Post by Dylan Forsyth on Aug 11, 2019 9:02:26 GMT
Goodbye My Lover. Goodbye My Friend
Oneshot
Oneshot
Bare lidt længere. Bare liiiiidt længere. Kom nu, kom nu, komnukomnukomnu. Yes!
Endelig fik Macaria snakket færdig med en eller anden dude med meget sirligt overskæg, og vendte sig bort fra ham, mens hun afleverede sit tomme glas på en tjeners bakke. Damian rejste sig med det samme fra den stol, han havde sættet på, for at skynde sig hen til hende, så hun blev helt forundret, da han pludselig dukkede op foran hende.
“Dér var du,” udbrød hun med et smil, og lagde sin hånd på hans arm. “Er du klar til-”
“Ja. Ved alle guder og gudinder, ja lad os komme væk herfra!” svarede han med desperation tydelig i hans stemme, inden at han tog hendes arm rundt om hans, så han var sikker på, hun ikke forsvandt over i en ny samtale. Han havde observeret hende sådan i den sidste time. Hende på vej til at tage hjem, for så at blive standset af et eller andet kvaj, der ville snakke med hende eller fylde hendes glas op. Men nu var nu! Han gad ikke mere! Blake havde været ude af syne siden desserten, og det samme havde Bane og Richler, hvilket kun kunne betyde, de var taget afsted. Så han gad ikke mere nu. Opgaven var fuldført, og nu ville han hjem til kolde, stille Sethos.
“Du kunne ikke tænke dig et sidste glas vin med mig, inden at vi-”
“Nej!” afbrød han, inden at hun kom for godt igang. Han kunne allerede mærke på hendes lettere ustabile gang, at hun havde fået nok. Hun kluklo af hans iver.
“Den djinn har virkelig ændret dig. Du plejede ikke at være til at hive væk fra fester,” kommenterede hun, mens han for hundredesyttende gang den aften spekulerede over hvilken idiot ham Dylan Forsyth dog lød som.
Han undlod at svare hende, og trak hende blot videre.
Selvfølgelig kunne dronningen af Vavilon og hendes arving dog ikke bare sådan gå. Der var en kø af folk, man først skulle sige farvel til, før man forlod en fest, og Damian måtte bide sin frustration i sig, for pænt om dog overfladisk sige farvel til diverse embedsfolk.
Da de skulle sige farvel Rådet i Portus, kunne han dog lige nå at veksle ord med Caleb, som var ved at charmere sokkerne af Adelaide, hvilket var mærkeligt, nu hvor de var gift, så han forstod det ikke helt, men whatever.
Magikeren undskyldte sig på en fjollet måde over for sin hustru, før at han rejste sig, så de kunne tale lidt privat sammen med ryggen til de andre.
“Er Blake i sikkerhed?” spurgte Veterano, og prøvede at genfinde sin badass-attitude hvilket var svært, når man lige havde set ham opføre sig som en klovn. Damian lagde hænderne bag ryggen.
“Jep,” nøjedes han med at svare - mest for Eriz’s skyld, hvis hun skulle låne et øre.
“Godt. Jeg håber, du ved hvilket ansvar, der hviler på dine skuldre lige nu.”
“Du ved godt, jeg er blevet opdraget til at arve den Pandemoniske trone, ikke sandt?”
“Det her er ikke en leg Damian.”
Han trak på skuldrene. “Kommer an på hvordan du ser det, men bare rolig. Jeg skal nok passe på hende. Sethos er én af de mest sikre steder.”
Caleb kastede et blik omkring sig, før at han trådte et enkelt skridt tættere på, så de stod nærmest helt op af hinanden, hvilket fik Damian til at rynke panden i forvirring over denne tæthed.
“Damian hør her…” Magikeren rømmede sig, før at han alvorligt mødte hans blik. Var det en let rødmen på hans kinder, eller havde også han bare drukket lidt for meget? “Når jeg snakker om ansvar, så ved du også godt, jeg ikke kun snakker om djinn-båndet, ikke?”
Stilhed. “...Hva?”
Caleb skar en grimasse i ubehag, kiggede sig igen omkring, før at han igen optog øjenkontakten.
“Du vil være alene i din egen by med en smuk pige, som du er forbundet til. Ingen værger eller forældre til at holde øje med dig. Forstår du hvad jeg mener?” mumlede han på grænsen til en hvisken, men Damian rystede om mere forvirret på hovedet. Caleb sukkede frustreret.
“Jeg mener... “ En finger blev prikket ind i hans brystkasse. “Du opføre dig ordentligt overfor hende, okay? Du ære hendes grænser. Hendes… du ved… hendes ære. Du kan ikke bare…” Der blev gjort en bevægelse med hånden, han ikke havde nogle som helst ide om, hvad skulle forestille. “Forstår du? Fordi… selvom hun gerne vil, så kan det bare være forbindelsen mellem jer. Og… altså… vil du virkelig… du ved… Du ved børn er… Børn er energikrævende og det giver helt nye ansvarsområder, som… jeg tror ikke du er klar til, at… Så… Måske burde du bare… Prøv at… Ikke?”
I lang tid kiggede Damian blot tilbage på Caleb, der nu tydeligt havde forvandlet sit ansigt til en tomat, men øjenkontakten blev stadigvæk holdt i ramme alvor, og gestusen med pegefingeren i brystet var ikke til at tage fejl af.
Han kunne fortælle Caleb, at ham og Blake allerede havde haft sex, men det virkede lige nu til, at det ikke ville berolige magikeren særlig meget, så i stedet smilte han beroligende, og lagde en hånd på hans skulder.
“Selvfølgelig. Jeg skal nok beskytte hendes ære,” svarede han, selvom Calebs snak allerede havde fået ham til at tænke på, hvordan sex med en forbundet djinn ville føltes. Hvis de mærkede hinandens følelser, hvordan ville -
Magikeren omfavnede ham. Det var pludseligt og uventet men Damian lod det ske, og klappede ham på ryggen.
“Du er en god dreng, Damian. En god dreng. Lad ingen andre fortælle dig noget andet,” blev der mumlet i øret, før at omfavnelsen heldigvis blev brudt af en rømmen fra sidelinjen.
Macaria stod afventende med et smil, og så fra den ene til den anden.
“Hej! Dylan er du…?”
“Ja! Ja, jeg er klar!” Han klappede endnu engang magikeren på skulderen og gav ham et nik, før at de endelig kunne forlade bordet. Rådet fik blot en vinken over skulderen.
“Så… vil du fortælle mig om hvad det dér var?” spurgte Macaria, da de var kommet lidt væk. “Jeg vidste ikke dig og Veterano var så tætte.”
“Naaah… han var bare fuld. Og så er jeg ret sikker på, hans kone har et crush på mig.”
“Hva?"
7 personer efter kunne de endelig nå slutningen af deres farvel-runde med Marcellus. Kongen af Pandemonium omfavnede tæt Macaria. Alt for tæt. Alt for længe. Ved Flammerne det her var akavet…
Der var tydeligvis blevet vekslet ord imellem dem i løbet af omfavnelsen, fordi Macarias kinder blussede, og det smil de delte mellem sig, var helt klart født af et eller andet. Damian huskede på følelsen af ren kærlighed, som Lilith havde ladet ham mærke, og kunne ikke lade være med at studere de to royale mere intenst, som deres hænder til sidst slap hinanden.
“Kom godt hjem,” ønskede Marcellus kærligt den tidligere vampyr, som med et lige så kærligt blik nikkede bekræftende. Faktisk havde Damian ikke tænkt på selv at skulle sige farvel, men det brønddybe blik landede pludselig på ham, og Marcellus rev sig selv ud af den trance, Macarias tilstedeværelse havde puttet ham i.
“Ah! Dylan! Det var ikke meget vi fik snakket denne omgang,” sagde kongen med et smil, og gav ham et klask på skulderen, som fortalte de nok var tætte. Damian gav ham derfor et skævt smil.
“Vi må gøre op for det på et andet tidspunkt.”
“Du er altid velkommen. Det håber jeg også du ved. Altid. Når du kommer igen, kan vi måske tage et par runder, og se om du er kommet tættere på, at slå mig.”
“Syntes jeg vi skal gøre. Jeg har fået en del træning siden sidst,” smilte dødsenglen og var faktisk oprigtig spændt på sådan en kamp, da han havde hørt meget om den afdøde konge af Pandemonium. Det var stadigvæk underligt, at stå her og snakke med ham. Han forstod dog, hvorfor Eriz havde giftet sig med ham. Under smilene, glimtet i øjnene og det åbne kropssprog, havde han observeret gennem aftenen, at der lå noget andet gemt væk under maskerne. Noget farligt, analyserende og kynisk. To slanger. Gad vide hvad der gik galt for dem i den anden tidslinje?
Endnu et klap på skulderen, en frydefuld latter, og så kunne de endelig komme videre.
Eriz var ingen steder at se, Macaria virkede ikke til at ville bruge tid på at finde hende, og det var fint med ham, selvom han faktisk et eller andet sted, følte han burde, men… det var måske bedst sådan her.
Tilgengæld fik han sagt farvel til Isabel, som på den mest creepy måde overhovedet, trådte direkte ud af skyggen under Marcellus’ kappe. Hun gav ham en tæt omfavnelse, som han gengældte uden nogle tøven eller tilbageholdelse. Han ville komme til at savne den duft af røg og svovl, han var blevet vant til på rejsen sammen med hende, hendes bror og Flint, og han vidste, han ville komme til at savne hende.
“Vi ses snart igen,” lovede hun, og slap ham med et smalt smil. “Opfør dig ordentligt.”
Han nikkede, og ville faktisk gerne have snakket noget mere med hende, men hun vendte sig mod Macaria, for også at favne hende. De to kvinder så underligt intime ud som de stod dér, inden at de også endelig gav slip på hinanden.
“Pas på ham,” bad Macaria med et nik mod Marcellus, der lagde en hånd i nakken på sin bodyguard.
“Altid.”
Dødsenglene han havde haft med stod allerede ude ved deres karet foran slottet, da de kom udenfor i den friske luften. Et par vavilonske soldater på heste stod også klar. Åhr… det ville blive en lang vej hjem til Vavilon…
Han hjalp Macaria ind i vognen, før han selv fulgte efter, selvom han helst ville have fløjet, men Macaria havde bedt ham om at følges med hende, så… han måtte jo bøje sig for hendes ønske.
Med et suk dumpede han ned på sædet foran hende, mens vognen satte sig i bevægelse ud af slotsgården. Han rettede blikket mod hende, og måtte efter et par sekunder hæve et øjenbryn i forundring, da hendes kropssprog var helt ændret, så hun faktisk virkede… ædru. Øjnene var ikke svømmende, men rettet eftertænksomt ud af vinduet.
“Macaria?”
Hun kiggede på ham. Yup! Hun var ikke fuld. Ingen tvivl. Han kunne ikke holde et lille smil tilbage.
“Vil du sidde og sove lidt op af mig?”
Blidt gengældte hun hans smil, før at hun rykkede sig hen ved siden af ham, og satte sig til rettet op af ham med sit hoved hvilende mod hans skulder. Han lagde en arm om hende, så han også kunne give hende noget varme, inden at han selv lod sit hoved ligge mod hendes.
Der gik ikke lang tid før han faldt i søvn.
//out