Post by Vaelon Arahaelon on Jan 25, 2018 21:36:03 GMT
Vaelon Arahaelon ~ Isabel Veterano
Tre dage var der gået siden Macaria var dukket op i hans tempel. Døgnet rundt i al den tid havde Vaelon forsøgt at blive enig med sig selv i hvordan han skulle håndtere mødet med hybriden som blev kaldt Ineis avatar. Rådet var splittet i sagen. Alle ønskede en hurtig og fredfyldt afslutning på hybridernes oprør, men hvilken pris kunne de være villig til at betale for den? En fredsaftale med hybriderne ville gå imod alt Inei havde lært dem. Alt hvad hun havde gjort rent, ville de gøre urent... og alligevel sad han her.
Solen var lige begyndt sin færd over himlen, og kastede lange skygger fra træets høje trækrone. Vaelon sad knælende overfor træets massive rødder, iført simple klæder som havde hjulpet ham i hans klatren op af den stejle klippe man måtte bestige for at nå Træets grund. Hænderne og de nøgne fødder var ru og opskrabede efter klatreturen, og han så allerede frem til at kunne tage tilbage til templet for at blive renset igen, men pilgrimsfærden til træet havde altid været det ene undtag hvor han fandt en særlig stolthed i mærkerne klippen gav ham.
Han havde fulgt kravene Macaria havde givet ham. Samtlige af hans følge var blevet efterladt ved foden af klippen, med strenge ordre om ikke at følge efter ham. Han var blevet forsøgt overtalt til i det mindste at have et par stykker med sig, i tilfælde det var én af hybridernes fælder, men han havde afvist dem. Hvis hybriderne forsøgte at lægge en fælde for ham ved Ineis træ, var han nødt til at stole på gudinden om at hun ville beskytte ham. Han satte sig selv på spil for at redde landet. Om ikke andet ville sollyset i det mindste beskytte ham mod Macaria Forsyth, hvis hun havde tænkt sig at bryde sin egen aftale.
Vaelon åndede tungt ud, da han åbnede øjnene og hævede blikket op mod træets krone. De lyserøde blomster svajede let i morgenvinden, som også puffede til hans hår, som var blevet samlet med et bånd i nakken. Lårene var ømme efter at have siddet her så længe, men han blev, indtil han hørte tegn på at Isabel Veterano var dukket op.
Solen var lige begyndt sin færd over himlen, og kastede lange skygger fra træets høje trækrone. Vaelon sad knælende overfor træets massive rødder, iført simple klæder som havde hjulpet ham i hans klatren op af den stejle klippe man måtte bestige for at nå Træets grund. Hænderne og de nøgne fødder var ru og opskrabede efter klatreturen, og han så allerede frem til at kunne tage tilbage til templet for at blive renset igen, men pilgrimsfærden til træet havde altid været det ene undtag hvor han fandt en særlig stolthed i mærkerne klippen gav ham.
Han havde fulgt kravene Macaria havde givet ham. Samtlige af hans følge var blevet efterladt ved foden af klippen, med strenge ordre om ikke at følge efter ham. Han var blevet forsøgt overtalt til i det mindste at have et par stykker med sig, i tilfælde det var én af hybridernes fælder, men han havde afvist dem. Hvis hybriderne forsøgte at lægge en fælde for ham ved Ineis træ, var han nødt til at stole på gudinden om at hun ville beskytte ham. Han satte sig selv på spil for at redde landet. Om ikke andet ville sollyset i det mindste beskytte ham mod Macaria Forsyth, hvis hun havde tænkt sig at bryde sin egen aftale.
Vaelon åndede tungt ud, da han åbnede øjnene og hævede blikket op mod træets krone. De lyserøde blomster svajede let i morgenvinden, som også puffede til hans hår, som var blevet samlet med et bånd i nakken. Lårene var ømme efter at have siddet her så længe, men han blev, indtil han hørte tegn på at Isabel Veterano var dukket op.