Post by Isabel Veterano on Nov 28, 2018 9:48:23 GMT
ONESHOT
Veteranoerne og Damian
Veteranoerne og Damian
Metallet skar sig ind i huden på ham, som en brændende stribe af ild, der fik ham til at give sig i smerte, og stoppe op for at kigge ned på sin arm. Endnu en flænge i hans trøje. Såret var allerede ved at lukke sig, og smerten forsvandt ind til en svag prikken. Frustreret kiggede han op på magikeren foran ham, der roligt svang sværdet en omgang.
“Allerede ved at være træt?” spurgte den yngste Veterano med hævet øjenbryn. “Come on. Jeg bruger ikke engang mit eget sværd, og det her er håbløst ude af balance. Jeg troede du sagde, du var blevet trænet i fægtning?”
“Han sagde det ikke,” lød det fra søsteren sættende på gulvet, hvor hun var ved at slibe sin daggert. “Han pralede.”
De befandt sig i en gammel lade i Portus. Det var det eneste sted, de kunne finde inden solen stod op, og Isabel havde endda været nødt til i sidste sekund, at fragte både hende og Damian derind før lyset brød horisonten. Ikke fordi det var en særlig god lade. Sprækker hist og her tillod sollys at skyde indenfor i lyse, smertefulde linjer, hvis han ikke var opmærksom på hvor de var. Her stank af forrådnelse på grund af det gamle halm i den ene ende af laden, og rotter pilede rundt - dem der altså var tilbage, efter han havde indtaget sin mad med de andre.
“Jeg har fået træning!” hvæsede han irriteret over endnu ikke at have fået bare ét slag ind på Veteranoen overfor ham. Ikke et eneste fucking slag! Han var hurtigere, stærkere og vampyr, men alligevel virkede det som om Caleb intet problem havde med at parrere hans slag. “Både fra generaler og Adrian!”
Isabel smågrinede.
“Well… så ser det ud til Eriz’s generaler er dårligere end Marcellus’ for hans folk gav virkelig tæv, og Adrian er en engel. Han har sikkert ladet dig vinde,” kommenterede hun efterfulgt af en lav hvislen, da hun kørte daggerten over hendes slibesten.
“Jeg tvivler.” Damian stillede sig igen i en kampklarstilling, og Caleb gjorde det samme. “Han var en hård læremester.”
“Jeg giver Damian ret. General Storm havde rygter om at være en fantastisk kriger og endnu mere fantastisk general,” sagde Caleb. “Det er ikke hans skyld knægten fjumre.”
Damian sprang frem. Hårdt bragte han sit sværd ned mod magikerens hofte, men det klingede af mod hans klinge, hvilket han dog havde forudset. Kraften fra modstanden brugte han til at flyve rundt, for så at svinge et angreb ind mod ribbenene i stedet for, men igen lød der en klingende lyd. Fandens!
Han forsøgte at presse Caleb til at bakke for at få ham ud af balance, mens han med større og større styrke hamrede sværdet mod ham, men det gjorde ikke andet end runerne på armene begyndte at lyse ved hvert stød. Fodarbejdet fejlede heller ikke eneste gang. Han prøvede så at danse rundt om ham, for at angribe bagfra med sin unaturlige hurtighed, men også dér mødte han sværdet!
De stod og pressede sværdene mod hinanden.
“Hvordan fanden gør du?!” udbrød den tidligere dødsengel, hvilket fik Caleb til at smile selvtilfreds.
“Mange års træning, observation og lidt runemagi. Din stil er en blanding af det portusianske militærs og så din egen utålmodige kampform. Når du ikke kan få mig ned med det femte hug, bliver du hidsig og begynder at bruge styrke i stedet for snilde. Isabel gør kinda det samme.”
“What? Det gør jeg da ikke!” lød det fra sidelinjen.
“Du er så vant til, at kan få folk lagt ned på den ene eller anden måde, at du bliver utålmodigt, når det ikke lykkedes, hvilket ender med du enten bruger dine evner eller ren styrke. Jeg gætter på du smed frygtmagi i fjæset på den stakkels person, som irriterede dig under din træning på slottet,” forsatte han ufortørnet med et skævt smil. “Det er værre nu hvor du er vampyr, hvor dine følelser lettere løber af med dig.”
Damian knurrede men det var sandt hvad Caleb fortalte, og han kunne ikke sige noget tilbage. Det fik blot magikerens smil til at vokse.
“Jeg behøver bare at gøre to træk, og så har jeg vundet denne her kamp,” fortalte han. “To træk, Forsyth.”
“Hvordan?”
Hvorfor spurgte han dog? Caleb gled pludselig til siden, så alt den kraft Damian havde brugt på at presse fremad mod sværdet fik ham ud af balance, da der ikke var nogen modstand, og han væltede frem. Klingen smøg sig over hans mellemgulv i faldet, inden at han ramte gulvet, hvor han med det samme tog sig til sin mave. Trøjen havde nu fået en lang flænge tværs over hans mave, hvor man kunne se ind til hans hud, der var ved at heale såret, der ellers ville have været dødbringende for ham, hvis han ikke havde været vampyr. Han skulle stadigvæk vænne sig til det. Med en stønnen stirrede han ned på det healende sår.
“To træk. Du er lidt ligesom din far, vidste du det? Ikke særlig klog,” smilede Caleb over ham, før han rakte ham en hånd, så han kunne komme op. “Det træk ville også have virket på ham. Du er nødt til at være observant på hvem du slås med, lære deres bevægelser at kende, samt hvordan de vil kæmpe. Er de utålmodige? Hidsige? Har en gammel skade? Eller noget baggrund der kan fortælle dig deres kampstil? Brug det til at få dem ned med nakken.”
“Nemt for dig at sige! Du kan få alle ned med nakken,” vrissede Damian, mens han studerede hullet i sin trøje, så han nu måtte bruge de næste timer på at sy det sammen, fordi ingen af de andre ville gøre det for ham. I det mindste var han blevet bedre til det med tiden.
“Jeg kan ikke få alle ned med nakken. Der er én, som kan vinde over mig hver eneste gang,” svarede Caleb, og gjorde et hovedkast mod sin søster. “Hver gang.”
De orange øgleøjne hævede sig mod dem.