Post by Vaelon Arahaelon on May 8, 2019 20:48:05 GMT
En næsten usynlig smilerynke formede sig i Vaelons ene mundvige, men den forsvandt lige så hurtigt som den var opstået. Højelveren måtte have forstået Isabels joke, selvom den ikke havde fået ham til at smile fuldendt, for slet ikke at tale om at grine.
”I det mindste er det en fredelig invasion. For det meste.” indskød han megetsigende, og lod de gyldne øjne flytte sig fra søskendeparret, for i stedet at vandre over de øvrige gæster nok en gang. Kongeparret havde ikke sat nogle fingre imellem, når det kom til hvem de havde inviteret til at fejre Marcellus’ fødselsdag, om der så fandtes spændinger mellem gæsterne eller ej. Forhåbentligvis havde gæsterne nok fornuft i sig til at kunne sætte sine forskelle til siden, om end bare for en enkelt aften. Varulvene og den vavilonske kronprins var dem, der bekymrede ham mest. Dødsengle havde det med at være impulsive, og varulve havde altid været temperamentsfulde. Specielt efter at være tvunget til at flygte fra Vavilon.
Blikket faldt kortvarigt på Caleb, som det så ud som om han rykkede tættere på sin søster, men det så ikke ud til at rådsmanden fandt nogen grund til at kommentere yderligere på det. Måske havde han ikke lagt mærke til hvordan magikeren knapt havde blinket, som havde han været på vagt. Det fandt tilbage til Isabel, som han betragtede vågent. Der var stadig en vis distance som han opretholdt mellem ham og hende, til trods for den rolle hun engang havde spillet for Portus og Inei. Men det var kun på grund af den fortid at han talte med hende. ”Du har vel også mere end nok at se til i aften. Ikke nok med kongens beskyttelse, så har du velsagtens et øje på din gudsøn.” Blikket gled til Caleb. ”Og naturligvis genforenet med din bror. Hvornår var sidst du besøgte familien i Fagail?”