Sweet, Poisonous Lips

[Eriz LaPiera Black]

Eriz LaPiera Black - Loup Garou

---

Endnu engang var hun alene på slottet, og hun indåndede stilheden som var det den reneste, mest velduftende luft. Alene stod hun foran den store, sorte, metal trone med lukket øjne. Mærkede rummet omkring sig. Tomheden. Overalt på slottet vimsede folk rundt. Hun kunne sanse deres sind, som skinnende lys i mørket omkring hende. Så let var det, at gribe ud efter én af dem. Enten stryge dem nænsomt, eller lukke kvælende fingre om lyset i et forsøg på at dræbe. Det var næsten poetisk.
Tronsalen var tom. Kongen var ikke hjemme, så der var ingen grund til at holde hof på dette tidspunkt af døgnet. Lillith befandt sig på sit værelse, hvor hun sov trygt i sin vugge, under stærk bevogtning af Raine. Hendes lille datter. Så smuk og stærk var hun allerede blevet. Et vidunder. Verden ville lægge sig for hendes fødder, ellers ville hun tvinge den til det.
Alt var perfekt. Det eneste, der var gået imod hende, var forsøget på at slå Macaria ihjel. Endnu engang var det lykkes den lille parasit, at undslippe døden, denne gang med hjælp fra Marcellus og hans forbandet bodyguard. Hun måtte få gjort noget ved denne Isabel. Ryddet hende af vejen. Ikke nok med at hun brugte så meget tid med Marcellus, så beskyttede hun også Macaria. Ja… hun måtte fjernes. Helst permanent.
I det mindste var der ingen som vidste, at Eriz havde haft en rolle i forsøget på at slå Macaria ihjel. En ret stor rolle hver fald. Alle gav Zean skylden. Dér havde planen været fabelagtig. Og nu var han død. Det sagde rygterne hver fald. Ellers en skam… hun ville savne den kyniske, stærke dødsengel, som hun så mange gange fortrød, at hun ikke havde giftet sig med. Men han havde været for arrogant. Se hvad det var endt med….

Hun hævede ansigtet noget mere. Den lille, metal krone hvilede på hendes sorte, lange hår, der faldt tykt ned over hendes ranke ryg. Hænderne hvilede mod hendes mave, som trak sin langsomt ind og ud i takt til hendes kontrolleret, dybe åndedræt. Som altid var hun iklædt smukke, skræddersyet kjoler, der var en dronning værdig. Rubinrød som sædvaneligt. Afslørende nok til at give et godt syn til kavalergangen samt hendes nøgne ryg og skuldre.
Et lille smil krydsede hendes fyldige, røde læber, da hun opfangede et sind, der var på vej til tronsalen. Det var også ved at være lang tid siden, hun sidst havde set ham…
Han kom altid, når Marcellus ikke var til stede i slottet. Langsomt åbnede hun de isblå øjne, der skinnede i skæret fra de store lysekroner under loftet. Beregnende hvilede de mod den høje port, som førte ind til hende.

[Loup Garou]

At kongen havde forladt Pandemonium havde nærmest været den invitation Loup havde ventet på. At Marcellus kunne få sig selv til at efterlade en kvinde som Eriz alene på slottet ville aldrig være noget Loup ville kunne forstå. Han var ikke sikker på om manden var en idiot, eller om han virkelig troede at Eriz ville være tilfreds med ham, med al den tid han tilbragte hjemmefra. Først hans rejse til Underdark sammen med sin bodyguard, og nu denne rejse. Ikke at Loup klagede; jo mere afstand der var mellem Eriz og Marcellus, jo bedre.
Han kunne sværge på at han kunne mærke en kilden i nakken, da han bevægede sig gennem slotsgården og op mod slottets enorme porte. Han kunne ikke holde et smil tilbage, ved tanken på at Eriz med sikkerhed allerede vidste at han var der. Under alle hans besøg hos hende, havde hun aldrig været overrasket over at se ham. Det havde allerede været så længe siden sidst han var alene med hende – sidste gang havde hun stadig været gravid med sin unge.
Denne gang var der ingen vagter som standsede ham, da han bevægede sig mod slottets tronsal. Vagterne havde lært fra deres fejl sidste gang han var blevet standset, og det ville ikke overraske Loup hvis Eriz selv havde en finger med i spillet for at sørge for at hans besøg hos hende blev holdt hemmelige. Ud fra øjenkrogen var han sikker på at han så en skikkelse snige sig rundt, og ud fra sin lugtesans kunne han bedømme skikkelsen til at være Eriz’ bodyguard. Selvfølgelig luskede den dæmon rundt. Sikkert på Eriz’ kommando. Han skubbede tanken fra sig så vidt som muligt da han nåede den store port til tronsalen, som han uden videre omsvøb skubbede op.
Eriz’ duft ramte ham så snart døren blev åbnet, og han måtte forme sit vante glubske smil, der han så hendes skikkelse på tronen. De så lige så forskellige ud som nat og dag; Eriz med sin krone på hovedet, og iført en af sine overdådige, kønne kjoler, og Loup med den gamle, slidte læderfrakke og sit uredte hår. Som altid med en lugt af jord, røg og alkohol over sig. Uden et ord trådte han nærmere hende, og lod sit blik glide op og ned af hende. Hendes kjole omfavnede næsten hendes krop, som på nuværende tidspunkt ikke viste noget tegn til barnet hun havde båret. Lige så slank og perfekt som hun havde været, første gang han havde set hende.
”Det er længe siden, Deres Majestæt.” lød varulvens grove stemme, da han endelig standsede op foran hende. Der var knapt en meter mellem de to, og for enhver anden ville den korte afstand have været alt andet end passende. ”Jeg hører at din mand har efterladt dig alene igen. Jeg føler det er min pligt at gøre noget ved det.” fortsatte han med nok et drag på smilebåndet.

[Eriz LaPiera Black]

Som den store port gik op, rettede Eriz sig lidt mere op. Synet af varulven fik smilet til at vokse, men hun blev stående hvor hun var, foran den høje trone, som kun hendes mand havde lov til at sidde i. Den måde Loup kunne se på hende… Det fik det til at krible i hende, og de følelser det vakte i hende, var både skræmmende, forvirrende og spændende.
Hans stemme gav genlyd ned gennem den store tronsal, så det lød som om, der var flere hundrede af ham til stede. Selvom han stoppede op med en meter imellem dem, følte Eriz alligevel at han var tæt nok på, til at hun nærmest kunne mærke hans kropsvarme, bølge ud af ham. Hun havde lyst til at gå det sidste stykke hen til ham, men det var som om, en kæde havde slynget sig om livet på hende, og lænkede hende til tronen. Måske var det Marcellus’ usynlige hånd. Eller Lillith’s…
Et lille grin lød fra hende ved hans ord, så de hvide, lige tænder kom til syne.
”Alt for længe siden, lord Garou. Jeg sætter pris på din omtanke, og vil selvfølgelig ikke sige nej, til sådan et tilbud. Det ville blot være uhøfligt,” svarede hun med en lige så formel og høflig stemme tilbage til ham.
Nærmest som flød hun over gulvet, trådte hun et par skridt frem mod Loup, så de stod lige overfor hinanden. Hendes slanke hånd med de lange fingre, rakte ud mod ham, inden håndfladen kunne finde hvile mod hans brystkasse. Hun kunne mærke hans hjerte banke bagved. Det fik hende til at smile, og hun lod hånden forsætte op til hans kind med de kradsende skægstubbe.
Hun savnede at være tæt på ham. Helt tæt. Mærke hans krop mod hendes, og hans arme, der omfavnede og trak hende ind i en ukendt verden, hvor kun de to herskede.
Marcellus gav hende magt, forbedrede hende, og gjorde hende stærkere, men Loup gjorde noget helt andet. Han fik noget andet frem i hende. Ikke fordi hun havde lyst til at nøjes. Aldrig ville hun give sin magt op.
”Desværre kan jeg ikke give dig min fulde opmærksomhed denne gang,” tilføjede hun, og lagde hovedet lidt på skrå, mens de dybe, dybe øjne hvilede hjemvant i hans. ”Som du sikkert har hørt, kan jeg kalde mig mor. Min datter har ikke et tungt sovehjerte.”
Fingrene strøg igennem hans halvlange, fedtet hår, for at lægge sig mod hans nakke i stedet, hvilket tvang hende til at træde det sidste stykke hen til ham, så de stod helt op af hinanden. Hans brystkasse lænede sig op af hendes bryst. Øjnene slap ikke hinanden.

[Loup Garou]

Lord Garou. Eriz’ tonefald fik kun titlen til at lyde lige så sarkastisk, som han havde fået det til at lyde da han kaldte hende ved sin rette titel. Men hvor man aldrig ville være i tvivl om at Eriz var en kongelig, sådan som hun så ud, ville man aldrig tro på at en mand som Loup kunne kaldes en ’lord’. Ikke desto mindre var det trods alt med Eriz’ hjælp at varulven havde fået sin rang, og han modsagde hende det ikke. Ikke at det gjorde titlen mere naturlig for ham at høre. Der var stadig ingen af hans varulve som kaldte ham dét.
Som slanger strøg Eriz’ fingre sig op af hans brystkasse og til hans ansigt, og Loup lod dem. Hans smil voksede sig kun en anelse bredere, da de snoede sig over hans kind, for at finde vej til hans hår og nakke. Der var et eller andet ved Eriz’ berøringer, som han fandt så dybt behageligt. Den lette sitren i huden som hun efterlod i ham, og som fik ham til at måtte brumme dæmpet i vellyst. Dét, og blikkene hun sendte ham. Måden hun snoede sin krop op af hans, som nok en gang bragte hans minder tilbage til de nætter de havde tilbragt sammen, da Marcellus havde været i Underdark med sin livvagt.
”Måske er det din kære mand som næste gang skal være hjemme med hende, og dig der er ude med en anden.” Det glubske smil gled nok en gang over hans læber da han mærkede Eriz trykke sig tættere op af ham. Han kunne mærke hendes hjerte hamre i hendes bryst, presset så tæt mod hans egen brystkasse. ”Jeg ville nyde at få dig til at hyle mod månen med mig.” Loups hænder faldt til dronningens hofte, som om det ville kunne lade ham trække hende tættere ind til sig, end de allerede var. Det var dog en umulighed, og resulterede kun i at varulven holdt hende trygt placeret ind mod sig.
Hendes duft fyldte ham. Loup var normalt ikke typen der brød sig om stanken af badeolier og hvad Eriz ellers måtte benytte sig af, men han havde lært sig at holde af de sanseindtryk hun gav ham. Han måtte nok en gang tillade sit blik at vandre op og ned af hende, og måtte trække en smule mere på smilebåndet. Deres ansigter var så tætte på hinanden, at Loup kun behøvede bøje sig en smule, for at kunne trykke sine læber mod hendes. ”Men det er betryggende at vide at du ikke tror du kan være i samme rum med mig, uden at være i fare for at vække et sovende barn. Er det dig selv, eller mig du ikke stoler på?” Der var et drilsk glimt at spore i de mørke øjne, som uden tøven mødte hendes. Næsten uden at blinke. Der var noget underholdende ved at måle styrke med en kvinde som Eriz. Hvem ville give efter først? Hvor langt kunne de trække den, før det ville blive for meget?