Post by Loup Garou on May 16, 2019 22:43:27 GMT
Loup Garou ~ Franz von Richler
Festen havde allerede bragt lidt for mange 'festligheder' med sig i forhold til hvad Loup mente at han kunne håndtere. At han havde drukket hvad der sikkert efterhånden tilsvarede mindst to fulde flasker whiskey havde sikkert heller ikke hjulpet på processen, men det havde været nok til at de allerede mangfoldige udbrud som var forekommet i slottets balsal havde fået ham undskylde til Era, før han opsøgte den nærmeste balkon. En tjener havde været på vej for at vise ham vejen, men han havde kortfattet puffet den lille mand til side, og selv fundet vej. Han kendte stadig slottet lige så godt som hans egen håndflade, selv efter syv år...
Varulvenes alfa var dermed endt ude på én af slottets balkoner, i en søgen efter frisk luft - eller hvad der nu kunne gå for at være det i Pandemonium. Lige meget hvilken vej vinden vendte, syntes han altid at luften var fuld af sod og aske. Selv heroppe i højden kunne han lugte stanken fra landets fabrikker... Mørke øjne fæstede sig mod horisonten, som var godt skjult bag landets mørke askeskyer. Han forestillede sig skoven, han engang havde kunnet se herfra. En skov, hvis hvert eneste træ nu var brændt til grunden, sammen med alt som engang havde levet der. Flere af hans artsfæller var ikke sluppet levende fra branden. Og dem, der stod bag det hele, befandt sig indenfor hans rækkevidde.
Måske var det alkoholen. Måske var det fordi der ikke var længe til fuldmåne, og hans temperament allerede var flosset. Måske noget helt tredje, men Loup mærkede hvordan raseriet blussede op i ham, og hvad der lød som en dæmpet knurren lød fra dybet af hans strube. Hvis han nogensinde fik fat i Richler eller Forsyth...
Varulvenes alfa var dermed endt ude på én af slottets balkoner, i en søgen efter frisk luft - eller hvad der nu kunne gå for at være det i Pandemonium. Lige meget hvilken vej vinden vendte, syntes han altid at luften var fuld af sod og aske. Selv heroppe i højden kunne han lugte stanken fra landets fabrikker... Mørke øjne fæstede sig mod horisonten, som var godt skjult bag landets mørke askeskyer. Han forestillede sig skoven, han engang havde kunnet se herfra. En skov, hvis hvert eneste træ nu var brændt til grunden, sammen med alt som engang havde levet der. Flere af hans artsfæller var ikke sluppet levende fra branden. Og dem, der stod bag det hele, befandt sig indenfor hans rækkevidde.
Måske var det alkoholen. Måske var det fordi der ikke var længe til fuldmåne, og hans temperament allerede var flosset. Måske noget helt tredje, men Loup mærkede hvordan raseriet blussede op i ham, og hvad der lød som en dæmpet knurren lød fra dybet af hans strube. Hvis han nogensinde fik fat i Richler eller Forsyth...