Post by Blake De Clare on May 10, 2019 7:30:05 GMT
Blakes intention havde egentligt været at slippe Damians hånd da de skulle igennem menneskemængden igen, og så måske holde let i hans arm i stedet, men det blev der ikke tale om da han trak hende afsted. Eneste trøst, udover at det var trygt og nogenlunde stabilt at holde hans hånd, var at hun lige om lidt ville være på vej ud af landet. Egentligt havde hun måske bare en anelse ondt af Jareth hvis hun skulle være ærlig. Hans høflighed - og måske beregning, blev betalt med hans hustru der blev trukket rundt af en anden mand til fuldt skue. Kortvarigt mens hun blev hevet afsted afsøgte hendes blik rummet efter ham, men usuccesfuldt. Og så fangede Damian færden af sit bytte og rev hende endnu hurtigere afsted gennem den bevægende folkemængde ind til de stod stille, Damian med sine klør om den ældre kriger. Eller… far? Hendes blik var fuldt af overraskelse da det gled nedad ham. Selv hans holdning var mindre… veteran-agtigt. Et halvt skridt til og hun stod ved Damians side. ”Caleb” den korte hilsen fik selskab af et små-undskyldende smil. Ikke at hun ikke var harm over hans ønske.
Blake klemte let om Damians hånd som han sydende af vrede hvæsende skældte på Caleb, så meget at den normalt forholdsvis følelsesløse dødsengel sendte bølger af samme vrede igennem hende og fik hendes øjne til at lyne, og hun måtte fokusere sit åndedrat for ikke at farer op i samme flint. Hvilket kun lige akkurat lykkedes pga. menneskemængden omkring dem og trykket for ikke at lade det hele eksplodere.
Selvom hun kendte Calebs grund til have ønsket, mærkede hun sig selv læne en anelse ind for at høre ham gentage den. Det var lige før hun spruttede ud, at valg havde konsekvenser, og dem måtte man tage, men Damian kom hende i forkøbet, og kun øjeblikke senere fandt hun sig bag ham, som en levende barriere mod den kvinde der ville rive organerne ud på hende så snart hun kunne. Hendes hjerte satte i en faretruende hurtig galop ved synet af de isnende blå øjne, og hun fandt sig selv presse sig ganske let mod hendes mesters ryg. Hun var der.
Blakes lyseblå øjne blev store ved synet af Eriz og Caleb der mundhuggedes. Det virkede så fantastisk ufarligt - og hvor ville man være forkert i sine antagelser hvis man troede det. Damians smil beroligede hende ikke voldsomt, men den lettere følelse af den afklaring han havde skaffet lagde sig stabilt i hendes mave. Hendes blik søgte hurtigt Calebs idet Damian igen greb hendes hånd. Hun måtte fange ham senere. Bare nå at advare ham om hvad hans sandsynligvis allerede vidste. Og så vendte hun sin opmærksomhed mod Damian. Mærkeligt stolt over at han vendte ryggen til Eriz, med hendes hånd i sin. Måske Eriz tidligere ord havde ramt hendes trodsighed.
”Ja, jeg er dødsulten!” istemte hun lettere og returnerede hans smil. ”Jeg håber der er steg!” Da de næsten var nået ind i den store sal, der var dækket op til spise, gav hun hans hånd et let klem.
”Vi holder os indenfor rækkevidde?” Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun havde ikke det fjerneste lyst til at slippe ham af syne igen, men lod alligevel sine fingre glide ud mellem hans, gemt i folkemængden, og da hun trådte ind i salen drejede hun efter en kort spejden mod den frie plads ved siden af Jareth.
//out
Blake klemte let om Damians hånd som han sydende af vrede hvæsende skældte på Caleb, så meget at den normalt forholdsvis følelsesløse dødsengel sendte bølger af samme vrede igennem hende og fik hendes øjne til at lyne, og hun måtte fokusere sit åndedrat for ikke at farer op i samme flint. Hvilket kun lige akkurat lykkedes pga. menneskemængden omkring dem og trykket for ikke at lade det hele eksplodere.
Selvom hun kendte Calebs grund til have ønsket, mærkede hun sig selv læne en anelse ind for at høre ham gentage den. Det var lige før hun spruttede ud, at valg havde konsekvenser, og dem måtte man tage, men Damian kom hende i forkøbet, og kun øjeblikke senere fandt hun sig bag ham, som en levende barriere mod den kvinde der ville rive organerne ud på hende så snart hun kunne. Hendes hjerte satte i en faretruende hurtig galop ved synet af de isnende blå øjne, og hun fandt sig selv presse sig ganske let mod hendes mesters ryg. Hun var der.
Blakes lyseblå øjne blev store ved synet af Eriz og Caleb der mundhuggedes. Det virkede så fantastisk ufarligt - og hvor ville man være forkert i sine antagelser hvis man troede det. Damians smil beroligede hende ikke voldsomt, men den lettere følelse af den afklaring han havde skaffet lagde sig stabilt i hendes mave. Hendes blik søgte hurtigt Calebs idet Damian igen greb hendes hånd. Hun måtte fange ham senere. Bare nå at advare ham om hvad hans sandsynligvis allerede vidste. Og så vendte hun sin opmærksomhed mod Damian. Mærkeligt stolt over at han vendte ryggen til Eriz, med hendes hånd i sin. Måske Eriz tidligere ord havde ramt hendes trodsighed.
”Ja, jeg er dødsulten!” istemte hun lettere og returnerede hans smil. ”Jeg håber der er steg!” Da de næsten var nået ind i den store sal, der var dækket op til spise, gav hun hans hånd et let klem.
”Vi holder os indenfor rækkevidde?” Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun havde ikke det fjerneste lyst til at slippe ham af syne igen, men lod alligevel sine fingre glide ud mellem hans, gemt i folkemængden, og da hun trådte ind i salen drejede hun efter en kort spejden mod den frie plads ved siden af Jareth.
//out