Post by Eriz LaPiera Black on Apr 29, 2015 12:26:02 GMT
Rei Salore - Eriz LaPiera Black
---------------------------------------------------------------------
---------------------------------------------------------------------
Luften var frisk og kølig for en gangs skyld efter det hurtige regnskyl der havde hersket for et par timer siden. Skylaget var dog som altid gråt og tæt, og specielt her i Medea hvor de fleste industribygninger befandt sig.
På torvet havde folk igen sneget sig ud med deres opfindelser og vare. Kun nogen af handelsmændene og opfinderne beklagede sig, fordi de ikke havde været hurtige nok til at få deres vare ind, så regnen havde ødelagt teknologien. Sådan var det når grådigheden blev for stor. Dog var der stadigvæk meget andet at se på, og de små sælgere kunne endda komme til, nu hvor de større var blevet ødelagt. De stod på de små scener eller podier, og råbte op i vildens sky for at tiltrække kunder, der havde penge nok i lommerne til at købe deres teknologi.
Mange fra militærakademiet var også ude for at se på varerne. Hvis sælgerne var heldige ville en kaptajn måske blive forelsket i den nye våbenteknologi. Det kunne man tjene mange penge på.
Eriz havde også vovet sig udenfor efter regnen for at se på tingene. En sort kappe holdte hendes krop varm, mens hætten var trukket en smule op, så folk ikke lige sådan ville genkende dronningen af Pandemonium. Ikke mange ville dog vide hvordan hun så ud. Hun havde ikke vovet sig ud af Agares siden kroningen, så folk skulle kun genkende hende hvis de havde været med til kroningen, brylluppet, eller på anden måde fundet ud af, hvordan hun så ud.
På hver side af sig et par skridt fra hende blev hun fulgt af to soldater, der skulle beskytte hende, hvis der opstod problemer, og selvfølgelig befandt Raine sig et stykke bort gemt for andres blikke. Hendes personlige bodyguard. Ikke fordi hun havde særligt meget brug for det, men hun elskede at vise sig frem.
Her i Medea var vejene belagt med brosten ligesom de var i Portus, så folk kunne gå rundt uden at få for meget mudder på deres sko. Eriz satte pris på det. Hun hadede at blive beskidt.
I et mageligt tempo gik hun rundt mellem scenerne og de små boder for at se på tingene, der blev solgt. Kappens kant hvislede over brostenene, og de isblå, intense øjne gled over varerne med en let dovenskab, som om at tingene kedede hende. Det kulsorte hår var strøget tilbage fra hendes ansigt, og samlet i små metalkæder for at holde styr på de tykke lokker.
Kjolen indenunder hendes kappe var fornem, og tydede på hvilken velstand hun kom fra. Den sad stramt til hendes overkrop med guldsnore, for så at blive større ved hendes hofter og brede sig ud. Stoffet var dynamisk og blodrød som det nu var kutyme her i Pandemonium med deres mørke farver. Ryggen var rank og hovedet stolt hævet. Folk skilte sig automatisk fra hende, uden rigtig måske at vide hvorfor.
Kedsommeligt sukkede hun for sig selv. Marcellus var et andet sted i byen, og ville ikke komme tilbage til kroen hvor de tilholdte sig før næste dag, da han havde travlt med at snakke med de forskellige handelsmænd her i byen. Han havde overladt hende til sig selv.
Ikke fordi der var så meget at lave. Hun kendte kun få i Medea, og det var ingen hvis selskab hun var interesseret i. Hele den her rejse kedede hende. Helst ville hun være blevet på slottet, men Marcellus skulle bruge sin pyntegenstand, han kunne have med sig - undskyld, hans elskede kone. Det var sådan de virkede udad til. Et lykkeligt, kærligt par. Sandheden var anderledes.
Kort stoppede hun op foran en scene, hvor en mand var ved at vise sin nyeste opfindelse frem. Endnu kunne hun ikke se, hvad det skulle forestille, men manden var karismatisk, og hun havde intet andet at lave end den kedelige udsigt til et tomt kroværelse.
Derfor blev hun stående med hænderne samlet foran sit skød, og hovedet lagt lyttende på skrå, for at lytte til sælgeren.
På torvet havde folk igen sneget sig ud med deres opfindelser og vare. Kun nogen af handelsmændene og opfinderne beklagede sig, fordi de ikke havde været hurtige nok til at få deres vare ind, så regnen havde ødelagt teknologien. Sådan var det når grådigheden blev for stor. Dog var der stadigvæk meget andet at se på, og de små sælgere kunne endda komme til, nu hvor de større var blevet ødelagt. De stod på de små scener eller podier, og råbte op i vildens sky for at tiltrække kunder, der havde penge nok i lommerne til at købe deres teknologi.
Mange fra militærakademiet var også ude for at se på varerne. Hvis sælgerne var heldige ville en kaptajn måske blive forelsket i den nye våbenteknologi. Det kunne man tjene mange penge på.
Eriz havde også vovet sig udenfor efter regnen for at se på tingene. En sort kappe holdte hendes krop varm, mens hætten var trukket en smule op, så folk ikke lige sådan ville genkende dronningen af Pandemonium. Ikke mange ville dog vide hvordan hun så ud. Hun havde ikke vovet sig ud af Agares siden kroningen, så folk skulle kun genkende hende hvis de havde været med til kroningen, brylluppet, eller på anden måde fundet ud af, hvordan hun så ud.
På hver side af sig et par skridt fra hende blev hun fulgt af to soldater, der skulle beskytte hende, hvis der opstod problemer, og selvfølgelig befandt Raine sig et stykke bort gemt for andres blikke. Hendes personlige bodyguard. Ikke fordi hun havde særligt meget brug for det, men hun elskede at vise sig frem.
Her i Medea var vejene belagt med brosten ligesom de var i Portus, så folk kunne gå rundt uden at få for meget mudder på deres sko. Eriz satte pris på det. Hun hadede at blive beskidt.
I et mageligt tempo gik hun rundt mellem scenerne og de små boder for at se på tingene, der blev solgt. Kappens kant hvislede over brostenene, og de isblå, intense øjne gled over varerne med en let dovenskab, som om at tingene kedede hende. Det kulsorte hår var strøget tilbage fra hendes ansigt, og samlet i små metalkæder for at holde styr på de tykke lokker.
Kjolen indenunder hendes kappe var fornem, og tydede på hvilken velstand hun kom fra. Den sad stramt til hendes overkrop med guldsnore, for så at blive større ved hendes hofter og brede sig ud. Stoffet var dynamisk og blodrød som det nu var kutyme her i Pandemonium med deres mørke farver. Ryggen var rank og hovedet stolt hævet. Folk skilte sig automatisk fra hende, uden rigtig måske at vide hvorfor.
Kedsommeligt sukkede hun for sig selv. Marcellus var et andet sted i byen, og ville ikke komme tilbage til kroen hvor de tilholdte sig før næste dag, da han havde travlt med at snakke med de forskellige handelsmænd her i byen. Han havde overladt hende til sig selv.
Ikke fordi der var så meget at lave. Hun kendte kun få i Medea, og det var ingen hvis selskab hun var interesseret i. Hele den her rejse kedede hende. Helst ville hun være blevet på slottet, men Marcellus skulle bruge sin pyntegenstand, han kunne have med sig - undskyld, hans elskede kone. Det var sådan de virkede udad til. Et lykkeligt, kærligt par. Sandheden var anderledes.
Kort stoppede hun op foran en scene, hvor en mand var ved at vise sin nyeste opfindelse frem. Endnu kunne hun ikke se, hvad det skulle forestille, men manden var karismatisk, og hun havde intet andet at lave end den kedelige udsigt til et tomt kroværelse.
Derfor blev hun stående med hænderne samlet foran sit skød, og hovedet lagt lyttende på skrå, for at lytte til sælgeren.