Post by Aron Zipora on Sept 2, 2015 0:59:08 GMT
Vavilons kongelige alkymist lå på gulvet i sit laboratorium, fuldstændig stille foruden den svage bevægelse i brystkassen der indikerede hans åndedræt. Et barns gråd fyldte rummet, til trods for den unge mand der ihærdigt forsøgte at vugge barnet til ro. Harris så forvildet fra prinsen i sine arme til Aron der lå på gulvet, og begyndte panisk at vandre frem og tilbage.
”Aron, kom nu! Vågn op!” bad han sin læremester, men alkymisten rørte sig stadig ikke. Flere ting var væltet ned fra bordet og hylderne efter Arons seneste eksperiment. Notater lå spredt på gulvet sammen med et hav af knuste glasbeholdere. Et ulvekranie havde forvildet sig under et af arbejdsbordene, og et blækhus var væltet og farvede stengulvet sort. Normalt ville det ikke være et usædvanligt syn i Arons laboratorium, men man behøvede kun se Harris’ fortvivlede vandren til at forstå at ingenting var, som det skulle være.
Lærlingen lykkedes endelig i at få prinsen, Dylan, til at falde til ro, og satte sig på hug ved siden af Aron for at ruske i ham. ”Aron? Aron!” Stadig ingen reaktion. Harris bed tænderne sammen og slog hårdt til sin læremesters ansigt med en knyttet næve. ”ARON!”
Dét så ud til at få liv i ham.
Med et ryk satte Aron sig op og gispede efter vejret, som var det hans første åndedræt. Som om hans lunger fyldtes for første gang. Tilsyneladende uden overhovedet at bemærke hverken sin lærling eller prinsen, greb Aron sig til brystet, hvor hans hjerte hamrede hektisk, næsten faretruende afsted.
”Satans…!” mumlede han sammenbidt, før han skubbede sig op fra gulvet. Han var øm i hele kroppen, og han gav et støn fra sig da han rettede sig op. Han så en smule ned af sig selv og skar ansigt. Hans tid på gulvet havde gjort hans arbejdsfrakke snavset og fedtet. Var det blæk eller olie på hans kappe? Han drejede lidt rundt om sig selv og så sig om i rummet han befandt sig i. Hans hoved dunkede, og hans hukommelse forsøgte at indhente alt som var sket, og alt han så omkring sig. Dette… det var Arons laboratorium. Hans laboratorium. Det var her han arbejdede. Det var her, han havde…
”Aron?” Lærlingens stemme fik Aron til først nu at vende sig mod den unge mand, og betragtede ham med en forundret mine. Manden stod med et barn i armene, og begge så på ham, afventende. Harris… Harris var hans navn!
”Hvad?” spurgte han. Harris så forvirret på ham, og så ikke ud til at vide hvad han skulle sige. ”Hvad er der?” spurgte Aron utålmodigt. Det så ud til at få Harris til at vågne igen.
”Du… Er du okay? Hvad lavede d-”
”Jeg har det fint.” svarede Aron affejende, og ignorerede måden hans hoved dunkede. Han begyndte at samle tingene op fra gulvet, og satte det tilbage på bordet. Hans ben vaklede, og han måtte støtte sig en smule til bordet for ikke at falde.
”Du burde hvile dig! Du slog dig godt og grun- Du bløder!” udbrød Harris bekymret. Først nu mærkede Aron den genkendelige følelse af en bloddråbe der bevægede sig ned af nakken på ham, og han strøg den bort med en hånd.
”Så lad os være glade for at dronningen ikke er hjemme, ikke? Jeg har det fint, siger jeg.” svarede han tørt. Dronningen… Macaria! Det var rigtigt, hun var ikke hjemme. Hun var ude med sin ven, denne… Marcellus. Tanken fik ham til at skære ansigt, men Aron havde allerede vendt ryggen til Harris igen, så det ikke skulle være synligt. Lyden af et barns lystige pludren fik ham dog til at vende sig mod Harris igen, og se grundigt på barnet i hans arme. Den lille prins. Dylans indre dødsengel så ud til at reagere med fryd på Arons hovedpine, og Aron sendte drengen et mørkt blik. Men der lå noget mere bag det hele… Det dunkede i hovedet på ham, da han prøvede på at huske det. Han havde sagt farvel til Macaria, da hun tog afsted med Marcellus… Og han var taget til Dylan. For at undersøge ham, havde han fortalt Caleb, da rådgiveren havde udspurgt ham. Tjekke at den lille prins stadig var ved godt helbred. Det havde været en løgn. Han kunne mærke det i sig. Hans sjæl – Arons egen sjæl – var blevet korrupteret. ”Du må hellere tage prinsen med tilbage til hans kammer før Caleb begynder at stille spørgsmål. Hvis han gør, så sig at han har det godt. Alt er som det skal være.” Harris så tøvende på ham, og det fik kun Aron til at se strengt på sin lærling. ”Gør som jeg siger, Harris! Op med ham, nu.” Det dunkede stadig i hovedet på ham. Minder der ikke ville fæste sig ordentligt, som om han så på dem gennem slørede ruder, eller gennem en tåge.
Ud fra øjenkrogen kunne han se Harris der lydigt forsvandt ud fra laboratoriet, og han kunne høre lyden af hans skridt gennem korridoren der ville føre ham videre op i slottet. Alligevel ventede han til han var sikker på at Harris var langt nok væk, før han lagde en hånd mod sin pande, og stønnede sammenbidt. Hovedpinen blev mere intens. Et eller andet var gået galt under hans undersøgelse af Dylan – men prinsen så efter alt at dømme ud til at have det godt. Det summede i hans fingre. Det var den samme summen som når han havde arbejdet med sjæle. Når han havde overført-
”Skyggerne tage mig!” hvæste han sammenbidt. Hovedpinen tog til. Han gik med hastige skridt bort fra bordet for at gribe en flaske fra et af sine skabe, og slugte dets indhold i en solid mundfuld. Den skulle hjælpe mod hovedpinen. Hvad i alverden var det han havde gjort? Og hvorfor fanden havde han gjort noget så dumt!? Han bed tænderne hårdt sammen, mens han langsomt selv begyndte at forlade sit laboratorium. Der var så mange spørgsmål, men hvis han tænkte på dem nu, ville hans hoved eksplodere. Han havde brug for at hvile sig.
Laboratoriet blev mørklagt bag ham, da han trak den tunge dør i bag sig.
//out
”Aron, kom nu! Vågn op!” bad han sin læremester, men alkymisten rørte sig stadig ikke. Flere ting var væltet ned fra bordet og hylderne efter Arons seneste eksperiment. Notater lå spredt på gulvet sammen med et hav af knuste glasbeholdere. Et ulvekranie havde forvildet sig under et af arbejdsbordene, og et blækhus var væltet og farvede stengulvet sort. Normalt ville det ikke være et usædvanligt syn i Arons laboratorium, men man behøvede kun se Harris’ fortvivlede vandren til at forstå at ingenting var, som det skulle være.
Lærlingen lykkedes endelig i at få prinsen, Dylan, til at falde til ro, og satte sig på hug ved siden af Aron for at ruske i ham. ”Aron? Aron!” Stadig ingen reaktion. Harris bed tænderne sammen og slog hårdt til sin læremesters ansigt med en knyttet næve. ”ARON!”
Dét så ud til at få liv i ham.
Med et ryk satte Aron sig op og gispede efter vejret, som var det hans første åndedræt. Som om hans lunger fyldtes for første gang. Tilsyneladende uden overhovedet at bemærke hverken sin lærling eller prinsen, greb Aron sig til brystet, hvor hans hjerte hamrede hektisk, næsten faretruende afsted.
”Satans…!” mumlede han sammenbidt, før han skubbede sig op fra gulvet. Han var øm i hele kroppen, og han gav et støn fra sig da han rettede sig op. Han så en smule ned af sig selv og skar ansigt. Hans tid på gulvet havde gjort hans arbejdsfrakke snavset og fedtet. Var det blæk eller olie på hans kappe? Han drejede lidt rundt om sig selv og så sig om i rummet han befandt sig i. Hans hoved dunkede, og hans hukommelse forsøgte at indhente alt som var sket, og alt han så omkring sig. Dette… det var Arons laboratorium. Hans laboratorium. Det var her han arbejdede. Det var her, han havde…
”Aron?” Lærlingens stemme fik Aron til først nu at vende sig mod den unge mand, og betragtede ham med en forundret mine. Manden stod med et barn i armene, og begge så på ham, afventende. Harris… Harris var hans navn!
”Hvad?” spurgte han. Harris så forvirret på ham, og så ikke ud til at vide hvad han skulle sige. ”Hvad er der?” spurgte Aron utålmodigt. Det så ud til at få Harris til at vågne igen.
”Du… Er du okay? Hvad lavede d-”
”Jeg har det fint.” svarede Aron affejende, og ignorerede måden hans hoved dunkede. Han begyndte at samle tingene op fra gulvet, og satte det tilbage på bordet. Hans ben vaklede, og han måtte støtte sig en smule til bordet for ikke at falde.
”Du burde hvile dig! Du slog dig godt og grun- Du bløder!” udbrød Harris bekymret. Først nu mærkede Aron den genkendelige følelse af en bloddråbe der bevægede sig ned af nakken på ham, og han strøg den bort med en hånd.
”Så lad os være glade for at dronningen ikke er hjemme, ikke? Jeg har det fint, siger jeg.” svarede han tørt. Dronningen… Macaria! Det var rigtigt, hun var ikke hjemme. Hun var ude med sin ven, denne… Marcellus. Tanken fik ham til at skære ansigt, men Aron havde allerede vendt ryggen til Harris igen, så det ikke skulle være synligt. Lyden af et barns lystige pludren fik ham dog til at vende sig mod Harris igen, og se grundigt på barnet i hans arme. Den lille prins. Dylans indre dødsengel så ud til at reagere med fryd på Arons hovedpine, og Aron sendte drengen et mørkt blik. Men der lå noget mere bag det hele… Det dunkede i hovedet på ham, da han prøvede på at huske det. Han havde sagt farvel til Macaria, da hun tog afsted med Marcellus… Og han var taget til Dylan. For at undersøge ham, havde han fortalt Caleb, da rådgiveren havde udspurgt ham. Tjekke at den lille prins stadig var ved godt helbred. Det havde været en løgn. Han kunne mærke det i sig. Hans sjæl – Arons egen sjæl – var blevet korrupteret. ”Du må hellere tage prinsen med tilbage til hans kammer før Caleb begynder at stille spørgsmål. Hvis han gør, så sig at han har det godt. Alt er som det skal være.” Harris så tøvende på ham, og det fik kun Aron til at se strengt på sin lærling. ”Gør som jeg siger, Harris! Op med ham, nu.” Det dunkede stadig i hovedet på ham. Minder der ikke ville fæste sig ordentligt, som om han så på dem gennem slørede ruder, eller gennem en tåge.
Ud fra øjenkrogen kunne han se Harris der lydigt forsvandt ud fra laboratoriet, og han kunne høre lyden af hans skridt gennem korridoren der ville føre ham videre op i slottet. Alligevel ventede han til han var sikker på at Harris var langt nok væk, før han lagde en hånd mod sin pande, og stønnede sammenbidt. Hovedpinen blev mere intens. Et eller andet var gået galt under hans undersøgelse af Dylan – men prinsen så efter alt at dømme ud til at have det godt. Det summede i hans fingre. Det var den samme summen som når han havde arbejdet med sjæle. Når han havde overført-
”Skyggerne tage mig!” hvæste han sammenbidt. Hovedpinen tog til. Han gik med hastige skridt bort fra bordet for at gribe en flaske fra et af sine skabe, og slugte dets indhold i en solid mundfuld. Den skulle hjælpe mod hovedpinen. Hvad i alverden var det han havde gjort? Og hvorfor fanden havde han gjort noget så dumt!? Han bed tænderne hårdt sammen, mens han langsomt selv begyndte at forlade sit laboratorium. Der var så mange spørgsmål, men hvis han tænkte på dem nu, ville hans hoved eksplodere. Han havde brug for at hvile sig.
Laboratoriet blev mørklagt bag ham, da han trak den tunge dør i bag sig.
//out