Post by Macaria Forsyth on Jul 3, 2015 19:11:12 GMT
Nathaniel Oathhorn - Macaria Forsyth
Regnen slog hårdt ned på Oberion, hvis mudret gader var øde på denne tid af natten. Indbyggerne lå gemte i deres alkover med tæpper og skind trukket godt om sig, for at holde varmen i efterårsstormen, der ruskede udenfor. Hist og her var der dog lys. Kroerne, bageren, og selvfølgelig på det store slot, hvor de farvede glasvinduer lyste mørket op.
Indenfor på slottet var de fleste vågne. Dronningen sov om dagen, og derfor forgik arbejdet for det meste om natten, hvor hun var vågen. Køkkenpigerne bagte og lavede mad. Tjenerne gjorde rent i alle rummene. Vagterne stod ranke ved hver en dør. Ingen latter lød dog i de lange gange eller store sale. Det havde der ikke gjort i lang tid.
Selvom det burde være festlige tider i landet på grund af den nye prins, var der ingen store fester fra kongehusets side. Dronningen så man knap nok længere. Selv tjenerne fik kun et sjældent glimt af hende hist og her, når hun vandrede gangene alene, eller legede på børneværelset med sine to børn. Begge dødsengle.
Stadigvæk var der intet ord om… ham. Hans navn var blevet slettet fra alles læber. I starten havde det været svært, at vænne sig af med at sige de. Der var ikke et de længere. Kun en hende. En ung pige alene med to børn i et stort slot med et helt kongeriges ansvar på sine skuldre. Man kunne kun gætte sig til, hvad der forgik i hendes hoved. Når hendes blik blev fjernt, og hånden lå stille i skødet, vidste man hun tænkte på ham, men ingen turde sige noget til hende i frygt for hendes vredesudbrud. Hun nægtede at sørge, nægtede at savne, nægtede at snakke.
De to børn var for længst lagt i seng. Den lille prinsesse og lille prins. Begge sov inde hos dronningen, men om det var for deres skyld ellers hendes, var der ingen, som vidste.
Derfor sad dronningen alene i sit kontor denne nat. Hun kunne ikke lide at være i tronsalen. Tronen ved siden af hendes, mindede hende for meget om den mand, der havde prøvet at dræbe hende og deres ufødte barn. Nogle gange kunne hun stadigvæk vågne op, og tro hun stadigvæk befandt sig i Sethos. På flugt fra sin ægtemand, der holdte en sølvdolk i sin ene hånd, og kaldte på hende i skyggerne.
Panden hvilede ned i hendes ene håndflade, hvor vilde hårlokker snoede sig ud mellem fingrene på hende. På bordet foran sig var en stak med rapporter, som hun prøvede at kæmpe sig igennem. Der skulle tages en afgørelse omkring hvad dødsenglenes skæbne skulle være. Lige nu var de alle fanget i Sethos, men det kunne de selvfølgelig ikke blive ved med. Ansvaret og valget lå hos hende. En sød hævn eller en tilgivende gestus?
Bag hende knitrede ilden i pejsen, som den eneste lyskilde. Hun havde aldrig haft brug for lys eller varme, men i de her trøsteløse dage, havde hun ikke noget imod det orange skær, der fik hendes hår til at ligne nypudset kobber.
Skrivebordet var som altid rodet til. Fyldt med dokumenter, pergamentruller, fjerpenne, blæk, kort og nips ting. Et tomt glas stod ved hendes ene hånd, og havde ud fra resterne i bunden indeholdt hendes ”aftensmad.”
Ingen turde forstyrre hende i denne tid, men lod hende være alene i sine forvirret tanker og følelser. Normalt ville han komme ind til hende, når han følte hun arbejde for meget. Han ville løfte hende op, og bære hende ud af kontoret. Drikke hende fuld. Danse rundt med hende. Tage hende med i seng. Han ville få hende til at le, og glemme alle bekymringer.
Med en frustreret lyd skubbede hun dokumenterne fra sig, og begravede ansigtet i sine fine, små hænder. Træt masserede hun sine øjenlåg, mens hun prøvede at samle fokus til at arbejde videre. Så meget arbejde. Overladt kun til hende.
”Åh Euphonia…” mumlede hun. ”Giv mig styrken til at klare det her.”