Post by Loup Garou on Jan 11, 2018 22:39:21 GMT
Træerne fløj forbi ham. Duften af den endeløse skov fyldte hans næsebor, mens vinden trak i den hvide pels. Tænderne blotlagt og med smagen fra hans seneste byttedyr stadig frisk på hans tunge. Blod plettede stadig pelsen omkring hans mund.
Han var ikke alene. En hunulv løb ved siden af ham, som konkurrerede de om hvem der kunne komme forbi det næste træ først. Hvor han var hvid, var hun sort som natten, kun med undtagelse af øjnene, der var grønne som mosset, der groede på nordsiden af skovens træer. De mødte hinandens blikke, da hun satte farten op, og han satte i efter hende. Det var en leg for dem. Hurtigere og hurtigere gennem skoven; ingen ville kunne indhente dem. Det føltes som om de løb fra vinden selv. De var vinden!
Med ét stoppede hunulven op. Han gjorde det samme, og fulgte hendes blik op mellem trækronerne. En flok af ravne fyldte nattehimlen. En hær af usynlige sorte vinger mod den mørke himmel, men selv om han næsten ikke kunne se dem, kunne han lugte dem. Han kunne høre deres skrig efter blod. Jo mere de snerrede af dem, jo højere skreg ravnene tilbage. Det fyldte hans ører, og han trådte tættere på hunulven. Hans mage. Han stillede sig foran hende som et værn for de blodtørstige dyr, som bevægede sig tættere på. De var for store til at være normale ravne. Jo tættere på de kom, jo mere monstrøse blev de, og jo mere snerrede han af dem. Han ville dræbe dem, hvis de kom for tæt på! Men selv om at han snerrede så hele jorden brummede under fødderne på ham, standsede det ikke ravnene. De voksede sig høje som træerne der omgav dem og nedstirrede dem med blodige øjne. Da de spredte vingerne forsvandt nattehimlen bag dem.
Hunulven trykkede sit hoved op mod hans brystkasse. Ravnene var væk, ligesom skoven og stjernerne over deres hoveder. De var badet i lyset af fuldmånen, mens de betragtede de to hvalpe som lå sovende mellem dem. Stadig så små at de kunne forsvinde under hans poter.
Han gned sit hoved mod hunulvens og lukkede øjnene i. Hendes duft fyldte hans næsebor. Duften af skovbunden, af whiskey og cigaretrøg. Lyden af latter og følelsen af fingre gennem hans hår…
Øjnene åbnede sig langsomt, og han lod groggy sit blik vandre rundt i det mørke telt. Der var kun gløder tilbage i ildstedet midt i teltet, og nattekulden fik det til at krible i hans hud. Et sted bag sig kunne Loup høre Dareon og Trishs tunge åndedræt, som bekræftede at de sov tungt. Hvilket de også burde. Hans trætte krop fortalte ham at det stadig var sent om natten… eller tidlig morgen. Solen var ikke stået op endnu, tak Euphonia for det.
Lydløst skubbede han benene over sengekanten, og bevægede sig over skovbunden mod sit arbejdsbord. Her åbnede han en lille skuffe, og trak en lille hårtot, bundet sammen med en smule snor. Placeret i sin stol lukkede han øjnene i, og indåndede duften fra håret. Han havde engang fået det i Forsyths trusselbrev, og havde siden været ude af stand til at lægge det til side. Specielt på lige denne dag…
Over skulderen skævede han mod tvillingernes seng. Om nogle timer ville lejren vågne op, og festlighederne ville begynde. Deres fødselsdag… Han tvang klumpen i halsen ned, og bragte hårtotten til sine læber en sidste gang, før han lagde den tilbage i skuffen. Flash fra drømmen spillede for hans indre blik, når han ikke kunne frembringe den i sin helhed. Men følelsen i brystet kunne han ikke tage fejl af. Hendes duft havde været præcis som han huskede den.
Med et støn åbnede han flasken med whiskey som stadig stod på bordet efter aftenen før. Han havde brug for at få humøret løftet før tvillingerne vågnede. Der var ingen grund til at deres dag skulle ødelægges af hans sorg.
Han var ikke alene. En hunulv løb ved siden af ham, som konkurrerede de om hvem der kunne komme forbi det næste træ først. Hvor han var hvid, var hun sort som natten, kun med undtagelse af øjnene, der var grønne som mosset, der groede på nordsiden af skovens træer. De mødte hinandens blikke, da hun satte farten op, og han satte i efter hende. Det var en leg for dem. Hurtigere og hurtigere gennem skoven; ingen ville kunne indhente dem. Det føltes som om de løb fra vinden selv. De var vinden!
Med ét stoppede hunulven op. Han gjorde det samme, og fulgte hendes blik op mellem trækronerne. En flok af ravne fyldte nattehimlen. En hær af usynlige sorte vinger mod den mørke himmel, men selv om han næsten ikke kunne se dem, kunne han lugte dem. Han kunne høre deres skrig efter blod. Jo mere de snerrede af dem, jo højere skreg ravnene tilbage. Det fyldte hans ører, og han trådte tættere på hunulven. Hans mage. Han stillede sig foran hende som et værn for de blodtørstige dyr, som bevægede sig tættere på. De var for store til at være normale ravne. Jo tættere på de kom, jo mere monstrøse blev de, og jo mere snerrede han af dem. Han ville dræbe dem, hvis de kom for tæt på! Men selv om at han snerrede så hele jorden brummede under fødderne på ham, standsede det ikke ravnene. De voksede sig høje som træerne der omgav dem og nedstirrede dem med blodige øjne. Da de spredte vingerne forsvandt nattehimlen bag dem.
Hunulven trykkede sit hoved op mod hans brystkasse. Ravnene var væk, ligesom skoven og stjernerne over deres hoveder. De var badet i lyset af fuldmånen, mens de betragtede de to hvalpe som lå sovende mellem dem. Stadig så små at de kunne forsvinde under hans poter.
Han gned sit hoved mod hunulvens og lukkede øjnene i. Hendes duft fyldte hans næsebor. Duften af skovbunden, af whiskey og cigaretrøg. Lyden af latter og følelsen af fingre gennem hans hår…
Øjnene åbnede sig langsomt, og han lod groggy sit blik vandre rundt i det mørke telt. Der var kun gløder tilbage i ildstedet midt i teltet, og nattekulden fik det til at krible i hans hud. Et sted bag sig kunne Loup høre Dareon og Trishs tunge åndedræt, som bekræftede at de sov tungt. Hvilket de også burde. Hans trætte krop fortalte ham at det stadig var sent om natten… eller tidlig morgen. Solen var ikke stået op endnu, tak Euphonia for det.
Lydløst skubbede han benene over sengekanten, og bevægede sig over skovbunden mod sit arbejdsbord. Her åbnede han en lille skuffe, og trak en lille hårtot, bundet sammen med en smule snor. Placeret i sin stol lukkede han øjnene i, og indåndede duften fra håret. Han havde engang fået det i Forsyths trusselbrev, og havde siden været ude af stand til at lægge det til side. Specielt på lige denne dag…
Over skulderen skævede han mod tvillingernes seng. Om nogle timer ville lejren vågne op, og festlighederne ville begynde. Deres fødselsdag… Han tvang klumpen i halsen ned, og bragte hårtotten til sine læber en sidste gang, før han lagde den tilbage i skuffen. Flash fra drømmen spillede for hans indre blik, når han ikke kunne frembringe den i sin helhed. Men følelsen i brystet kunne han ikke tage fejl af. Hendes duft havde været præcis som han huskede den.
Med et støn åbnede han flasken med whiskey som stadig stod på bordet efter aftenen før. Han havde brug for at få humøret løftet før tvillingerne vågnede. Der var ingen grund til at deres dag skulle ødelægges af hans sorg.