Post by Moria Veterano on Aug 11, 2015 19:52:50 GMT
Caleb Veterano
Der var efterhånden gået lang tid og for Moria havde tiden mere eller mindre sneglet sig af sted. Hun havde mødt flere mænd end hun kunne tælle til og hendes far havde vist allerede lavet aftaler med en af dem. Hun havde overhørt dem, da hun var blevet sendt væk, hvor hun alligevel havde listet sig ned ved siden af døren. Med tilbageholdt åndedræt havde hun hørt dem snakke om at hun virkede lovende og ville være en god hustru, at manden ville give en god medgift. Endnu havde hendes far dog intet fortalt hende, men stemningen lå i luften. Hendes mor så på hende med anderledes øjne og nu, hvor de var i Istus, sank hjertet dybere og dybere på hende, som moren viste hende den ene butik efter den anden med overdådige kjoler, de normalt ikke frådsede sig i. Tøj man kunne giftes i. Alligevel smilte hun modigt og lod som om hun var interesseret, selv om hun mest af alt ville trylle sig selv væk. Tanken havde strejfet hende flere gange. Måske skulle hun stikke af? Verdenen var så stor, så ukendt. Hvor skulle hun overhoved løbe hen? Flere familier i Pandamonium kendte hende og så var der Vavilon, syndernes land. Med de rygter om uro der kom derfra, var det næppe det bedste valg. Men hvad var der så tilbage?
Hun bed sig let i sin underlæbe, da hendes mor var dybt begravet i at undersøge rimen på en eller anden kjole. Butikken virkede kvælende, der var ikke meget plads, stof og kjoler over det hele.
"...Åh, denne er virkelig flot håndværk. Hvad syntes du, Moria? Moria?" Hendes mor vendte sig om mod hende og afbrød hendes deprimerende tanker og fik hendes hjerte til at galopperer lidt hurtigere.
"Men mor, vi har slet ikke råd..."
"Åh,min pige..." Moren kom over til hende, lagde hænderne mod hendes egne, varme kinder. Hænderne var kølige, men moderens blik kærligt.
"Det skal du slet ikke tænke på. Min pige skal være så flot, så flot...Og hvad med denne kjole?" Moren slap hende og gik til angreb på en kjole bag hende et sted. Det gav hende et øjeblik til at trække vejret dybt.
Familien, eller rettede, hendes far og mor og hende selv var i Istus på denne varme dag. Solen skinnede og der var kun en svag brise udenfor, selv om nogle mørke skyer i horisonten lovede regn til aften. Lidt nu var det dog midt på dagen og slet intet problem.
Hendes lillesøster gik i skole, for at lære om Inei og var derfor ikke med dem lige nu. Hun ville først få fri om flere timer. Hendes far var gået i banken...Og nu var hun alene med sin mor og så på kjoler.
Hun var forholdsvis frit klædt på. En lyseblå kjole, der gik helt ned til hendes fødder, der var iklædt matchende sko. Lange ærmer. En halskæde der hvilede om hendes tynde hals, fulgte brystets bevægelser, når hun trak vejret. Hendes skuldre var næsten blottede og det lange, brune og krøllende hår var løst, selv om det holdt lidt på plads af en simpel kæde af perler, der lå ned over hendes hoved.
Hun vendte sig om mod sin mor. Til sidst slog hun let ud med armene.
"Det er for varmt mor, jeg går udenfor" Moren så kortvarig over på hende, men var nok for optaget af farver og mønstre, til rigtig at høre efter. Med et svagt suk gled hun om på den ene hæl og gik udenfor.
Udenfor skinnede solen, men hun stod i lidt skygge af butikken. Folk vandrede frem og tilbage. Pladsen var tæt på, hun kunne se lidt af bassinet, der rensede for alverdens synder. Sidst hun havde besøgt det, havde det været en ubehagelig oplevelse, da en grov mand havde skubbet hende væk, fordi hun havde været for langsom. Tanken fik hende til at gyse lidt. Nej, der var alt for mange folk til hun turde besøge bassinet igen i dag, selv om hun trængte. Hun havde haft for mange syndige tanker.
Hendes tanker gled på det korte brev hun havde sendt til Cal. Hun havde hørt de havde fået nogle nye rådsmedlemmer og en ny konge, men selv om kongen skulle vise sig selveste Vaelon, som de havde mødt i en park for længe siden, havde hun ikke lige styr på hvem der var blevet sat i rådet. Mon Cal var i byen? Mon han overhoved havde fået sit brev? Måske syntes han bare det var fjollet og dumt. En svag rødmen, blot ved tanken, gled over hendes varme kinder og hun så ned i jorden foran sig og knyttede hænderne foran sig. Hun var da helt og aldeles håbløs. Hun havde tænkt flere tanker med og om Cal, på grænsen til at være alt for syndige. Især nu, hvor hun måske skulle giftes. Nej, hun burde ikke tænke på andet end Inei. Alt andet var forkert! Han havde nok også glemt alt om hende alligevel.
Tanken fik blot hendes hjerte til at synke helt ned til hendes fødder og en lille klump samlede sig i hendes hals. Nu var hun da fuldstændig dum! En anelse vred på sig selv, gned hun sine egne hænder en smule heftigere.
Hun bed sig let i sin underlæbe, da hendes mor var dybt begravet i at undersøge rimen på en eller anden kjole. Butikken virkede kvælende, der var ikke meget plads, stof og kjoler over det hele.
"...Åh, denne er virkelig flot håndværk. Hvad syntes du, Moria? Moria?" Hendes mor vendte sig om mod hende og afbrød hendes deprimerende tanker og fik hendes hjerte til at galopperer lidt hurtigere.
"Men mor, vi har slet ikke råd..."
"Åh,min pige..." Moren kom over til hende, lagde hænderne mod hendes egne, varme kinder. Hænderne var kølige, men moderens blik kærligt.
"Det skal du slet ikke tænke på. Min pige skal være så flot, så flot...Og hvad med denne kjole?" Moren slap hende og gik til angreb på en kjole bag hende et sted. Det gav hende et øjeblik til at trække vejret dybt.
Familien, eller rettede, hendes far og mor og hende selv var i Istus på denne varme dag. Solen skinnede og der var kun en svag brise udenfor, selv om nogle mørke skyer i horisonten lovede regn til aften. Lidt nu var det dog midt på dagen og slet intet problem.
Hendes lillesøster gik i skole, for at lære om Inei og var derfor ikke med dem lige nu. Hun ville først få fri om flere timer. Hendes far var gået i banken...Og nu var hun alene med sin mor og så på kjoler.
Hun var forholdsvis frit klædt på. En lyseblå kjole, der gik helt ned til hendes fødder, der var iklædt matchende sko. Lange ærmer. En halskæde der hvilede om hendes tynde hals, fulgte brystets bevægelser, når hun trak vejret. Hendes skuldre var næsten blottede og det lange, brune og krøllende hår var løst, selv om det holdt lidt på plads af en simpel kæde af perler, der lå ned over hendes hoved.
Hun vendte sig om mod sin mor. Til sidst slog hun let ud med armene.
"Det er for varmt mor, jeg går udenfor" Moren så kortvarig over på hende, men var nok for optaget af farver og mønstre, til rigtig at høre efter. Med et svagt suk gled hun om på den ene hæl og gik udenfor.
Udenfor skinnede solen, men hun stod i lidt skygge af butikken. Folk vandrede frem og tilbage. Pladsen var tæt på, hun kunne se lidt af bassinet, der rensede for alverdens synder. Sidst hun havde besøgt det, havde det været en ubehagelig oplevelse, da en grov mand havde skubbet hende væk, fordi hun havde været for langsom. Tanken fik hende til at gyse lidt. Nej, der var alt for mange folk til hun turde besøge bassinet igen i dag, selv om hun trængte. Hun havde haft for mange syndige tanker.
Hendes tanker gled på det korte brev hun havde sendt til Cal. Hun havde hørt de havde fået nogle nye rådsmedlemmer og en ny konge, men selv om kongen skulle vise sig selveste Vaelon, som de havde mødt i en park for længe siden, havde hun ikke lige styr på hvem der var blevet sat i rådet. Mon Cal var i byen? Mon han overhoved havde fået sit brev? Måske syntes han bare det var fjollet og dumt. En svag rødmen, blot ved tanken, gled over hendes varme kinder og hun så ned i jorden foran sig og knyttede hænderne foran sig. Hun var da helt og aldeles håbløs. Hun havde tænkt flere tanker med og om Cal, på grænsen til at være alt for syndige. Især nu, hvor hun måske skulle giftes. Nej, hun burde ikke tænke på andet end Inei. Alt andet var forkert! Han havde nok også glemt alt om hende alligevel.
Tanken fik blot hendes hjerte til at synke helt ned til hendes fødder og en lille klump samlede sig i hendes hals. Nu var hun da fuldstændig dum! En anelse vred på sig selv, gned hun sine egne hænder en smule heftigere.