Post by Loup Garou on Nov 25, 2018 23:22:29 GMT
Lydene fra lejren faldt langt ind i baggrunden for flokkens alfa, da han fortsatte dybere ind i skoven. Træerne stod stadig tæt herinde, alt for tæt til at man kunne bevæge sig på andet end gåben, og med stammer så tykke at selv ikke han kunne folde armene omkring dem.
Det var en livlig del af skoven. Stærk. Gammel. Det var derfor, han havde valgt den.
Loups skridt var lige så stødige og hjemmevante som enhver anden gang, han havde taget turen ind i den del af hans territorium. Det var nemt at fare vild under de mørke trækroner, men han kendte den lige så godt som sin højre hånd. Gennem de sidste mange år havde han gået gennem den utallige gange. Han ville kunne gå den i blinde, uden at snuble over så meget som én sten eller rod. Selv med den svage halten fra hans højre ben.
Et sted højt over sig kunne han høre en fugls vinger baske gennem luften, men lod det ikke distrahere ham. Han passerede et træ på højre hånd, som et lynnedslag engang havde splittet i to. Nogle hundrede meter længere fremme åbnede trækronerne sig, og en skråning løftede skovbunden op mod himlen. I den retning Loup kom fra, lignede det at den strækkede sig op i et forsøg på at nå halvmånen som oplyste himlen over ham. På toppen af skråningen hvilede en sten på jorden. Hjertet sank i brystet på alfaulven, inden han med et dybt suk fortsatte vandringen op af skråningen.
Stenen var blank, foruden mosset som havde præget den gennem årenes løb. Intet navn var skåret ind i dens overflade, eller en sidste hilsen til den afdøde som hvilede under jorden. Det var ikke varulvenes måde at begrave nogen på. Når en varulv døde, var kroppen tom, og ånden blev ført af Euphonia til fuldmånen, for at kunne vejlede resten af flokken og give dem styrke, selv efter deres død. Engang havde Loup ment det var det rene vrøvl. Men Era havde fået ham til at se anderledes på tingene. Det havde hun været så god til.
Loup sad på jorden og strøg hånden over stenen. I lange minutter sad han i tavshed, mens han forestillede sig at Era så ned på ham gennem månelyset. Inderligt håbede han, at det var sandt. Mon hun ville værdsætte den aftale han havde gjort med Forsyth-knægten?
Han havde endnu ikke fortalt tvillingerne om det. Hvis det hele gik galt, eller hvis Forsyth løj, ville han ikke kunne bære at se dem miste deres mor endnu en gang. Nej, han havde kun fortalt det til nogle få individer i flokken. Foruden de to ulve som havde fulgt ham til kroen i Maranos, havde han fortalt det til Eras ældste bror, og ladt ham om hvem af de andre i familien som skulle kende til det. Men tvillingerne vidste intet. Det havde været hans første betingelse.
Hans blik løftede sig mod månen. Han blev mindet om en nat, han og Era havde tilbragt under en lignende himmel, liggende i græsset. Grinende. Elskende. Han kunne næsten ikke huske lyden af hendes latter længere. Eller hendes stemme. Ikke engang følelsen af de kortklippede lokker mellem sine fingre. Den stramme følelse omkring hans bryst formede en klump i hans hals som han stadig forsøgte at sluge.
"Jeg ved, du kommer tilbage til mig." mumlede han dæmpet. "Jeg ved, Forsyth vil holde sit løfte. Hvis ikke..." Hvis ikke, ville han dræbe ham. Først hans familie. Så enhver han holdt af. Og han ville gøre det foran ham, og tvinge knægten til at se på. Og han ville gøre det langsomt, få dem alle til at hyle af smerte og bønfalde ham om at slå dem ihjel. Og så ville han dræbe knægten til sidst.
Han prustede tungt ud, og sænkede blikket mod stenen igen. Som forventede han at se den rykke sig i dét øjeblik. Men stenen forblev liggende som den havde ligget i alt for mange år.
Det var en livlig del af skoven. Stærk. Gammel. Det var derfor, han havde valgt den.
Loups skridt var lige så stødige og hjemmevante som enhver anden gang, han havde taget turen ind i den del af hans territorium. Det var nemt at fare vild under de mørke trækroner, men han kendte den lige så godt som sin højre hånd. Gennem de sidste mange år havde han gået gennem den utallige gange. Han ville kunne gå den i blinde, uden at snuble over så meget som én sten eller rod. Selv med den svage halten fra hans højre ben.
Et sted højt over sig kunne han høre en fugls vinger baske gennem luften, men lod det ikke distrahere ham. Han passerede et træ på højre hånd, som et lynnedslag engang havde splittet i to. Nogle hundrede meter længere fremme åbnede trækronerne sig, og en skråning løftede skovbunden op mod himlen. I den retning Loup kom fra, lignede det at den strækkede sig op i et forsøg på at nå halvmånen som oplyste himlen over ham. På toppen af skråningen hvilede en sten på jorden. Hjertet sank i brystet på alfaulven, inden han med et dybt suk fortsatte vandringen op af skråningen.
Stenen var blank, foruden mosset som havde præget den gennem årenes løb. Intet navn var skåret ind i dens overflade, eller en sidste hilsen til den afdøde som hvilede under jorden. Det var ikke varulvenes måde at begrave nogen på. Når en varulv døde, var kroppen tom, og ånden blev ført af Euphonia til fuldmånen, for at kunne vejlede resten af flokken og give dem styrke, selv efter deres død. Engang havde Loup ment det var det rene vrøvl. Men Era havde fået ham til at se anderledes på tingene. Det havde hun været så god til.
Loup sad på jorden og strøg hånden over stenen. I lange minutter sad han i tavshed, mens han forestillede sig at Era så ned på ham gennem månelyset. Inderligt håbede han, at det var sandt. Mon hun ville værdsætte den aftale han havde gjort med Forsyth-knægten?
Han havde endnu ikke fortalt tvillingerne om det. Hvis det hele gik galt, eller hvis Forsyth løj, ville han ikke kunne bære at se dem miste deres mor endnu en gang. Nej, han havde kun fortalt det til nogle få individer i flokken. Foruden de to ulve som havde fulgt ham til kroen i Maranos, havde han fortalt det til Eras ældste bror, og ladt ham om hvem af de andre i familien som skulle kende til det. Men tvillingerne vidste intet. Det havde været hans første betingelse.
Hans blik løftede sig mod månen. Han blev mindet om en nat, han og Era havde tilbragt under en lignende himmel, liggende i græsset. Grinende. Elskende. Han kunne næsten ikke huske lyden af hendes latter længere. Eller hendes stemme. Ikke engang følelsen af de kortklippede lokker mellem sine fingre. Den stramme følelse omkring hans bryst formede en klump i hans hals som han stadig forsøgte at sluge.
"Jeg ved, du kommer tilbage til mig." mumlede han dæmpet. "Jeg ved, Forsyth vil holde sit løfte. Hvis ikke..." Hvis ikke, ville han dræbe ham. Først hans familie. Så enhver han holdt af. Og han ville gøre det foran ham, og tvinge knægten til at se på. Og han ville gøre det langsomt, få dem alle til at hyle af smerte og bønfalde ham om at slå dem ihjel. Og så ville han dræbe knægten til sidst.
Han prustede tungt ud, og sænkede blikket mod stenen igen. Som forventede han at se den rykke sig i dét øjeblik. Men stenen forblev liggende som den havde ligget i alt for mange år.