Post by Saïx Veterano on May 1, 2018 11:48:46 GMT
Der var stille. Det havde der været lige siden Moria var taget afsted for at tage hjem til sin familie, og Isabel og Caleb var taget tilbage til hybriderne i Portus. Det var længe siden Saïx havde været fuldstændig alene. Det måtte være første gang siden han havde sin smedje i Oberion.
Flammerne knitrede i ildstedet. Ikke så meget af et behov for at holde Saïx varm, eller for at fylde stuen med lys. Hans vampyrisme gjorde begge unødvendige, men det var rart at have en vis rutine, nu når han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Normalt ville han have haft Moria at tale med... akavede samtaler, måske, men han måtte nu indrømme at han savnede dem. Men han kunne dårligt bebrejde Moria for at ville se sin familie igen.
Veteranoerne havde han ikke hørt fra, siden de var taget afsted. Afskeden med Isabel havde været bittersød som den altid var når de rejste, men efter de nyheder han havde måttet sluge, havde afskeden været endnu værre. Han kunne stadig ikke finde roen med tanken på hende og resten af hybriderne i åbent oprør mod den portusianske konge. Endnu mindre kunne han slutte fred med tanken på hendes planer om at tage tronen og gøre sig til landets nye dronning. Til trods for hendes forsikringer om at det ikke ville forandre noget mellem dem, var han uenig. Det forandrede alt.
Lyden af vingeslag udenfor huset nåede ham, men han ignorerede det. Lyden var ikke kraftig nok til at være en dødsengel, så det måtte bare være en tilfældig forbipasserende fugl. Normalt ville han ikke engang have registreret det, men det lød som om fuglen havde kredset omkring huset et par gange nu. Den måtte enten være forvirret eller så var det en rovfugl som jagede et eller andet omkring huset. Han løsrev sig fra tanken, og skævede ud af vinduet. Mørket var faldet på, og han ville snart behøve at tage ud for at jage. Han var sulten, og havde ikke mere blod i huset. Desuden havde han haft det mærkeligt i det sidste. En følelse af at der var noget galt, men det kunne lige så meget være på grund af den pludselige stilhed i huset. Ensomheden.
"Hallooooo?" Stemmen fik Saïx til brat at løfte hovedet, og han skubbede sig op fra stolen med fronten rettet mod den låste fordør. "Halloo? Jeg ved der er nogen derinde! Jeg leder efter nogen!" Han skar en grimasse og bevægede sig langsomt mod døren. Han lyttede. Et enkelt hjerte bankede derude, så hvem det end var, kunne ikke have taget en hel hær med sig. Det beroligede, men han brød sig stadig ikke om det... Ikke desto mindre var han fundet. At holde sig gemt indendørs ville ikke hjælpe noget. Han åbnede døren...
Og stod ansigt til ansigt med en splitternøgen mand.
Saïx' åbnede munden et par gange for at sige noget, men overraskelsen fik tungen til at slå fuldstændig knude på sig selv. Manden i døren smilede lettet, tilsyneladende ubekymret over sin egen nøgenhed.
"Endelig! Er du klar over hvor længe jeg har ledt efter dig? Jeg håber i hvert fald det er dig jeg skulle finde, du er den første person jeg har fundet i området." Saïx rynkede på brynene og granskede mandens ansigt. Han var høj, med mørkeblondt krøllet hår og en spids næse. Han genkendte ham ikke.
"Hvad vil du?" spurgte han langsomt. Manden løftede hænderne, som for at få Saïx til at slappe af.
"Tag det med ro, jeg er en ven. I hvert fald hvis du er den jeg leder efter. Kender du Macaria? Macaria Forsyth? Ja, du gør!" Saïx havde slet ikke nået at svare, men manden måtte have set noget i hans ansigt som afslørede genkendelsen af navnet, at dømme ud fra den pludselige konklusion, og smilet på hans læber. "Du må til Maranos - lige nu."
"Maranos?" Nu måtte Saïx for alvor rynke på brynene. "Hvad laver Macaria overhovedet dér? Hvad foregår der?"
"Det er en alt for lang historie til at jeg har tid til at forklare det nu, du er nødt til at komme afsted med det samme." Manden vinkede utålmodigt Saïx med sig ud af huset. Saïx blev alligevel tøvende stående i dørkarmen. Manden stønnede utålmodigt. "Alright, du får den korte udgave, så følg med, okay?" eftergav han hastigt. "Forsyths søn - ham der blev kidnappet - er kommet til Vavilon. Min ven Khala er syg, og vi kunne ikke få liv i hende, så han prøvede at tage hende med til Pandemonium, så Forsyth - dronningen, ikke Macaria - prøvede at stoppe ham, og endte med at skade ham. Macaria kom til Maranos for at prøve at redde ham ved at omvende ham-" Saïx spærrede øjnene op, og smækkede døren i bag sig, da han endelig forlod huset. Macaria ville omvende sin søn? Hun ville udsætte sig selv for blodrusen igen!
"Vis vejen." bad han manden, som blot gav et lettet suk fra sig.
"Følg mig." Mandens krop skrumpede ind og blev dækket af fjer. Den spidse næse strakte sig ud i et spidst næb, og de nøgne fødder til skarpe kløer. En falk stod i mandens sted, og med et bask med vingerne var han i luften. Saïx holdt blikket låst mod rovfuglen, mens han satte i løb efter den. Han håbede han ikke kom for sent.
Flammerne knitrede i ildstedet. Ikke så meget af et behov for at holde Saïx varm, eller for at fylde stuen med lys. Hans vampyrisme gjorde begge unødvendige, men det var rart at have en vis rutine, nu når han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Normalt ville han have haft Moria at tale med... akavede samtaler, måske, men han måtte nu indrømme at han savnede dem. Men han kunne dårligt bebrejde Moria for at ville se sin familie igen.
Veteranoerne havde han ikke hørt fra, siden de var taget afsted. Afskeden med Isabel havde været bittersød som den altid var når de rejste, men efter de nyheder han havde måttet sluge, havde afskeden været endnu værre. Han kunne stadig ikke finde roen med tanken på hende og resten af hybriderne i åbent oprør mod den portusianske konge. Endnu mindre kunne han slutte fred med tanken på hendes planer om at tage tronen og gøre sig til landets nye dronning. Til trods for hendes forsikringer om at det ikke ville forandre noget mellem dem, var han uenig. Det forandrede alt.
Lyden af vingeslag udenfor huset nåede ham, men han ignorerede det. Lyden var ikke kraftig nok til at være en dødsengel, så det måtte bare være en tilfældig forbipasserende fugl. Normalt ville han ikke engang have registreret det, men det lød som om fuglen havde kredset omkring huset et par gange nu. Den måtte enten være forvirret eller så var det en rovfugl som jagede et eller andet omkring huset. Han løsrev sig fra tanken, og skævede ud af vinduet. Mørket var faldet på, og han ville snart behøve at tage ud for at jage. Han var sulten, og havde ikke mere blod i huset. Desuden havde han haft det mærkeligt i det sidste. En følelse af at der var noget galt, men det kunne lige så meget være på grund af den pludselige stilhed i huset. Ensomheden.
"Hallooooo?" Stemmen fik Saïx til brat at løfte hovedet, og han skubbede sig op fra stolen med fronten rettet mod den låste fordør. "Halloo? Jeg ved der er nogen derinde! Jeg leder efter nogen!" Han skar en grimasse og bevægede sig langsomt mod døren. Han lyttede. Et enkelt hjerte bankede derude, så hvem det end var, kunne ikke have taget en hel hær med sig. Det beroligede, men han brød sig stadig ikke om det... Ikke desto mindre var han fundet. At holde sig gemt indendørs ville ikke hjælpe noget. Han åbnede døren...
Og stod ansigt til ansigt med en splitternøgen mand.
Saïx' åbnede munden et par gange for at sige noget, men overraskelsen fik tungen til at slå fuldstændig knude på sig selv. Manden i døren smilede lettet, tilsyneladende ubekymret over sin egen nøgenhed.
"Endelig! Er du klar over hvor længe jeg har ledt efter dig? Jeg håber i hvert fald det er dig jeg skulle finde, du er den første person jeg har fundet i området." Saïx rynkede på brynene og granskede mandens ansigt. Han var høj, med mørkeblondt krøllet hår og en spids næse. Han genkendte ham ikke.
"Hvad vil du?" spurgte han langsomt. Manden løftede hænderne, som for at få Saïx til at slappe af.
"Tag det med ro, jeg er en ven. I hvert fald hvis du er den jeg leder efter. Kender du Macaria? Macaria Forsyth? Ja, du gør!" Saïx havde slet ikke nået at svare, men manden måtte have set noget i hans ansigt som afslørede genkendelsen af navnet, at dømme ud fra den pludselige konklusion, og smilet på hans læber. "Du må til Maranos - lige nu."
"Maranos?" Nu måtte Saïx for alvor rynke på brynene. "Hvad laver Macaria overhovedet dér? Hvad foregår der?"
"Det er en alt for lang historie til at jeg har tid til at forklare det nu, du er nødt til at komme afsted med det samme." Manden vinkede utålmodigt Saïx med sig ud af huset. Saïx blev alligevel tøvende stående i dørkarmen. Manden stønnede utålmodigt. "Alright, du får den korte udgave, så følg med, okay?" eftergav han hastigt. "Forsyths søn - ham der blev kidnappet - er kommet til Vavilon. Min ven Khala er syg, og vi kunne ikke få liv i hende, så han prøvede at tage hende med til Pandemonium, så Forsyth - dronningen, ikke Macaria - prøvede at stoppe ham, og endte med at skade ham. Macaria kom til Maranos for at prøve at redde ham ved at omvende ham-" Saïx spærrede øjnene op, og smækkede døren i bag sig, da han endelig forlod huset. Macaria ville omvende sin søn? Hun ville udsætte sig selv for blodrusen igen!
"Vis vejen." bad han manden, som blot gav et lettet suk fra sig.
"Følg mig." Mandens krop skrumpede ind og blev dækket af fjer. Den spidse næse strakte sig ud i et spidst næb, og de nøgne fødder til skarpe kløer. En falk stod i mandens sted, og med et bask med vingerne var han i luften. Saïx holdt blikket låst mod rovfuglen, mens han satte i løb efter den. Han håbede han ikke kom for sent.