Post by Raine Felhorn on May 30, 2019 18:12:44 GMT
Resten af slottet var næsten fuldstændig forladt, mens festen foregik nede i underetagen. Raine havde ikke passeret én eneste tjener på vejen op af slottets trapper, og det var præcis sådan som det var blevet planlagt.
Dronningens ordre havde været klar, og Raine fulgte den til punkt og prikke. Mens gæsterne opholdt sig nedenunder, og mere vigtigt, mens Isabel var travlt optaget med at beskytte Marcellus, skulle Raine trække sig tilbage. Der var ikke noget at sige til det. Det var normalt at hverken han eller Isabel var specielt bemærkede når de udførte deres arbejde; de kongelige livvagter skulle gerne falde ind i baggrunden og først blive set, når det var nødvendigt. Til gengæld var det et ret sikkert bud at Isabel ikke ville forlade Marcellus' side, hvor Eriz var mere fri til at sende ham afsted.
Han nåede døren, som han langsomt skubbede op. Bag døren ventede der hvad der syntes at være en tyk, levende mur af mørke, med hvislende stemmer som både virkede til at forsøge at lokke ham til at træde indenfor, som det forsøgte at skræmme ham væk. Han ignorerede dem. Hans blik faldt i stedet på gulvet lige indenfor dørtæsklen, og den tynde, næsten usynlige tråd som hang spændt i dørkarmen i en ankelhøjde, samt saltlinjen Isabel havde lagt ud. Havde det ikke været fordi han vidste at Isabel havde lagt sine små fælder ud, ville han have gået lige ind i dem begge, og afsløret indtrængelsen af hendes private kammer. I stedet trådte han over dem begge med et langt skridt, og trådte ind i mørket.
Som røg opløste mørket sig omkring ham, og lod ham se mere af det lille kammer, som var Isabel Veteranos værelse. Lige under ham vidste han at kongen og dronningen havde deres værelse; tæt nok på til at Isabel ville beskytte kongens sind, selv når han sov. Praktisk placeret.
Skyggerne omkring ham talte stadig sine i hvislende, usammenhængende stemmer. En gang imellem kunne han indbilde sig at det var stemmer han kendte, men som han vidste var ment til at distrahere og afskræmme. Det betød ikke, at han ikke var på vagt. Til enhver tid kunne Isabel springe frem fra skyggerne, og ødelægge alt.
Der var ikke mange gemmesteder i det lille kammer. En seng med tilhørende natbord, et klædeskab, et par boghylder og et skrivebord. Det mindede i grunden meget om Raines eget værelse på slottet, men alligevel holdt han øje med hvad der kunne være skjulte gemmesteder. Isabel slog ham som typen.
Klædeskabet fik en grundig gennemsøgning, men Raine sørgede for at alt blev lagt tilbage præcis som han fandt det, for ikke at drage nogen mistanke fra sin kollega. På indersiden af skabslågerne hang der våben, som dragede hans blik. Især sværdet, som han fornemmede en vis energi fra. Det var bestemt ikke noget almindeligt sværd, og ville uden tvivl kunne bruges til det formål, Eriz havde sendt ham afsted for. Men han rynkede på næsen. Det var for stort. Han havde brug for noget mindre, som kunne bruges i en fart. Noget han kunne skjule. Han lod sværdet hænge i skabet, og fortsatte sin søgen.
Billeder stod på Isabels natbord. Smeden, hendes bror og hans udvidede familie, og Isabels gudsøn, den vavilonske prins, kiggede alle sammen tilbage på ham gennem de små portrætter. Raines kølige øjne gled over dem alle, før hans søgen bragte ham til den simple enkeltmandsseng Isabel sov i. Han betragtede den, mens han tænkte over hvor Isabel mest sandsynligt ville gemme et lille, effektivt våben hun ville kunne nå på et øjeblik. Han løftede puden og fandt en daggert liggende derunder, som emmede af den samme energi som sværdet i hendes skab. Han samlede den op og vendte og drejede den en smule i sin hånd, før han tilfredst placerede den i sit bælte, og lagde puden tilbage på sin plads.
Han tog en sidste runde for at sikre sig at intet lå, hvor det ikke skulle. Da alt var gennemtjekket en ekstra gang, trådte han nok en gang over både saltlinje og snubletråd, og lod mørket opsluge Isabels kammer, da han lukkede døren i, og trak sig tilbage.
Ligesom ingen havde set ham forlade festen, var der heller ingen som så ham forlade slottet og forsvinde ud i mørket.
Dronningens ordre havde været klar, og Raine fulgte den til punkt og prikke. Mens gæsterne opholdt sig nedenunder, og mere vigtigt, mens Isabel var travlt optaget med at beskytte Marcellus, skulle Raine trække sig tilbage. Der var ikke noget at sige til det. Det var normalt at hverken han eller Isabel var specielt bemærkede når de udførte deres arbejde; de kongelige livvagter skulle gerne falde ind i baggrunden og først blive set, når det var nødvendigt. Til gengæld var det et ret sikkert bud at Isabel ikke ville forlade Marcellus' side, hvor Eriz var mere fri til at sende ham afsted.
Han nåede døren, som han langsomt skubbede op. Bag døren ventede der hvad der syntes at være en tyk, levende mur af mørke, med hvislende stemmer som både virkede til at forsøge at lokke ham til at træde indenfor, som det forsøgte at skræmme ham væk. Han ignorerede dem. Hans blik faldt i stedet på gulvet lige indenfor dørtæsklen, og den tynde, næsten usynlige tråd som hang spændt i dørkarmen i en ankelhøjde, samt saltlinjen Isabel havde lagt ud. Havde det ikke været fordi han vidste at Isabel havde lagt sine små fælder ud, ville han have gået lige ind i dem begge, og afsløret indtrængelsen af hendes private kammer. I stedet trådte han over dem begge med et langt skridt, og trådte ind i mørket.
Som røg opløste mørket sig omkring ham, og lod ham se mere af det lille kammer, som var Isabel Veteranos værelse. Lige under ham vidste han at kongen og dronningen havde deres værelse; tæt nok på til at Isabel ville beskytte kongens sind, selv når han sov. Praktisk placeret.
Skyggerne omkring ham talte stadig sine i hvislende, usammenhængende stemmer. En gang imellem kunne han indbilde sig at det var stemmer han kendte, men som han vidste var ment til at distrahere og afskræmme. Det betød ikke, at han ikke var på vagt. Til enhver tid kunne Isabel springe frem fra skyggerne, og ødelægge alt.
Der var ikke mange gemmesteder i det lille kammer. En seng med tilhørende natbord, et klædeskab, et par boghylder og et skrivebord. Det mindede i grunden meget om Raines eget værelse på slottet, men alligevel holdt han øje med hvad der kunne være skjulte gemmesteder. Isabel slog ham som typen.
Klædeskabet fik en grundig gennemsøgning, men Raine sørgede for at alt blev lagt tilbage præcis som han fandt det, for ikke at drage nogen mistanke fra sin kollega. På indersiden af skabslågerne hang der våben, som dragede hans blik. Især sværdet, som han fornemmede en vis energi fra. Det var bestemt ikke noget almindeligt sværd, og ville uden tvivl kunne bruges til det formål, Eriz havde sendt ham afsted for. Men han rynkede på næsen. Det var for stort. Han havde brug for noget mindre, som kunne bruges i en fart. Noget han kunne skjule. Han lod sværdet hænge i skabet, og fortsatte sin søgen.
Billeder stod på Isabels natbord. Smeden, hendes bror og hans udvidede familie, og Isabels gudsøn, den vavilonske prins, kiggede alle sammen tilbage på ham gennem de små portrætter. Raines kølige øjne gled over dem alle, før hans søgen bragte ham til den simple enkeltmandsseng Isabel sov i. Han betragtede den, mens han tænkte over hvor Isabel mest sandsynligt ville gemme et lille, effektivt våben hun ville kunne nå på et øjeblik. Han løftede puden og fandt en daggert liggende derunder, som emmede af den samme energi som sværdet i hendes skab. Han samlede den op og vendte og drejede den en smule i sin hånd, før han tilfredst placerede den i sit bælte, og lagde puden tilbage på sin plads.
Han tog en sidste runde for at sikre sig at intet lå, hvor det ikke skulle. Da alt var gennemtjekket en ekstra gang, trådte han nok en gang over både saltlinje og snubletråd, og lod mørket opsluge Isabels kammer, da han lukkede døren i, og trak sig tilbage.
Ligesom ingen havde set ham forlade festen, var der heller ingen som så ham forlade slottet og forsvinde ud i mørket.