Post by Harris on Jul 30, 2018 21:07:49 GMT
Harris ~ Adelaide Veterano
Selvom Harris intet kunne se, føltes det som om verden snurrede rundt omkring ham. Det føltes som om han svævede, højt op over jorden uden fast grund under sig, og det tog ham flere minutter at samle nok bevidsthed til at konkludere at han lå i en seng.
Hvor sengen var, var en helt anden sag. Stadig groggy og omtåget, var Harris ikke sikker på hvad der havde været virkeligt og hvad der havde været en del af hans bevidstløse drømme. Han anede ikke om han befandt sig i sit værelse på slottet i Oberion, i formskifterkroen, eller et helt tredje sted. Hvad havde han lavet før han var gået kold? Han forsøgte at huske det, men anstrengelsen fik hans hoved til at dunke smerteligt, og han lod sig selv synke dybt ned i madrassen, og forsøgte at stedet at lytte til sine omgivelser.
Hvor end han var, var der stille. Hvis han anstrengte sig kunne han lige høre lyden af nogen som bevægede sig i etagen under ham. Han befandt sig altså i en overetage i en bygning der ikke havde vægge af sten. Han måtte være i formskifterkroen. Men hvad lavede han dér?
Han bed ubehaget i sig, og prøvede at huske. Der havde været en fest, var han sikker på. De havde fejret et eller andet... Aronas overtagelse af Vavilon? Ja! Det havde ikke været en drøm. De havde danset, drukket, grinet og moret sig, indtil... indtil nogen dukkede op. En dødsengel. Dødsenglen og Arona sloges, men der var mere...
Som et slag med en forhammer nåede det hele tilbage til ham. Khala som var faldet om på gulvet. Dødsenglen som ville tage hende væk, og Arona som havde stoppet ham, og fået dem begge til at falde. Macaria... hun havde også været her. Hun havde en løsning for at vække dem op, men det krævede at hun... at hun...
Med et støn vendte Harris sig i sengen for at rejse sig op, men så snart han lagde sin vægt på benene sank han sammen og faldt i gulvet med et brag som fik lydene fra underetagen til at stilne helt. Hvor længe havde han ligget der? Ligemeget. Han var nødt til at finde ud af hvad der var sket! Med Arona, med Khala, med Dylan og med Macaria!
"Hallo? Er her nogen?" kaldte han forfjamsket, mens han forsøgte at skubbe sig selv op på stående fod igen. Benene skælvede faretruende under ham.
Hvor sengen var, var en helt anden sag. Stadig groggy og omtåget, var Harris ikke sikker på hvad der havde været virkeligt og hvad der havde været en del af hans bevidstløse drømme. Han anede ikke om han befandt sig i sit værelse på slottet i Oberion, i formskifterkroen, eller et helt tredje sted. Hvad havde han lavet før han var gået kold? Han forsøgte at huske det, men anstrengelsen fik hans hoved til at dunke smerteligt, og han lod sig selv synke dybt ned i madrassen, og forsøgte at stedet at lytte til sine omgivelser.
Hvor end han var, var der stille. Hvis han anstrengte sig kunne han lige høre lyden af nogen som bevægede sig i etagen under ham. Han befandt sig altså i en overetage i en bygning der ikke havde vægge af sten. Han måtte være i formskifterkroen. Men hvad lavede han dér?
Han bed ubehaget i sig, og prøvede at huske. Der havde været en fest, var han sikker på. De havde fejret et eller andet... Aronas overtagelse af Vavilon? Ja! Det havde ikke været en drøm. De havde danset, drukket, grinet og moret sig, indtil... indtil nogen dukkede op. En dødsengel. Dødsenglen og Arona sloges, men der var mere...
Som et slag med en forhammer nåede det hele tilbage til ham. Khala som var faldet om på gulvet. Dødsenglen som ville tage hende væk, og Arona som havde stoppet ham, og fået dem begge til at falde. Macaria... hun havde også været her. Hun havde en løsning for at vække dem op, men det krævede at hun... at hun...
Med et støn vendte Harris sig i sengen for at rejse sig op, men så snart han lagde sin vægt på benene sank han sammen og faldt i gulvet med et brag som fik lydene fra underetagen til at stilne helt. Hvor længe havde han ligget der? Ligemeget. Han var nødt til at finde ud af hvad der var sket! Med Arona, med Khala, med Dylan og med Macaria!
"Hallo? Er her nogen?" kaldte han forfjamsket, mens han forsøgte at skubbe sig selv op på stående fod igen. Benene skælvede faretruende under ham.