Post by Loup Garou on May 8, 2019 19:24:00 GMT
Tænderne kværnede som rustne tandhjul i kæben på Loup, mens han fulgtes med Era gennem festsalen. Kun et enkelt, kort blik blev sendt over skulderen, men den pandemonske dronning havde ryggen til ham, og var tilsyneladende i gang med at tage den næste gæst imod – den portusianske konge, efter alt at dømme.
Det gik op for ham at samtlige muskler i hans arm havde været spændt hårdt omkring Eras arm lige siden de havde stået overfor det pandemonske kongepar, og han kunne nu finde det i sig til at sænke skuldrene. Det varede dog ikke længe, som de mørke øjne nok en gang havnede på Richler, som demonstrativt havde gjort ham opmærksomt på sværdet hængende i sit bælte. En rynke formede sig over Loups næseryg, som tegn på den anstigende snerren.
”Jeg fatter det ikke.” mumlede han mørt mod sin mage. ”At invitere os og dem… Det er som om de forsøger at provokere os.” Han lykkedes ikke i at holde en dyrisk knurren fra at dukke frem i hans ord, og han tog nok et par dybe indåndinger. Han havde brug for at drikke – og det kunne kun gå for hurtigt. Stadig med Eras arm i sin tog han nu styringen, og gik sammen med hende over mod den nærmeste tjener med drikke balanceret på et bræt. I baggrunden hørte han skovbrænderen skåle for én eller anden, men han skænkede det ikke meget opmærksomhed. For hans vedkommende skulle han bare igennem aftenen i ét stykke uden at starte en mindre borgerkrig. De havde ikke flokken med sig, og ikke mange venner til festen. ”Vi sku’ være blevet hjemme.” knurrede han. Også selvom det i sidste ende havde været ham, som havde bestemt at de skulle tage af sted.
Vaelons høje skikkelse havde været umulig at overse blandt det portusianske følge, og han var fulgt efter sin konge i sin hilsen af det pandemonske kongepar. I modsætning til Adrian, tog Vaelon sig dog tiden til både at trykke Marcellus’ hånd og bukke lavt for Eriz. Højelverens hår var strøget glat ned af hans nakke, og han havde iført sig en lang, lys robe som var usmykket med diskrete gyldne tråde. I anledningen af aftenen havde han faktisk pyntet sig ekstra op, i form af nogle ligeså gyldne tråde som holdt håret fast.
”Deres majestæter. Det er en stor glæde at være her i aften. Jeg er sikker på at fejringen bliver storslået.” Gyldne øjne flakkede bort fra kongeparret, for i stedet at søge over festdeltagerne. Det havnede på Caleb, som nu stod i selskab med sin søster. Som han betragtede de to søskende, forlod han kongeparret for i stedet at træde frem, for at hilse på kvinden som tidligere havde været kendt som én af Ineis fremste krigere.
”Isabel Veterano.” hilste han med et lille buk i nakken. "Jeg går ud fra at alt står lige godt til i Pandemonium som ellers?"
Det gik op for ham at samtlige muskler i hans arm havde været spændt hårdt omkring Eras arm lige siden de havde stået overfor det pandemonske kongepar, og han kunne nu finde det i sig til at sænke skuldrene. Det varede dog ikke længe, som de mørke øjne nok en gang havnede på Richler, som demonstrativt havde gjort ham opmærksomt på sværdet hængende i sit bælte. En rynke formede sig over Loups næseryg, som tegn på den anstigende snerren.
”Jeg fatter det ikke.” mumlede han mørt mod sin mage. ”At invitere os og dem… Det er som om de forsøger at provokere os.” Han lykkedes ikke i at holde en dyrisk knurren fra at dukke frem i hans ord, og han tog nok et par dybe indåndinger. Han havde brug for at drikke – og det kunne kun gå for hurtigt. Stadig med Eras arm i sin tog han nu styringen, og gik sammen med hende over mod den nærmeste tjener med drikke balanceret på et bræt. I baggrunden hørte han skovbrænderen skåle for én eller anden, men han skænkede det ikke meget opmærksomhed. For hans vedkommende skulle han bare igennem aftenen i ét stykke uden at starte en mindre borgerkrig. De havde ikke flokken med sig, og ikke mange venner til festen. ”Vi sku’ være blevet hjemme.” knurrede han. Også selvom det i sidste ende havde været ham, som havde bestemt at de skulle tage af sted.
Vaelons høje skikkelse havde været umulig at overse blandt det portusianske følge, og han var fulgt efter sin konge i sin hilsen af det pandemonske kongepar. I modsætning til Adrian, tog Vaelon sig dog tiden til både at trykke Marcellus’ hånd og bukke lavt for Eriz. Højelverens hår var strøget glat ned af hans nakke, og han havde iført sig en lang, lys robe som var usmykket med diskrete gyldne tråde. I anledningen af aftenen havde han faktisk pyntet sig ekstra op, i form af nogle ligeså gyldne tråde som holdt håret fast.
”Deres majestæter. Det er en stor glæde at være her i aften. Jeg er sikker på at fejringen bliver storslået.” Gyldne øjne flakkede bort fra kongeparret, for i stedet at søge over festdeltagerne. Det havnede på Caleb, som nu stod i selskab med sin søster. Som han betragtede de to søskende, forlod han kongeparret for i stedet at træde frem, for at hilse på kvinden som tidligere havde været kendt som én af Ineis fremste krigere.
”Isabel Veterano.” hilste han med et lille buk i nakken. "Jeg går ud fra at alt står lige godt til i Pandemonium som ellers?"