Post by Blake De Clare on Jul 4, 2019 7:25:11 GMT
Oneshot - It pulls like it owns me
Den fine, lyse overflade på Blakes hud var stadig kølig da hun så diskret som muligt bevægede sig gennem festsalen. På vejen hilste hun på adskillige, blev drejet ind i armene på et par stykker, og undskyldte alle med et behov for at pudre næsen. På gangen udenfor drejede hun da også mod de nærmeste toiletter. Først ihvertfald. Da hun nåede dem, sendte hun et blik omkring. Der var ingen. På hastige skridt satte hun ned af en tværgående gang. Hendes fingre gled henover de store sten på væggen som hun med småløbende skridt bevægede sig videre. Søgende efter det mindste tegn på en af de gange hun havde løbet i da hun boede her. Hendes fingre fandt det og hun bremsede så hårdt, at hun nær var snublet og faldet. Åbningen var skjult af et stort tæppe og hun bevægede sig ind bag det for at løbe ned igennem den skjulte tjenestegang. Den var støvet og tung. Muligvis ikke blevet brugt i lang tid.
Hun behøvedes ikke at vide hvor hun var på vej hen. Hun behøvedes kun at mærke efter, mærke hvor tråden trak hende hen. For det var præcis, som var der en snor der trak i hende da hun løb den sidste vej og ned til hvad der engang havde været Ziphoras kontor. Håndtaget var støvet, men der var tydelige tegn efter at nogen for ikke lang tid siden havde været her. Forsigtigt skubbede hun den knirkende dør op og trådte vagtsomt ind. Det var ikke længere et kontor eller behandlingsrum. Det var istedet fyldt med rodede kasser. Nogle af dem så ud som om en person var sprunget op af dem. Gulvet bar en blank plet hvor nogen havde siddet og ødelagt støvets fine overflade. Det tog hende et langt øjeblik at vende sig til mørket, og så trådte hun fremad mod de halvt stablede og halvt væltede kasser. Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. "Lille lampe, hvor er du?"
På vej tilbage mod festsalen bandt hun lampen fast til låret under kjolen. Det var ikke behageligt, men det var det eneste skjulested hun havde, og den skulle ud af det her slot i aften. Den havde været så lille og spinkel, aldrig havde hun set den før. Ikke rigtigt. Og hun havde heller ikke haft tid til at nærstudere den på denne aften. Men nu havde hun den. Med en skrøbelig ro trådte hun tilbage ind i festsalen. Lige som det ringede til dessert.
//out