Post by Maddox Bane on Feb 5, 2019 13:59:13 GMT
Åben
Vaelon Arahaelon
Adelaide Veterano
Maddox Bane
Lana Hyles
Chase Hyles
Helena Rosenthel
Eian Winters
Vaelon Arahaelon
Adelaide Veterano
Maddox Bane
Lana Hyles
Chase Hyles
Helena Rosenthel
Eian Winters
Ambrose Everren spejdede gennem trælinjerne. Hans elver øjne kunne tydeligt se soldaterne, selv i tusmørket, så tæt på. Han vinkede ud mod linjen af folk der stod forrest og de trak sig længere tilbage i skyggerne. Det var ikke deres skyld. De var ved at blive utålmodige. Bagtroppen havde ventet der, cirka to kilometer fra bymurene, i snart 24 timer nu. De havde sovet på skift. Spist kun tørre rationer, uden at tænde bål, og der havde kun været hvisket samtale. De var rastløse. Klar til at komme i århundredes krig. Der var rundt regnet 7000 hybrider, samlet fra andre lejre end hovedlejren og omkring liggene gårde, klar til at ligge hånd på hjertet af Portus. Femtusind af dem lå udenfor. Resten var enten allerede inde, fordi de boede og arbejdede der, i slummen, eller var blevet smuglet ind i de foreløbende fire dages tid. Nogle gennem kloark systemerne. Nogle gennem portene. For nu, ventede de resterende. Ventede på signalet.
Indenfor murerne var der næsten intet behov for at starte kaos til at distrahere fra den mission de havde. De skulle tage vagterne ud på væggene, forhindre advarselssystemet i at gå af, så Istus ikke ville vide at den var indvaderet af hybrider, før de allerede kravlede over dens mure. Det havde været planen at sætte ild til diverse kornlagre, skibe og officielle bygninger - men det var næsten synd at gøre nu. Byen var allerede i vildt oprør, selvom det var 24 timer siden vampyrerne var forsvundet. Folk stimlede sammen om Inei statuerne, bad og tiggede, rigmænd smed store summer af guld for hendes fødder, for at bede om deres renhed tilbage. Alle de der nu var mennesker, og hvad de ellers havde været før, var nu forladte af deres Inei givne udødelighed. Og det havde også ramt hæren. De Portusianske styrker ville være reduceret enormt uden vampyrisk styrke og hurtighed. Og vigtigst af alt; forvirrede og demoraliserede. Maddox Bane tskede stille og gav signalet. Kornsiloen nær havnen var allerede sjasket til med oile, så den brændende pil der ramte den, fik den til at gå øjeblikkeligt op i lys lue. Fra hans plads på et hustag, kunne Maddox se flere andre brande begynde, som den første blæste op i den kraftige aftenvind og brandalarm klokker begyndte at ringe. Og det ville være signal til de folk der skulle tage væggene. Maddox greb om huskanten, svang sig ud over siden, landede på en altan på etagen under, svang sig ud over der og ned på gaden, i en trepunkts landing. Han rejste sig langsomt og trak posen af hans ryg. "Time to play," hvislede han stille til knoglerne der raslede i sækken.
Den kraftige vind strøg op under Adelaide Storms vinger og fik hendes røde fletning til at piske i luften. Hun så flammerne begynde og vred sig adræt i luften, så hun skiftede retning mod de Portusianske mure. Læderstøvler ramte gangbroen på muren, netop som hybrider begyndte at vælde op mod tårnene. Det var deres hurtigste folk; halvelvere, halvdrows, efterfulgt af halvdæmoner - der var modstand. Der var råb og skrigen. Der var en vagt, der næsten nåede snoren til vagtklokkerne, inden Adelaide plantede et sværd gennem hans brystkasse. Længere nede af muren, bragte en hybrid en fakkel frem og viftede den mod trælinjen. Og så vældede de frem, som mure fra en tue; hundrede på hundrede vis af hybrider der stormede frem mod murerne. Adelaide tørrede sit sværd langs hendes bukser, blinkede tårerne fra sine øjne og sprang på vingerne igen. De havde forhindret de første alarmer, men der ville ikke gå længe inden de Portusianske soldater kom alligevel; der var flere vagter der var løbet fra væggen og havde kurs mod militærets hovedbygning.