Post by Ira on Mar 11, 2020 11:48:37 GMT
What just happend?
Corvuz Strigoi - Ira
Corvuz Strigoi - Ira
Fingrene gravede sig ned i hans skulder, mens en bølge af sten og støv prellede af på deres magiske, barriere omkring dem, da en eksplossion fik en hel bygning til at falde ved siden af dem. Støv hvirvlede op i gaderne. Folk skreg.
Oprøret var igang. Hybriderne havde endelig nået Istus, som nu var under angreb. Rygtet gik de allerede havde nået templet, og det var dér Corvuz og Iras mål var, som de kæmpede sig igennem gaderne for at nå derop. Gaderne var dog kaos. Civile lå klemt under eksploderet bygninger, vagter forsøgte at evakurere eller samle sig i et koordineret angreb. Fjenderne bestod ikke kun af hybrider, men også fuldblodsvæsner, som var svage af hjertet nok til at få medlidenhed med de urene. Magi hvislede gennem luften i forskellige farver. Der var kamp midt på gaderne eller i husene. Sværd mod sværd, magi mod magi, skjold mod skjold.
Iras kjole kant var allerede gennemvædet af blod. Hendes sko var beskidte og mørke af støv, der også sad i hendes gyldne hår, hvor et par lokker, havde revet sig fri fra hendes frisure i kampen. Hele tiden sørgede hun for, at have et fast tag i Corvuz’ skulder. Grådigt trak han kræft direkte fra hende, til at kunne forstærke sine egne evner, der fik oprører til at blive slugt af sorte huller, som åbnede sig op under deres fødder. En gruppe på fire kom løbende ud fra en gyde, men med en håndbevægelse fra Corvus, smeltede kødet på deres knogler, så de ramte jorden som raslende skeletter.
Nu og da sendte hun selv en stråle af gylden magi ud i hovedet på folk, der kom løbende bag dem, så de blev opløst i en sky af lys, eller hamret hårdt ind i en mur.
Oprørerne forsøgte at stoppe dem, ved at få en statue til at vælte ned over dem, men Ira skulle blot kigge op på den, før den eksploderede i guld støv, der nøjedes med at regne ned over dem, mens Corvuz fik udslettet oprørerne.
“Vi er nødt til at skynde os noget mere!” råbte hun til ham. Hendes ører sang efter alle eksplossionerne. “Hybriderne har allerede nået templet! De vil slå kongen ihjel!”
8 stråler af rød energi ramte alle sider af den magiske barriere, de havde opsat omkring sig, da oprørerne nu gjorde en koncentreret indsats på at stoppe dem, og havde koordineret et angreb på dem. Corvuz og Ira blev omringet af dem. Alle sammen magiske. Som laserstråler skød de imod barrieren, for at kunne komme igennem den og ramme de to væsner i midten. Ira gjorde sig klar til, at Corvuz måtte trække endnu mere på hendes kræfter, for at kunne få dem alle 8 nedlagt på én gang, før de brød igennem barrieren. Begge hænder holdte fast i ham, mens hun så rundt på hver enkelt angriber. Flere kom til. Det rumlede i jorden under dem, så stærk var energien, der pressede imod dem fra begge sider, og hun bed hårdt tænderne sammen.
“Gør det! Gør det n--”
“-u!” Slutningen på ordet ekkoede ud i det store soveværelse. Hivende efter vejret kiggede Ira forvirret op i en lys sengehimmel, inden hun langsomt fik sat sig op i den store himmelseng, hun åbenbart pludselig befandt sig i. Støv dækkede hende stadigvæk. Kjolen plettet af blod. Chokeret strøg hun en vild lok om bag hendes ene øre, mens hun så sig omkring, uden at kunne genkende værelset hun pludselig var i. Det var stort og lyst med hvide søjler og høje vinduer. Her var både et fyldt sminkebord, et dybt skab, guldindrammet spejl, bløde gulvtæpper og en masse pynt.
Nogle af tingene genkendte hun som sin egne, som for eksempel en kjole, der hang over en lænestol i hvidt læder. Maleriet af hende og hendes familie hang på væggen, men… hun anede ikke hvor hun var, og… og… hun havde lige…
“Corvuz?” kaldte hun nervøst ud i rummet, der ikke gav noget svar tilbage. Hjertet begyndte at hamre hurtigere i frygt, og hun rakte med det samme ud efter ham igennem deres forbindelse, hvor hun heldigvis tydeligt kunne mærke ham. Tæt på. “Corvuz!”
Hun sprang ud af sengen, løb hen til døren og flåede den op, for at finde sig selv stående i en lang gang. Også med søjler og høje vinduer. De var stadigvæk i Portus - tydeligvis - men ikke i deres eget hjem, og der var ingen larm fra angrebet på byen, ingen skrig eller råb, ingenting.
“Corvuz!!” Hans navn var tungt af frygt, som hun kiggede rundt efter ham, da hun kunne mærke han var tæt på, men vidste ikke hvilken dør han var bag. Desperat knugede hun sig til deres forbindelse, som var det et stykke træ ude på et åbent hav.