Post by Alastair Storm on Jan 2, 2018 17:46:37 GMT
Cassidy Ahern Lili Zeno
Det milde forår var begyndt at ligge sig over Portus, små gule pletter af blomster var begyndt at kigge gennem resterne af sne, opmuntret af Ineis sol der var vendt tilbage til dem igen. Alastair stod ved siden af karetten, der skulle bære dem hele vejen til Pandemonium, så stift som en statue. Han var for en gangs skyld ude af munkeroberne, som var blevet erstattet af en hvid, stiv jakke der gik ham til midt på lårene, med tre gyldne, luknings knapper op langs hans bryst, men det var også den eneste dekoration; ingen pelskant, ærmerne var ulinjede af brodderi, og bukserne han bar til var lyse hør bukser. Skoene var lysebrune lædersko, der sank en smule ned resterne af sne. Selv uden munkeroberne, var det dog ikke til at komme uden om at han bar sig som en mand med en vis autoritet. Hans hage var løftet, hans ryg rank og skuldre skubbet tilbage. Heldigvis passede hans stive, militære manerismer sig lige så godt ind hos Inei, som hos militæret. Begge fraktioner handlede lige meget om orden og ro.
Det gjorde den pige han skulle hente ikke. Hun stod og var ved at tage afsked med hans onkel. Han havde ikke vidst at den pige, der nær havde lokket ham i fordærv, havde været den pige hans onkel havde taget under sine vinger, indtil han så hende stå der sammen med ham. Men det eneste der havde været at se på ham, ved opdagelsen, havde været en stramning i hans kæbe. Det ville ikke ske igen, og han ville helst glemme at det var sket. Bedst at ignorere at det var sket i det hele taget.
Kusken lænede sig ned fra hans sæde og rømmede sig i Alastairs retning, så han så over mod sin onkel igen. Manden stod i en tæt omfavnelse med den unge pige. Han rømmede sig, lidt højere end kusken havde. "Onkel, vi må hellere se at komme afsted," Hans tone var så jævn som en uforstyrret vandoverflade. "Jeg skal nok sørge for at pigerne kommer godt frem, og tjekke ind hos dem indimellem mens jeg er der." Han havde allerede lovet det, men gentog det nu, for Eians skyld, for at betrygge ham. Han åbnede døren til karetten og trådte til side, så de to unge damer kunne træde indenfor.
Det gjorde den pige han skulle hente ikke. Hun stod og var ved at tage afsked med hans onkel. Han havde ikke vidst at den pige, der nær havde lokket ham i fordærv, havde været den pige hans onkel havde taget under sine vinger, indtil han så hende stå der sammen med ham. Men det eneste der havde været at se på ham, ved opdagelsen, havde været en stramning i hans kæbe. Det ville ikke ske igen, og han ville helst glemme at det var sket. Bedst at ignorere at det var sket i det hele taget.
Kusken lænede sig ned fra hans sæde og rømmede sig i Alastairs retning, så han så over mod sin onkel igen. Manden stod i en tæt omfavnelse med den unge pige. Han rømmede sig, lidt højere end kusken havde. "Onkel, vi må hellere se at komme afsted," Hans tone var så jævn som en uforstyrret vandoverflade. "Jeg skal nok sørge for at pigerne kommer godt frem, og tjekke ind hos dem indimellem mens jeg er der." Han havde allerede lovet det, men gentog det nu, for Eians skyld, for at betrygge ham. Han åbnede døren til karetten og trådte til side, så de to unge damer kunne træde indenfor.