hjem i et stræk. Hesten ville ikke kunne klare turen og natten varede ikke evigt, selv om han red, lige til solen svitsede hans hud og han endelig måtte give op og søge skjul. Knap var solen gået ned, før han fortsatte sin rejse. Han var ivrig og han sov uroligt. At komme ud af Pandamonium havde vist en rystende tur, med vagter på udkig og han havde listet sig hurtigt ud af landet. Han havde holdt sig til de små, næsten ufremkommelige veje. Gang på gang brokkede han sig over besværlighederne, over hvor langt nemmere og hurtigere det ville at flyve og gang på gang ærgrerede han sig over sine manglende vinger. Flere gange brugte han sine lange tænder, til at prikke hul i hans læbe, af blot arrigskab. Det healede selvfølgelig med det samme - han var kommet fra Pandamonium med en god madpakke. Blod nok til at overleve i længere tid, uden at efterlade sig røbende lig. Først på kanten til grænsen, som gik til Vavilon, måtte han kræve sit første offer. Ja, hans selvkontrol var vokset, men det var nok også som tak af flere ting...Han ville hjem og intet skulle forhindre ham i det.
Ingen ville kunne genkende ham ved grænsen. Det slidte tøj, den trætte hest, det halvlange hår. Og så tilmed i mørket! Han kom forbi uden at blive råbt yderligere an. Turen igennem Vavilon var...Han kunne ikke beskrive den. Den var...Den var alt andet end han havde håbet på. Han vidste Macaria var sur, men han havde slet ikke kunne forestille hvor alvorligt det var. Hvordan forstod man noget fuldt ud, som man næsten end ikke huskede? Det var fjernt, som i en tåge, da han ville dræbe hende. Så mange ting svømmede rundt i hans sind. Følelser af diverse arter, så han følte at han skulle sprænges. Han kendte ikke halvdelen af dem eller vidste hvordan han skulle reagerer på dem. Hvilket kun virkede til at forstærke dem.
Rygter og snak om dødsengle, om hvor forfærdelige de var eller om at dronningen havde låst dem inde og endnu ikke havde dræbt dem eller fundet brug for dem. Selv om han var vampyr, pinte det ham at høre. De elskede engle...For altid ville han beskytte dem, for altid ville han elske dem mere, end den race han skulle tilhøre nu. Usynligt gled han igennem landskabet, til han nåede Oberion...
Det var midt på natten. Han var gledet ned fra hesten og klappet den kærligt, som hesten var den eneste der havde hjulpet ham hjem og været ham en tro følgesvend. Faktisk ville han nok gerne beholde hesten, aldrig skille sig af med den igen. Den var god og stærk, sikkert beregnet til arbejde. Men for nu var den hans vinger. Sort som hans vinger, tilmed. Hesten prustede, så der stod ud med ånde fra dens næsebor. Den virrede lidt med ørerne, før den blot blev stående stille, afventende. Som Zean, da han så ned langs en af gaderne i Oberion. Han var lige ankommet, ingen genkendte ham og de fleste sov. Af en eller anden grund følte han sig usikker. Var det hvad folk kaldte nervøsitet? I mangel på yderligere viden, på det område, gik han ud fra det var det. Det irriterede ham. Var dette måske ikke også hans land? Burde han ikke kunne vende hjem, stadig stolt?
Nej. Ikke før han havde snakket med Macaria. Han lukkede øjnene og hvilede sig ind mod hesten. Feather skulle den hedde. Dark feather.
"Hold dig rede...Måske skal jeg skynde mig væk igen..." mumlede han til hesten, før han trak den med sin ind i byen, dybere og dybere. Den karakteristiske klapren fra dens hove, som de ramte brostene på den brede vej. Få folk var ude og kiggede mistænksomt på ham, men han ignorerede dem og fulgte den velkendte og savnet vej mod slottet.
Hans tanker kredsede på så mange ting. Hvordan mon det hele så ud nu? Ville Macaria nogensinde tilgive ham? Hvordan havde Arona det? Hvem skulle tage sig af hende nu? Han havde hørt rygter om at Macaria havde født en dreng...Hvordan mon han så ud? Lignede han sin mor...Eller sin far?
Ved slottet blev hans sværd taget fra ham. I starten genkendte folk ham slet ikke. Først da han åbnede munden og kommanderede med stalddrengen om at tage sig godt af hesten, for ellers ville han smage pisken, trak vagterne sig forskræmte tilbage. Skulle de stoppe ham eller tillade ham at gå videre? På sin vis var han stadig deres konge, men alle havde troet han var død og alle vidste at Dronningen...
Tvivlen kom Zean til gode, som han fortsatte ind efter. Folk trak sig tilbage, som de langsomt, men sikkert, opdagede at deres konge var vendt tilbage.
Zean lod hånden glide igennem det støvede og fedtede hår, mens hans blik nedstirrede de folk, der var udfordrende nok til at stirre på ham.
Indgangen. Vant åbnede han døren og gik indenfor. Tjenerne forventede nok at alle var hjemme, for umiddelbart kom der ingen løbende. Ja, faktisk måtte han selv finde en. En ung kvinde, han ikke umiddelbart genkendte, men hvis tøj fortalte hun var en tjenerinde.
"Hey, du der!" kommanderede han. Uanset hvad der ville ske, var han endnu en konge og ville behandles derefter!
Tjenerinden tabte de tæpper, hun havde haft i hånden og nåede kun lige at dække sig for munden, da hun prøvede at undgå at skrige. Alligevel hørte Zean tydeligt den skrigre, mufflede lyd af et skrig. Han følte sig mere og mere irriteret. Hans hånd åbnes og knyttes regelmæssigt.
"Jeg er kommet hjem...Jeg er støvet, jeg er træt og jeg er...Nej, det er en lang historie. Jeg forl...Jeg vil gerne tale med min ko...Med Mac...Med dronningen. Omgående." Bad han. Han sukkede svagt og lod hånden hvile mod panden. Heldigvis havde han fundet lidt vand på turen, så han havde vasket det værste blod af ansigt og hænder, selv om det endnu sad som pletter på hans simple, slidte tøj. Hvis man så ordentlig efter, virkede han endda en smule mere tynd end normalt, som om det hele havde tærret en del på ham. Hvad det også havde. Vagterne havde taget hans sværd og han havde ladet dem. Det ville alligevel være et dårlig indtryk at vade ind med at sværd, hvis han nogensinde ønskede at snakke med Macaria igen.
Macaria og børnene...De var hans eneste standpunkt lige nu. Hvis ikke der fandtes en løsning på det her...Hvad skulle han så gøre?
Han var ikke van til at føle sig fortabt. Lysten til at udøve selvskade var stigende. Alligevel blev han stående stille, som tjenerinden sprang af sted. Hun rystede, havde han bemærket. Folk havde allerede tænkt han var død? Eller hvad? Langsomt vendte han sig om og fulgte lyden af hendes løbende skridt. I det mindste kendte han stadig stedet og ville gå mod Macarias værelse.
Selvfølgelig havde han ikke reddet hjem i et stræk. Hesten ville ikke kunne klare turen og natten varede ikke evigt, selv om han red, lige til solen svitsede hans hud og han endelig måtte give op og søge skjul. Knap var solen gået ned, før han fortsatte sin rejse. Han var ivrig og han sov uroligt. At komme ud af Pandamonium havde vist en rystende tur, med vagter på udkig og han havde listet sig hurtigt ud af landet. Han havde holdt sig til de små, næsten ufremkommelige veje. Gang på gang brokkede han sig over besværlighederne, over hvor langt nemmere og hurtigere det ville at flyve og gang på gang ærgrerede han sig over sine manglende vinger. Flere gange brugte han sine lange tænder, til at prikke hul i hans læbe, af blot arrigskab. Det healede selvfølgelig med det samme - han var kommet fra Pandamonium med en god madpakke. Blod nok til at overleve i længere tid, uden at efterlade sig røbende lig. Først på kanten til grænsen, som gik til Vavilon, måtte han kræve sit første offer. Ja, hans selvkontrol var vokset, men det var nok også som tak af flere ting...Han ville hjem og intet skulle forhindre ham i det.
Ingen ville kunne genkende ham ved grænsen. Det slidte tøj, den trætte hest, det halvlange hår. Og så tilmed i mørket! Han kom forbi uden at blive råbt yderligere an. Turen igennem Vavilon var...Han kunne ikke beskrive den. Den var...Den var alt andet end han havde håbet på. Han vidste Macaria var sur, men han havde slet ikke kunne forestille hvor alvorligt det var. Hvordan forstod man noget fuldt ud, som man næsten end ikke huskede? Det var fjernt, som i en tåge, da han ville dræbe hende. Så mange ting svømmede rundt i hans sind. Følelser af diverse arter, så han følte at han skulle sprænges. Han kendte ikke halvdelen af dem eller vidste hvordan han skulle reagerer på dem. Hvilket kun virkede til at forstærke dem.
Rygter og snak om dødsengle, om hvor forfærdelige de var eller om at dronningen havde låst dem inde og endnu ikke havde dræbt dem eller fundet brug for dem. Selv om han var vampyr, pinte det ham at høre. De elskede engle...For altid ville han beskytte dem, for altid ville han elske dem mere, end den race han skulle tilhøre nu. Usynligt gled han igennem landskabet, til han nåede Oberion...
Det var midt på natten. Han var gledet ned fra hesten og klappet den kærligt, som hesten var den eneste der havde hjulpet ham hjem og været ham en tro følgesvend. Faktisk ville han nok gerne beholde hesten, aldrig skille sig af med den igen. Den var god og stærk, sikkert beregnet til arbejde. Men for nu var den hans vinger. Sort som hans vinger, tilmed. Hesten prustede, så der stod ud med ånde fra dens næsebor. Den virrede lidt med ørerne, før den blot blev stående stille, afventende. Som Zean, da han så ned langs en af gaderne i Oberion. Han var lige ankommet, ingen genkendte ham og de fleste sov. Af en eller anden grund følte han sig usikker. Var det hvad folk kaldte nervøsitet? I mangel på yderligere viden, på det område, gik han ud fra det var det. Det irriterede ham. Var dette måske ikke også hans land? Burde han ikke kunne vende hjem, stadig stolt?
Nej. Ikke før han havde snakket med Macaria. Han lukkede øjnene og hvilede sig ind mod hesten. Feather skulle den hedde. Dark feather.
"Hold dig rede...Måske skal jeg skynde mig væk igen..." mumlede han til hesten, før han trak den med sin ind i byen, dybere og dybere. Den karakteristiske klapren fra dens hove, som de ramte brostene på den brede vej. Få folk var ude og kiggede mistænksomt på ham, men han ignorerede dem og fulgte den velkendte og savnet vej mod slottet.
Hans tanker kredsede på så mange ting. Hvordan mon det hele så ud nu? Ville Macaria nogensinde tilgive ham? Hvordan havde Arona det? Hvem skulle tage sig af hende nu? Han havde hørt rygter om at Macaria havde født en dreng...Hvordan mon han så ud? Lignede han sin mor...Eller sin far?
Ved slottet blev hans sværd taget fra ham. I starten genkendte folk ham slet ikke. Først da han åbnede munden og kommanderede med stalddrengen om at tage sig godt af hesten, for ellers ville han smage pisken, trak vagterne sig forskræmte tilbage. Skulle de stoppe ham eller tillade ham at gå videre? På sin vis var han stadig deres konge, men alle havde troet han var død og alle vidste at Dronningen...
Tvivlen kom Zean til gode, som han fortsatte ind efter. Folk trak sig tilbage, som de langsomt, men sikkert, opdagede at deres konge var vendt tilbage.
Zean lod hånden glide igennem det støvede og fedtede hår, mens hans blik nedstirrede de folk, der var udfordrende nok til at stirre på ham.
Indgangen. Vant åbnede han døren og gik indenfor. Tjenerne forventede nok at alle var hjemme, for umiddelbart kom der ingen løbende. Ja, faktisk måtte han selv finde en. En ung kvinde, han ikke umiddelbart genkendte, men hvis tøj fortalte hun var en tjenerinde.
"Hey, du der!" kommanderede han. Uanset hvad der ville ske, var han endnu en konge og ville behandles derefter!
Tjenerinden tabte de tæpper, hun havde haft i hånden og nåede kun lige at dække sig for munden, da hun prøvede at undgå at skrige. Alligevel hørte Zean tydeligt den skrigre, mufflede lyd af et skrig. Han følte sig mere og mere irriteret. Hans hånd åbnes og knyttes regelmæssigt.
"Jeg er kommet hjem...Jeg er støvet, jeg er træt og jeg er...Nej, det er en lang historie. Jeg forl...Jeg vil gerne tale med min ko...Med Mac...Med dronningen. Omgående." Bad han. Han sukkede svagt og lod hånden hvile mod panden. Heldigvis havde han fundet lidt vand på turen, så han havde vasket det værste blod af ansigt og hænder, selv om det endnu sad som pletter på hans simple, slidte tøj. Hvis man så ordentlig efter, virkede han endda en smule mere tynd end normalt, som om det hele havde tærret en del på ham. Hvad det også havde. Vagterne havde taget hans sværd og han havde ladet dem. Det ville alligevel være et dårlig indtryk at vade ind med at sværd, hvis han nogensinde ønskede at snakke med Macaria igen.
Macaria og børnene...De var hans eneste standpunkt lige nu. Hvis ikke der fandtes en løsning på det her...Hvad skulle han så gøre?
Han var ikke van til at føle sig fortabt. Lysten til at udøve selvskade var stigende. Alligevel blev han stående stille, som tjenerinden sprang af sted. Hun rystede, havde han bemærket. Folk havde allerede tænkt han var død? Eller hvad? Langsomt vendte han sig om og fulgte lyden af hendes løbende skridt. I det mindste kendte han stadig stedet og ville gå mod Macarias værelse.