Post by Inei on Jun 17, 2015 18:27:52 GMT
Krigen mellem Varulvene og Vampyrerne
Den største og længste krig som mandsminde kan huske, er kampen mellem varulve og vampyrer. Ingen husker præcist hvordan den startede, men selvom den officielt er slut, har det forevigt bedskadet relationen mellem de to væsner.
Historiker har dog fundet en stor sten, hvor noget hakkende, indgraveret skrift, fortæller om en strid mellem de to gudinder Euphonia og Inei. Ifølge stenen skulle de to gudinder have kommet op og skændes, hvilket førte til at de sendte deres bedste rovdyr efter hinanden.
Euphonia sendte sine varulve. Store, frygtindgydende, og med en blodtørst så stor, at de ikke ville tøve med at flænse deres bytte op. De var vilde og ukontrolleret ligesom hende. Perfekt til krig.
Inei valgte vampyrerne. Hun havde skabt dem som de perfekte rovdyr, og med blod fra en slagmark på sine hænder. Vampyrerne var hurtige, stærke, og intelligente, så de nemt kunne udtænke strategier. Med deres healende egenskaber, var de svære at slå ihjel.
På grænsen mellem Vavilon og Portus mødtes de to racer for første gang. Snerrende og hvæsende stod de foran hinanden. Alt i dem fortalte, at de skulle tilintetgøre den anden. Det var alt de hørte. Alt de forstod.
Kampen begyndte, og aldrig har man set noget lignende.
Blod sprøjtede, kampråb druknede i lyden af skrig, og jorden blev dækket af lig fra begge parter. Alle kæmpede med sådan en intensitet, at man skulle tro, de ikke kendte til andet. Og jo flere der faldt, jo større blev hadet imellem dem.
Til sidst var der kun en lille håndfuld på hver side. De var for trætte og såret til at kunne blive ved med at kæmpe. Slaget døde ud, og stilheden bredte sig på den groteske slagmark. Jorden druknede i blod. Luften stank af lig.
Euphonia og Inei var dog ikke færdig. Ingen havde vundet. De var begge to klar til at ofre den sidste håndfuld fra deres race. Også selvom det mest var børn og kvinder. Det ville være både vampyrerne og varulvenes endelige.
De to racer var dog loyale, og vendte sig hadefulde mod hinanden igen.
Lige da de skulle til at angribe, blev de dog stoppet, da solen begyndte at gløde på himlen, som var der ild i skyerne. Chokeret stoppede varulvene og vampyrerne op. Krybende søgte de læ, hvor strålende ikke kunne nå dem.
Varulvene fordi at de dengang ikke kunne skifte form uden fuldmåne, og vampyrerne fordi solen ville slå dem ihjel.
Solen var blevet tændt af Nostamus, der havde set vandvidet, og indset at intet andet kunne leve, hvis de to racer blev ved med at kæmpe mod hinanden. Derfor havde han stoppet slaget.
Han irettesatte sine to søstre, og bremsede deres fejde, så de igen blev venner.
Kampene og slagene endte. Varulvene og vampyrerne skiltes ad, og forlod slagmarken for at slikke deres sår, samt bygge racen op igen. Men selvom de to gudinder igen kunne enes, så var hadet mejslet ind i de to racer, der var skabt til at slås mod hinanden. Så selvom kampene var slut, så var krigen ikke.
