Post by Moria Veterano on Jan 2, 2018 10:47:49 GMT
Tradition? Det lød ikke meget som drømme. Og rødt? Hendes egen kjole havde været hvid. Hvid som Ineis hellige lys. Tænk at gå i rødt! Hun havde nok aldrig gået i en rød kjole. Det virkede næsten vulgært. Rød var farven for blod, for mord, men også for roser og kærlighed. Også farven for prostituerede. Men hun mindede sig selv om ikke at dømme. Både fordi hun selv havde spurgt, og fordi Pandemonium selvfølgelig måtte have deres egne ceremonier. Hvem var det nu, de så som en gud? Nostamus, var det ikke? Stakler. Så mange, der endnu ikke kunne mærke Ineis varme lys, men måtte bo i dette vulgære mørke. Hun ville aldrig tro på andre end Inei. Det var den eneste rigtige.
Men den slags holdt hun strengt til sig selv. Man kunne ikke rejse til et andet land og åbent kritisere folk for den slags. Der var også historier om hvordan alle tre guder havde været sammen om at skabe verdenen og alle var blevet fordelt til hver deres. Men selv hvis det var en sandhed, ændrede det ikke på at Ineis lys var det bedste.
Hendes øjenbryn gled en smule sammen. Fri? Det lå så fjernt fra Moria...Hun havde været ligeglad med såkaldt frihed. Hvis blot hun fik en kærlig ægtemand, som ville elske hende...Åh, det havde været hendes drøm. Lykkelig kærlighed, et stille liv. Inei havde givet kvinden og manden hver deres pligter, og kvindens var at tage sig af hjemmet. Hun så ingen grund til at gå imod den guddommelige orden, Inei havde sikkert valgt det sådan for en grund. Enhver havde sit, som de var bedst til.
Hun smilte svagt.
"Ikke kærlighed?" spurgte hun og afslørede måske noget af hendes naive sind. Barnlige, ville nogle måske kalde det, trods hun ikke selv så det. Ville de fleste ikke helst giftes af kærlighed? Hvis man elskede hinanden var man vel også fri. Uanset hvilken frihed Blake så hungrede efter. En, hvor folk var ligeglad med hvad hun lavede? Men en ægtemand, der virkelig elskede en, ville ikke begrænse en mere, end hvis noget var farligt for en. Ikke? Cal ville aldrig begrænse hende. Cal ville altid være der for hende.
Det var specielt. At Blake både kunne så varmt om sin kommende mand og samtidig virke så sørgmodig. Det var ikke umiddelbart noget Moria kunne sige noget til. De var ret forskellige og hun var ikke helt sikker på om hun faktisk kunne sætte sig helt i Blakes sko.
"At få en dejlig ægtemand er allerede mere, end hvad mange kan håbe på. Desværre" bemærkede hun i stedet. Ægteskabet ville jo stå, så man kunne lige så godt fokusere på de gode ting.
"Jeg er måske meget kvindelig på det punkt...Men jeg har altid drømt om mit bryllup. Men virkeligheden er altid lidt anderledes. Der var så mange gæster! Jeg havde en skøn, hvid kjole på. Der var lys alle steder! Og efter ceremonien, hvordan vi gik ud til Ineis hellige vand for at blive renset og forenet, bare os alene under hendes åsyn..." Hun så ind i ilden igen, som stemmen døde hen. Det var ikke helt sådan det var gået. Moria havde slet ikke kunne bryde den barriere. Hun havde været en fiasko af en hustru så mange gange, men Cal havde altid tilgivet hende. Men hvad med Inei? Hvad med hende selv? Hun brød sig ikke om sex. Det sagde hende intet. Alligevel gjorde hun det alligevel, for at glæde Cal. Men den aften...Det havde været svært. De havde udskudt det. Hun havde slet ikke fortjent ham...
Hun rømmede sig og så ned på sine hænder, der kærtegnede noget af den bløde minkpels. Hun kunne ikke indrømme den slags så åbent. Det var forkert og angik ikke andre.
"Så forskellige ceremonierne kan være, fra land til land. Det finder jeg interessant" bemærkede hun så i stedet.
Hvad angik hunden...Hun så over på hvalpen. Moria havde trukket hånden til sig igen.
"Jeg er bange for mine navne mest er lidt...Barnlige. Min kat hed Plet, trods alt. Han ligner ikke en Monty...Cæsar? Sådan et ædelt navn. Måske vokser han op og bliver en ædel hund!" hun kunne ikke lade være at smile lidt for sig selv ved tanken.
Men den slags holdt hun strengt til sig selv. Man kunne ikke rejse til et andet land og åbent kritisere folk for den slags. Der var også historier om hvordan alle tre guder havde været sammen om at skabe verdenen og alle var blevet fordelt til hver deres. Men selv hvis det var en sandhed, ændrede det ikke på at Ineis lys var det bedste.
Hendes øjenbryn gled en smule sammen. Fri? Det lå så fjernt fra Moria...Hun havde været ligeglad med såkaldt frihed. Hvis blot hun fik en kærlig ægtemand, som ville elske hende...Åh, det havde været hendes drøm. Lykkelig kærlighed, et stille liv. Inei havde givet kvinden og manden hver deres pligter, og kvindens var at tage sig af hjemmet. Hun så ingen grund til at gå imod den guddommelige orden, Inei havde sikkert valgt det sådan for en grund. Enhver havde sit, som de var bedst til.
Hun smilte svagt.
"Ikke kærlighed?" spurgte hun og afslørede måske noget af hendes naive sind. Barnlige, ville nogle måske kalde det, trods hun ikke selv så det. Ville de fleste ikke helst giftes af kærlighed? Hvis man elskede hinanden var man vel også fri. Uanset hvilken frihed Blake så hungrede efter. En, hvor folk var ligeglad med hvad hun lavede? Men en ægtemand, der virkelig elskede en, ville ikke begrænse en mere, end hvis noget var farligt for en. Ikke? Cal ville aldrig begrænse hende. Cal ville altid være der for hende.
Det var specielt. At Blake både kunne så varmt om sin kommende mand og samtidig virke så sørgmodig. Det var ikke umiddelbart noget Moria kunne sige noget til. De var ret forskellige og hun var ikke helt sikker på om hun faktisk kunne sætte sig helt i Blakes sko.
"At få en dejlig ægtemand er allerede mere, end hvad mange kan håbe på. Desværre" bemærkede hun i stedet. Ægteskabet ville jo stå, så man kunne lige så godt fokusere på de gode ting.
"Jeg er måske meget kvindelig på det punkt...Men jeg har altid drømt om mit bryllup. Men virkeligheden er altid lidt anderledes. Der var så mange gæster! Jeg havde en skøn, hvid kjole på. Der var lys alle steder! Og efter ceremonien, hvordan vi gik ud til Ineis hellige vand for at blive renset og forenet, bare os alene under hendes åsyn..." Hun så ind i ilden igen, som stemmen døde hen. Det var ikke helt sådan det var gået. Moria havde slet ikke kunne bryde den barriere. Hun havde været en fiasko af en hustru så mange gange, men Cal havde altid tilgivet hende. Men hvad med Inei? Hvad med hende selv? Hun brød sig ikke om sex. Det sagde hende intet. Alligevel gjorde hun det alligevel, for at glæde Cal. Men den aften...Det havde været svært. De havde udskudt det. Hun havde slet ikke fortjent ham...
Hun rømmede sig og så ned på sine hænder, der kærtegnede noget af den bløde minkpels. Hun kunne ikke indrømme den slags så åbent. Det var forkert og angik ikke andre.
"Så forskellige ceremonierne kan være, fra land til land. Det finder jeg interessant" bemærkede hun så i stedet.
Hvad angik hunden...Hun så over på hvalpen. Moria havde trukket hånden til sig igen.
"Jeg er bange for mine navne mest er lidt...Barnlige. Min kat hed Plet, trods alt. Han ligner ikke en Monty...Cæsar? Sådan et ædelt navn. Måske vokser han op og bliver en ædel hund!" hun kunne ikke lade være at smile lidt for sig selv ved tanken.