Post by Raine Felhorn on Apr 5, 2020 16:21:04 GMT
Hurtigt og smertefrit… Det var en død, han kunne leve med, så at sige. Han besvarede hendes løfte med et svagt trak på smilebåndet, mens han villig lod hendes arme hive i hans nakke, så han lænede sig tættere på hende. Øjnene gled en smule i da deres næser strøg mod hinanden, og han kunne mærke hendes varme åndedræt mod sin mund. Sekundet efter var hendes læber mod hans, og Raine overgav sig til kysset.
Enhver som kendte Raine, kendte ham som dæmonen med ansigt af sten. Manden som dræbte uden at fortrække en mine, og uden at føle skam efterfølgende. Det var kun gennem de mange år han havde tilbragt med Isabel som havde ladt hende se den side af ham, som dukkede op nu.
Den ene arm lukkede sig omkring Isabels lænd og trak hende tættere på sig. Han vidste, hun var en gift kvinde. Han havde mødt Saïx Veterano adskillige gange. Alligevel kunne han ikke se nogen grund til at slippe hende. Deres kroppe var trykket så tæt på hinanden at han kunne mærke hendes hjerte hamre i hendes bryst. Det var en følelse han havde savnet; det var allerede flere uger siden de sidst havde haft sådan et vindue.
En stemme i hovedet sagde at han burde bryde det. Det var for risikabelt her midt i gangen udenfor det kongelige sovekammer. Meget stod på spil. Men i stedet for at slippe hende førte han sin anden hånd op af Isabels ryg, til hans fingre kunne flette sig ind i det askegrå nakkehår. Læberne nappede grådigt i hendes, mens han trykkede hende let mod muren mod hendes ryg. Fornuften blev druknet ud, og han kæmpede ikke imod.
Enhver som kendte Raine, kendte ham som dæmonen med ansigt af sten. Manden som dræbte uden at fortrække en mine, og uden at føle skam efterfølgende. Det var kun gennem de mange år han havde tilbragt med Isabel som havde ladt hende se den side af ham, som dukkede op nu.
Den ene arm lukkede sig omkring Isabels lænd og trak hende tættere på sig. Han vidste, hun var en gift kvinde. Han havde mødt Saïx Veterano adskillige gange. Alligevel kunne han ikke se nogen grund til at slippe hende. Deres kroppe var trykket så tæt på hinanden at han kunne mærke hendes hjerte hamre i hendes bryst. Det var en følelse han havde savnet; det var allerede flere uger siden de sidst havde haft sådan et vindue.
En stemme i hovedet sagde at han burde bryde det. Det var for risikabelt her midt i gangen udenfor det kongelige sovekammer. Meget stod på spil. Men i stedet for at slippe hende førte han sin anden hånd op af Isabels ryg, til hans fingre kunne flette sig ind i det askegrå nakkehår. Læberne nappede grådigt i hendes, mens han trykkede hende let mod muren mod hendes ryg. Fornuften blev druknet ud, og han kæmpede ikke imod.