Post by Isabel Veterano on May 13, 2015 9:20:00 GMT
Med en kraftanstrengelse fik Isabel trukket Macaria ud af skyggerne på en husmur. Vampyren var krummet helt sammen ismerte, så det kun var på grund af Isabels faste støtte, at hunikke faldt om. En arm var lagt om hybridens nakke, og den andenhånd var som en klo ned mod hendes mave. Ansigtet var bidt hårdt sammen i intens smerte, hvilket fik kroppen til at skælve som et græsstrå i en storm.
Isabel slæbte dronningen med sig ned af den mudret gade. Det var nat, og de fleste sov her i den lille mineby, der stod for at hugge din dyre krystaller ud af Vavilons bjerge. Isabel brød sig ikke om at de stadigvæk var i bjergområdet, men hun kunne ikke få sig selv til at transportere Macaria længere væk. Det var tydeligt, at hun havde brug for lægehjælp. Vandet var allerede gået, og der var ingen tvivl om at de smerte vampyren gik igennem nu var på grund af veer. Alt for tideligt veer.
Isabel støttede hende hen til brønden i torvets midte, og fik hende til at sætte sig på kanten. Hun var lige ved at vælte af den, ved at læne sig stønnende frem. Hurtigt greb Isabel hende, og fik hende op på rette køl igen. Desperat kiggede hun sig omkring, men ingen huse havde lys i vinduerne, og alt var stille som graven. Man skulle næsten tro landsbyen var efterladt, hvis ikke det var for den stille røg, der sivede op af nogle af skorstenene.
”Jeg… jeg kan ikke….” jamrede Macaria pludseligt, og Isabel tog mere omkring hende. Pigen var helt bleg – blegere end normalt.
”Bare rolig. Hold ud! Det skal nok gå,” svarede hun, inden at hun rettede sig målbevidst op. ”HJÆLP! Kan vi få noget hjælp!! Please!!”
Råbet gav ekko gennem den stille, mørke by, mens vinden fik sprækker og revner til at knage og pive. Men først da Isabel igen råbte højt, begyndte der at blivetændt lys i de forskellige vinduer omkring dem, hvilket fik håbet til at stige i Isabel.
”Nu kommer der hjælp. Hold ud, Macaria. Hold ud,” hviskede hun håbefuldt til dronningen, der med tårefyldte øjne kiggede op, da de første døre blev slået op.
”Hvad er det for et råberi?!! Hvad forgår der?!” råbte en bredskuldretminearbejder, stadigvæk kun iført sin natskjorte. Folk havde tændt lanterner, for at oplyse mørket, der langsomt kravlede væk, som de kom tættere på hybriden og vampyren.
”Vi har brug for hjælp. Det… det er Macaria Forsyth. Hun skal føde, og det er alt for tideligt,” svarede Isabel usikkert, inden et gisp afbrød hende.
”Det er dronningen!!”
”Hvad siger du?!”
”Det er dronningen!!Forsyth!”
”Åh ved Euphonia!”
Og så gik det pludseligt stærkt!
Folk strømmede til midten af torvet, for at komme Macaria til hjælp. Ordre gjaldrede, og kvinder dukkede frem med uglet hår og natkjoler, for at finde håndklæder, varmt vand og urter.
Den bredskuldret minearbejder løftede den spinkle vampyr op i sine arme,som var hun blot et lille barn, og satte kurs mod det største hus de havde.
”Vent!” Macarias stemme var svag, men alligevel klar som Ineis vand. Hun rakte en skælvende hånd ud mod Isabel, der havde stået tøvende, og set efter hende. ”Jeg vil have hende med.”
Et lille smil hev det ene mundvig op, inden at Isabel adlødog fulgte med.
De lagde Macaria i en stor seng, og begyndte atgøre klar til fødslen. Mænd hjalp til med at bære store mængderaf vand ind, som blev løftet over den buldrende ild i kaminen lige ved siden af sengen. Hele landsbyens puder syntes at havne bag Macarias ryg, så hun kunne sidde op, mens kvinderne fokuseretdelte opgaver ud.
For ikke at gå i vejen, satte Isabel sig på en skammel ved siden af Macaria. En kold hånd greb hendes, hvilket næsten fik hende til at stivne. De små, stærke fingre lukkedesig om hende, og hun hævede blikket mod vampyren. Sidste gang de havde holdt hinandens hænder, havde været hvor Isabel stadigvæk havde været i sin egen krop. Den nat hvor alt blev sort. Den nat hvor hun døde, for at redde den selv samme vampyrs liv.
Frivilligt lod hun sig synke ned i de bundløse, mørkeblå dybder, og lukkede begge sine hænder om hendes lille hånd.
”Jeg er lige her,” hviskede hun, uden at sanse hvad der skete omkring dem. Macaria’s ansigt var ulæseligt.
”Er du virkelig hende?”
Der var en lang tøven. Isabel prøvede at finde en følelse eller en tanke, der kunne give hende svaret om hun skulle lyve eller fortælle sandheden. Til sig sank hun en klump og nikkede. Det var første gang, at hun havde fortalt nogen, hvem hun i virkeligheden var, og til sin overraskelse fandt hun det hårdt og bittert.
Macarias fingre lukkede sig mere om hendes hånd, mens et svagt smil kort fik hendes smertefulde ansigt til at bløde op. Det var umuligt ikke at gøre andet, end at gengælde det.
”Du må forklare alting, når det her er færdig. Vi har meget at snakke om. Du går ikke, vel?” Igen forvandlede den viljestærke vampyr sig til en lille, ængstelig pige, som var bange for, at skulle gå igennem den her smertefulde og forvirrende oplevelse alene. Så mange havde vendt hende ryggen gennem det sidste stykke tid. Selv hvis Isabel ikkekunne, ville hun ikke kunne få sig selv til at forlade hende her.
Så i stedet rykkede hun sig tættere på sengen, og smilede beroligende til den lille, ængstelige pige, med de store, blå øjne.
”Jeg bliver lige her, så længe du har brug for mig.”
Macaria smilede taknemmeligt tilbage, og Isabel havde aldrig følt sig mere stolt, over at kunne hjælpe.
Fødslen varede indtil solen stod næsten højest på himlen. Der var gloende varmt inde i værelset på grund af den buldrende pejs, så alle der sad derinde svedtemed hår klæbrende til glinsende pander, og opsmøget ærmer. Den eneste som ikke svedte var vampyren i sengen, der kæmpede som besat på at føre sit barn til verden. Det var en hård kamp.
Både på grund af de afslappende urter i hendes systemet, der ikke gavhende den fulde energi, som hun havde brug for, samt at hun ikke havde drukket blod i et stykke tid. Derudover var alting gået ret stærkt, og selvfølgelig…. babyen var en dødsengel.
Et held at Macaria kunne heale sig selv, for barnet havde sine vinger ude, da det blev født på grund af alt smerten den kunne mærke fra sin mor. Euphonia holdte dog en hånd over dronningen og babyen, for ingen af dem kom alvorligt til skade, selvom prisen blev betalt med stor smerte til Macaria.
Isabel havde dog set hende, blive tortureret og vidste at hun kunne holde til det. Igennem helefødslen sad hun ved vampyrens side med hendes ene hånd i sine. Op til flere gange måtte hun give sig i jamren, når Macaria kom til at klemme hendes hånd for hårdt, men hun rykkede sig ikke væk eller trak sin hånd til sig. Hun var her. Lige her.
Og endelig var det forbi. Lagnet fra Macarias underliv var dækket af blodsammen med diverse håndklæder. Hvis hun havde været levende, ville hun have været død – ingen tvivl om det.
Hytten genlød af hjerteskærende babygråd, der næsten var øredøvende, men fik alle i rummet til at smile lettet. Nogle omfavnede endda hinanden, eller gav Macarias knæ et klap.
En forhutlet, lille skikkelse blev lagt i Macaria’s arme, og Isabel satte sig op på sengekanten, for at kunne kigge ned mellem de lyseblå folder af tæppet, som var viklet omkring babyen. Et næsten helt rødt hoved kom til synefyldt med utilfredse rynker i sit lille ansigt.
”Han ligner Zean…” kommenterede Isabel, og Macaria måtte smile svagt, selvom sorgen kort fik hendes øjne til at lukke sig i. Isabel opdagede det, og havde med det samme lyst til at slå sig selv – hårdt. Flot at nævne manden, der havde prøvet at dræbe hende og babyen i hendes arme, så hun selv blev nødt til at dræbe ham. Han kunne være død nu.
”Vi må finde noget mælk til ham. Jeg går ikke ud fradin krop generere den slags,” skyndte Isabel sig at sige, og rejste sig, for at snakke med én af kvinderne, der havde hjulpet til med fødslen.
Imens bøjede Macaria sig ned til sin baby’s ansigt, for at ligge sin pande mod hans. Hendes lille dreng. Hendessøn. En dødsengel, der i sandhed var blevet født med smerte omkring sig. Blidt kyssede hun ham på panden. Det havde været det hele værd. Hun var mor.
”Vi finder ud af det,” hviskede hun ned mod sin søn, og trak ham mere ind mod sig. ”Vi klare den. Du og jeg.”