Post by Nathaniel Oathhorn on Oct 7, 2015 20:29:04 GMT
Nathaniels blik mødtes hendes, han gengældte smilet. Han havde ikke lagt mærke til det før, men hans dronning havde utroligt smukke øjne, han blev næsten helt fortabt i hendes øjne.
Hun skulle ikke takke ham! Det var vel derfor man havde venner, de kom når man mest havde brug for det, uden at forvente et tak. Eller Nathaniel forventede det hvert fald ikke. "Du skal ikke takke Der....... Macaria... Du havde gjort det samme!" sagde Nathaniel med et smil, og tog en slurk af vinen. Han var så småt begyndt at mærke alkoholens virkning, han havde næsten også drukket det meste af turen derop og nu begynde han igen. Alkohol hjalp på alt, hjertesorger, krigstraumer, få øget selvtillid, træffe politiske beslutninger, alt blev bedre med vin.
"Det er ikke en svaghed, Macaria, tvært imod" sagde han med et skævt smil, og løfte sit glas for at skåle med hende. Nathaniel tømte endnu engang sit glas, efter at have skålet med hende. Hvorefter han fyldte glasset op igen.
Nathaniel vidste ikke, hvorfor at han havde det så svært med at stoppe med titlerne. Han kaldte også sin egen far for mylord, da han stadig levede. Det var en vane der var begyndt at tage overhånd.
"Så vil jeg fortælle mine mænd det, jeg vil personligt sørge for at det er de bedste som kommer til at blive udstillet inde på selve slottet." sagde Nathaniel og smilede betryggende til hende. Nathaniels første og største mission, var at sørge for at dronningen kunne tage den med med, om det så krævede at han skulle drikke sig fuld med hende hver eneste dag. Samt have halvdelen af sin hær udstillet på slottet, så var det det han ville gøre.
Nathaniel så ud af vinduet. Sidst han havde set så mange mennesker udenfor murene var, til Macaria og Zeans bryllup, der var også rigtig rigtig mange mennesker. Uden videre begynde Nathaniel at smile. "Kan du huske til min fødselsdagsfest for 2 år siden, at jeg var så fuld at jeg næsten ikke kunne skære det første stykke kage ud" grinte Nathaniel højlydt, han vidste ikke hvorfor han var kommet i tanke om det, men det var han bare.
Hun skulle ikke takke ham! Det var vel derfor man havde venner, de kom når man mest havde brug for det, uden at forvente et tak. Eller Nathaniel forventede det hvert fald ikke. "Du skal ikke takke Der....... Macaria... Du havde gjort det samme!" sagde Nathaniel med et smil, og tog en slurk af vinen. Han var så småt begyndt at mærke alkoholens virkning, han havde næsten også drukket det meste af turen derop og nu begynde han igen. Alkohol hjalp på alt, hjertesorger, krigstraumer, få øget selvtillid, træffe politiske beslutninger, alt blev bedre med vin.
"Det er ikke en svaghed, Macaria, tvært imod" sagde han med et skævt smil, og løfte sit glas for at skåle med hende. Nathaniel tømte endnu engang sit glas, efter at have skålet med hende. Hvorefter han fyldte glasset op igen.
Nathaniel vidste ikke, hvorfor at han havde det så svært med at stoppe med titlerne. Han kaldte også sin egen far for mylord, da han stadig levede. Det var en vane der var begyndt at tage overhånd.
"Så vil jeg fortælle mine mænd det, jeg vil personligt sørge for at det er de bedste som kommer til at blive udstillet inde på selve slottet." sagde Nathaniel og smilede betryggende til hende. Nathaniels første og største mission, var at sørge for at dronningen kunne tage den med med, om det så krævede at han skulle drikke sig fuld med hende hver eneste dag. Samt have halvdelen af sin hær udstillet på slottet, så var det det han ville gøre.
Nathaniel så ud af vinduet. Sidst han havde set så mange mennesker udenfor murene var, til Macaria og Zeans bryllup, der var også rigtig rigtig mange mennesker. Uden videre begynde Nathaniel at smile. "Kan du huske til min fødselsdagsfest for 2 år siden, at jeg var så fuld at jeg næsten ikke kunne skære det første stykke kage ud" grinte Nathaniel højlydt, han vidste ikke hvorfor han var kommet i tanke om det, men det var han bare.