Post by Adrian Storm on Sept 8, 2019 8:12:10 GMT
Turen fra Istus til Ineis træ tog tid, specielt på gåben. Og så var der turen op af siden af bjerget, der strakte Hendes træ mod himlen, der i sig selv tog fem dage at bestige og det var for mænd i deres bedste alder. Det kunne tage større grupper med kvinder og børn dobbelt så længe. Han kunne være kommet derop på en dags tid, hvis han havde været villig til at flyve, men ikke denne gang. Denne gang var han gæstet af en af sine rådsmænd, der ikke var priviligeret af vinger til at bære ham til Hende. En del af den rivalisering der var mellem deres to racer stammede fra netop det. Englene følte af de var Inei nærmest, hendes ynglings børn, fordi de kunne komme hendes sol tættest. En del af deres ritualer drejede sig derfor om disse vinger, de blev født med. En engel der bøjede hovedet for Inei i bøn, ville oftest ses med vingerne skudt frem fra ryggen. Engle der rejste til Træet, efterlod gerne en fjer bundet til træets grene. Når de friede til en udkårn, eller dedikerede deres loyalitet, gav de en fjer, som den første engel havde gjort til Inei.
Men idag var Adrians Storms hvide vinger gemt, sunket ind i hans ryg. Han var klædt i simple rejseklæder; en mørkegrøn tunika, bundet ind med et mørkebrunt læder bælte om hans liv, skindhoser og stærke, læderstøvler. For at beskytte mod den kølige forårs vind, havde han trukket en mørkegrå uldjakke udover tunikaen. Almindeligvis klædte følgerne af Inei sig i lyse, nogengange blålige farver, men Adrian havde svært ved at slippe de jordtoner han var vant til fra militæret. Selvom han havde flere år som hertug forud for at blive konge, var det stadig en vane han ikke kunne ligge fra sig.
Ved siden af ham gik Vaelon. De havde taget det meste af rejsen i semi-behagelig stilhed, kun udvekslende få ord. Noget han aldrig ville have kunnet gøre med hverken Eian eller Helena. Specielt ikke hvis det var dem begge. De to kunne altid finde noget at fylde stilheden med.