Post by Zean Forsyth on Jul 7, 2019 15:36:51 GMT
Et barn løb over til sin mor. Med små kluntede skridt og fremstrakte arme. Barnet havde lært at gå for blot få dage siden, men hun spankulerede allerede stolt omkring efter sin mor. Moren, der i dette øjeblik begav sig ned til landsbyens fælles brønd.
Det var sent på eftermiddagen. De fleste var ved at færdiggøre deres arbejde eller forberede til aftensmaden. Alt var fredeligt. Landsbyen levede af landbrug og mændene ville snart komme hjem fra markerne, der lå idyllisk omkring byen. Landsbyen i sig selv havde overlevet en del ting.
For længe siden var beboerne blevet slagtet og byen sat i brand. Efter at alle var begravet og de overlevende havde fået tid, var byen så småt blevet genopbygget. De få der overlevede, af de oprindelige bebyggere, ville ikke bosætte sig igen. Kun enkelte stædige individer, der nægtede at blive drevet ud af deres hjem på den måde. Så de fleste der boede her nu, var folk der var flyttet til fordi det virkede lovende.
Byen havde klaret sig godt siden da. Sprudlende af liv, som så mange af Vavilons byer. Om en uges tid ville de holde en lille fest. En fest for den landbys nye begyndelse. En dag de fejrede hvert år og havde gjort det, siden byen var blevet bygget op igen. Alle glædede sig!
Den lille pige stoppede forunderligt op. Med en halv hånd i sin mund, kiggede hun op mod den lyseblå himmel. Et par dunede skyer drev fredeligt over himlen og hun blinkede i den sene sol. Der var det igen. En stor skygge, sort som natten, der fløj hen over himlen. Som skyggen af en fugl. Men skyggen var større. Større end en ørn, større end...Noget andet!
Moderen så spejdende op i himlen. Men hun så ikke noget. Hun greb barnets ledige hånd og trak hende med sig mod brønden. Af en eller anden grund sneg der sig en urolig fornemmelse i hendes bryst. Et behov for at gribe sit barn og løbe. Løbe alt hvad hun kunne ud af landsbyen.
Hun rystede på hovedet. Fjollet! Alt var godt. Dødsenglene var under kontrol...Så meget de nu kunne være. Måske fløj de hvor de ville, men det betød ikke noget. Hun hægtede spanden til rebet og kastede den ned i brønden. Den velkendte lyd af plask fortalte hende at spanden snart ville være fuld af vand. Hun greb håndtaget og begyndte at hive den tunge spand op.
Imens kiggede pigen op igen. Stadig suttende på sin hånd, så savlet gled ned over hendes arm. Så pegede hun op i himlen med et barns nysgerrighed.
"Gort!" mumlede hun og blev ved med at pege, men moderen havde ikke tid til at tage sig af det, travlt optaget af spanden.
Den mørke skygge fløj over byen. Hurtigere. Tættere. Ingen kunne se hvem det var, men alle følte sig urolig. De fleste gemte sig i deres huse. Det ville forsvinde lige om lidt, det var sikkert!
Men det forsvandt ikke. Og at låse sig inde i sine huse ville vise sig at være det værste byen nogensinde havde besluttet. Dem der havde gjort det, selvfølgelig.
Uroligheden blev i byen, selv om skyggen forsvandt. Alle spiste i ro. Lagde sig til at sove, som natten sank sig fredeligt over landsbyen.
Som en, der havde planlagt denne grusomme handling til detaljen, fløj skyggen nu over byen igen. Men nu, uden sollyset til at afsløre noget, fløj den mere målrettet. Gammelt hø blev fløjet rundt til huse, specielt i byens udkant. Skyggen kunne ikke bruge al tid i verden, til at sikre alle huse på denne måde. Det ville være svært at nå rundt enemand, og samtidig undgå byens få vagter.
En vagt vendte sig overrasket til lugten af røg, kun for at konstatere de store flammer der åd sig op af det første hus. Huset var i midten af byen. Her i landsbyen lå husene ikke helt tæt, som i de større byer - men en brand var stadig farlig. Så alle vagter og vågne naboer løb til brønden eller huset for at hjælpe til. Ingen opdagede at flere brande startede i hele byen, før skrig begyndte at flænse himlen. Ingen opdagede at hovedvejen var blevet blokeret af nogle væltede vogne, som der også var sat ild til. Alle prøvede at løbe den vej, som de kunne finde. Hvad end for en sti eller have der kunne føre ud af byen. Mange var fangede i deres huse, snart kvalt af røg, snart skrigende i flammer.
Langt over dem, i modsat retning af hvor det meste af røgen var, hang skyggen. De store, sorte vinger slog hårdt. Den slanke, muskuløse krop. Den lette læderrustning, der gjorde kroppen anonym og beskyttede den. Holdt den varm. En manisk latter. Kuldegyset der gled op af hans rygrad, akkompagneret med de døende skrig og smerter, som han fodrede sig ved. Blot...Manglede der noget.
Han drejede hovedet og så i retningen af Oberion. Den store by kunne ikke ses herfra. Han var stadig langt fra den store by. De hvide tænder skinnede i nattens lys, som han smilte for sig selv.
Skyggen der havde været set i alle tre lande. Ikke at der var brændte landsbyer alle steder. Nej. Den eneste landsby der endnu havde fået denne skæbne, var en i Vavilon. Der var ingen årsag. Andet end kaos. Postyr. At skabe problemer og tiltrække sig opmærksomhed.
"Hvor længe vil det tage dig...At regne den ud? Hvor længe vil det tage dig...At komme rendende?"
Han slikkede sig om læberne. Det kolde, stålgrå blik gled ned til byen under ham. Flammerne dansede i hans kolde blik.
"Hvor mange flere, mon?"