Post by Caleb Veterano on May 16, 2019 8:28:38 GMT
Canvas of Life
Oneshot Isabel og Caleb
Oneshot Isabel og Caleb
Hårdt skubbede hun ham ud af skyggerne, så han vaklede et stykke, før han fik genvundet balancen. Han var snurret om mod hende med det samme. Godt for ham. Han var blevet hurtigere. De befandt sig ude i slotshaven, hvor ingen ville kunne høre dem andet end vagterne patruljerende rundt, men hvis Caleb ville gå amok, var det her stedet - ikke fordi han lod sit temperament slippe af med sig ofte.
“Hvad i alverden laver du?!” rasede han marcherende frem mod hende, som ville han til at kæmpe mod hende, hvilket fik hende til at hæve et skeptisk øjenbryn, da det ikke lignede ham. Mere overrasket blev hun, da han skubbede til hende. “Bring mig tilbage med det samme! Hun skal ikke i nærheden af det monster, og om jeg så skal dræbe ham, vil jeg sørge for han aldrig får fingrene i hende igen!!”
“Caleb, jeg har brug for du falder til ro,” sagde hun beroligende med hænderne løftet, som tegn til hun ikke ville slås, men hun var klar på at tage imod ham, hvis han havde andre tanker. Lige nu virkede han ualmindelig ophidset. Magien gnistrede ligefrem omkring ham.
“Du forstår det ikke! Du forstår ingenting! Ingenting! Du husker det ikke!” råbte han desperat af hende, mens han gav sig til at trave frem og tilbage så gruset knasede under hans støvler. Hårdt pressede han sine håndflade mod øjnene. “Jeg kan ikke lade det ske igen. Jeg kan ikke!”
Med et suk kastede hun et blik omkring dem, men de så ud til at være alene lige nu.
“Jeg ved godt, hvad du snakker om,” afslørede hun opgivende, og så hvordan han chokeret kiggede op fra sine hænder mod hende. Hun slog lidt ud med armene. “Blake fortalte det hele.”
“Hvad?” De løftet hænder knyttede sig. “Hun fortalte dig det?” Han lød vantro.
“Både mig, Saïx og Marcellus.”
I lang tid stirrede han bare på hende. Vinden rev i deres hår og tøj, mens de sorte, tykke skyer blev trukket ubarmhjertigt over himlen, så månen kun en gang imellem fik lov til at skinne ned på dem.
Langsomt sænkede Caleb sine hænder, og vendte sig fuldkommen mod hende, så de stod overfor hinanden.
“Du… ved godt, at… jeg kommer fra en anden tidslinje?” spurgte han forsigtigt, og hun nikkede.
“Blake sagde noget om, at dit ønske bestod i at gøre et valg om. Jeg kan regne ud det havde noget med Adelaide at gøre dér tilbage i Fagail, hvor du fik af vide hun var gravid.”
“Jeg…” Hastigt fugtede han sine læber, da munden føltes tør, men det så ud til Blake havde røbet alting overfor Isabel, der blot betragtede ham med sit udtryksløse blik. “Jeg var nødt til at fixe det. Jeg var nødt til det Izzy... “
“Hvad skete der Cal?” Hun gik langsomt hen til ham, indtil hun kunne lægge en hånd mod hans overarm og give den et klem. Fortvivlet flakkede hans blik rundt på hendes ansigt, før han sank en klump.
Og så fortalte han hende det hele.
Da han endelig var færdig, havde de begge sat sig på en havebænk, hvor Isabel med et tomt blik stirrede frem for sig og fingrene flettet ind i hinanden, som bad hun en bøn til Inei om at være dem nådige.
“Hvordan kunne jeg dog vende Portus ryggen?” hvislede hun. “Hvordan kunne jeg dog… Jeg mener… Jeg ville aldrig nogensinde forråde Inei på den måde. Aldrig.” Hjælpeløst kiggede hun op på ham, men han havde ikke andet svar end et pinefuldt træk på skuldrene.
“Maddox havde vel twistet dit hoved. Jeg ved det ikke.”
“Og… han gjorde det samme med Addy?”
Han nikkede. Isabels hænder vred sig i hinanden, før hun med et støn pressede tommelfingrene mod sin pande.
“Og nu er han hos Macaria. Jeg troede det kun var Eriz, jeg skulle bekymre mig om nu, men hvordan kan jeg vende det blinde øje til at det kryb går op og ned af hende?!”
“Kan vi lige huske, at Adelaide kyssede ham?”
“Åhr ti stille! Hun er ikke engang din rigtige hustru!”
“Fair point…” Han kiggede ned på sine hænder liggende i sit skød, inden han igen blev opmærksom på Isabel, da hun brød ud i en lille latter.
“Ved Cirklerne… Du reddede et barn, og vågnede op til hele fire. Det måtte have været noget af et chok for dig,” grinede hun, mens han selv måtte trække lidt på smilebåndet.
“Du har ingen ide. To øjne, ude af form og far til fire. Jeg troede, dusørlivet var hårdt men… jeg tager det hele i mig igen,” spøgte han, selvom der var noget ærlighed i det hele. Fire børn… “Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre Izzy. Alt den viden jeg har om ting… hvad skal jeg gøre med den?”
Hybriden drog et stort suk, og satte sig ordentligt op ved hans side, så de sad som to spejlinger af hinanden midt i den hylende vind, der for længst havde gjort dem kolde.
“Det ved jeg ikke… Inei må jo have en ide med det hele, tror du ikke? Ellers ville hun ikke have skænket dig de muligheder, som du fik.”
“Så… jeg skal bare lege med, indtil jeg får et tegn fra hende?” Han mødte hendes blik, og hun klappede ham på låret.
“Måske? Gør dig klar til hvad end, der kommer til at ske, for noget vil ske. Måske ikke nu eller i morgen, men på et eller andet tidspunkt, får vi brug for alt, hvad vi har,” svarede hun, før hun rejste sig fra bænken, og rakte ham en hånd som hjælp til at komme op. Han tog den og trak sig på benene.
“Hvad gør jeg med Adelaide?” spurgte han lavmælt. “Hun ved ingenting, og jeg… I mit hoved har vi ikke været sammen i flere år!”
“Elsker du hende?”
“Hva?”
“Elsker du hende.”
“Det… ved jeg ikke? Jeg mener… Jeg har ikke haft mulighed for at finde ud af noget som helst.”
Hun lagde sin hånd på hans skulder, og ruskede ham let frem og tilbage.
“Du er hendes ægtemand i den her verden, Caleb. Du tog det valg selv tilbage i din egen tidslinje, akkurat ligesom du valgte at være far. Måske er det på tide, du står ved det valg…”