Jeg må ikke snakke med fremmede!

[Moria Veterano]

Elphin Udall Black

---

Hele familien var en tur i Istus. Hendes far skulle besøge nogle handelspartnere og havde givet sine piger, henholdsvis kone og to yngste døtre, lov til at gå rundt i byen og nyde dens stemning og shoppe lidt. Dog skulle de overholde de givne regler, der gjaldt til hver en tid. Og dog, når kvinderne var alene, brød de få af reglerne ud fra en stiltiende enighed om at de intet gør galt og faderen ikke behøvede at vide noget. Det var et sammenhold deres far aldrig ville kunne forstå.
De var ankommet til byen op af formiddagen i en af hestevognene, en privat og fin en, selv om den ikke helt levede op til standarten for de virkelig rige familier. Hestene var dog velholdte.
De trådte ud, først den høje og fine mand, så de tre kvinder. Eller, som det var, to kvinder og en pige. Moren, Moria og Morias lillesøster. Det var sjældent de besøgte Istus, selv om det var en af de få steder de besøgte mest, og derfor gled deres blikke straks op mod husene og menneskerne med forventningsfulde blikke.  Okay, det passede måske ikke helt, de kom til tider ofte i Istus, men det var forbundet med den samme forventningsglæde hver gang. Det eneste tidspunkt de ikke sad derhjemme hele dagen, hvor de havde fri og kunne gå rundt i byen og nyde dagen og hinanden!
For Moria var det nogle af de bedste dage hun kendte til.
Faderen og kvinderne skiltes, da faderen forlod dem for at mødes med nogle handelspartnere. Kvinderne satte kurs mod byens centrum.

Nu var det midt på dagen og der gik folk på gaderne. Der var latter og småsnak over det hele, til tider en sur kunde eller sælger der råbte lidt op. Moria elskede renheden i byen, hun elskede de store statuer af Inei, som viste dem deres elskede gudinde i al hendes pragt. Det brune blik gled over bassinet og hun vidste med det samme, som hver gang hun var der, at hun måtte besøge det.
"Moder. Bassinet er derovre og jeg må bare se det!" Hun så på sin mor, der selv var mere fokuseret på nogle stoffer, som blev vist i et butiksvindue. Lillesøsteren, der ikke var mere end 14 år gammel, stod lige bag dem og så sig omkring. Moderen sukkede svagt.
"Du er altid ved bassinet. Jeg tror ikke min kære pige kunne blive renere, på nogen måde!" Moderens ene hånd fandt sin vej til Morias ene kind, hvor tommelfingeren let strøg over den, ganske blød.
"Så smut. Normalt ville jeg ville følge dig, men jeg må finde nogle nye kjoler til din lillesøster. Vi mødes her om ikke for længe. Og snak ikke med fremmede!" formanede moderen, men Moria, henrykt over tilladelsen, havde allerede forladt dem og ordene forsvandt i mængden af folk, der hurtigt skjulte Moria fra sin moders blik.

Bassinet var som altid godt besøgt, men Moria stod ikke i kø for længe, før hun kunne komme til. Hver gang folk så på hende, så hun ned mod jorden og var det mænd, gled en svag rødmen over hende. Når hun var alene, følte hun sig altid en smule mere sårbar, skønt hun vidste Inei altid ville beskytte hende!
Det var en solrig dag med en lille brise. Moria var iklædt et par lette, hvide sko og en hvidlig kjole, med cremefarvet mønstre, med et korset. Hendes brune, krøllende hår var sat op, så hendes pandehår var samlet i nakken og resten hang frit ned over hendes skuldre. Om den ene hånd hang en lille pose, som fungerede som hendes pung og hvor hun opbevarede et par småting og et par mønter, hun havde fået i lommepenge tidligere på dagen. Hun vidste endnu ikke hvad de skulle bruges på!
Endelig blev det hende. Et lille skilt fortalte om bassinets formål og hvordan man brugte den, men Moria havde været her flere gange og vidste hvad man skulle gøre. Hun stilte sig helt hen til bassinet og lukkede øjnene, for at lukke alle folkene omkring hende ude. Lidt efter gled en let bøn over hendes læber, næsten uhørlig for alle andre.
"...Beskyt min familie og velsign os. Må de de aldrig blive syge, aldrig falde i fordærv og må de altid følge dit lys, din vej, som er den eneste rigtige. Må alle en dag finde lyset, finde håbet og finde mening" Hun åbnede øjnene igen og lagde sin pose på kanten af bassinet, så den ikke blev våd, da hendes hænder gled ned i det kolde vand. I et øjeblik var hun helt opslugt af vandet...
"Må alle mine synder forsvinde, må jeg oprigtig synde dem og blive renset, så jeg igen er ren og oprigtig kan kalde mig Ineis" hviskede hun svagt for sig selv.
Pludselig skubbede nogen til hende. Hendes hænder gled ud af vandet, et par dråber fløj igennem luften og ramte omgivelserne. Hun snublede let og kun fordi hun greb efter bassinets kant, formåede hun ikke at falde. Hendes blik gled over til en herre, der så ud til at være lidt ældre end hende, en smule uplejet og ganske grov, knap nok så på hende.
"Flyt dig! Vi er også andre der skal til!" vrissede han. Midt i kaosset havde manden skubbet til hendes pose, der var faldet ned i vandet...
"Min pung!" udbrød hun og trådte et halvt skridt tættere på, kun for at manden så over på hende med et vredt blik, der straks fik hende til at stoppe op.
"Hørte du mig ikke? Smut!" vrissede manden igen og trådte helt hen til bassinet, blokerede hende vejen fra at redde sin pose, inden den ville synke helt ned til bunden. Hun mærkede en svag panik fylde hendes bryst. Hvad skulle hun dog gøre? Hun forstod det slet ikke! Hendes hænder foldede sig og gled op til under hendes hage i et fortvivlet udtryk for hendes situation. Hvorfor var manden dog sådan? Og hendes pose! Pengene!

[Elphin Udall Black]

Elphin havde efterhånden været i Istus et par gange, og hver eneste gang han besøgte Portus, blev han slået af landets skønhed. Det var ikke landets arkitektur eller kulturliv han var vild med, som ellers var hans tilfælde med Vavilon, men landets natur, som gang på gang slog benene væk under ham. Naturen her var jo på ingen måde sammenlignelig med naturen, eller nok nærmere manglen på det sammen, i Pandemonium hvor han var opvokset. Naturen her var frisk og rig og frodig – landet her virkede sundt! – Herregud, man kunne jo rent faktisk se himlen klart her!
At Elphin befandt sig i Portus nu, var dog ikke for at hygge sig og beundre landet – ikke udelukkende, i hvert fald. Han var her af handelsmæssige grunde – mere specifikt, var han her på jagt efter alcapauld. Han havde tidligere på året fået fat i noget utroligt blødt og lækkert uld fra en lille handelsbod i Istus, som var netop dét han igen var på jagt efter, men den lille sælger fra sidst, havde ikke ingen steder været at se. Han havde derfor måtte tage sig til takke med en ny, ukendt og en smule suspektudseende sælger, som påstod at have uld af samme kvalitet. Elphin havde haft sine betænkeligheder, da det på ingen måde havde føltes lige så blødt, og han havde endda givet over dobbelt af prisen af, hvad han gav for det sidst, men alligevel havde han købt det uden at stille spørgsmålstegn.

Nu hvor han sad på kanten af en bænk og studerede uldet nærmere, blev hans tanker ledt mere og mere hen på, at han på ingen måde havde fået fat i det rette. I stedet for bare at drage den konklusion, at han var blevet taget godt og grundigt i røven, nåede han dog frem til at sælgeren nok ikke havde vidst bedre – selvom førstnævnte nok mere sandsynligt skulle vise sig at være tilfældet.
Undersøgende gled Elphins fingerspidser hen over hvad end det nu var han havde købt for noget uld. Det var groft og kradsede let mod huden – og var under ingen omstændigheder blødt og behageligt som han havde håbet. Med et let suk foldede ham det sammen og stoppede det med en vis forsigtighed ned i en stor mulepose af læder, som udgjorde det for hans oppakning under besøget i Istus. Det kunne nok bruges til et eller andet – ikke hvad han umiddelbart havde tænkt sig, men hvis han fik broderet lidt mønstre ind i det, lavet en ordentlig krave og måske endda syet lidt for på indersiden så det ikke ville klø og kradse så forfærdeligt, kunne det da helt sikkert blive til en ganske fin vinterkappe!
Endnu ikke slået ud af den nok ret dårlige handel han havde gjort sig, slog han blikket op og gav sig til at betragte sine omgivelser. Det mørke blik gled af rent tilfælde hen mod bassinet. Første gang han havde været her, havde han været mere end bare nysgerrig omkring og fascineret af bassinet og dets ritualer, men han havde efterhånden fået stillet sin nysgerrighed. Hans blik var men garanti blot gledet videre, var han ikke blevet mødt med det syn han der så. En mand skubbede til en kvinde. Det var jo så og sige ikke fordi, at han ikke havde set et sådant lignende syn før - men når folk decideret stod på række, for på tur at kunne bruge tid foran bassinet, virkede det ualmindeligt groft at afbryde kvindens tur på den måde. En svag rynke dukkede op i panden på ham, og før han vidste af det, havde han skubbet sig selv på benene, og svunget muleposen over den ene skulder.

Hvorfor var der ingen der reagerede? En hel kø af folk stod bag manden, men ikke én synes at rynke på næsen over optrinnet, eller så meget som gøre mine til at ville blande sig. Han forstod det ikke! Rynken i hans pande var blot blevet dybere, og før han vidste af det, førte hans ben ham i retningen af bassinet. Han var normalt ikke typen der blandede sig, men alligevel syntes han ikke at sådan noget skulle gå ubemærket hen. Han kunne da for pokker ikke være den eneste af den mening?!
Han stoppede op knapt en meter fra kvinden, som hans blik flygtigt landede på. Hun så mere end fortvivlet ud, og da han ikke vidste bedre antog han blot, at denne fortvivlelse udsprang af den mere end grove behandling hun netop var blevet udsat for, hvilket da også var mere end undskyldning nok!
"Jeg tror ikke at du lod kvinden blive færdig," hørte han pludselig sig selv sige, og kunne mærke flere nysgerrige blikke der pludselig var vendt mod ham, deriblandt også den grove mand, men han prøvede så vidt at ignorere dem. Hans stemme var høj, og tonen anklagende, ligesom blikket, han sendte i retning af manden, med garanti også var. At manden ikke allerede havde undskyldt overfor kvinden og var trådt tilbage for at give hende plads, var, efter hans optik, helt utroligt! - Men igen måtte han bide mærke i, at verdenen så sjældent hang sammen, som han syntes at den burde.
Han vendte da igen sit mørke blik hen mod kvinden og løftede svagt op i både mundvige og øjenbryn, idet han spurgte: "Har jeg ret?", I et forsøg på at få hendes bekræftelse på, at han havde anskuet situationen rigtigt.
"Derudover," fortsatte han blot, og nu igen pådrog han sig den mere anklagende tone, da blikket igen flakkede tilbage mod manden, "Vil jeg tro at du skylder hende en undskyldning."
Det lignede på ingen måde Elphin at blande sig i sådan noget her der i bund og grund ikke ragede ham. At komme med formaninger om hvad andre burde gøre var normalt heller ikke et karaktertræk at finde hos ham - at han ofte tænkte det, var dog en helt anden ting, men han kunne slet ikke ha' at ingen andre gjorde noget ved det heller.
Manden måtte da også kunne tales til fornuft og det hele måtte da kunne løses fredeligt og rationelt!- De var da vel alle rationelt tænkende væsner!

[Moria Veterano]

Hendes blik gled over de nærmeste personer, hvor de fleste blot så ned i jorden. Når det kom til stykket, var det ubehageligt at blande sig og hun følte også selv det ubehageligt ved situationen. Igen gik det op for hende hvor få folk der faktisk ville hjælpe til og det gjorde hende blot mere stålsat på at hjælpe de lidende, så vidt hun kunne! Men som det var lige nu, kunne hun ikke bare gå. Normalt ville hun nok være gået og prøve at ryste den ubehageligt oplevelse af sig, men hun kunne ikke gå uden sin pung og uden sine penge. Hendes mor ville blive sur over hun manglede den og hendes far utilfreds. Godt nok kunne hun jo fortælle en anden historie, men selve ideen om at lyve for sine forældre...Nej, det kunne hun ikke! Under ingen omstændigheder!
Hun havde netop besluttet sig for at vente til manden var gået, med at fiske sin pung op igen, da hun hørte en anden mand lige bag sig.
En let rødmen spredte sig over hendes kinder, da hun vendte sig og så på denne nye mand, der var kommet til hendes undsætning. Der fandtes endnu hjælpsomme folk. Men hun kunne mærke hvor anspændt situationen pludselig blev. Den grove mand rettede sig op og vendte sig langsomt om mod den fremmede mand og lignede mest en, der havde lyst til at slå den hjælpsomme mand i gulvet.
Da den hjælpsomme mand søgte hendes bekræftelse, vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Det hele var misforstået, der var slet intet problem og nu måtte hun hurtigt løse det, før nogen kom til skade! Ingen skulle komme til skade og da slet ikke over hende!
Hurtigt pressede hun sig ind bag den grove mand, der nu var trådt et skridt væk fra bassinet, før hun lænede sig ind over kanten og stak hele sin ene arm ned i vandet. Hun fiskede lidt i det kolde vand, før hun mærkede den bekendte følelse af sin pung.
"Inei, tilgiv mig" mumlede hun svagt for sig selv. Ville Inei blive sur over hun havde stukket hele armen ned i hendes bassin for at redde sin pung? Hun håbede det ikke.
Hun trak pungen op og måtte konstaterer at ikke bare pungen, men også hele hendes ene arm var våd. Hvordan skulle hun nogensinde forklare sig?!

Med pungen i den ene hånd, som efterlod et vådt spor efter sig på stenene under hende, trådte hun ned fra bassinet og lagde den tørre hånd på den fremmede mand, der havde hjulpet hende. Hun var ikke van til mænd, men lige nu måtte hun få manden væk, inden det her gik galt!
"Tydeligvis må jeg have brugt for lang tid eller måske sprunget Herren over i køen. Der må være tale om en misforståelse og jeg undskylder mange gange for min påtrængning, Sir!" Sagde hun til den grove mand, der så betænkelig på dem, som vidste han ikke helt om han stadig skulle slå eller fortsætte med at vaske sine synder væk. Moria prøvede ihærdigt at trække den hjælpsomme mand med sig, væk fra bassinet. Ud af øjekrogen så hun to vagter komme over mod dem, for at stoppe det kaos der pludselig var opstået. De måtte løse det inden, ellers ville hendes far uden tvivl høre om det!
"Fortsæt endelig, der er intet at se her!" forsikrede hun, både til manden og til tilskuerne rundt om dem. Hun sendte dem et stort smil og til alt held så det ud til folk valgte at fortsætte med deres egne gøremål og at den grove mand valgte at droppe sagen. Han nikkede kort til dem, før han med et grynt vendte sig om mod bassinet og fortsatte med at sprøjte lidt vand i hovedet på sig selv.

[Elphin Udall Black]

Meget hurtigt gik Elphin fra at føle at hans indblanding i optøjet her var både heltemodigt og beundringsværdigt - til at føle at det var et dumt og uigennemtænkt træk. Hvad havde han forventet? At manden ydmygt havde undskyldt og ladet kvinden træde til igen - og at kvinden derfor ville have været ham taknemmelig for hans indblanding? Ja - det lå faktisk ikke så langt endda fra, hvad han naivt havde regnet med - eller i hvert fald håbet på, ville ske.
Det virkede dog ikke som om, at hans indblanding på nogen måde hjalp kvinden det mindste ~ det eneste, det havde resulteret i, var, at de var blevet midtpunkt for den grove mands opmærksomhed, og at han havde pådraget sig et iltert, vredt og helt igennem utilfredst ansigtsudtryk.
Elphin holdte mandens blik i nogle øjeblikke – og var faktisk overrasket over, at han endnu ikke havde modtaget en veloplagt lussing eller anden form for slag – manden så i hvert fald i særdeleshed ud som om, at han havde lyst til at stikke ham én. Han havde måske mere selvbeherskelse end han så ud til – ikke meget, bare mere ~hvilket måske ikke sagde så meget endda.
Da kvinden bevægede sig mod bassinet og stak hele armen deri, flakkede Elphins blik igen hen mod hende, og han rynkede igen sine bryn en smule ind mod hinanden, ved synet af posen hun trak op derfra. Så manden havde også skubbet hendes ejendele i vandet? – Frækt!
Han skulle igen til at brokke sig over manden og hans manglende undskyldninger, men han nåede ikke længere end at skille læberne fra hinanden, før kvindens først hånd, og derefter talestrøm, lukkede munden på ham. Han glippede kort med de store mørke øjne da han mærkede hendes hånd, og han betragtede hende derefter nærmest vantro ved hendes ord. At det var hende der undskyldte var helt absurd, og han kunne pludselig ikke lade være med at føle, at de havde byttet roller – at det nu har hende der kom ham til undsætning, og ikke omvendt. Dette var uden tvivl ikke på listen over Elphins stolteste øjeblikke.. Så meget for at gøre ”det rigtige”.

Villigt lod Elphin sig blot føre væk fra bassinet, mest af alt fordi han følte, det ville være en byrde for kvinden alt andet. Han fik lagt ansigtet i neutrale folder igen og nikkede blot samtykkende da kvinden sagde, at der intet var at se – også selvom han egentlig var dybt uenig. Den grove mand fortjente sig en lærestreg – andet end en verbal og formanende én af slagsen, da denne ikke syntes at have påvirket ham det mindste.. Ikke i den rette retning, i hvert fald.
"Jeg undskylder, frøken," indledte han bare sin talestrøm med, da den lavmælte summen af folks interne samtaler indikerede, at de ikke længere havde en lille snes nysgerrige blikke hængende ved sig, "det var ikke min mening at gøre din situation mere besværgelig - jeg kunne bare ikke.."

Han gjorde et svagt skuldertræk i stedet for at afslutte sin sætning, da han ærligt ikke vidste hvad det var han prøvede på at sige. At han var dus med kvinden var mere af vane end forstand - tænkte han sig om, havde han nok i stedet omtalt hende anderledes. Hun havde trods alt ikke kun påklædningen der indikerede at hun var højere af stand, men hun bar sig også med en vis elegance og femininitet - dog tænkte Elphin i dette øjeblik slet ikke så langt. Han var mere end optaget af, at undskylde over at have braset ind, da han lidt var nået frem til konklusionen, at det nok var gået mere gnidningsfrit, havde han bare holdt sig udenfor.

"Jeg forstår bare ikke at folk kan være så hensynsløse! Han skubbede til dig - og alligevel er det dig der ender med at må undskylde. Det er simpelthen ikke retfærdigt!" At han brokkede sig over uretfærdigheden, gjorde jo på ingen måde nogen forskel eller godt for noget andet, han havde bare svært ved at lægge det fra sig. Ligesom han havde svært ved at forlige sig med den udlægning hun før havde givet af situationen - en misforståelse - HA, han holdt stædigt på, at hun var blevet behandlet uretfærdigt.

Et svagt, knapt hørbart suk forlod hybridens læber, inden hans øjne igen fandt vej til kvindens ansigt og han sendte hende et let, mildt smil, der nåede op til de store, nærmest kuglerunde øjne.

"Er der noget jeg kan gøre, for at gøre det op for dig?" spurgte han blot med sin dybe stemme, som kom bag på mange, hans udseende og spinkle bygning taget i betragtning, samtidig med, at han tippede sit hoved let på skrå.

[Moria Veterano]

Vagterne stoppede op og så ud til at bedømme situationen. Hun åndede lettet op, da de besluttede sig for at vende om igen. Tydeligvis havde problemet løst sig selv og så gad de ikke blande sig. Manden virkede tøvende i at trække sig tilbage, men det var nødvendigt han gjorde det! Hun kunne ikke have folk kom til skade, kom i problemer, på grund af hende! Det ville være helt forkert!
Endelig nåede de lidt væk fra bassinet og folks opmærksomhed rettede sig igen mod hinanden eller bassinet. Moria slap endelig manden, først nu kom hun i tanke om hvor uhøfligt hun havde hevet af sted med ham og en svag rødmen gled over hendes kinder.
Hun stirrede på ham, da han pludselig udbrød i en lang undskyldning. Hvorfor undskyldte han? Det gav ingen mening. Da hun fandt ud af det, gled et svagt smil over ham. Hvor var han dog fjollet!
"Gode mand!" udbrød hun, for at påkalde sig hans opmærksomhed og få ham til at stoppe med at undskylde. Det var ikke hans plads. Det var hendes.
Hun trak let ud i sin kjole, da hun noget så elegant nejede for ham.
"Du skal ikke undskylde. Fejlen er helt igennem min! Situationen var ved at blive ubehagelig og jeg ønskede ikke nogen skulle komme i problemer på grund af mig." Forklarede hun. Hun rettede sig op og hendes smil voksede en tak, da han snakkede om retfærdighed.
"Kun Inei kan bedømme hvad der er rigtigt retfærdigt. Vi kan kun gætte og føle os frem. Det er også vores plads at undskylde og tilgive. Hvad det angår, har jeg allerede tilgivet manden. Han må have haft et hårdt liv, for at ende som han er og et sted har jeg nok ondt af ham. Men jeg takker dig for at tale min sag" Hun fandt det overraskende naturligt at nævne ham som en 'du', når nu han havde startet med at snakke så jovialt til hende. Hun havde intet imod det, selv om hun var opvokset med 'De' og 'Dem', virkede 'du' langt mere behageligt og mindre afstandstagene.
Først nu så hun rigtig manden. Det var tydeligt at se han ikke tilhørte en af de rige eller magtfulde personer, men mere en af de almindelige borgere. Men hun havde intet imod det. Så længe hendes familie ikke opdagede det! Hurtigt gled hendes blik rundt, men hun så ingen kendte ansigter. De handlede nok stadig.
Hendes ene hånd gled over hendes våde ærme, før hun endelig kiggede ned på pungen. Hun åbnede den og var endnu en gang lettet, da hun så at pungen endnu havde sit indhold. Hun vred pungen en smule, så nogle dråber vand forlod den og endte på jorden i stedet. Hvis bare det kunne nå at tørre!
"Hvis du insisterer, ville jeg være lykkelig, hvis du ville vise mig lidt rundt. Jeg kommer ikke så ofte til Istus og det eneste jeg kender, er vejen til bassinet og får butikker?" spurgte hun ind. Så ville hun både få tilfredsstillet hendes nysgerrighed, hendes ærme og pung kunne nå at tørre og måske kunne hun finde en gave til sin lillesøster undervejs. Og hun ville have selskab. Men måske krævede hun for meget, måske havde manden travlt eller havde andre ting at lave?
"Hvis det ikke er til besvær, selvfølgelig?" spurgte hun forsigtigt.