This ain't no place for a lady

[Seraphine Thorne]

Caleb Veterano  
Sted: Lille slum bar, ved navn Den Tvehalede Rotte. 

Stanken var det værste. Så meget var Seraphine Thorne blevet enig med sig selvom. Stanken af fordærvet mad, rådne frugter, og den stærke, syreagtig lugt af urin - der var intet kloark system i den gamle bydel, der nu var slummen - gjorde hende næsten så dårlig at hun kunne mærke hendes aftensmad presse på for at komme op igen. Det nederste af hendes kappe var fugtig af at blive trukket igennem mudder, for ikke at tale om hendes sko. Hun håbede ihvertfald det var mudder. "Inei giv mig styrke," mumlede hun, og trykkede hendes hånd om det runde halssmykke hun havde på, så hårdt at den bed sig ind i hendes fingre. Det første hun ville gøre som Portus' nye dronning, var at sætte ild til den her bydel. 
"Giv en skilling, jeg har små børn der hjemme!" En kvinde, med vampyriske træk men højelever øre, hev fat i hendes kappe da hun forsøgte at passere hende. 
Stryg det. Først skal jeg af med alle de blandings monstre, Sera væmmedes og trak hendes kappe til sig med en grimasse. Den her kappe skal også brændes nu. Den blonde kvinde fortsatte ned af gaden, hendes sko skrabbede mod brostenene, og snart gjorde hun en pludselig finte ind i en mørk gyde. 
Her stod hun et langt øjeblik, holdt vejret, og pressede hendes ryg op af en hus væg. Først da hun var sikker på ingen havde fulgt efter hende, gik hun videre. For enden af gyden, var der en nedgang til en kælder der egentlig var en kro men blev brugt mere som bordel. Langsom klaver musik blev dovent spillet af en fuld mand, der flere gange spillede forkert på et ikke-tunet klaver, akkompagnert af en banjo, der manglede en til flere strenge. Kvinder klædt i røde og sorte kjoler, med så ned-skårende kjoler at deres barme truede med at spilde ud af dem, og så høje hæmlinjer, at intet var efterladt til fantasien, flirtede med mænd der alle sammen syntes at mangle et eller andet - om det var et øre, et ben eller en til flere tænder.
Der var ingen der lagde mærke til hendes ankomst, så hun bevægede sig hen til baren og satte sig på en barstol. Hendes kappes hætte var trukket langt ned over hendes kønne ansigt, og dens folder skjulte hendes feminine former, den var mørkeblå og lavet af dyrere stof end noget andet der fandtes i kroen. 
"Hva' ka' jeg gør' for dæ," En barmand, der kliché agtigt var igang med at gøre et glas rent med klud, så ikke engang op fra hans arbejde da han spurgte. 
"Jeg venter på nogen." svarede Sera lavmælt, og knugede om hendes halskæde igen. For at afholde sig selv fra at sætte ild til kulden i barmandens hænder. 

[Caleb Veterano]

"Kommer du snart tilbage igen Cal?" Den spindende stemme fyldte hans hoved med lokkende løfter, om hvad der kunne vente ham, hvis han kom tilbage, men han flyttede afvisende hendes kælen hånd fra hans brystkasse, så han kunne få trækket sin grå hør-trøje på. Den stærke, arret overkrop blev dækket til, hvilket fik den prostitueret til at sukke tungt, mens hun lagde sig tilbage i sengen, han lige havde rejst sig fra.
"Du ved godt, du er min ynglings ikke? Du er ikke som de andre mænd her," smigrede hun, og rodede op i sit korte hår. "Måske næste gang du er i humør til andet end det sædvanelige?"
Cal kastede et kort blik på hendes sensuelle skikkelse, mens at han trak sin knælange jakke på med den høje krave. Bukserne havde insisterende været på hele tiden, selvom den prostitueret mange gange, havde prøvet at få dem af ham. Hun måtte dog snart være vant til, hvordan han ville have det.
"Jeg har fortalt dig, hvordan det forgår. Jeg er ikke interesseret i andet. Hvis jeg var, ville jeg finde en anden, der var mere ren," svarede han køligt, hvilket fik kvinden til at fnyse.
"Hvorfor bliver du så ved med at komme tilbage, idiot?"
"Fordi dit hår er kort. Hvor meget skylder jeg?"

Få minutter efter gik han ud af det lejet værelse. Han følte sig uren, og kunne næsten ikke vente med at få et bad, men andre ting måtte gøres først. Som han gik ned af trappen, fik han mange blikke fra kvinderne, men han ignorerede deres tilstedeværelse fuldkommen. Den eneste grund til at han fik så meget opmærksomhed her, var fordi at han ikke lignede de andre taber her. Han var yngre. Kroppen var stærk og markeret som et ungt træ. Det sorte hår blev holdt kort, men pandehåret var alligevel langt nok til at dække læderlappen, som var syet over hans ene øje. Øjet, der var blevet revet ud.
Han rettede på sin jakkes krave, inden at han kort stoppede op ved foden af trappen, og kiggede sig omkring, indtil at han fandt hvad han søgte ved baren.
Kig efter en mørkeblå, fin kappe havde han fået af vide af sin kontaktperson. Det var ikke svært at finde den.
Efter at have kastet et blik over skulderen, gik han over til baren, hvor han med et suk gled op på stolen ved siden af den kappeklædte person. Han lagde sine underarme mod baren, og gjorde et håndtegn til bartenderen, der med det samme vendte sig rundt, for at finde et glas med whisky til ham.
"Du er ikke særlig diskret i den mundering," mumlede Cal til den kappeklædte, men holdte blikket ned mod sine hænder. Han var ved at rense sine negle. "Folk her har ikke råd til den slags tøj."
Først nu drejede han hovedet mod den fremmede, som hans kontaktperson, havde samt ham i kontakt med. Han kunne ikke se noget ansigt for hætten.
"Du er hende, ikke? Seraphine?"

[Seraphine Thorne]

Den blå silke kappe var ikke nogen almindelig kappe, og ikke bare på grund af den rige, mørkeblå farve med guldbroderi langs kanten. Stoffen var indlagt med magi, et samarbejde mellem en alkymist og en magiker, og kunne hverken brændes eller penetreres, vand perlede af den og bedst af alt; indersiden var gennemsigtig. Så selvom han ikke kunne se hende endnu, kunne hun se ham. Og hvilket syn han var. Så arret som en gadehund, pjusket hår der bar præg af hænder der havde kørt gennem det - og hun undrede sig, havde han selv kørt en hånd gennem lokkerne, eller havde en af establishmentets luder holdt i det korte hår. Og selvfølgelig, det hun kunne kende ham på; klappen for øjet. "Diskret ligger ikke til mig," svarede hun og smilede under kappen. "Og lad os få to af den whiskey." Det sidste var henvendt til bartenderen, der nikkede og tog endnu et glas.
"Hvis du er Cal, er jeg måske Seraphine..." Bartenderen satte de to glas foran dem. Sera tog sit, lugtede til væsken og gjorde en svag grimasse under hætten. Hun foretrak vin. Men steder som det hers vin smagte altid mere af stærk vindrue saft, ækel og sødt, end den gode tørre rødvin hun kunne købe på de finere markeder. "Hvordan har vores venner det? Jeg hører det gik skidt i Vavilon..."

[Caleb Veterano]

Da hun bekræftede hvem hun var, nikkede Cal blot for sig selv, inden han igen vendte ansigtet ned mod bordet. Glasset med whisky gled ind i hans synsfelt, og han greb om glasset, som var det rent guld. I en enkelt slurk skyllede han det ned i struben, og måtte skære en grimasse på grund af den brændende fornemmelse, der dog straks fik ham til at føle sig mere klar i hovedet.
Som hun nævnte modstandsgruppens skæbne, skar Cal endnu en grimasse, mens at han slog glasset ned i bordet, og gjorde tegn til bartenderen om at fylde det op igen. Han ville skulle klare mindst 2 glas mere, for at kunne klare dagen. Inei tilgive ham.
"Vampyrer," fortalte han hende kortfattet, men nævnte ikke at han kendte den ene, som havde gjort det, og faktisk stået ansigt til ansigt med ham et par dage efter. For hendes skyld havde han ladet Saïx gå, men hvis han stod foran ham igen, ville han gøre en ende på hans lidelser, og skære hovedet af ham. Næste gang.
Med en frustreret lyd lagde han håndfladen mod panden, og gned den intenst.
"Alle er væk. Der er ingen tilbage. Selv lederen er død. Nu er der kun krummer tilbage og slet ikke nok, til at kunne være en trussel mod nogen som helst. De fleste er utrænet og flygtninge," tilføjede han sammenbidt, mens hans glas blev fyldt op igen af bartenderen. For blot en måned siden havde han ikke anet, hvad han skulle gøre, nu hvor Isabel var væk, men efter at have mødt Saïx og bedt til Inei, vidste han hvad han skulle. Modstandsbevægelsen skulle op igen på den ene eller anden måde. Vavilon skulle nok engang være fri.
Han lod fingrene begrave sig i det sorte hår, der strittede op mellem fingrene på ham.
"Jeg har brug for hjælp," afslørede han endelig, og drejede igen ansigtet mod den kappeklædte. "Du har hjulpet os før. Du er nødt til at hjælpe os igen."

[Seraphine Thorne]

Hendes smukke ansigt forvrængedes i en grimasse da han fortalte at modstandsbevægelsen var blevet udslettet, hun kunne dårligt stille noget op med en bunke utrænede soldater og flygtninge og det passede hende bestemt ikke. Hun nippede til sit eget glas med whiskey, og så vurderende på Cal med hendes periferi syn. Manden så mere ødelagt ud end sidst hun havde set ham, der var noget i ham der var knust, i stykker, noget der ikke sådan lige kunne heales igen. Det var ikke tydeligt. Ikke noget enhver ville kunne se. Det lå i den måde han holdt sine skuldre, i hans næsten tomme blik, den eneste grund til hun kunne se en forskel var fordi hun havde mødt ham før. Han kunne stadig bruges, på en eller anden måde. 
Sera rakte ned i sin bælte pung, tog femten guldmønter op og lagde dem på bordet foran bartenderen. "Lad os få den flaske whiskey vi har drukket af, og et værelse for en time. Hvis nogen spørger, har du ikke set os." Det var ikke privat nok til at kunne tale åbent, der ved baren. Bartenderen rakte hende en nøgle, med værelse nummer 5 skrevet på, grinede smørret til Cal, og satte flasken på bordet. Hun rejste sig uden at vente på ham, og gik op ad den trappe Cal var kommet ned af for kun få minutter siden. 
Værelset var trangt, bare en seng med røde lagner og et natbord, sikkert fyldt med forskellige olier, svagt belyst af en lampe, og det strejfede hende kort at det måske var det selv samme værelse hendes selskab havde brugt tidligere, og tanken fik hende til at rynke på næsen. Først da han var kommet ind, og havde lukket døren bag dem, slog hun sin hætte tilbage. Hendes lange gyldne hår spildte ud over hendes skuldre og indrammede et ovalt ansigt med en lille hage, høje kindben og blå øjne. 
"Lad os få én ting på plads, Cal," Hun satte sig på sengen, og krydsede hendes ben. "Jeg er ikke nødt til noget som helst. Nu ligger landet sådan, at jeg gerne vil hjælpe dig, så det gør jeg, men jeg er ikke nødt til det." Da kappen faldt til siden kunne et stykke af en tynd, hvid kjole ses under. "Jeg har en plan, men den vil kræve sine ofre.. Hvor meget er du villig til at ofre, for at få din modstandsbevægelse tilbage?"

[Caleb Veterano]

Lidt forvirret kiggede Cal fra mønterne op til bartenderen, hvis smil han ikke lige kunne forstå, inden at Seraphine allerede havde rejst sig. Hurtigt gjorde han det samme, så han næsten var ved at vælte stolen i processen. Han greb whiskyflasken, kastede et enkelt blik på bartenderen hvis smørret smil sagde det hele, inden at han skyndte sig efter Seraphine op af trappen.

Da de kom ind på værelset, trak han et kridt op af lommen, og tegnede et hurtigt pentagram på døren, så deres ord ikke nåede ud af dette rum. Det hvide kridt havde farvet hans fingre, men han børstede det blot af i bukserne, mens at han vendte sig mod Seraphine, der havde trukket hætten af.
I et øjeblik blev hans blik fanget af hendes ansigt.
Han havde kun mødt hende et par gange før, og der havde det været hans storesøster, som havde ført ordet. Nu stod han alene med kvinden, de fleste mænd ville forlade deres koner for at være sammen med. Han huskede første gang, han havde set hende. Aldrig havde et menneske været så smuk. Faktisk var det på grænsen til det overnaturlige.
Frustreret fangede han sig selv i at kigge ned af hende, og skyndte sig at samle opmærksomheden mod hvad hun sagde i stedet. Han blev stående lige indenfor døren.
Munden føltes tør, så han måtte rømme sig.
"Jeg er villig til at ofre alting. Jeg har intet andet tilbage," svarede han. "Du ved hvad jeg er i stand til. Fortæl mig hvad der skal gøres, og jeg gør det - så længe det ikke går imod Inei's ord."
Han stillede sig, så han kunne læne sig baglæns op af væggen. Nænsomt stillede han whiskyflasken fra sig på natbordet. Der var ingen tvivl i hans stemme eller hans sind. Han var klar på at give alt han havde for at få modstandsbevægelsen på benene, samt sprede Inei's rensende ånd ud over verden. Det var hvad hun ville have, og hvad skulle han ellers gøre? Hvis ikke han snart gjorde noget, ville det ende med, at han tog sit eget liv.

[Seraphine Thorne]

Et smil strejfede hendes læber, da hun fangede ham i at kigge, og hun løftede sit ben en anelse så det delikate hvide stof gled en smule til siden og afslørede mere af hendes fløjls bløde, mælke hvide hud. Hun ønskede ham lidt distraheret. Det ville gøre pillen nemmere at sluge, at der var lidt sukker på skeen. 
"Godt. For det bliver ikke nemt, og jeg har ikke brug for dig, hvis du ikke har maven til det." Sera rejste sig fra sengen, hver bevægelse hun gjorde så yndefuld som en danserinde på det kongelige teater, og samlede flasken op fra bordet. "Som du ved, har Portus' dronning fornylig valgt af abstinere fra tronen," Et svagt lille tøsebarn i hendes mening, hvem gik bare fra så meget magt? Det ville hun aldrig forstå. Sera sukkede tungt, og legede med flasken mellem fingrene før hun tog en slurk. "Og jeg har tænkt mig at tage hendes plads. For Portus skyld. For Inei. For dig, Cal." Hun rakte ham flasken og hendes fingre strejfede hans, da hun afleverede den i hans greb. "Som dronning kan jeg give dig en hær - en hær der kunne lyde dine ordre. Ikke flere utrænede landmænd, ikke flere flygtninge - en hær stor nok til at vælte hvem end du vil se nede." Og hun vidste præcis hvor hun skulle få den hær fra. Men det behøvede Cal ikke vide endnu. "Men selvfølgelig... skal du også gøre nogle ting for mig." Hun var så tæt på at hun ikke behøvede at tale højt, han ville kunne høre hende selv hvis hun hviskede. "Bare et par små ting." Fra hendes bælte fandt hun en flaske med sort tjære agtig væske frem, i det svage lys så det næsten ud som om det bevægede sig - var levende. Hun lagde fingrene under hans hage og løftede hans ansigt, så han så på hende og ikke på væsken. Store, blå, blå øjne så blødt på ham, mens hendes anden hånd lagde flasken fast i hans. "Bare et par dråber, i brøndene." Væsken var ikke dødlig, men den ville få enhver der drak den til at ønske den var det. Enhver værende altså de af blandet blod. Den ville virke som en sygdom, der spredte sig hastigt, og sprede panik. Lige den slags panik hun skulle bruge til at gøre hendes overtagelse af tronen så hurtig og smertefri så muligt. Det ville ikke kunne spores til hende. Der var ingen signatur. "Hvad siger du, Cal?" Hendes hånd holdt over hans, mellem dem var den sorte flaske. 

[Caleb Veterano]

Jo tættere på Sera kom, jo sværere fandt Cal det at trække vejret, indtil at hun var så tæt på, at han måtte synke en klump. Hvis hun havde været en hybrid eller et mørkvæsen, havde han blot hugget hovedet af hende, for at modstå hendes tiltrækning, men hun var ingen af delene, og derfor fandt han hende så meget mere lokkende - han kunne ikke slippe ud af hendes greb.
Ja, han havde hørt om Valencia, der var gået fra tronen, men havde håbet, at det blot var et rygte. Rådet havde nu magten over Portus, men alle vidste det ikke kunne vare i længden. Alle ventede på at Inei ville vælge sin nye leder, men endnu havde ingen trådt frem. Måske havde Rådet en finger med i spillet, men Cal prøvede at holde sig ud af politik.
Med rynket pande modtog han flasken fra hende. Hendes ord fik tankerne i gang hos ham, så han næsten ikke lagde mærke til følelsen af hendes fingre mod hans. Sera som dronning af Portus? Mange havde advaret ham om hende. Hun havde ikke brudt sig om hende. Gang på gang havde hun indtrængende prøvet at få lederen af modstandsbevægelsen til at lytte til sig, men lederen havde brug for Sera hjælp - nu var både lederen og hans storesøster død, så han stod tilbage med valget.
Hendes ord fristede ham dog usigeligt meget, og han fangede sig selv i at dagdrømme om ham stå ubesejret med en hær bag sig. Intet ville kunne stoppe ham! Først ville han rense ud i Vavilon, og bagefter ramme Pandemonium for at vælte Marcellus, der var skyld i hans søsters død. Endelig ville han kunne få fred i sjælen!
Igen blev han nærværende, da hun tilføjede at han skulle gøre noget for hende først. Hans blik blev mistænksomt, mens hun nu stod så tæt på ham, at han kunne mærke hendes velduftende ånde puffe ham i ansigtet. Det fik næsten hans hjerte til at stoppe, men han tvang sig selv til at koncentrere sig.
Hans øje opfangede flasken hun tog frem fra sit bælte, inden at hun fangede hans hage, og løftede ansigtet, så han var tvunget til i stedet at kigge på hende.
Tankerne druknede i hendes øjne, der blot trak ham længere og længere ned i deres dybe, indtil han var fuldkommen fanget i hende. Hænderne sitrede efter at lægge sig omkring hende, for at trække hendes krop ind til hans, men han havde stået overfor vampyrer, warlocks, elvere, der direkte havde haft en magisk tiltrækningskræft. Sera var dog anderledes... hun var en magiker ligesom ham. Ren, naturligt, menneskelig.
De stærke fingre lukkede sig om flasken, hun havde puttet i hans hånd. Aldrig ville han lade sig friste eller overtale af et mørkvæsen. Aldrig. Men Sera var jo heller ikke et mørkvæsen. Hun ville bare hjælpe ham, og måske var det Inei, der havde bragt hende til ham. Den kommende dronning af Portus, var blevet ført sammen med ham, som var Inei sværdarm og skjold. Sammen ville de kunne rense ud i verden - og han ville få fred.
"Jeg gør det her for Inei og min søster," sagde han lavmælt, for at hun forstod, hvor hans prioriteter var henne. Selvom at han var yderst tiltrukket af hende, ville han ikke gå imod sine ord. "Hvilken vandbrønd vil du have, jeg putter det i?"